HVIDSTENGRUPPEN II

En helt unik fortælling

Af Anne Meldgaard, redaktør

Har du set filmen Hvidstengruppen fra 2012? Om de gæve modstandsfolk, der mistede livet under Anden Verdenskrig. Til jul kommer endnu en film om Hvidstenfolkene. Den handler blandt andet om de to døtre til kroejerparret Gudrun og Marius Fiil, Tulle og Gerda. De to unge piger, som blev skånet for henrettelse og fængslet i stedet i Tyskland.

Og hvorfor beskæftiger vi os med det her i NYT? Jo, det gør vi, fordi Dansk Kirke i Fremmede Havne i årene 19431948 blandt andre havde en præst udsendt til tjeneste i Hamborg. Sophus Boas hed han, og hans historie fra de år er helt unik.

Hans person og rolle for de danske i tyske fængsler er en del af Hvidstengruppen II: De efterladte, som får premiere juledag i år. På www.filmz.dk kan man se den første trailer til filmen, som er produceret af Regner Grasten Film og instrueret af Anne-Grethe Bjarup Riis.

Tilbage til Sophus Boas og hans helt uvurderlige indsats, som startede i begyndelsen af 1944.

Medlemmer af optrevlede modstandsgrupper og andre fjender af Hitlers rige blev henrettet eller sendt til Tyskland - flest i koncentrationslejre, andre til tugthuse. Boas fandt hurtigt en opgave i at rejse mellem tugthusene og besøge så mange danske, som han kunne opspore og få tilladelse til at aflægge visit hos. I bogen Hjælpepræsten, som fås på e-bog, fortæller han om hele sin udsendelse til Hamborg og specifikt om tugthusbesøgene. Det er fængslende læsning om en mørk tid, men også med en vis humor, som forfatteren uden tvivl har haft stærkt brug for i de svære år. Boas rejste tusindvis af kilometer med tog og bil og fik hen ad vejen sin gang i 25 forskellige tugthuse spredt over det meste af landet. Hans snilde og kendskab til systemerne, både i Tyskland og i Danmark, blev omsat bedst muligt til gavn for fangerne.

Selve besøget og samtalen var naturligvis højt skattet, men lige så vigtigt – hvis ikke mere – blev Boas mellemmand mellem fængslede danskere og deres familier i Danmark, således også Tulle og Gerda og deres mor hjemme på Hvidsten Kro.

Sophus Boas førte nøje optegnelser over hvor, de enkelte fanger blev holdt fængslet, hvor de blev flyttet til, og hvordan de havde det. Han fortæller: ”Fangerne måtte skrive hjem efter seks måneder. De måtte modtage breve straks, men da de pårørende i Danmark jo ikke kunne vide, hvor de var, betød den tilladelse ikke så meget, hvis jeg ikke havde skrevet hjem og opgivet adressen.”

Sophus Boas præst i Hamborg 1943-1948.

I kufferten havde præsten al den kontrabande (smuglervarer), han kunne få fingre i og havde plads til. Blandt andet Røde Kors hjalp med at få fornødenheder som brød, levertran, vitaminer og tobak til Boas.

Han vidste, at fængselsinspektører og fangevogtere skulle have en bid af kagen for at vende det døve øre eller blinde øje til hans besøg i cellerne.

For en fange kunne to ruller skråtobak være lig med 42 dagsrationer af brød på fængslets sortbørs.

For fangerne, som levede på et eksistensminimum, blev dette afgørende, og mange danske og norske kunne takket være præsternes arbejde i tugthusene vende hjem med ”de hvide busser” i 1945.

Det var ikke altid, at præsten havde lov til at tale dansk med fangerne eller være i enerum med dem. Ofte var der en tysk fangevogter til at overvåge besøget. Også her kom Boas’ opfindsomhed fangerne til gavn. Samtalen under besøget foregik ofte på tysk, men Boas spurgte så, om de måtte få lov at bede fadervor på deres modersmål, hvilket der generelt blev sagt ja til. Et fadervor lød da sådan: ”FADERVOR Shell huset er sprængt i luften. DU SOM ER I HIMLEN halvdelen af den danske flåde er stukket af. HELLIGET VORDE DIT NAVN resten er sænket i havnen. AMEN.”

