Klumme

Kirkens socialetik Vort kompas

Julestemningen

af Peter Andreas Munk-Nielsen

En grå himmel, der ikke ser ud som om den nogensinde har været blå. Tværtimod. Den sædvanlige overgang til en kun mørkere himmel kl. 16 er i fuld gang. Det danske vejr, der er så kedeligt at det ikke engang kan mande sig op til at levere en ordentlig omgang regnvejr. Kun en vag støvregn kan det mønstre, det forbandede, matte, farveløse skydække.

Udtryksløsheden og kedsomheden rammer mig som en hammer, mens jeg sidder og prøver at koncenterere mig om mine studier. Igen. Stilheden er larmende. Ensomheden føles pludselig som min eneste trofaste følgesvend. Hvis der virkelig er en december måned med julefest under opsejling, kan jeg ikke mærke det… Nårh ja, og så var der jo også lige den dér Coronapandemi. Den har vist heller ikke ligefrem gjort det hele lettere. Foreningsdanmark er nærmest lukket ned. DUK har næsten kun online-møder. Aflyste lejre. Annullerede arrangementer. Begrænsede omgangskredse. Mundbind og albuer og forsamlingsforbud. Jeg synes egentlig at det danske efterårsvejr gjorde det meget godt i forvejen, det dér med humørreguleringen.

Glemte vi at sætte pris på alt det vi havde, mens vi havde det? Og hvorfor er det først, når man mister noget, at man forstår hvad man havde? Nu mangler vi bare at internettet bryder sammen, så har vi det perfekte post-apokalyptiske setup. Zombierne har digitaliseringen sikkert også sørget for.

der blev væk

Men måske er der også noget positivt gemt i alt det her. Måske er Corona-krisen og julestemningen der blev væk i virkeligheden en mulighed for at tage et kig i spejlet, og prøve at se os selv lidt udefra. Hvem er vi egentlig som mennesker, når vi ikke kan gøre præcis hvad vi har lyst til og er vant til? Og hvad er det egentlig for et samfund, vi har opbygget, hvor det er en katastrofe, at vi ikke må købe alkohol efter kl. 22?

Vi har jo stadig de mest nødvendige ting omkring os. Vi kan vel sige os selv, at vækst og overforbrug er ikke bæredygtigt? Men tør vi også leve efter det? Coronaen har tvunget os til at give afkald nogle ting, men havde vi også gjort det frivilligt? Sandsynligvis ikke. Det betyder ikke, at Corona ikke er træls, men måske har vi haft brug for et lille wake-up call hvad angår vores moderne livstil. Julen handler i høj grad om fællesskab og hygge. Men den handler vel først og fremmest om Jesusbarnet. Vores almægtige skaber valgte at komme os i møde med kun det allermest nødvendige omkring sig, ja mange ville nok kalde det ynkeligt, usselt og uværdigt. Jesus lå i en simpel krybbe i en stald, et sted beregnet til dyr, ikke mennesker.

Så hvis vi beklager os over at det materialistiske forbrugersamfunds rullebånd for en gangs skyld ikke kører i ligeså skamløs hastighed som det plejer, skal vi nok tænke os om en ekstra gang. Lad os i stedet glæde os over, at Gud giver os sin ubetingede kærlighed i form af Jesus Kristus – en glæde, der langt overstiger det materielle. Og måske er det endda den virkelige julestemning?

Tro og videnskab af Sebastian Olden-Jørgensen

Når man siger tro og videnskab, er det let at tænke i modsætninger, altså at se tro som en række usikre eller forkerte forklaringer, som løbende bliver fortrængt af sikker videnskabelig erkendelse. Tro er for den dumme, men dens kloge holder sig til videnskaben.

Ser man katolsk på tro og videnskab, så kan der være spændinger imellem dem, men dybest set ligger de i forlængelse af hinanden. Videnskab handler om at bruge fornuften systematisk for at erkende sandheden. Det rummer også et religiøst perspektiv, for når vi erkender naturens orden og skønhed, peger denne erkendelse ud over det materielle mod en god og kærlig skaber: Gud.

