
2 minute read
pDet sker... Årets erhvervspris til Mr. Høng
from HøngGørlev04
Årets erhvervspris til Mr. Høng
Formanden for Høng Erhvervsforening, John Anderberg berettede på årets generalforsamling i Rosenvængets Selskabslokaler om et år med aktiviteter præget af Covid 19. Dog fik man gennemført håndværkerarrangementer hos Viggo Bendz og Skt. Hans, med Lions som arrangør, og på Folkemødet var foreningen repræsenteret med Arne Mortensen sammen med Gørlev Erhvervsråd som delte bod.
Advertisement
Den 17. september var der arrangeret håndværkermøde med focus på vanvidskørsel og med besøg af Leasing firma. Ved samme møde var Kenneth Hansen og hans værktøjsvogn et stort hit, ligesom de gratis pølser og fadøl var det.
Foreningen havde fået stillet 150.000.- i udsigt til julebelysning men besværligheder omkring planlægning, gjorde at man takkede nej. I stedet vil man prøve at finde en bedre vej til ny julebelysning, hvor det bl.a. overvejes at få et professionelt firma ind over. I forbindelse med julen kårede foreningen det smukkest udsmykkede julehus i Høng som en del af årets julekonkurrence.
Efter et par punkter mere sluttede John Anderberg med at takke bestyrelsen for et godt samarbejde og at han glæder sig til den kommende tid. Herefter var det tid til at afsløre ”Årets Erhvervspris” som tilfaldt Mogens Gyldenvang, der med stort bifald modtog emblem og blomster og takkede for udnævnelsen med en kort takketale, hvori han bl.a. sagde: ”Jeg lever i Høng – jeg elsker Høng – jeg elsker alle mine dejlige kunder. Politik interesserer mig ikke, da jeg ikke har tålmodighed til det, men Høng er mit tredje barn – tusind tak skal i have.”
Aftenen sluttede med et indlæg fra Skills ved projektleder Pia Hegner som synliggjorde alle de store planer for Skills i Høng. Et kæmpe arrangement venter Høng og bliver spændende at følge i dagene 2830. april.

Mogens Gyldenvang modtager "Årets Erhvervspris" af formanden John Anderberg

Mogens Gyldenvang
Et lille resumé af John Anderbergs tale til Mogens Gyldenvang ved overrækkelsen: Mogens Gyldenvang kom som 24 årig i 1977 til byen og startede i samarbejde med vennen og forretningspartneren, entreprenør Anton Bech med at købe Henning Hansens herreekviperingsforretning på Hovedgaden. Mange af de initiativer der siden er gjort i Høng skyldes Mogens Gyldenvang, som i starten satte sig for at uddanne dygtige tøjmænd i sin forretning, der hurtigt blev til flere.
Op gennem 80’erne voksede tanken om et butikscenter i Høng, og det var Mogens Gyldenvang, der var motoren bag. Første del af Høng Centret stod færdigt i 1988. Mogens Gyldenvang har igennem årene haft mange jern i ilden, bl.a. er han ophavsmand til et utal af butikker, mest som tøjmand, men han er også ejendomsejer, selskabsejer og udlejer. Selv vil han dog gerne tituleres købmand, der spænder over alsidighed, faglighed og de menneskelige egenskaber der bedst betegner Mogens Gyldenvang.
Mogens Gyldenvang slog sig i starten af 80’erne ned i Høng sammen med sin kone Anne. Og med familie, rejser, erhverv og politik, samt ikke at forglemme golf, er Mogens Gyldenvangs hverdag i dag ligeså travl som dengang i 1977 da det hele begyndte. Nu er han så blevet hædret med Erhvervsforeningens erhvervspris for lang og tro tjeneste for Høng og dens forretningsliv.
Konfirmand 2022
Kom ind og bliv klædt på!
Flemming
Høng Centret · 4270 Høng · Tlf. 54 85 36 10