Når unge må flygte (Folkeskoleudgave)

NÅR UNGE MÅ FLYGTE

Målrettet folkeskolens ældste klasser

Et undervisningshæfte om at krydse grænser, søge sikkerhed og begynde et nyt liv i Danmark

S.2

NÅR UNGE MÅ FLYGTE Udgivet af:

DFUNK – Dansk Flygtningehjælp Ungdom c/o Global Platform Fælledvej 12

2200 København N Tlf: 26 77 89 40

Mail: dfunk@drc.dk www.dfunk.dk

www.facebook.com/dfunkdk Tekst: Rikke Bech-Pedersen Foto: Andreas Bro Redaktion: Matilde Lykke (ansv.), Ditte Ambæk

Durhuus, Lars Feldvoss, Nicholas Farr, Lærke Blom Madsen, Mette Kjær Damholdt Sørensen, Rikke Bech-Pedersen

Eksterne konsulenter: Anne Lisbeth Olsen,

Bente Bondebjerg og Stinne Østergaard Poulsen Korrektur: Ninna Feldvoss Grafisk design og produktion: Westring kbh Med støtte fra: Undervisningsministeriet, Foreningen Roskilde Festival og Dansk Flygtningehjælp En særlig tak til Gracias Iragi Kabayu,

Hussein Hassan, Erfan Ahmady og deres familier for at medvirke

DFUNK, maj 2015, 1. udgave, 1. oplag (antal 3.000) Materialet er gratis og er målrettet folkeskolens

ældste klasser. Der findes en anden udgave målrettet de gymnasiale uddannelser. Lærervejledningen kan

findes elektronisk på www.dfunk.dk/undervisning

DANSK FLYGTNINGEHJÆLP UNGDOM

NÅR HJEM IKKE LÆNGERE ER TRYGT

lygtninge er på flugt hjemmefra. De er på flugt, fordi de er bange for at blive forfulgt i deres hjemland, at miste livet, blive fængslet eller tortureret, eller fordi de på andre måder føler, at deres sikkerhed er truet. Flygtninge, der kommer til for eksempel Danmark for at søge om asyl, søger beskyttelse fra forfølgelse. Når vi taler om flygtninge, handler det altså om menneskers forsøg på at søge et godt og frit liv i sikkerhed for sig selv og deres nærmeste. Men der er også meget andet på spil. Flygtningespørgsmålet handler også om jura og internationale konventioner, om flygtningelejre, nærområder og EU’s grænser, om asylcentre, indenrigspolitik og integra-

S.3

tion, opholdstilladelse og statsborgerskab. Det handler om at være menneske i en verden af nationalstater og grænser, der adskiller dem. I dette hæfte vil du møde alle disse problematikker fortalt af mennesker, der selv har været vidne til dem. Du vil møde Erfan, Gracias og Hussein, som alle er flygtet fra deres hjemland og kommet til Danmark. Erfan, Gracias og Hussein kommer fra henholdsvis Afghanistan, Congo og Syrien, og de kan med deres forskellige historier give en anden vinkel på det at være flygtning, end den du typisk hører i fjernsynets korte nyheder, når du læser en avisoverskrift eller hører politikere udtale sig om de seneste tal og statistikker. Når vi har valgt deres vinkel i dette hæfte om flygtninge, er det, fordi flygtninge først og fremmest er mennesker som dem. Mennesker, der forlader deres hjemland, fordi der ikke længere er sikkert for dem at være, krydser farefulde grænseovergange på deres vej og ofte

betaler en høj pris for deres valg. Nogle tager afsted i håbet om at finde et nyt sted, de kan kalde hjem. Andre opgiver aldrig drømmen om at vende tilbage. Erfan, Hussein og Gracias, som fortæller deres historie i dette hæfte, er flygtninge, som alle har fået asyl i Danmark og har overstået eller er i gang med et integrationsforløb i en dansk kommune. I hæftet er der derfor ikke fokus på de unge asylansøgere, der får afvist deres sag i det danske asylsystem og bliver sendt tilbage eller venter i et dansk asylcenter på at blive det. Ikke fordi deres historie ikke er vigtig. Men fordi vi her ønsker at fortælle historier om de flygtninge, der klarer den lange flugt til Danmark, opnår asyl og siden skal finde et liv og en hverdag i det danske samfund. Måske er der i din klasse, på dit fodboldhold eller i dit nabolag et menneske, der kan fortælle om lignende oplevelser?

S.4

INDHOLD Tre unge flygtninge fortæller

Ordliste

KAPITEL 1 | Historien om Flygtningekonventionen

Efter Verdenskrigen

Én aftale, men forskellig praksis

Asyl – en menneskeret

En historie, der fortsat skrives

KAPITEL 2 | Om at flygte

Hussein: “Jeg ønskede et værdigt liv”

Den syriske borgerkrig

Gracias: “Jeg forstod det ikke dengang”

Kvoteflygtninge

Erfan: “Jeg var heldig”

En dyr og farlig rejse

KAPITEL 3 | Flygtning i Europa

Hussein: “Jeg ville bare ud”

Dublinforordningen: En skæv fordeling?

Fanget i Grækenland

Erfan: “Vi var helt alene”

Frontex: Vagt ved EU’s ydre grænser

KAPITEL 4 | Flygtning i Danmark

Erfan: “Alle var virkelig søde”

Hussein: “Ventetiden gjorde os trætte”

En asylansøgers vej gennem systemet

Hussein: “Der er stille her i Hørning”

Integration af flygtninge

Vejen til dansk statsborgerskab

Gracias: “Vi prøver at give tilbage”

Flygtninge med traumer

EFTERSKRIFT | Mennesker i en verden af grænser Her kan du læse mere

54 55

S.5

TRE UNGE FLYGTNINGE FORTÆLLER

dette hæfte fortæller de tre unge flygtninge, Hussein, Erfan og Gracias, deres historie. Tre andre flygtninge havde måske givet andre perspektiver på det at være flygtning. Nogle flygtninge har svære psykiske mén efter deres oplevelser under krig eller deres flugt, og andre kommer til Danmark helt uden familie. Sådan er det ikke for Hussein, Erfan og Gracias, men de kan alligevel fortælle om oplevelser, der har været svære. Her kan du læse lidt om, hvem de er:

HUSSEIN er kurder fra Syrien. Han er 30 år gammel og bor i Hørning syd for Aarhus sammen med sin kone Sherin og deres to børn, en dreng på seks år og en pige på halvandet. Hussein er uddannet jurist i Syrien, inden han flygtede med sin familie og kom til Danmark for to et halvt år siden. Hussein går i sprogskole og håber på, at han senere kan tage de nødvendige supplerende fag, så han kan bruge sin juristuddannelse til at arbejde i Danmark. ERFAN er afghaner, men er vokset op i Iran. Han er 22 år gammel og kom til Danmark for seks år siden. Erfan flygtede sammen med sin søster og bror, men mistede kontakten med sin bror under flugten. I dag bor han med sin kæreste Rikke i en ungdomsbolig i Holte nord for København, han læser grafisk design og arbejder i en skobutik i København ved siden af studierne. GRACIAS er fra Den Demokratiske Republik Congo. Han er 26 år gammel og kom til Danmark som 13-årig sammen med sin far, mor og tre af sine fem søstre; de sidste to søstre er senere fulgt efter. Gracias’ familie kom til Danmark som kvoteflygtninge. Gracias har netop aftjent frivillig værnepligt i Aalborg og bor nu midlertidigt hos sine forældre i Stoholm vest for Viborg sammen med sin nevø. Han drømmer om en uddannelse som sygeplejerske eller læge.

Hussein

Erfan

Gracias

S.6

ORDLISTE ASYL Beskyttelse, som en stat kan give en person, der er udsat for forfølgelse i sit hjemland. At få asyl betyder i Danmark at få en opholdstilladelse og at have mange af de samme rettigheder som resten af landets borgere. ASYLANSØGER En person, der ansøger om beskyttelse i et andet land. Herefter behandler landets myndigheder asylansøgningen ved at tage stilling til, om asylansøgeren juridisk kan anerkendes som flygtning. En asylansøger er altså en person, der ikke endnu er anerkendt som flygtning og ikke ved, om han eller hun vil blive det. En afvist asylansøger er en person, som har fået afslag på sin asylansøgning. ASYLCENTER Opholdssted, hvor asylansøgere bor, mens deres ansøgning om asyl behandles i Danmark. Udlændingestyrelsen er ansvarlig for de danske asylcentre, som dog typisk drives af Røde Kors eller af kommunerne. ASYLMOTIV Den grund, som en asylansøger angiver for, hvorfor han eller hun behøver beskyttelse. Når en person søger om asyl, er asylmotivet den afgørende faktor for, om personen kan få asyl eller får afslag. DUBLINFORORDNINGEN Aftale mellem EU’s medlemslande, som betyder, at man kun kan søge asyl i ét land, og at asylansøgningen skal behandles i det første EU-land, man rejser ind i. I praksis ligger ansvaret hos det land, hvor asylansøgeren første gang er registreret med fingeraftryk. FLYGTNING En person, der har forladt sit hjemland på flugt fra forfølgelse, for eksempel på grund af etnicitet, religion eller politiske aktiviteter. En flygtning risikerer at miste livet, blive fængslet og tortureret eller på anden vis få krænket sine menneskerettigheder i sit hjemland. FLYGTNINGELEJR Midlertidig lejr, der tager imod flygtninge. I praksis lever mange flygtninge i årevis i flygtningelejre. Flygtningelejrene ligger som oftest tæt på de lande, hvor flygtningene kommer fra. FLYGTNINGEKONVENTIONEN En aftale indgået af FN’s medlemslande i 1951. Aftalen definerer, hvem der i juridisk forstand kan anses som flygtning, og hvilke rettigheder en flygtning har i det land, hvor personen får asyl. Flygtningekonventionen har været en del af dansk lov siden 1952. FLYGTNINGENÆVNET Domstolslignende organ i Danmark, der behandler de asylansøgninger, der er blevet afslået af Udlændingestyrelsen. Nævnet afgør asylansøgningerne ved at stemme, om asylansøgeren skal have asyl eller afslag. FRONTEX En slags europæisk grænsepoliti. Frontex patruljerer ved EU’s ydre grænser og overvåger migrationsruter i samarbejde med EU’s medlemslande og lande uden for EU. HUMANITÆRT OPHOLD Opholdstilladelse, som kan gives til en asylansøger, hvis der er væsentlige humanitære hensyn, som taler for det. Humanitær opholdstilladelse gives kun meget sjældent – typisk til personer, der lider af en livstruende sygdom, som de ikke kan få behandling for i hjemlandet.

