”Jeg melder mig aldrig ud af folkekirken” Sådan siger Mathilde. En ung pige, der var au pair i Paris i 2015/2016, og som oplevede beredskabsindsatsen fra den danske kirke. Temaet for dette blad er netop beredskab, og derfor er det oplagt at bringe et interview med vores udlandsprovst, Selma Ravn, der om nogen har stået i beredskabssituationer som præst i Paris. Byernes by, men også et sted, hvor uro og kriser har fyldt utroligt meget. HVILKE BEREDSKABSSITUATIONER HAR DU STÅET I SOM PRÆST I PARIS? ”Terrorangrebene er dem, der fylder mest. Fra Charlie Hebdo til Bataclan og Bastilledagen i Nice, foruden de mindre anslag indimellem. Vi var i et højt, mentalt kriseberedskab i flere år med usikkerhed blandt menigheden og låste døre i kirken. På et tidspunkt var vi simpelthen nødt til at beslutte os for ikke at være bange.” Det voldsomste var Bataclan-angrebet. Her var præsten en del af ambassadens beredskab, og blev sammen med ungdomsrådgiveren Pernille brugt til samtaler i stor stil. ”Der kom især mange unge. Ofte havde nogen hjemmefra sagt, at de skulle gå hen i kirken. Bagefter fik vi mails fra forældre i Danmark, der var lykkelige for, at kirken var der som et ”helle” og en konkret støtte for deres børn. Det var en enorm energiudladning over 14 dage, og jeg gik selv fysisk ned bagefter. Udover at være rigtig syg, kunne jeg ikke huske ret meget efterfølgende. På et tidspunkt fik jeg selv hjælp af hospitalspræst Christian Busch.”
08 BEREDSKAB
Få måneder efter ramte terroren i Nice. Fire danske au pairs var på udflugt for at opleve Bastilledagen og blev fanget i åben ild på gaden. Heldigvis vidste præst og ungdomsrådgiver, at de var på tur og kunne få fat i dem, og tale med dem. En af dem, Matilde, sagde efterfølgende: ”Jeg melder mig aldrig ud af folkekirken”. En anden voldsom beredskabssituation var flystyrtet på en bjergvæg i Alperne, hvor en Airbus fløj 149 mennesker i døden. Sammen med ambassaden hentede Selma familiemedlemmer i lufthavnen og tilbragte godt et døgn med dem. Fransk brandvæsen kørte dem til bjergsiden, hvor der var etableret et modtagecenter på modsatte side. Her blev der taget DNA-prøver på familien med henblik på at identificere deres pårørende. Lægen, som havde været på ulykkesstedet få minutter efter styrtet, var der for at fortælle dem om situationen, der havde mødt ham. ”Det gjorde stærkt indtryk på os alle, da han fortalte, hvordan der hverken var røg eller ild på stedet. Alt var pulveriseret. Som præst er jeg vant til at tale med efterladte, uanset årsag til dødsfald.
Af Anne Meldgaard, redaktør Foto: Sille Arendt
Det er en naturlig del af mit job: At tage mennesker ved hånden når det er allersværest.” Og Paris fortsatte sit omtumlede liv. Protestbevægelsen ”De Gule veste” holdt Frederikskirkens medarbejdere i et jerngreb over seks måneder, hvor der var massive uroligheder, bilafbrændinger og voldsomme gadekampe, især om lørdagen. ”Jeg husker at holde om en hulkende pige en dag i kirken. Hun havde bevæget sig forbi demonstrationen, var ramt af tåregas og voldsomt bange. Det var under kirkens julebasar, som vi måtte lukke og gelejde folk ud ad bagdøren. Afhængig af hvor urolighederne var værst, var vi nødudgang for Danmarkshuset og restauranter på ChampsÉlysées, andre dage var det omvendt.”
I HVILKET SAMMENHÆNG HAR DU KUNNET GØRE DEN STØRSTE FORSKEL? ”Terror i 2015 og 2016 havde et stort omfang og levede i alles bevidsthed, så der har jeg i kvantitet bidraget mest. Det var ikke alene en privat ulykke, men alles virkelighed. Vi løb solen sort, men det var virkelig meningsfyldt.”
”Så ringer ambassaden, og præsten tager over. Et bad, et måltid og en snak kan godt få folk hen til bussen” Den private ulykke fyldte også i udlandspræstens arbejdsliv. Som da hun tog imod en familie fuldstændig i chok. De var i Paris for at hente en ung dansker
