Skydegodt

I Randers kan man onsdage fra klokken 13 skyde i Handicapafdelingen i Randers Skyttekreds, der holder til på Kærgade 117C, 8940 Randers SV.

Skyttekredsen er både landets største men også ældste kreds, stiftet i 1861 og har ca. 350 medlemmer fra 8 år og op. De ældste er alderspensionister.

Skydningen er med luftrifler eller kaliber 22-rifler og foregår inde i vinterhalvåret og udenfor i sommerhalvåret. Handicapskytter skyder efter særlige regler. Endvidere er der skydning for svagsynede, der anvender et specielt luftgevær.

Kontingentet for handicapskytter er 800,Nærmere info på 86 43 44 56.

Solveig, kilde: randers-skyttekreds.dk

Foto taget af Steen Asbjørn Andreassen til Lyserød Lørdag i Torning

Sommerfest

Alle Er Velkomne

Sidste lørdag i august byder afdelingen på gris, grill, glas og gastronomi på Lyngåskolen, når vi nyder en helstegt pattegris, kolde øl og levende musik.

Hvor?: Lyngåskolen, Graham Bells Vej 1D, Skejby, 8200 Aarhus N

Hvornår?: Lørdag den 26. august fra kl. 17.30

Hvor dyrt?: 100 kr., (200 kr. for gæster), hjælpere gratis

Tilmelding?: Senest den 14. august (men gerne før) til hahnviby@gmail.com eller sms på 61 60 97 27

Marie-Louise Ligeværd

Det Handler Om De Unges Fremtid

Ligeværds vejledningsmesser er stedet, hvor unge med særlige behov finder den helt rigtige skole eller uddannelse.

På vejledningsmessen udstiller både Frie Fagskoler, specialefterskoler, uddannelsessteder og andre, der alle er specialiserede i at skabe lige netop det tilbud, der passer til den unges kompetencer og interesser. Her bliver tilbuddene konkrete for både unge og forældre, og der er mulighed for at få svar på nogle af de mange spørgsmål, som et skifte i den unges liv kan afføde.

Det er gratis at deltage og tilmelding er ikke nødvendig.

Messe den 14. september på Aarhus Rådhus fra 9.30 – 17.00.

Solveig, kilde: ligevaerd.dk

Tom Tekst Solveig Hansen Fotos Solveig Hansen & Tom Jakobsen

For enden af en lille blind vej dukker huset op. Gult og stråtækt. Og tydeligvis har det ligget der længe. Det danner rammen om Toms liv på syvende år – i denne omgang. Han har faktisk også boet der med børnenes mor for ca. tyve år siden.

Enten eller

Crosseren, der holder udenfor, er heller ikke nyeste model, og undervejs i mit besøg får jeg at vide, at det er en, en kammerat har købt til ham. Forundret og fortørnet fortæller Tom, at da han blev udskrevet fra hospitalet, bad han kommunen om at låne ham en crosser, så han kunne ordne indkøb og andre ærinder. Han fik afslag. Udsigten til at tilbagelægge de to gange fire kilometer til og fra nærmeste dagligvarebutik på krykker eller i manuel stol var selvsagt urealistisk, men kommunen fastholdt afslaget, dog med en lille krølle: ”Du kan søge ENTEN en benprotese eller en crosser, ikke begge dele!”

Den hårdt pressede Tom var ikke i tvivl, for selvfølgelig ville han følge planen om hurtigst muligt at blive selvhjulpen og gående på den protese, han allerede længe havde set frem til. Og han smiler til mig tværs over sofabordet og forklarer:

- Jeg havde jo ikke planer om at søge en crosser, jeg ville bare gerne låne en, til jeg var på benene igen! Hvad kommunen tilsyneladende ikke fattede, forstod en kammerat, der resolut gik ud og købte en crosser til Tom. Sådan!

Proteseforsynet

Mine øjne fanges af den dekorative trappe, der snor sig vej til førstesalen, og jeg spørger forsigtigt, om Tom kan gå på trapper?

- Ork ja, svarer han beredvilligt og uddyber: - Jeg har jo mit soveværelse ovenpå, og jeg er i øvrigt ved at istandsætte et værelse mere deroppe.

Tom, der har været proteseforsynet i et par måneder, da jeg besøger ham, springer op af sofaen, går rask hen og går elegant op midt på trappen. Han vender sig og småløber ned igen, sætter sig tilbage i sofaen og forklarer, at nogle smerter dæmpes, når han har lineren på (en liner rulles direkte på benstumpen, der derefter stikkes ned i protesehylsteret). Han smøger buksebenet op, ruller lineren lidt ned og viser, at huden til gengæld nemt irriteres af at være spærret inde.