INTERNT FORDREVET En person, der er på flugt i sit eget land. Flygtningekonventionens definition af en flygtning betyder, at en person skal være uden for sit hjemland for juridisk set at kunne anses som en flygtning. Hvis man flygter fra den ene til den anden ende af sit hjemland, betragtes man altså juridisk set som internt fordrevet og ikke flygtning. Omkring 65% af de mennesker, der er på flugt i verden, er internt fordrevne. (Tal: UNHCR) KVOTEFLYGTNING En person, der får asyl i et land som led i landets aftale med UNHCR. UNHCR har en række aftaler med 22 af verdens lande, om at de hvert år modtager en kvote af flygtninge fra flygtningelejre rundt omkring i verden. Kvoteflygtninge er anerkendt som flygtninge, inden de ankommer til Danmark, og skal ikke bo i asylcenter. MIDLERTIDIG OPHOLDSTILLADELSE Tidsbegrænset opholdstilladelse, som flygtninge får, når de først får asyl i Danmark. Når den midlertidige opholdstilladelse udløber, skal flygtningen søge om at få den forlænget. At opholdstilladelsen er tidsbegrænset, betyder, at flygtninge kan blive sendt tilbage til deres hjemland, hvis situationen i hjemlandet forandrer sig, så de ikke længere er forfulgte dér. PERMANENT OPHOLDSTILLADELSE En opholdstilladelse, som udlændinge (heriblandt flygtninge) kan ansøge om, når de har opholdt sig lovligt i Danmark i et bestemt antal år (i 2015: 5 år). En permanent opholdstilladelse giver en udlænding ret til at leve og arbejde i Danmark resten af personens liv, men kan mistes, hvis personen for eksempel begår grov kriminalitet. For at opnå permanent opholdstilladelse skal ansøgeren leve op til nogle bestemte krav. STATSBORGERSKAB Når en person er fuldgyldig borger i en bestemt stat og har fulde rettigheder og pligter i forhold til denne stat. Flygtninge kan ansøge om dansk statsborgerskab, når de har været i Danmark i et bestemt antal år (i 2015: 8 år). Dansk statsborgerskab giver blandt andet ret til at stemme ved Folketingsvalg, og man får et dansk pas. For at opnå dansk statsborgerskab, skal flygtninge (og andre udlændinge) leve op til nogle bestemte krav. UDLÆNDINGESTYRELSEN (TIDLIGERE UDLÆNDINGESERVICE) Styrelse under Justitsministeriet, der behandler udlændinges ansøgninger om asyl, visum og familiesammenføring. Det er Udlændingestyrelsen, der i første omgang afgør, om en asylansøger skal have asyl. Hvis Udlændingestyrelsen giver afslag, bliver sagen automatisk anket til Flygtningenævnet. Udlændingestyrelsen har også ansvar for asylcentre i Danmark. ULEDSAGET MINDREÅRIG Asylansøger under 18 år, som kommer til Danmark uden forældre eller andre voksne. Uledsagede mindreårige betragtes som en særligt sårbar gruppe, og deres ansøgninger skal derfor behandles hurtigt, og de bliver indkvarteret på særlige asylcentre. Hvis uledsagede mindreårige får afslag på deres asylansøgning, kan de kun sendes tilbage til deres hjemland, hvis de har et netværk, der kan tage imod dem. Hvis de ikke kan udsendes, får de en særlig midlertidig opholdstilladelse, til de fylder 18 år, og herefter kan de udsendes. UNHCR FN’s Flygtningehøjkommissariat. UNHCR er en humanitær og ikke-politisk organisation, som hjælper mennesker på flugt.

1 M

S.7

Kapitel 1

Historien om Flygtningekonventionen

ennesker har i årtusinder drevet hinanden på flugt på grund af stridigheder over ressourcer, territorium eller kulturelle forskelligheder. Og så længe der er krig og undertrykkelse i verden, er det svært at forestille sig en verden uden flygtninge. Men selv om der altid har været flygtninge i verden, har der ikke altid eksisteret en klar opfattelse af, hvordan disse mennesker skal behandles og modtages, når de krydser landegrænser i deres søgen efter fred og sikkerhed. For eksempel modtog og afviste Danmark indtil år 1952 flygtninge efter flere forskellige principper. Huguenotterne, der i 1500- og 1600-tallet var på flugt fra forfølgelser i det katolske Frankrig, blev afvist i Danmark, fordi det i den periode kun var evangelisk-lutherske kristne, der kunne få lov at rejse ind i Danmark. Mod slutningen af Første Verdenskrig i 1917 og 1918 modtog Danmark krigsfanger fra Rusland, Tyskland og Østrig; de blev indkvarteret i Danmark, men sendt tilbage til

deres hjemlande, så snart det kunne lade sig gøre. Det samme gjorde sig gældende for de mange englændere, franskmænd og italienere, der kom til Danmark efter Første Verdenskrig. Før 1952 var der ingen klare principper for, hvordan man skulle forholde sig til mennesker, der bad om lov til at rejse ind i Danmark, fordi de var forfulgte i deres hjemlande. Efter Anden Verdenskrig ændrede synet på flygtninge sig i store dele af verden og også i Danmark. Med Verdenserklæringen om Menneskerettigheder, som blev formuleret i 1948, blev man enige om, at alle mennesker som individer har nogle umistelige juridiske rettigheder, og den opfattelse smittede også af på flygtningeområdet. I dette kapitel kan du læse om FN’s Flygtningekonvention fra 1951, som stadig i dag har stor indflydelse både på dansk og international flygtningepolitik. (Kilde: Flygtningenes Danmarkshistorie)

S.8

EFTER VERDENSKRIGEN

N’s Flygtningekonvention er en aftale indgået af FN’s dengang 51 medlemslande i kølvandet på Anden Verdenskrig. På det tidspunkt stod flygtningespørgsmålet højt på den internationale dagsorden. For det første herskede der kaotiske tilstande i Europa, og mange millioner mennesker var på flugt i årene efter krigen. For det andet var det i løbet af krigen blevet tydeligt for mange af verdens lande, at der var brug for fælles standarder for, hvordan stater skulle forholde sig til mennesker, der blev drevet på flugt. Derfor formulerede og underskrev FN’s medlemslande i 1951 en aftale, som beskrev, hvem der kunne betragtes som flygtning. Aftalen beskrev også, hvordan de lande, der havde underskrevet konventionen, skulle behandle flygtninge, der kommer til deres land. Flygtningekonventionens vigtigste princip er princippet om non-refoulement, som betyder, at ingen mennesker må blive sendt tilbage til forfølgelse, sådan som mange mennesker var blevet det under Anden Verdenskrig.

HVEM ER FLYGTNING? Flygtningekonventionen beskriver for det første nogle forhold, man skal leve op til, for at man i juridisk forstand kan kaldes flygtning. For det første skal man have en velbegrundet frygt for forfølgelse i sit hjemland. Det betyder, at det ikke er nok at have været udsat for forfølgelse; det er vigtigt, at man også i fremtiden vil blive forfulgt, hvis man vender tilbage til sit land. For det andet skal forfølgelsen skyldes enten ens race, religion, nationalitet, tilhørsforhold til en særlig social gruppe eller politiske anskuelser. Hvor de fire af disse forfølgelsesgrunde måske giver sig selv, er det sværere at få en klar ide om, hvad ’tilhørsforhold til særlig social gruppe’ betyder. Denne del af flygtningedefinitionen

bliver da også fortolket vidt forskelligt i forskellige lande. For eksempel er der på tværs af landene uenighed om, hvorvidt homoseksuelle eller kvinder tilhører en ’særlig social gruppe’. Samtidig er det en forudsætning for at blive anerkendt som flygtning, at man ikke kan få beskyttelse i sit eget hjemland. Det betyder med andre ord, at man skal søge hjælp hos politiet eller myndighederne i sit eget land, hvis man kan. Kun hvis dette er umuligt, kan man få asyl i et andet land. Endelig skal en person for at kunne blive anerkendt som flygtning befinde sig uden for sit hjemland. For at blive anerkendt som flygtning skal man altså have krydset minimum én landegrænse.

Uden for hjemland

Race, religion, nationalitet, politiske anskuelser eller tilhørsforhold til en særlig social gruppe

HVEM ER FLYGTNING?

Staten vil ikke beskytte

Forfølgelse Velbegrundet frygt

S.9

Da landene i 1951 underskrev Flygtningekonventionen, sikrede den kun beskyttelse til personer, der flygtede på grund af begivenheder, der var sket før 1951. Nogle lande ville kun give beskyttelse til personer, der flygtede på grund af begivenheder indtruffet i Europa før 1951. På det tidspunkt havde landene en forventning om, at flygtningeproblemet var midlertidigt og især skyldtes Første og Anden Verdenskrig. Mange troede, at problemet kunne løses ved en fælles indsats inden for ganske få år. FN’s Flygtningehøjkommissariat, UNHCR, blev dannet i 1950 som en midlertidig organisation, der skulle hjælpe europæere, der var blevet drevet på flugt efter Anden Verdenskrig. Men uro, krige og konflikter fortsatte, menneskerettighedskrænkelser i verden hørte ikke op, og mennesker blev fortsat drevet på flugt fra deres hjemlande. Den dag i dag eksisterer UNHCR stadig som den vigtigste internationale organisation, der arbejder med flygtninge. I 1967 vedtog FN en udvidelse til Flygtningekonventionen, som fjernede både den geografiske og den tidslige begrænsning. Med aftalen fra 1967 fik alle, som levede op til FN’s definition af en flygtning, krav på beskyttelse i et andet land – uanset om de var drevet på flugt før 1951, og uanset hvor i verden de var på flugt fra. Verdens lande havde erkendt, at flygtningespørgsmålet formentlig ville blive ved med at være en international udfordring. I dag har 144 af verdens omkring 193 lande skrevet under på Flygtningekonventionen eller 1967-protokollen, og flygtningespørgsmålet er så aktuelt som aldrig før. UNHCR anslog i 2014, at der på verdensplan var mere end 51 millioner mennesker på flugt enten i eller uden for deres hjemlande – det højeste antal siden Anden Verdenskrig.