Videnskaben kan dog lige så lidt bevise Guds eksistens som det modsatte. Den, der påstår, at videnskaben har modbevist Gud, har enten overdrevne forestillinger om videnskaben eller forkerte forestillinger om, hvad tro er. Efter katolsk opfattelse har Gud givet mennesket fornuften med dens evne til at iagttage og analysere, men også og troen med dens evne til at erkende godt og ondt og elske Gud.

Begge dele stammer fra Gud og fører – ad forskellige veje – tilbage til ham. Sand videnskab kan meget, men kun i begrænset grad svare på spørgsmål om meningen med det hele og om godt og ondt – altså netop de dybeste menneskelige spørgsmål. Her må man søge og finde svar på anden måde.

Man kan også anskue spørgsmålet om tro og videnskab på en helt måde: Hvis de skulle være uforenelige modsætninger, så burde der kun være ganske få troende videnskabsfolk.

Men sagen er, at der er både troende, tvivlende og ateistiske videnskabsfolk, ligesom der er troende, tvivlende og ateistiske skraldemænd.

“Tro og fornuft er de to vinger, hvormed mennesket svinger sig op til skaberen.” JP II

Så må vi heller ikke glemme alle de store kristne videnskabsfolk, f.eks. vores danske helgen Niels Steensen (1638-86), der gjorde store anatomiske og geologiske opdagelser; den belgiske præst Georges Lemaître (1894-1966), der som den første formulerede teorien om universets udvidelse og “big bang”; den franske læge Jérôme Lejeune (1926-94), der opdagede genfejlen bag Downs syndrom og kæmpede heroisk for alle handikappedes ret til livet; eller den danske astronom Anja C. Andersen (født 1965), som mange vil kende som en flittig formidler.

Den nærliggende konklusion er, at det er lige så menneskeligt at tro som at vide, og katolsk set er idealet, at de går op i en højere enhed. Som den hellige pave Johannes Paul 2. engang sagde: Tro og fornuft er de to vinger, hvormed mennesket svinger sig op til skaberen.

Mere info kan findes i Den Katolske Kirkes Katekismus kap. 159 og i YOUCAT kap. 23.

Georges Lemaître forelæser

Jérôme Lejeune med Pave Johannes Paul II

SPOT

på en helgen

De fleste af de helgener, vi kender, har det til fælles, at de kommer fra udlandet. Den hellige Frans af Assisi er fra Italien, Skt. Nikolaus kom fra en by i det område, der i dag hedder Tyrkiet, Skt. Peter boede i Mellemøsten – ja, selv Skt. Ansgar, som er værnehelgen for vores bispedømme, kom ikke fra Danmark. Han var fra Frankrig! Vi er ikke særligt mange katolikker i Danmark, og det kan måske være nemt at føle sig alene med sin tro. Folk spørger om man kan tro på videnskab og være katolik, om det overhovedet er fornuftigt at tro på Gud og om religion ikke er noget, der hører fortiden til. Hvis der er nogen, for hvem det har ligget langt væk at skulle blive katolik, så har det været en mand, der blev født i 1638 i Købmagergade i København. Hans navn var Niels Steensen. Han var protestant og læste til medicin på Københavns Universitet og gjorde vigtige opdagelser. Senere tog han til Italien, hvor han undersøgte nogle mystiske sten i bjergene, som han kom frem til i virkeligheden var hajtænder. For at forklare hvordan de var kommet derhen, hvor de var, endte Niels Steensen med at lægge fundamentet for en hel videnskab, nemlig geologien!

