UDDANNELSESUDVALGET Udviklingen i samfundet er lig med udvikling i håndboldverdenen. Eliten har et opsving, det er i bredden udfordringerne er. Vores arbejde gennem det sidste år er blevet bedre organiseret – men vi er stadig langt fra målet. Jeg vil starte med den sædvanlige frase “endnu et år er gået”. Et år = business as usual. Nej, det kan ikke være mere forkert. Corona satte stadig sit præg på håndbolden. Ingenting er, som det var i går. Det danske samfund forandrer og udvikler sig løbende. Vores vidunderlige håndboldverden er også under forandring. Heldigvis for det. Vores elitedel udvikler sig konstant og er, set udefra, i god form. Håndboldkvinderne er igen tilbage i toppen. VM i Spanien blev igen en manifestation af folkelighed sammen med gode resultater og seværdigt spil. Håndboldherrerne har spillet VM, OL og EM med flotte medaljer til følge. De unge landshold og talenttræningen udvikler sig godt og planmæssigt. Hvordan kommer uddannelse så ind i billedet? Her skal vi tænke både på udviklingen i samfundet og i vores sport. Flere og flere unge vælger elitevejen. Færre og færre vælger bredden. Det betyder i al sin enkelhed en kæmpe udfordring for UU. Selvom vi stadig har mange børn, der starter med at prøve spillet, er frafaldet skræmmende højt, når spillerne bliver U15, U17, U19 og bredde senior spillere dvs. op til og med 2. division på seniorplan. De unge elitespillere søger mod efterskoler og college, hvor de kan udvikle deres færdigheder. De unge trænere gør det samme og prøver sig selv af i et professionelt miljø, hvor man er en form for fuldtidstræner. De trænere har vi nogenlunde godt fat i. De kommer på vores kurser, og får i de fleste tilfælde papir på deres færdigheder. Børnetrænerne har vi mange tilbud til. Om det er forældretræneren, den unge klubmand eller den tidligere spiller, har vi et godt tilbud, og vi ser mange på vores kurser. Vi har gjort os mange tanker om, hvordan og hvorledes vi får endnu flere børnetrænere igennem vores formelle uddannelse. Breddetrænere ser vi næsten ingen af på vores kurser. Der er i sagens natur ikke så mange breddetrænere som tidligere. Desuden er breddetræneren
20
Dansk Håndbold Forbund Årsberetning 2021
mere blevet en social funktion, der samler en flok spillere til træning samt kamp en gang om ugen ofte med meget skiftende holdopstillinger. Samfundsudviklingen har gjort det svært at få selv børn til at træne fast to gange om ugen og spille en kamp i weekenden. Den moderne travle familie prioriterer anderledes end bare for ti år siden. De målrettede søger tidligt sammen i børne- og ungdomsmiljøer, der er elitepræget fra tiårsalderen. De samme børn søger senere mod efterskoler og college. Er vi i foreningsdanmark dygtige nok til at inddrage forældrene i foreningsarbejdet? Det er sammenlignet med andre sportsgrene meget billigt at spille håndbold. Skal vi ændre på kontingentsatserne? Skal vi ændre på turneringsformen? Det er mange spørgsmål i min mosaik-spørgsmål som heldigvis også bliver drøftet i andre udvalg i Dansk Håndbold Forbund.