Foto: Scanpix

HVORFOR EN FLYGTNINGEKONVENTION?

ET SKIB MED 1000 FLYGTNINGE I 1939 sejlede skibet St. Louis ud fra Hamborg i Tyskland med omkring 1000 jødiske flygtninge om bord. Skibet

tilbagelagde turen tværs over Atlanterhavet og kom til Cubas hovedstad Havana, hvor det blev afvist. Skibet

sejlede mod nord, men også i New York i USA blev

de 1000 flygtninge nægtet at gå i land, og St. Louis måtte vende om og sejle tilbage til Hamborg. I 1945, da Anden Verdenskrig var slut, var omkring en fjerdedel af de 1000 passagerer fra St. Louis blevet slået ihjel i

koncentrationslejre. Historien om St. Louis er blot ét af adskillige eksempler på, at jødiske flygtninge blev afvist

ved landegrænserne; det var en udbredt praksis i hele

Europa. Selv om det var i Nazityskland og de besatte

tyske områder, at seks millioner jøder blev forfulgt og slået ihjel under Anden Verdenskrig, så var de øvrige

landes afvisning af flygtninge indirekte medvirkende til, at tallet blev så højt. Da krigen var slut, var det historier som den om St. Louis, der gjorde det tydeligt, at der var brug for internationale retningslinjer på flygtningeområdet.

Da UNHCR blev oprettet i 1950, fik organisationen i første omgang et mandat i tre år til at hjælpe flygtninge drevet på flugt under Anden Verdenskrig. I dag eksisterer organisationen fortsat og hjælper flygtninge – blandt andet i flygtningelejre overalt i verden. Foto tv.: Dansk Flygtningehjælp/Nasser Kalaji Foto th.: Dansk Flygtningehjælp/Peter Hermann-Kamph

S.10

ÉN AFTALE, MEN FORSKELLIG PRAKSIS

elv om de lande, der har underskrevet Flygtningekonventionen, i princippet har skrevet under på den samme aftale, er landenes politik og praksis på flygtningeområdet slet ikke den samme. For eksempel har Tyrkiet i modsætning til de fleste andre lande bevaret den geografiske begrænsning, der betyder, at kun personer på flugt fra begivenheder i Europa kan få asyl i Tyrkiet. En flygtning, som ikke kommer fra Europa, kan altså ikke få lov at blive i Tyrkiet. Men også i lande, der har skrevet under på præcis den samme tekst, kan forvaltningen af Flygtningekonventionen være forskellig. I Danmark er der for eksempel tradition for at lægge ekstra meget vægt

Flygtningekonventionen blev underskrevet i 1951 af FN’s dengang 51 medlemslande. Foto: UNHCR/Arni

på, i hvor høj grad den flygtning, der ansøger om asyl, er individuelt forfulgt. For at få asyl i Danmark er det altså ikke altid nok at være forfulgt, fordi man tilhører en bestemt etnicitet, religion eller politisk gruppering. Asylansøgeren kan risikere at blive afvist, fordi han eller hun ikke er personligt i søgelyset hos forfølgerne. Andre lande er mindre strenge på dette punkt. For flygtninge betyder det, at det kan være afgørende, om det er det ene eller det andet land, der skal behandle deres ansøgning om asyl. En asylansøger, som får asyl i ét land, ville måske være blevet afvist i et andet – på trods af, at begge lande har underskrevet Flygtningekonventionen.

S.11

ASYL – EN MENNESKERET

lygtningekonventionen nævnes ofte som den vigtigste internationale aftale for anerkendelsen af flygtninge. Men allerede i FN’s Verdenserklæring om Menneskerettigheder fra 1948 nævnes retten til at søge beskyttelse i et andet land. I Verdenserklæringens artikel 14 lyder det: “Enhver har ret til i andre lande at søge og nyde asyl mod forfølgelse.” Ligesom Verdenserklæringen sikrer det enkelte menneske rettigheder såsom tanke- og religionsfrihed, privatlivets fred og personlig frihed, garanterer erklæringen altså også det enkelte menneske ret til at søge asyl. Man kan sige, at det er retten til at søge asyl i andre lande, der gør menneskerettighederne til et internationalt spørgsmål: Retten til at søge asyl er retten til at søge til et andet land, hvis ens menneskerettigheder bliver krænket i det land, der burde sikre, at de blev overholdt.

I 1950 tog de europæiske lande yderligere skridt til at gøre menneskerettigheder juridisk forpligtende. Europarådet formulerede og vedtog Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og i 1959 oprettedes Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Her kan borgere i Europarådets medlemslande rejse sager, hvis de oplever menneskerettighedskrænkelser i deres hjemlande. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention har stor betydning på flygtningeområdet. Blandt andet betød en kendelse fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i 2011, at asylansøgere inden for EU ikke længere kan sendes til Grækenland (læs mere om dette i kapitel 3). Den Europæiske Menneskerettighedskonvention har været indskrevet i dansk lov siden 1992.

Verdenserklæringen om de internationale og universelle menne-

Efter Anden Verdenskrig opførte UNHCR simple huse

skerettigheder så dagens lys i 1948. Den amerikanske præsident-

i Tyskland, så sårbare flygtninge kunne komme ud af de

frue, Eleanor Roosevelt, var formand for FN’s menneskerettigheds-

overfyldte lejre, som de havde boet i under og efter krigen.

kommission, som udarbejdede erklæringen. Foto: UNHCR Foto: UN

S.12

OPGAVE: HVORDAN DISKUTERES FLYGTNINGEKONVENTIONEN I DAG? Undersøg hvordan Flygtningekonventionen og

menneskerettighederne omtales i den politiske

debat i Danmark. Find eksempler på de politiske partiers hjemmesider eller i avisartikler (tips til

søgeord: Flygtningekonvention, menneskerettig-

heder, Socialdemokratiet, Venstre, Enhedslisten, Dansk Folkeparti, etc.). Undersøg i grupper: Hvordan omtaler forskellige politikere de interna-

tionale aftaler og konventioner og den måde, som Danmark skal overholde dem på?

Hvad siger de humanitære organisationer (fx Amnesty

International, Læger Uden Grænser, Dansk Flygtningehjælp) og Institut for Menneskerettigheder? Diskutér i klassen: Hvordan argumenterer de forskellige politikere og organisationer i forhold til det, du har læst om de internationale aftaler?

EN HISTORIE, DER FORTSAT SKRIVES

iden 1952 har Flygtningekonventionen været indskrevet i dansk lov, og den er fortsat i dag den væsentligste definition på, hvem der kan opnå asyl i Danmark. Dansk lov indeholder desuden en række andre love og regler, som har indflydelse på flygtningepolitikken. Mange af disse love er samlet i Udlændingeloven. Det er for eksempel de love, der bestemmer processen for asylansøgning, og hvilke regler der gælder for asylansøgere, mens de er i Danmark (læs mere i kapitel 4). Loven er blevet ændret mange gange af skiftende regeringer. Så selv om Flygtningekonventionen ikke har ændret sig gennem mere end 60 år, så er flygtningeområdet samtidig et af de juridiske områder, som er under mest forandring. Det skyldes både, at danske politikere ændrer reglerne i Udlændingeloven, og at den praktiske fortolkning af Flygtningekonventionen kan skifte. Flygtningeog indvandrerområdet er et af de mest omstridte i dansk politik, og det er en medvirkende faktor til, at Udlændingeloven er blevet ændret mere end 100 gange, siden den trådte i kraft i 1983.

S.13

2 I

Kapitel 2

Om at flygte

det foregående kapitel har du læst om den historiske og juridiske baggrund for den måde, vi i dag taler om flygtninge. Du ved nu, at flygtninge er forfulgte i deres hjemlande og søger til et andet land for at søge tryghed og beskyttelse. Indimellem kan man i den danske debat høre ord som “bekvemmelighedsflygtninge” eller “velfærdsturister” brugt om mennesker, der er kommet til Danmark som flygtninge. Eller man kan høre folk sige eller selv tænke: “Hvorfor tager de ikke bare hjem?”, når mennesker fra andre lande har svært ved at finde sig til rette i Danmark. For en, som altid har boet i Danmark, kan det måske være svært at forestille sig, hvad der kan få mennesker til at forlade deres hjem og søge til et land langt borte, hvor sædvane og skikke er helt anderledes. I det følgende giver vi ordet til Hussein, Gracias og Erfan. Du kan læse deres historier om, hvad der fik dem til at træffe den svære beslutning om at forlade deres hjemlande, og de fortæller også om, hvad de oplevede under deres flugt. Undervejs i kapitlet bliver du desuden introduceret til flygtningesituationen på verdensplan, du får noget at vide om, hvor der lever flest flygtninge, og hvilke forhold mennesker ofte flygter under.

S.14

Hussein: “Jeg ønskede et værdigt liv”

ussein er opvokset i Aleppo i det nordlige Syrien. Han er kurder og har i hele sit liv oplevet den undertrykkelse, som kurdere er udsat for i Syrien. Kurderne har ikke de samme rettigheder som resten af den syriske befolkning. Det er forbudt at undervise i kurdisk sprog i skolerne og at offentliggøre aviser eller magasiner på kurdisk. Mange kurdere har ikke statsborgerskab i Syrien, og derfor har de heller ikke pas eller mulighed for at rejse til udlandet. Sidst men ikke mindst bliver politisk aktive kurdere systematisk forfulgt og fængslet. Hussein ville gerne arbejde for kurderes rettigheder og var derfor medlem af et kurdisk parti og med til at arrangere demonstrationer imod det syriske regime. En gang rejste Hussein til Nordirak for at deltage i en politisk konference. Det er forbudt for kurdere at rejse fra Syrien til Nordirak, som er et kurdisk selvstyreområde, og derfor blev Hussein og hans venner stoppet på grænsen på vej tilbage til Syrien og udspurgt om, hvad de havde lavet. Hussein blev anholdt og sad i fængsel i omkring to måneder, hvor han blev forhørt af den syriske efterretningstjeneste. “De slog mig for at få mig til at snakke. Jeg ved ikke, hvordan de havde fundet ud af, hvad jeg havde lavet i Irak. De viste mig billeder af mine venner og spurgte, om jeg kendte dem. De slog mig – voldsomt – hver dag i de to første uger, men jeg sagde ikke noget, og til sidst slap jeg for den daglige tortur.”

