Tema // Skaberglæden skal være med hele vejen

Skaberglæden skal være med hele vejen

At finde tilbage til urplanet og skabe noget nyt fra bunden er den altoverskyggende drivkraft for musiker og komponist Hannah Schneider. I den rejse er nysgerrighed, vedholdenhed og kreative samarbejder vigtige elementer.

”F ør var der ikke det her stykke musik, nu har jeg skabt det. Det er nærmest en materiel tilfredsstillelse for mig. Det er i bund og grund dét, der er min skaberglæde. Og den er nødt til at være med hele vejen,” fortæller Hannah Schneider i formiddagssolen på sin lokale stamcafé Gavlen på Nørrebro.

Her har vi aftalt at tage en snak om, hvad der kreativt driver Hannah fremad som musiker og iværksætter.

”Hvis skaberglæden ikke løber som en gennemgående åre, kan jeg ikke blive ved, når jeg mister ilden i enkelte projekter eller møder udefrakommende bump på vejen,” forklarer den københavnske sanger, sangskriver og multi-instrumentalist.

Hun er vokset op i Virum i en familie, hvor både forældre og søskende spillede klassisk musik. Hannah begyndte også sit spæde kunstnerliv bænket ved det klassiske klaver, men fandt tidligt ud af, at man har en frigørende magt over musikken, når man skriver den selv.

”Det var en kæmpe inspirationskilde for mig at skabe musikken selv. Og det sendte mig ind på en anden musikalsk løbebane end resten af familien,” siger Hannah, der er uddannet på Det Rytmiske Musikkonservatorium på Holmen.

Som ung singer-songwriter var hun meget fascineret af at producere musik på sin computer. Hun har udgivet fire albums i eget navn indenfor den elektroniske pop-genre, men har altid haft brug for at sprede sin kunstneriske udfoldelse over flere projekter. De seneste år er det bandet AyOwA og samarbejdet med sangeren Josephine Philip, der har fyldt mest i Hannahs bookede kalender.

”Jeg er i høj grad en entreprenør-type, og har altid befundet mig godt med at lave mange ting på én gang. Det er, og har altid været, en kæmpestor drivkraft for mig både, at skabe musik og skabe sammenhænge, hvor man kan optræde og indfange et flygtigt moment. Jeg har altid godt kunne lide at samle folk og aktivere dét, de er gode til. Ofte i store og ret kaosagtige projekter,” griner Hannah, der befinder sig som en fisk i vandet i København, hvor intensiteten er høj og mulighederne for at indsamle nye indtryk findes overalt.

Finder nyt brændstof

I den evige kreative proces dykker hun ned i og finder inspiration i diverse kunstarter, og har blandt andet selv malet, taget fotos og i teenageårene spillet teater. Men mest af alt handler det om at finde nyt brændstof i de beslægtede miljøer. Brændstof, der kan overføres til musikken.

”Jeg bliver ked af det, hvis jeg fjerner mig fra skaber-processen. Min måde at være kreativ på har altid været meget forskelligrettet. Ofte vil jeg hellere på museum eller læse en bog end at gå til koncert,” fortæller Hannah, og fortsætter: ”Det hele hænger sammen. Hvis der er lavvande på musikfronten er det ikke nogen dårlig idé, at gå i retning af andre udtryksformer. Der er nogen sammenhænge i hjernen, og det føder ind til hinanden.”

Hannah Schneider vender flere gange i samtalen tilbage til det oprindelige udspring i sit musikalske virke. Man er aldrig i tvivl om, at hun lever og ånder for sin kunst.

”Den altoverskyggende grund til, at jeg gør, hvad jeg gør, er en ekstrem kærlighed til musik. Det er en del af mig, som er iboende, og som aldrig kan forsvinde. Det har været ekstra stærkt og synligt i corona-tiden, hvor mulighederne for at udfolde sig musikalsk har været stækket,” forklarer hun.

I sådan en atypisk periode sætter hun blot ekstra blus under foretagsomheden for at afsøge nye veje i musikken og overskride eventuelle barrierer og udfordringer.

”Jeg er en ekstrem arbejdshest, så jeg forsøger altid at arbejde mig ud af det. Jeg sætter mig ned og går ud af en ny tangent. Indimellem er det et vildspor, men det er aldrig nytteløst. Man er nødt til at gå nogle omveje for at nå frem til målet, ” siger hun.

Hun understreger, at det aldrig handler om kun at sigte mod én koncert eller én udgivelse, men om at have flere skibe i søen for at kunne få afløb for forskellige kreative outlets.

”Jeg er nok ret ustoppelig, og arbejder som regel med mange større projekter på én gang. Nogen gange er det nærmest sundhedsskadeligt,” vurderer hun med et smil.

I den kommende tid vil Hannah dykke endnu længere ned i sine kreative makkerskaber med Nicolai Kornerup i AyOwA, og Josephine Philip i projektet ”Philip | Schneider”.

”I begge kreative samarbejder er vi både meget forskellige og klinger rigtig godt sammen. Det gælder både tonalt og i overført betydning. Jeg er meget taknemlig for at være en del af disse projekter, og der er en smuk forpligtelse i samarbejder, som skal mades og passes på,” fortæller hun, og løfter sløret for at en ny soloplade muligvis også er i støbeskeen.

Kaffen på Café Gavlen er ved at være drukket, og Hannah Schneider skal videre til dagens øvrige gøremål. På falderebet når hun dog lige at fortælle om et mantra, hun selv efterlever, når den kreative ild skal udvikles og holdes i live:

”Når du har gjort noget, der virker, så gør noget andet. Har du lige skrevet en plade på synthesizer, så skriv den næste på guitar. Gør dét du ikke kan finde ud af. Den slags benspænd kan nogen gange føre noget rigtig godt med sig i skaber-processen. Det kan få nye verdener til at åbne sig.”