På denne måde fik fangerne nyt om krigen og nyt hjemmefra.

Sophus Boas var ikke den eneste præst, der fik stor betydning for krigsfangerne. Hans kollegaer Blauenfeldt, Christensen og Jeppesen samt norske præster udførte tilsvarende arbejde, og ofte var deres samarbejde tæt. Da tyskerne ikke kunne høre forskel på dansk og norsk, besøgte de hinandens landsmænd i vid udstrækning.

En fange fortæller om besøgene: ”Jeg var efter 3,5 års indespærring lamslået over, at der fandtes mennesker som Boas, der uden tanke for den risiko, han selv løb, gjorde ting som det her. Indimellem stillede han også spørgsmål. Om den tyske fængselspræst var nazist, om jeg vidste noget om andre tugthuse i nærheden, hvor der var danske eller norske fanger. Så fortalte han, at det tyske sammenbrud var nær, og at vi ville blive hentet i busser hjemmefra.”

Maria Bach Hansen spiller igen rollen som Tulle.

Filmproducenten fortæller

Vi har været så heldige at få Regner Grasten til at løfte sløret for lidt om HVIDSTENGRUPPEN II – DE EFTERLADTE.

”Jeg håber, at filmen vil skabe debat om krig. Krig er det værste der findes, og konsekvenserne stopper ALDRIG, men nedarves gennem generationer.” Så tydeligt udtrykker Regner Grasten sin intention med Hvidstenfilmen om de efterladte. Og han fortsætter: ”Samtidig håber jeg, der kommer fokus på og debat om vores historiefortælling! Den her historie – de efterladte kvinders historie – har ikke været fortalt før nu! Og den er fuldstændig absurd hård.”

Regner Grasten Film har researchet til fortællingen gennem 1,5 år. Et interview fra 2017 med Tulles datter, Gulle, satte Regner Grasten i gang med en to’er til den kæmpemæssige biografsucces, som Hvidstengruppen blev, da den lanceredes. Gulle mistede sin mor, far og morfar til modstandsbevægelsens sag. Og selvom Tulle kom hjem til Hvidsten Kro igen, i modsætning til ægtemanden og faren, der blev henrettet, så blev hun aldrig sig selv efter årene i de tyske tugthuse. Gudrun, spillet af Bodil Jørgensen, blev Gulles egentlige mor, ”og hvilket valg har det ikke været for hende, at skulle skubbe sin egen datter til side for barnebarnets skyld”, siger Regner Grasten.

Hitlers ”Nacht und Neben” dekret fra 1941 (red: Mulm og mørke forordningen), var skabt til at terrorisere befolkningen i de lande, Hitler var i krig med. Det betød, at ingen vidste, hvor deres mænd, sønner og døtre kom hen. Fangerne blev flyttet igen og igen og var nazisternes internationale gidsler. Vilkårlige henrettelser hørte til hverdagen, og uvisheden var ubeskrivelig.

”Ingen vidste, hvor deres mænd, sønner og døtre kom hen”

”Her spillede Sophus Boas og de øvrige danske og norske præster en helt unik rolle. Boas var i konstant livsfare og det mod, han udviste, var enormt. Præsterne og kirkernes netværksarbejde i de år var enestående.” Regner Grasten og hans team har talt med efterkommerne på Hvidsten Kro såvel som andre efterkommere, der har mødt Tulle og Gerda. Deres udsagn blev, sammen med de originale lister, som præsterne førte over de indsatte, grundlaget for et gevaldigt puslespil. Tulle og Gerda blev flyttet min. fire gange, længere og længere sydpå. Sophus Boas finder dem igen og igen. ”Fortællingen her repræsenterer alle danske fanger i de år”, slutter Regner Grasten.