OPRØR De sidste to år inden Hussein flygtede fra Syrien, var han løjtnant i det syriske militær. Alle unge mænd over 18 i Syrien skal aftjene værnepligt, og Hussein startede i militæret i 2009, da han var 25 år. Han skulle egentlig kun have været halvandet år i militæret, men i foråret 2011 brød en folkelig opstand ud i Syrien, og den syriske hær beholdt Hussein i et halvt år mere. Da Hussein havde aftjent sin værnepligt i oktober 2011, begyndte han at arbejde for revolutionen. Han fortæller: “Jeg var med til at arrangere demonstrationer mod regimet og havde set, hvordan de slog ned på oprøret, hvordan de dræbte mennesker og så videre. Jeg var sikker på, at Syrien ville glide over i en krig.” Efter kort tid modtog Hussein endnu en indkaldelse til militæret. Han ville ikke i krig igen, og i Syrien risikerer militærnægtere flere års fængsel eller i værste fald at blive slået ihjel af regimet. Han var bange for, at han var i ekstra stor fare, fordi det syriske regime havde opdaget, at han havde en baggrund som politisk aktiv og havde været med til at arrangere demonstrationer. Så det var flere forhold, der gjorde, at Hussein i 2011 ikke længere kunne blive i Syrien. Men det var også en tanke, der altid havde boet i ham. Han fortæller: “Det er svært at være borger i Syrien, og særligt når man er kurder. Det er næsten som at være et dyr, man skal bare spise, sove, arbejde – om og om igen. Men jeg synes, at mennesker skal leve i frihed. Mennesker skal kunne skrive og sige, hvad de tænker, uden at være

Hussein og hans kone Sherin kommer fra et område nær Aleppo i Syrien, og de har kendt hinanden, siden de var børn. Foto: Privat billede

S.15

aleppo Syrien

bange for at komme i fængsel. Jeg ville gerne bo i et andet samfund, og jeg havde læst mange bøger om Europa og civilisationernes udvikling dér. Jeg havde læst om Første og Anden Verdenskrig, og om hvordan Europa har udviklet sig i tiden derefter, så de mange lande med forskellige religioner og etniciteter nu kan leve side om side i fred og respekt for hinanden.”

FLUGTEN Mod slutningen af 2011 forlod Hussein Syrien med sin kone og sin søn, som dengang var 3 år. De flygtede først til Tyrkiet og derfra videre til Grækenland. Flugten fra Tyrkiet til Grækenland foregik i en gummibåd over en flod; det var i december, og det var koldt. Mens de sad i båden, så Hussein en død mand drive forbi i vandet, og han tænkte ved sig selv: “Hvad er det, du har gjort, Hussein? Her sidder du med dit barn og din kone på en flod og kun himlen over jer.” Hussein fik pludselig den tanke, at han og hans familie skulle dø derude på

floden. Men de klarede turen og kom til Grækenland. Det var nat, og de gik i otte timer i mørke uden at vide, hvor de skulle hen. De ankom udmattede til en lille landsby, og Hussein bankede på en dør og bad om vand og brød til sig selv og sin familie. Hussein fik et stykke brød og fik at vide, at han skulle tage det og gå væk. Han følte sig som et vildt dyr. Den nat sov familien på gaden i den bidende vinterkulde indtil tidligt næste morgen. Hussein så lys i et hus og gik hen mod det for at bede nogen om at kontakte det græske politi eller et asylcenter, så de kunne få hjælp. Manden, der åbnede, ville gerne ringe til politiet, hvis Hussein ville betale ham for det. Hussein havde ikke råd til at betale ham, men fordi han ikke vidste, hvad han ellers skulle gøre, sagde han til manden, at han ville betale ham bagefter. Manden ringede, og politiet kom for at hente Hussein og hans familie. Men Hussein kunne ikke holde sit løfte og betale manden. “Jeg snød ham! … Jeg løj, og det er jeg virkelig ked af!”

Kurderne udgør omkring 10 procent af den syriske befolkning og er blevet systematisk undertrykt i Syrien. Hussein var aktiv i et kurdisk parti, fordi han gerne ville kæmpe for bedre rettigheder for syriske kurdere. Foto: Privat billede

S.16

BAGGRUND

DEN SYRISKE BORGERKRIG

prøret i Syrien brød ud i foråret 2011 i forlængelse af folkelige protester i andre arabiske lande, blandt andet Tunesien, Libyen og Egypten. Protesterne er kendt under ét som Det Arabiske Forår. I Syrien startede det folkelige oprør som et ønske om politiske reformer og et krav om, at den syriske præsident Bashar Al-Assad trådte tilbage. I dag har situationen udviklet sig til en borgerkrig med adskillige militære aktører. For de almindelige syrere har krigen betydet, at deres hjem og hverdag er blevet ødelagt. I 2014 var omkring 200.000 syrere blevet dræbt i konflikten og 9,5 millioner syrere drevet på flugt (heraf 6,5 millioner internt fordrevne). Før krigen boede der 22 millioner mennesker i Syrien. (Tal: UNHCR) Også før den syriske borgerkrig foregik der systematisk undertrykkelse og menneskerettighedsovergreb mod den kurdiske befolkning i Syrien. Kurdere fra Syrien, som kom til Danmark som asylansøgere, kunne få asyl også før borgerkrigen brød ud.

Sortehavet

Tyrkiet

Syrien

Byen Aleppo, som Hussein kommer fra. Billedet er taget i 2013

Syriske flygtninge på vej til Irak i 2013.

– to år efter den syriske borgerkrig begyndte.

Foto: UNHCR/G. Gubaeva

Foto: UNHCR/J. Andrews

KURDERNE: ET FOLK UDEN LAND Kurderne er et folk, som bor i et bjergrigt område, der rækker ind i Tyrkiet, Syrien, Irak,

Armenien

Iran og Armenien. Kurderne udgør mellem 25 og 35 millioner mennesker og er en af de største etniske grupper i Mellemøsten. Kurderne er

Kaspiske Hav

i mindretal i alle de lande, de bor i, og selv om der er forskel på, hvordan de bliver behandlet i de forskellige lande, bliver de generelt undertrykt i større eller mindre grad. Nogle kurdere drømmer om et selvstændigt land, som de kalder ‘Kurdistan’, andre om at blive aner-

Iran

kendt som en minoritet og nyde de samme rettigheder som andre borgere i de lande, de bor i. (Tal: BBC)

Irak kurdisk beboet område

S.17

S.18

Gracias: “Jeg forstod det ikke dengang”

racias kommer fra Den Demokratiske Republik Congo. Da Gracias var omkring 6 år, blev landets præsident fordrevet af oprørere. Oprørerne indtog hovedstaden Kinshasa i 1997 og indsatte deres leder, Laurent Kabila, som præsident. Den nye præsident sad imidlertid kun ved magten til januar 2001, hvor han blev dræbt. Laurent Kabila blev efterfulgt på posten af sin søn, Joseph Kabila. Gracias og hans familie fortæller, at Joseph Kabila var overbevist om, at der var en sammensværgelse internt i regeringen, og at den var skyld i mordet på hans far. Gracias’ forældre havde begge arbejdet for vicepræsidenten, og flere af deres venner blev fængslet eller dræbt under Joseph Kabila. Gracias’ far arbejdede nu som lærer på det tekniske universitet i Congo. En af hans studerende, som arbejdede i militæret for den nye regering, advarede ham en aften om, at Kabilas mænd ledte efter ham.

PÅ FLUGT En dag kom Gracias’ forældre hjem og fortalte Gracias og hans søstre, at de skulle skynde sig at pakke. For ikke at skræmme børnene, sagde de, at de skulle besøge deres bedsteforældre i en fjern ende af landet for første gang. Gracias fortæller: “Det hele skete så hurtigt, at jeg næsten ikke kan huske det. Jeg og mine søstre forstod ikke så meget. Vi pakkede vores ting, og jeg tror, at vi tænkte, at vi bare skulle være væk i nogle dage.” Familien var bange for, at det ville vække naboernes mistænksomhed, hvis hele familien

tog afsted på én gang, så derfor rejste Gracias’ far i forvejen. Fire dage senere fulgte Gracias’ mor efter med børnene. Sammen sejlede de i en lille båd fra hovedstaden Kinshasa til Brazzaville, der er hovedstad i nabolandet Republikken Congo. De fik instrukser om ikke at have lys på båden, for på vandet mellem de to hovedstæder var de stadigvæk i risiko for at møde dem, som forfulgte Gracias’ far. Gracias og hans familie boede i nabolandet Republikken Congo i cirka to år, mens de arbejdede på at komme til et andet land, for heller ikke i Republikken Congo var de i sikkerhed. Mens de boede der, sendte Joseph Kabilas styre soldater ud for at finde dem. Efter et halvt år, hvor familien havde klaret sig selv, fik de kontakt til UNHCR, som ville hjælpe dem med at komme i sikkerhed i et andet land. UNHCR flyttede dem også til en anden by, for at de kunne være i sikkerhed og gav dem et månedligt beløb til at betale husleje og købe mad. Familien havde ikke råd til så meget andet, så Gracias og hans søstre gik ikke i skole i de to år, hvor familien boede i Republikken Congo.