Samtidig var han blevet gode venner med mange katolikker, som han havde mange samtaler med. Det mundede ud i, at han begyndte at overveje, om den katolske tro mon var sandheden. Efter lang tid, hvor han grundigt undersøgte sagen, var han stadigvæk i tvivl. Men på Allesjælesdag, den 2. november 1667, ændrede det sig. Han har ikke skrevet meget om det øjeblik, hvor han modtog ,troen, men han skrev dette: ”Hans navn, som har ført mig fra mørket til lyset, fra døden til livet, være lovet i evighed.” Han havde modtaget noget af det, som Gud vil give os alle – liv og lys. Gud vil føre os ud af alt det mørke, vi har i os, alle de sår, vi har, alle de måder, vi ikke er så moralske og kærlige mennesker, som vi burde være. Han vil føre os til Sit eget lys og til et liv i Hans uendelige kærlighed! Efter hans omvendelse, blev han ved med at arbejde med videnskab. Han blev senere præst og biskop og flyttede til det nordlige Tyskland, hvor han også havde et ansvar fra Kirken for Skandinavien. Han levede et liv i bøn og fattigdom og vejledte mange mennesker. Dem, der så op til ham, så ham som en levende helgen, og lang tid efter hans død i 1686 blev han saligkåret af skt. Johannes Paul II. På den måde har Kirken faktisk givet os et forbillede herhjemme, en vi kan se op til, som kommer fra det samme land som os. En der viser os, at tro og videnskab sagtens kan gå hånd i hånd.

af Rasmus Münchow

Et anderledesÅrsmøde

Årsmødet er normalt en hyggelig weekend, hvor unge frivillige fra alle lokalforeningerne mødes på Ømborgen og beslutter, hvad der skal ske i

DUK det kommende år. I år var vi tvunget til at gøre det anderledes.

Årsmødet blev afholdt virtuelt d. 28. Herefter blev budgettet for 2021 november. Her mødtes over over 50 frivillige på Zoom. Årsmødet blev åbnet af bestyrelsesformand Lea Uhlott Noval, og så gik det løs. Martha Ryom berettede om, hvad hovedbestyrelsen har arbejdet med det seneste år. Her nævnte hun, at bestyrelsen har fokuseret meget på covid-19 og sikret, at arrangementerne blev afholdt sikkert for alle. Derudover er bestyrelsen i gang med at arbejde med hvordan teamstrukturen skal se ud i DUK. Efter fremlæggelse af regnskabet 2019, præsenterede Lea Uhlott Noval bestyrelsens forslag til arbejdsprogram. Det blev vedtaget, at DUK’s arbejde 2021 skal have fokus på at skabe en bæredygtig frivilligkultur. “DUK vil i 2021 arbejde på at skabe et bæredygtigt fundament for frivillige. Der er teams og lokalforeninger som mangler frivillige kræfter – hvordan kan vi få flere til at dyrke det frivillige fællesskab og være med til at løse opgaverne, som kan udvikle DUK.” (Arbejdsprogram 2021). Årsmødet gjorde opmærksom på, at vi ikke må glemme vores vision om troen i centrum. besluttet. Det bærer tydeligt præg af, at det har været svært at få medlemmer i 2020 og derfor omprioriteres de økonomiske midler, som af samme grund er mindre end de plejer. Til slut blev årstemaet 2021 præsenteret og der blev valgt ny hovedbestyrelse. Tak til Laura Giraldi, Peter Mai og Christopher Bonde, som stopper. Tak for jeres gode arbejde! Velkommen til de nye: Kathrine Møller Rendboe, Anthony Sangano og David Stelsberg.

Stort tillykke til Sankt Mariæ Unge Katolikker på Frederiksberg, som blev årets lokalforening og får fornøjelsen af Vandrebiblen, samtidig med at de fik vandrelanternen, da de har samlet flest penge ind til lokalforeningernes indsamling, som fortsætter med projektet “Udsatte piger i Niger” i 2021. Tak til Veronica Holsting for din kyndige gennemførsel af årsmødet som dirigent. Tak til sekretariatet, som fik et online årsmøde til at gå fejlfrit. Tak til de delegerede og observatører, som deltog og var med til at give DUK en retning i 2021.

Snackbaren var klar til mødestart. Velkommen til de nye medlemmer af Hovedbestyrelsen.