Dyre smerter

Tom er en af dem, der generes rigtig meget af både fantomsmerter og nervesmerter. Det er svært at få økonomien til at slå til, når en uforholdsmæssig stor del af pensionen går til køb af medicin. Tom havde et par år med knas i økonomien og valgte at sætte sin forsikring på pause. Den fik han aldrig nytegnet. Dyre lærepenge!

Dagligdagen besværliggøres også af, at han udtrættes hurtigt – men han er netop blevet bevilget en tidsbegrænset hjemmehjælp. Den stopper igen til sommer, hvor håbet er, at situationen er væsentligt bedret.

Tom, der har været førtidspensioneret i mange år grundet PTSD, har før været, om ikke ligefrem sengebundet, så uarbejdsdygtig i hele to år, efter at have været involveret i et trafikuheld for 18 år siden. Her gik hoften af led (på det ben, der nu er proteseforsynet)

Tom peger, og tydeligvis gør minderne ikke noget godt for ham. Han fortsætter med at vise den hånd frem, der aldrig fik tid til at restituere, da krykker og kørestol ikke levnede den ro.

- Jeg savner den aktive tilværelse som bl.a. chauffør og gør det selv-mand, betror Tom mig, og med et blik op ad trappen mod rummet, han nok ikke kommer videre med de første par dage – på grund af mit besøg - tager han hul på sin historie:

Toms styrt

- Det var sidste forår, hvor en kammerat og jeg kørte lidt ræs på et par offroadere ovre ved Langesø. Det var på grusvej, - og lige den dag var jeg desværre iført almindeligt fodtøj, indskyder han og fortsætter:

- Jeg lå i en byge af sten og forsøgte at planlægge kørslen. Skovspor gjorde, at fronten ”stejlede” og jeg nåede at tænke, at det her nok ville komme til at gøre ondt i hånden i den side, jeg falder til.

Han faldt ikke

Bare

Han faldt ikke bare, han mistede også bevidstheden pga. styrtet.

Tom vågner op derude på skovvejen og ser ned på en hudflap, der dingler fra storetåen, mens resten af foden er ”strippet”. Han ringer til sin kæreste for at sætte hende ind i situationen. Hun tror først, opkaldet er en joke, men hidkalder så en ambulance.

- Jeg var jo i chok, erkender Tom og mindes, hvordan han oplevede det, som om han burde kunne vågne op af en grusom drøm.

Han er jo allerede vågen, og vågen nok til at anråbe tre løbende damer, og bede dem om hjælp. Den ene, der er traume-personale på Skejby, sætter sig hos Tom, mens hendes to løbeveninder løber den ambulance, Toms kæreste har hidkaldt, i møde.

Hallucinationer og nytteløse anstrengelser

Da redderne er fremme, får Tom både ketamin i flere omgange og en del morfin, så han forsvinder – igen - for en stund. Han vågner i ambulancen og tror, han er ombord i et luftskib.

Straks, de ankommer til Skejby, kommer han på operationsbordet, og første operation, hvor de bl.a. fjerner splinter fra det træ, han torpederede i ulykken, men også kæmper for at bevare hans hæl, tager seks timer.

Tom ryster på hovedet og fandt anstrengelserne nyttesløse:

- Jeg ønskede ikke at være deres forsøgskanin og bad dem blot amputere. Men jeg blev ikke lyttet til. De måtte re-operere flere gange, og hver gang insisterede jeg på, at de skulle amputere.

Tom tænker tilbage på de besværlige uger og viser mig fotos på mobilen af foden, der viste sig umulig at redde. Barske fotos, han selv har taget.

Det vigtige TV

Tom havde store udfordringer med at være indlagt, og stort besvær med at overbevise personalet om, at han ville bukke under, hvis ikke kæresten fik lov at være medindlagt. Det lykkedes dog, og det var så først, da han senere blev overført til Randers, der igen opstod problemer med at han ikke følte sig hørt. Han tænker tilbage og forklarer:

- Jeg havnede på en stue, hvor fjernsynet ikke virkede. Det går bare slet ikke, og det forklarede jeg dem, igen og igen, men det kom aldrig til at virke…

Jeg kaster et blik hen på storskærmen, der - som så mange husaltre - har en fremtrædende plads i stuen. En enkelt gang har Tom kommenteret noget af det, der foregik på skærmen, og ellers har ingen af os tilsyneladende ladet os mærke med, at det kørte.

Det dæmrer for mig, at det på ingen måde har været af mangel på høflighed, Tom ikke slukkede, da jeg kom –men at han nok lod fjernsynet køre for at optage en del af den tankevirksomhed, der har været på overarbejde under min visit.

Jeg smiler taknemligt, både til Tom, til storskærmen og til den lille, kælne hunkat, der har løbet ud og ind af de åbne døre til udestuen og videre ud, før jeg tager afsked.