PÅ VEJ MOD DANMARK Efter to år var UNHCR’s arbejde med at finde et land, der kunne modtage dem som flygtninge, gået i orden. Efter at familien havde været igennem nogle medicinske prøver, var de klar til at tage afsted. Gracias kan huske, at han var på vej hjem fra en indkøbstur, og så snart han kom tæt nok på, kunne han se sine

Fra 2001 til 2003 boede Gracias og hans familie i Republikken Congo, hvor UNHCR hjalp dem med at finde et land, som de kunne komme til som kvoteflygtninge. Billedet viser Gracias og hans familie, kort før de rejser til Danmark. Gracias står yderst til højre ved siden af sine tre søstre. Bagerst er Gracias’ far og yderst til venstre Gracias’ mor. Foto: Privat billede

S.19

Brazzaville Republikken Congo

kinshasa Den Demokratiske Republik Congo forældre løbe rundt inde i huset. De var i gang med at pakke deres ting, og Gracias fik besked på at hjælpe til og skynde sig, for familien skulle lige straks afsted med en bil, som holdt uden for huset. De kørte mod lufthavnen, og Gracias husker, at de gjorde holdt for at skifte til noget pænt tøj. Gracias’ mor sagde, at når de skulle til Europa, skulle de have pænt tøj på. Gracias og hans familie fløj til Paris, derfra til København og endelig videre til Karup i Jylland. I Karup blev de hentet af en bil og kørt til en lille by uden for Skive. Gracias vidste næsten ikke noget om det fremmede land, han var kommet til, men nu fik han at vide, at Danmark havde givet ham og hans familie asyl og ville beskytte dem mod præsidenten i deres hjemland. Gracias fortæller om tiden, før han forlod sit hjemland: “Da vi forlod Congo, var jeg bare 9 år gammel, men jeg kan huske, at der var kaos i landet. Ude på gaden så jeg familier, der flygtede med alle deres ting, fordi de var bange for krigen. Jeg var så lille, at jeg ikke forstod ret meget, men indimellem kunne jeg høre skud i luften. Den slags gjorde mig bange, selv om jeg jo ikke forstod så meget af, hvad der foregik. Når jeg tænker på det i dag, forstår jeg, at hverdagen var farlig for os dér, og at mine forældre gik rundt og var bange for, at krigen ville nå os. Og jeg forstår, hvor heldigt det var, at vi ikke blev fanget, da vi flygtede.”

Det kan måske forvirre, at de to nabolande Den Demokratiske Republik Congo og Republikken Congo har navne, der minder så meget om hinanden. Begge de to lande har været underlagt europæiske kolonimagter. Den Demokratiske Republik Congo, som Gracias kommer fra, var under belgisk herredømme og hed Belgisk Congo fra 1908 indtil 1960, hvor landet blev selvstændigt. Fra 1971 til 1997 hed landet Zaïre, inden det blev omdøbt til det nuværende Den Demokratiske Republik Congo. Nabolandet Republikken Congo mod vest var derimod en del af en fransk koloni, indtil landet blev uafhængigt i 1960. Imellem de to lande løber Congofloden. Navnet ’Congo’ kommer fra den etniske gruppe ’Kongo’ eller ’Bakongo’, som lever på begge sider af Congofloden, og som taler et sprog, der hedder ’kikongo’.

Gracias’ mor i familiens hjem i Kinshasa i Den Demokratiske Republik Congo. Foto: Privat billede

S.20

BAGGRUND

KVOTEFLYGTNINGE

anmark tager imod to grupper af flygtninge. Den første gruppe er de flygtninge, som selv finder den lange vej til Danmark, og som skal bo i Danmark som asylansøgere, mens de danske myndigheder tager stilling til, om de kan betragtes som flygtninge med krav på beskyttelse i Danmark (læs mere om asylprocessen i kapitel 4). Denne gruppe kaldes ofte spontane flygtninge, fordi de selv dukker op i Danmark og beder om asyl. Den anden gruppe, som Gracias og hans familie tilhører, kaldes kvoteflygtninge. Dette navn har de, fordi Danmark hvert år tager en kvote på 500 flygtninge efter aftale med UNHCR. Til forskel fra de spontane flygtninge, har kvoteflygtninge allerede fået tildelt asyl, inden de rejser til Danmark, og det er den danske stat, der betaler for deres rejse til Danmark. Ordningen er indført for at skaffe en løsning for nogle af de mange af verdens flygtninge, som for eksempel bor i flygtningelejre rundt omkring i verden. Typisk ligger disse flygtningelejre i flygtningenes nærområder, det vil sige i lande, der ligger tæt på det land, flygtningene kommer fra.

HVAD KALDER VI MENNESKER PÅ FLUGT?

Internt fordrevne

Spontane flygtninge

Kvoteflygtninge

Internt fordrevne: Er på flugt i deres eget land Spontane flygtninge: Søger asyl ved indrejse i et andet land Kvoteflygtninge: Genbosættes i andre lande efter aftale med UNHCR

BILLEDER AF FLYGTNINGELEJRE I ØSTCONGO

S.21

Den Demokratiske Republik Congo har været i borgerkrig i mere end 20 år. Landet er fortsat ramt af konflikter mellem regeringsstyrker og forskellige bevæbnede grupper, som kæmper om magten i landet og kontrol over landets ressourcer. Både den congolesiske hær og de mange bevæbnede grupper begår menneskerettighedskrænkelser såsom bortførelser, seksuelle overgreb, tvangsarbejde og vilkårlige fængslinger. Derfor drives mange mennesker fortsat på flugt fra Den Demokratiske Republik Congo. Billederne er fra flygtningelejre for internt fordrevne i det østlige Congo. Fotos: Dansk Flygtningehjælp

Flygtningelejre er egentlig et midlertidigt tilflugtssted for flygtninge, men mange flygtninge bor i lejrene i årevis. Ofte er flygtningelejrene overbelastede og dårligt rustede til at klare strenge vintre eller tørre somre, og det kan være svært for de organisationer, der driver lejrene, at garantere flygtningenes sikkerhed. For at finde en mere permanent løsning for disse flygtninge har UNHCR indgået aftaler med en række af de vestlige lande om, at de modtager en årlig kvote af flygtninge. 22 lande tager imod flygtninge igennem disse aftaler. Det land, som modtager flest kvoteflygtninge er USA, som i 2012 modtog cirka 50.000. På verdensplan finder omkring 86.000 flygtninge årligt et hjem i sikkerhed via denne ordning. (Tal: UNHCR)

KVOTEFLYGTNINGE I DANMARK Danmark blev en del af UNHCR’s program for genbosætning af flygtninge i 1978 og kvoten på cirka 500 flygtninge om året har ligget fast siden 1989, men landene kan til enhver tid beslutte at tage flere eller færre. Danmark udsender en delegation til at udvælge

OPGAVE: HVORFOR SKAL DANMARK TAGE IMOD FLYGTNINGE? Læs teksten om kvoteflygtninge og læs eventuelt om grundtankerne bag Flygtningekonventionen

i teksten ‘Efter verdenskrigen’ og ‘Asyl – en menneskeret’ i kapitel 1. Gå sammen to og to eller i grupper og diskutér:

Hvorfor skal Danmark tage imod flygtninge?

Skal der være fokus på, om flygtninge har behov for beskyttelse, eller om de kan integreres i Danmark?

I hvor høj grad har verdens rige lande et ansvar

for mennesker i flygtningelejre i verdens fattige lande?

Præsenter jeres argumenter for klassen eller

skriv et læserbrev til en avis på baggrund af jeres diskussion.

S.22

FORDELING AF KVOTEFLYGTNINGE Figuren viser, hvilke lande der tog

USA Australien Canada Sverige England Norge Finland New Zealand Danmark Holland Alle andre lande

50.097 9.988

imod flest kvoteflygtninge i 2012. Tabellen er baseret på tal fra UNHCR

6.226

fra 2012. Ligesom Danmark mod-

2.044

tager de fleste andre lande, der er

1.236

med i ordningen, et nogenlunde fast

1.189

antal kvoteflygtninge hvert år. I 2013

979

var det samlede tal oppe på omkring

942 588

86.000 flygtninge, der hvert år fin-

587

der et nyt hjem via denne ordning.

959

10.000

20.000

30.000

40.000

kvoteflygtninge på årlige rejser til de lande, hvor flygtningene opholder sig. Delegationen består af repræsentanter for Udlændingestyrelsen og herudover Dansk Flygtningehjælp, som deltager som en uafhængig instans uden beslutningsmyndighed. Kvoteflygtningene er på forhånd anerkendt som flygtninge af UNHCR, men delegationen foretager også en vurdering af de udvalgte flygtninges asylmotiv. Desuden kigger delegationen på nogle andre kriterier, end dem som er gældende i sagsbehandlingen for spontane asylansøgere i Danmark. Der lægges blandt andet vægt på, om der er sikkerhedsproblemer for bestemte grupper internt i flygtningelejren eller i forhold til det omkringliggende samfund. Fra 2005 til 2014 lagde delegationen desuden vægt på, hvor god mulighed de udvalgte flygtninge har for at blive integreret i Danmark. Fra februar 2014 er dette ’integrationspotentiale’ blevet erstattet af en vurdering af, om Danmark kan tilbyde de udvalgte flygtninge et bedre liv.

50.000

Dadaablejren i Kenya blev etableret i 1992 som et midlertidigt hjem for omkring 90.000 flygtninge primært fra Somalia. I dag – over 20 år senere – huser lejren mere end 500.000 flygtninge fra forskellige konflikter i Østafrika, og omkring 10.000 flygtninge er tredje generation i lejren. Dadaablejren er verdens største flygtningelejr. Foto: Dansk Flygtningehjælp

S.23

Erfan: “Jeg var heldig”

rfan er født i Afghanistan, men rejste som fireårig med sin søster og bror til Iran, fordi de mistede deres forældre. Her boede de hos en af deres fars venner i byen Mashad i 12 år. En dag gik Erfan og hans søster på gaden, og de blev stoppet af det iranske politi, som troede, at de var kærester – og man må ikke have kærester i Mashad. Fordi de var afghanere og levede uden papirer i Iran, kunne de ikke vise id-kort. Politiet troede ikke på, at de var søskende, og sendte dem tilbage til Afghanistan. Dér startede problemerne for alvor for Erfan og hans søster. De boede kortvarigt hos deres onkel i Afghanistan, men situationen i landet var kaotisk: Landet var i borgerkrig, og der faldt bomber hver dag. Snart fik Erfans søster yderligere et problem: en 45-årig rigmand, som ville giftes med hende. Erfan og hans søster kendte godt til den slags rigmænd og deres bejlervaner: “Hvis man siger nej til dem, så bliver de ved og ved, og til sidst kan de finde på at kidnappe den pige, de vil have,” fortæller Erfan. “Vi kunne ikke søge hjælp hos politiet, for når man har penge i Afghanistan, er man selv politiet.” De kunne ikke være i sikkerhed i Afghanistan, så de ville tage tilbage til Iran. Men Erfans onkel sagde: “Hvad hvis de sender jer tilbage igen? I kan ikke bo i Iran mere, I har ikke nogen opholdstilladelse eller et pas.” Derfor besluttede Erfan og hans søster, at de ville flygte til et andet land, hvor de kunne få beskyttelse.

Igennem de seneste 30 år har Afghanistan været præget af forskellige krige og konflikter. Lejren Charahi Qambar i hovedstaden Kabul huser omkring 6.000 internt fordrevne, som er blevet drevet på flugt fra deres hjem i Helmandprovinsen. De er flygtet på grund af den internationale koalitions kampe med lokale oprørsgrupper gennem 00erne. Foto: Dansk Flygtningehjælp/Pete Muller

Erfans bror flygtede sammen med dem. Da de hverken havde pas eller kunne få visum, ville Erfans onkel betale menneskesmuglere for at arrangere deres flugt med penge, som han havde fra salget af Erfans fars butik. Først måtte Erfan og hans søster gå i halvandet døgn for at komme over grænsen til Iran. Erfan fortæller: “Der kom en bil, som kørte os til Mashad. Der mødte vi vores bror sammen med hans kæreste. Så rejste vi til en by tæt på grænsen til Tyrkiet, hvorfra vi skulle smugles ind i Tyrkiet. Første gang måtte vi vende om, for politiet ventede på os. Anden gang vi skulle forsøge at krydse grænsen, kørte vi til et andet sted, hvor der allerede ventede 5-600 mennesker. Vi gik alle over grænsen uden problemer – jeg tror, at menneskesmuglerne havde bestukket politiet. Men da vi kom til den landsby, som var vores mål, opdagede politiet os. De kom 30-40 mand efter os på heste, og jeg tror, de fangede omkring 400 personer. Jeg var i en lille gruppe på 30 personer, og vi var meget heldige, for os så de ikke. Vores menneskesmugler fandt os og fortalte, at vi blev nødt til at tage en længere rute for at undgå politiet. Så vi gik i otte timer igennem bjergene; op og ned, op og ned. Bag os kunne vi se lyskeglerne fra to politimænd, som fulgte efter os med lommelygter og hunde. De var langt væk, men hundene kunne lugte, hvilken vej vi var gået. Indimellem måtte vi løbe, og der var nogen, der faldt på

S.24

de stejle skrænter. Til sidst klarede vi det og nåede til den tyrkiske landsby.”

ALENE I BJERGENE I landsbyen ventede Erfan og hans gruppe i næsten en uge. Endelig kom der to biler, som skulle køre dem til byen Van i Tyrkiet. Den ene bil var til familier, den anden bil var til dem, som var alene. Erfan fulgte efter sin søster, sin bror og brorens kæreste ind i familiebilen, men han blev stoppet i bildøren. “Der er ikke plads til flere,” sagde menneskesmugleren, “du skal med den anden bil.” Erfans bror protesterede: “Det var ikke aftalen; vi følges hele vejen.” Men menneskesmugleren sagde: “Bilerne følges ad, de kører lige efter hinanden hele vejen til Van.” Erfan og hans bror gav op, for der var ikke noget, de kunne gøre. De var langt hjemmefra, der var ingen, de kendte, og de vidste, at menneskesmuglerne kunne slå dem ihjel, hvis de ikke gjorde, som de sagde. Erfan satte sig i den anden bil, og da de havde kørt en time, kunne han ikke længere se bilen med sin familie. Efter nogle timer gjorde de holdt midt i bjergene. Her ventede de længe, uden at der skete noget. Pludselig så de to personer, der kom fra bjergene for at finde vand. De snakkede med dem og fandt ud af, at de også ventede på deres menneskesmuglere – og havde gjort det i syv dage. Erfan og hans gruppe fulgte efter dem om på den anden side af bjerget, hvor omkring 500 unge mennesker alle sammen ventede på deres menneskesmugler. Dér blev Erfan for første gang virkelig bange: “Hvad skal jeg gøre?”, tænkte han, ”Alle de mennesker …” Erfan ventede sammen med alle de andre i bjergene i tre dage uden hverken vådt eller tørt. Kun når det havde regnet, kunne de finde vand at drikke. På tredjedagen kom menneskesmuglerne med en kasse med tomater og noget brød, og de forsøgte at berolige de mange vrede mennesker: “Bare rolig, i aften kommer I til Van.” Om aftenen kom lastbilerne, og den store flok af mennesker på flugt rejste sig for at sætte sig i bilerne. Men der var tre personer, der ikke rejste sig; en far med sine to sønner, der var frosset ihjel. De havde ikke haft nok tøj på, og Erfan tænkte igen ved sig selv, at han var meget heldig.

SMUGLERGODS Da de havde kørt med lastbilerne i 3-4 timer, stoppede de, og menneskesmuglerne sagde: “I skal gå resten af vejen.” Erfan og de andre troede, de var tæt på Van, så de begyndte at gå. De gik hele natten til daggry

DANMARK

Ankomst til Kolding

Kolding

Med tog gennem Europa

Paris

FRANKRIG

G uden at komme til Van. I stedet kom de til en landsby, hvor menneskesmuglerne ventede på dem og fortalte dem, at de skulle vente i en stald og sove sammen med køerne og fårene. De skulle blive dér, så de ikke blev opdaget af politiet, der gik rundt uden for i landsbyen. Det regnede, og stalden havde ikke noget tag, så det var meget koldt; Erfan troede, han skulle dø af kulde. Senere den dag gik de ind i bjergene igen, og da det var blevet nat, kom en bil med 12-13 store sække. Erfan og de andre fik besked på at smugle sækkene med til Van. Erfan fortæller: “På det tidspunkt var vi otte timer fra de andre, vi kunne slet ikke se noget i bjergene, så vi vidste ikke, hvad vi skulle gøre, eller hvor vi skulle gå hen. Jeg ved ikke, om det var hash eller heroin, eller hvad det var, men det var meget tungt.” Erfan og de andre tog sækkene og fulgte efter menneskesmugleren, der førte an på sin hest. På et tidspunkt sagde han til dem: “Her er en politistation. Jeg venter på den anden side med min hest. Men I skal bare gå videre.” Erfan og hans gruppe var bange, mens de gik forbi politistationen: “Vi tænkte, at politiet ville slå os ihjel, hvis de så os med sækkene. Men vi var heldige; de så os ikke. Senere kom en bil og tog sækkene med. Efter syv dage på farten var vi i en landsby tæt på Van. Om natten kunne vi ikke sove, fordi det var alt for koldt, og når det var dag, var det frygtelig varmt. Jeg var bange under hele turen, og jeg klarede det kun, fordi jeg tænkte på min familie. Jeg blev ved med at sige til mig selv: “Jeg ser dem igen om en time!”

ERFANS FLUGT

Med gummibåd til Europa

Istanbul

Med fly til Paris

Lesbos

TYRKIET

Med lastbil og til fods gennem bjergene

Til fods over grænsen

Van

Athen Mashad

GRÆKENLAND

SAMMEN IGEN Da de var nået frem til landsbyen tæt på Van, pegede menneskesmugleren på Erfan og sagde: “Dig, du skal mødes med din familie.” Erfan blev meget glad – han havde været bange for, at han aldrig skulle se dem igen. Senere rejste de sammen mod Istanbul. Efter syv dage i Istanbul, kom der to taxaer, der skulle køre Erfan og hans familie til det sted, hvor de skulle tage en båd til Grækenland. I den første taxa sad Erfan og hans søster, i den bagerste broren og hans kæreste. Da de kom frem til vandet, lå der en gummibåd og ventede på dem. Båden havde plads til 8-9 personer, men der var 16, der skulle med. Erfan kunne ikke se sin bror, og menneskesmugleren sagde til ham: “Din bror er lige sejlet.” Erfan troede ikke på ham: “Jeg vidste, at der var noget galt, men jeg kunne ikke gøre noget, for han sagde: “Hvis I ikke sætter jer i båden, så sejler den!” Vi håbede, at det var rigtigt, at min bror allerede var sejlet, og så satte vi os i båden – og siden har jeg ikke set min bror.”

IRAN

Herat

AFGHANISTAN

OPGAVE: HVAD KUNNE FÅ DIG TIL AT FLYGTE? Læs Hussein, Gracias og Erfans historier. Gå sammen to og to og diskutér:

Hvordan ligner de tre flygtninges historier hinanden, og hvordan er de forskellige?

Kan I forstå deres bevæggrunde for at tage af sted?

Hvad kunne få jer til at flygte fra jeres hjemland? Find nogle af de svære valg, som personerne tager i historien.

Hvad ville I have gjort, hvis I stod i samme situationer?

Skriv et brev til en ven eller veninde, hvor du lader som om, at du er flygtet, og fortæller om dine overvejelser.

S.25

S.26

BAGGRUND

EN DYR OG FARLIG REJSE

t flygte fra sit hjemland er ofte både farligt og besværligt. De fleste flygtninge er tvunget til at krydse grænser illegalt og med hjælp fra menneskesmuglere. For det første kan det være svært for dem at forlade deres hjemlande. For det andet har de fleste flygtninge meget vanskeligt ved at rejse lovligt ind i andre lande. Det betyder, at flygtninge er nødt til at søge hjælp hos den industri af menneskesmuglere, der mod en høj betaling hjælper mennesker med illegalt at krydse grænser, måske til fods, i lastrummet på en varetransport, liggende under en lastbil eller i overfyldte både. At flygtningeruterne er illegale betyder altså, at de både er farlige og dyre. Måske kan det netop derfor undre, at flygtninge overhovedet begiver sig ud på den lange og farlige rejse. Hvorfor rejse den lange, risikable og omkostningsfulde vej til for eksempel Danmark, hvis de kan finde et alternativ, for eksempel flytte til en anden del af deres land eller opholde sig i et af de lande, de kommer igennem på deres flugt? Der er flere svar på

det spørgsmål: Først og fremmest er det faktisk, hvad langt hovedparten af verdens flygtninge gør; mere end 80 procent af verdens flygtninge lever i lande tæt på deres hjemlande. Endnu flere mennesker på flugt forlader aldrig deres hjemlande, og kan således slet ikke kaldes flygtninge ifølge definitionen fra Flygtningekonventionen. De betegnes i stedet internt fordrevne og er i praksis flygtninge i deres eget land med yderst begrænset mulighed for at søge hjælp hos FN og andre internationale organisationer. De mennesker, der som Hussein, Gracias og Erfan kommer til Danmark, Europa eller andre vestlige lande er altså ikke en ret stor del af verdens flygtninge. Dernæst er det væsentligt, at det ofte ikke er muligt for flygtninge at blive i de lande, de kommer igennem på deres rejse. Eksempelvis har de mange afghanere, der lever i Iran, ingen dokumenter og har ikke officielt ret til at være i landet, og de udsættes for chikane. Tyrkiet har, som du kunne læse i det forrige kapitel, beholdt den oprindelige geografiske begrænsning i

Syrien

S.27

Iran

Tyrkiet Afghanistan Libanon

Pakistan

Sudan Jordan DR Congo Somalia

Foto: Dansk Flygtningehjælp

FLYGTNINGENES OPRINDELSESLANDE OG MODTAGERLANDE De fem lande, hvorfra der er flest flygtninge i verden i øjeblikket, er:

De fem lande, som i øjeblikket huser flest flygtninge, er:

1. Syrien (3.068.043) 2. Afghanistan (2.766.189) 3. Somalia (1.119.527) 4. Sudan (691.030) 5. DR Congo (567.220)

1. Pakistan (1.615.692) 2. Libanon (1.118.411) 3. Iran (982.118) 4. Tyrkiet (890.955) 5. Jordan (747.045)

Flygtningekonventionen og giver kun asyl til personer, der flygter fra Europa. Endelig spiller det en stor rolle, at de lande, som huser flest flygtninge, ofte er nogle af verdens fattigste, og de kan derfor ikke tilbyde den samme beskyttelse, som de rigere lande, der modtager langt færre flygtninge. I næste kapitel kan du for eksempel læse om Hussein og Erfans oplevelser i Grækenland, hvor de heller ikke kunne leve et liv i sikkerhed. De flygtninge, som kommer den lange vej til Danmark, føler ofte, at de ikke har andet valg. Mange må sælge alt, hvad de ejer, for at få råd til rejsen. Nogle arbejder under farlige og umenneskelige forhold undervejs, og andre sælger sex eller måske endda deres organer for at skrabe penge sammen til flugten. At flygte kan have store konsekvenser, og det ved mange flygtninge godt. Men ønsket om en sikker fremtid for sig selv og sin familie kan være så stærkt, at de trodser faren.

(Tal: UNHCR 2015)

OPGAVE: HVOR ER DER FLEST FLYGTNINGE I DAG? Kortet bygger på tal fra rapporten “Mid Year

Trends 2014” udgivet af UNHCR i januar 2015. Hvert år udgiver UNHCR rapporten ”Global

Trends”. Find rapporten på UNHCR’s hjemme-

side og undersøg de seneste tal (asylansøgere og flygtninge sammenlagt):

Hvilke fem lande kommer der i dag flest flygtninge fra?

Hvilke fem lande kommer der flest flygtninge til? Undersøg også tallene for andre lande som for

eksempel Danmark, Sverige, USA og Tyskland.

S.28

OPGAVE: EN FLYGTNINGESTRØM MOD EUROPA? Søg på ordet ‘flygtningestrøm’ på internettet. Læs 3-4 artikler fra forskellige medier. Undersøg: Hvordan bruges ordet ‘flygtningestrøm’ i artiklerne?

Hvordan passer de billeder, som artiklerne tegner, med det, du har læst i dette kapitel om, hvor flygtninge befinder sig? Er der forskel på, hvilket billede der tegnes i forskellige medier? Diskutér: Hvordan forstår du ordet ’flygtningestrøm’?

Hvordan har de ord, vi bruger om flygtninge, betydning for, hvordan vi forstår flygtningesituationen? Hvilke andre ord end ‘flygtningestrøm’ kunne man have brugt?

Har medier og politikere et ansvar for, hvilke ord de bruger om flygtninge?

HER BEFINDER VERDENS FLYGTNINGE SIG

I 2014 anslog UNHCR, at der var cirka 51,2 millioner mennesker på flugt i verden. 33,3 millioner er internt fordrevne. Af de resterende 17,9 millioner lever mere end 80 % i nærområderne. Det vil sige, at kun cirka 7 procent af dem, der er på flugt i verden, kommer til vestlige lande.

Vestlige lande: 7%

Internt fordrevne: 65%

Nærområder: 28%

I alt cirka 51,2 millioner på flugt.

S.29

Kapitel 3

Flygtning i Europa

fter Første og Anden Verdenskrig er Europa ofte blevet fremhævet som et forbillede for, hvordan forskellige etniciteter og stater kan leve fredeligt side om side. I 2012 modtog EU’s 500 millioner borgere sammen Nobels Fredspris, og komitéen begrundede valget med, at “EU i over 60 år har bidraget til fred, forsoning, demokrati og menneskerettigheder i Europa.” Det kan derfor heller ikke undre, at Europa af mange både i og uden for kontinentet forbindes med et godt liv med materiel velstand, social sikkerhed og fredelig sameksistens. For mange flygtninge står det første møde med Europa dog som et stort chok. Hussein og Erfan fortæller i dette kapitel om, hvordan det var for dem at komme til Europa som flygtninge. Ligesom andre flygtninge kan de berette om svært bevogtede grænser, der nødsagede dem til at rejse ad livsfarlige ruter. Og om grænsepoliti, der tvang dem tilbage og væk fra europæisk territorium. De kan fortælle om at møde et sammenbrudt asylsystem i Grækenland og den humanitære krise, som det afstedkommer for de mange tusindvis af flygtninge, der opholder sig i landet. For at forstå både de stærkt bevogtede grænser og den humanitære krise for flygtninge i Grækenland er det nødvendigt kort at beskrive det europæiske samarbejde på asylområdet. I dette kapitel vil du blive præsenteret for to af de vigtigste indsatser i dette samarbejde: Du kan læse om Dublinforordningen, som placerer ansvaret for asylansøgere inden for EU, så asylansøgere kun kan søge asyl i det første EU-land, de kommer til. Og du kan læse om Frontex, som er det fælles europæiske grænsepoliti, der bevogter EU’s ydre grænser.

S.30

Hussein: “Jeg ville bare ud”

en syriske kurder Hussein og hans familie blev hentet af det græske politi ved grænsen mellem Tyrkiet og Grækenland og kørt til en politistation. Hussein fortæller, at stationen var propfyldt med mennesker og mest mindede om et fængsel. Hos politiet fik Hussein og hans familie taget deres fingeraftryk, og derefter fik de et dokument, hvor der stod, at de skulle forlade Grækenland inden for fyrre dage. De fik at vide, at de ikke kunne søge asyl og blev bedt om at forlade politistationen. Hussein var rådvild og spurgte en betjent: “Hvad skal vi gøre nu?”, hvortil betjenten svarede: “Tag ind til Athen og klar jer selv!” Familien rejste til Athen, de havde næsten intet tøj og under 50 euro tilbage. Hussein ringede til deres smugler i Tyrkiet og spurgte ham, hvad de skulle gøre. Smugleren arrangerede med en af sine kontakter i Grækenland, at Hussein og hans familie fik noget at spise, og at de fik lov til at sove i hans hjem. Hussein og hans familie havde fået at vide, at de ikke kunne søge asyl i Grækenland. Men det var dyrt at blive smuglet videre, og de kunne ikke skaffe penge til, at de alle tre kunne flygte ud af landet på én gang. For Hussein var det vigtigst, at hans kone og søn kom i sikkerhed: “Livet for kvindelige flygtninge i Grækenland er virkelig hårdt. Der er mange, der forsøger at udnytte kvinder seksuelt eller økonomisk. Jeg er mand, og jeg har været i militæret – jeg har erfaring med et hårdt liv, så jeg kunne bedre klare mig selv. Det var bedst, at hun rejste først, og så kunne jeg rejse bagefter. Efter en måned i Grækenland, lykkedes det min kone og søn at rejse ud af Grækenland.”

Den første tid, efter at familien var rejst, var svær for Hussein: “Jeg var ikke sikker på, om hun var i sikkerhed. Jeg talte med den mand, der havde ordnet rejsen for dem, og han sagde, at alt var ok, og at de var i Danmark, men jeg vidste ikke, om han talte sandt. Jeg kunne ikke komme i kontakt med hende, for hun havde ingen telefon. Efter cirka en måned fik jeg kontakt til hendes familie i Syrien og spurgte, om de havde hørt fra hende. Det havde de heldigvis, og hun havde efterladt et telefonnummer, som jeg kunne ringe til. Det var en svær tid for mig, inden jeg hørte fra hende; jeg var bange for, at der kunne være sket hende noget. Men da jeg hørte lyden af hendes stemme i telefonen, blev jeg mere rolig.”

SØGEN EFTER BEDRE VILKÅR For Hussein fortsatte det hårde liv i Athen. Ifølge Hussein er livet i Athens gader helt anderledes, end det ser ud på de billeder, der lokker turister til byen. Der er mange mennesker, der er desperate, fordi de mangler penge, og der er store problemer med narkotika og prostitution. Hussein havde følelsen af, at stort set alle, han mødte, forsøgte at udnytte hans situation ved at stjæle fra ham eller snyde ham for penge. Hussein var i kontakt med sin familie flere gange og bad dem om at sende penge til sig. Han havde det ikke godt med at bede dem om det, for selv om det, de kunne sende, var mange penge efter syriske standarder, så var det i Grækenland måske bare nok til, at han kunne købe en sandwich. Enkelte gange måtte

S.31

han sove på gaden, fordi han ikke længere havde penge til at betale for tag over hovedet. Ellers sov han hos private, der havde indkvarteret 10-15 mennesker i et enkelt værelse. “Det var et stort chok for mig at komme til Europa. For Athen er jo en del af Europa. I løbet af mine seks måneder i Athen, synes jeg, at jeg oplevede alting. Jeg har sovet på gaden, været sulten og været i fængsel. Og hele tiden tænkte jeg på, om jeg nogensinde ville se min familie igen.” Al den tid, Hussein var i Grækenland forsøgte han at slippe ud af landet ved at blive smuglet ud. I Athens gader er der en stor industri af menneskesmuglere og mange tusinder af flygtninge, der venter på, at det bliver deres tur til at rejse ud. Han fik etableret kontakt til en smugler, som forsøgte at arrangere, at Hussein kunne flygte ud af Grækenland. Flere gange tog Hussein ud til lufthavnen med et falsk pas, som hans smugler havde skaffet, men hver gang blev han anholdt af politiet. “Politiet kunne godt se, at jeg ikke var turist. De anholdt mig og tog mig med til et lille rum, hvor de slog mig og sagde, at jeg skulle skride, og at jeg var en bandit. De spurgte mig: “Hvad laver du her?” Jeg tænkte: “Hvad skal jeg svare? Jeg ville gerne skabe et liv her, men I giver os ingen muligheder for at leve her: Vi kan ikke få en bolig eller et arbejde, ingen papirer, ingen dokumenter. Folk er ligeglade med, om jeg dør eller bliver syg, så hvad skal jeg gøre? Er det min skyld, at jeg ikke har et rigtigt pas? Er det min skyld, at mit land bliver bombet, og at fremtiden for mig, min kone og mine børn er væk? Er det forkert af mig at forsøge at finde bedre vilkår at leve under?”

DEN GODE SMUGLER Den fjerde gang, Hussein forlod en lufthavn efter at være blevet anholdt af politiet, havde han mistet tiltroen til sin smugler. Han fandt en anden mand, som ville hjælpe ham ud af Grækenland. Hussein fortæller, at det var en god mand, som lovede, at han ville hjælpe

ham for de penge, han havde, selv om det var mindre, end hvad man ellers skulle betale. Han lovede også at blive ved med at forsøge, indtil det lykkedes for Hussein at komme ud af landet. Så en dag – efter seks måneder i Grækenland – begav Hussein sig mod lufthavnen for femte gang. Denne gang lykkedes det ham at få et boardingkort. Ved gaten skulle han vise en kvinde fra flyselskabet sin billet. Da han gav hende billetten, opdagede han til sin skræk, at der stod en politimand ude ved den lufthavnsbus, som skulle fragte passagererne fra gaten ud til flyet. Hussein var nervøs og fulgte politimanden ud af øjenkrogen, men sørgede samtidig for at kigge kvinden i øjnene, mens hun tjekkede hans pas og boardingkort. Hussein tænkte kun på, om politimanden ville anholde ham. Men i samme øjeblik kvinden rakte ham pas og boardingkort, vendte politimanden sig om og gik. Hussein kunne ikke tro sine egne øjne, og da kvinden smilede og sagde: “God tur!”, faldt hans hjerte på plads i brystet. Han gik ud af gaten og ned til bussen, som kørte ham til flyet. Flyet skulle til Frankrig, hvorfra Hussein skulle rejse videre til Danmark og møde sin kone og søn. Selv om der stadig var et stykke at rejse, følte han, at det værste næsten var overstået: “Mens jeg sad i flyet og ventede på, at det skulle lette, havde jeg det, som om tiden gik baglæns. Jeg tror ikke, at vi ventede i mere end fem minutter, men det føltes som flere timer. Da vi endelig lettede, vidste jeg, at alting nok skulle gå, for nu var jeg ude af Grækenland. Jeg var sikker på, at jeg ville komme til at se min kone igen.”

S.32

BAGGRUND

DUBLINFORORDNINGEN: EN SKÆV FORDELING?

U’s medlemslande har indgået en aftale, der kort fortalt går ud på at bestemme, hvilket EU-land der skal behandle en bestemt asylansøgning. Aftalen hedder Dublinforordningen, og den har været gældende siden 1997. Den er vedtaget for at forhindre, at asylansøgere, der har fået afslag på asyl, kan rejse videre til et andet EU-land og ansøge om asyl dér, men også for at sikre, at asylansøgningerne faktisk bliver behandlet. Forordningen betyder som udgangspunkt, at ansvaret for at behandle en asylansøgning ligger hos det første EU-land, som asylansøgeren er rejst ind i. I praksis fungerer det sådan, at det land, hvor asylansøgeren første gang er blevet registreret med fingeraftryk, er ansvarlig for at behandle ansøgerens asylsag. Hvis en asylansøger, der kommer til Danmark, har afgivet sit fingeraftryk i et andet EU-land, er det altså ikke de danske myndigheder, der skal behandle asylsagen.

Asylansøgeren bliver i stedet sendt tilbage til det EUland, som han eller hun først rejste ind i på sin flugt, og så er det dét land, der skal behandle asylansøgningen. Da langt de fleste asylansøgere rejser ind i Europa gennem de syd- og østeuropæiske lande, betyder Dublinforordningen, at disse lande er ansvarlige for at behandle langt flere asylansøgninger end landene mod nord. Det har sat asylsystemerne under pres i disse lande, og i flere af de syd- og østlige medlemslande lever asylansøgere under kritisable forhold. Mange syd- og østlige medlemsstater er kritiske over for Dublinforordningen og ønsker, at Europas asylansøgere bliver mere lige fordelt imellem landene. I de fleste nordlige medlemsstater er der dog fortsat opbakning til Dublinforordningen. Norge, Island, Schweiz og Lichtenstein, som ikke er med i EU, er også med i aftalen.

Island

Sverige Finland Norge

Det europæiske Schengensamarbejde betyder, at man inden for EU kan bevæge sig

Estland

frit, fordi der ikke er faste grænseposter Letland

mellem de fleste lande. Men ved EU’s ydre Danmark

grænser bliver grænsebevogtningen til gengæld hele tiden stærkere, fordi EU ønsker at

Litauen

Irland

forhindre illegale migranter i at rejse ind i

England

EU. Kortet viser EU-lande og Schengenlande,

Holland

Belgien Luxemborg

samt de største migrationsruter ind i EU.

Polen

Tyskland Tjekkiet

Tallene er det antal personer, som illegalt krydsede grænserne i 2014. (Tal: Frontex)

Frankrig

Schweiz

Spanien

Bulgarien

50.831

Italien Grækenland

EU-lande, der ikke er med i Schengen-samarbejdet Ikke EU-lande, som er med i Schengen-samarbejdet.

Ungarn Slovenien Rumænien Kroatien

43.357 Portugal

1.270

Liechtenstein Østrig

De største migrationsruter ind i EU EU-lande, der er med i Schengen-samarbejdet

Slovakiet

Malta

7.842

170.757

Cypern

S.33

Mange flygtninge lever på gaden i Athen. Foto: DFUNK/Facing Europe

BAGGRUND

FANGET I GRÆKENLAND

rækenland er et af de lande, som har mærket konsekvenserne af Dublinforordningen. Grækenland ligger ved Middelhavet med en landgrænse mod Tyrkiet, og det gør landet til et af de vigtigste indrejselande til Europa for flygtninge fra Afrika og Asien. I 2012 rejste omkring 80 procent af alle migranter og flygtninge ind i Europa via Grækenland. Det har skabt et pres på det græske asylsystem, der har været brudt sammen i flere år. Det er næsten umuligt for flygtninge, der er kommet til Grækenland, at få behandlet deres asylsag. Ligesom det var tilfældet for Hussein, kan mange flygtninge ikke få lov at ansøge om asyl i Grækenland, og det betyder, at de opholder sig ulovligt i landet. I stedet lever mange flygtninge i landet som illegale migranter;

de får ingen hjælp af de græske myndigheder, og mange af dem er hjemløse. Samtidig lider landet i disse år under en svær økonomisk krise, og både migranter og indbyggere i landet har svært ved at finde arbejde. Højreekstremismen er i kraftig vækst i landet, og der er rapporteret flere tilfælde af voldelige overfald på migranter. I 2011 fastslog Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at forholdene for asylansøgere i Grækenland var i strid med menneskerettighederne. Dommen har betydet, at Danmark og andre EU-lande ikke længere kan sende asylansøgere tilbage til Grækenland. Det er denne dom, der er grunden til, at Hussein ikke bliver sendt tilbage til Grækenland, da han kommer til Danmark i 2012.

Foto: Julie Nynne Bune

S.34

FLYGTNING OG HJEMLØS I ITALIEN Grækenland er ikke det eneste land i EU, hvor der

OPGAVE: SAMARBEJDER EU-LANDENE OM ASYLPOLITIKKEN? Søg på nettet efter de følgende artikler og læs dem:

er problemer med at skabe ordentlige forhold

Asylstrøm til Danmark er i toppen i EU,

for asylansøgere. Også lande som Bulgarien,

Politiken den 9. november 2014

Ungarn og Spanien modtager flere asylansø-

Asylansøgere fra Eritrea skræmmes fra land til land,

gere, end deres asylsystemer kan klare.

Politiken den 16. december 2014.

Det gælder også Italien, som har oplevet en stor stigning af bådflygtninge og migranter siden begyndelsen af Det Arabiske Forår i 2011. Asylansøgere bliver indkvarteret i meget primitive og ofte overbelagte asylcentre. Italien mangler faciliteter til at tage imod flygtninge,

Undersøg i grupper på baggrund af artiklerne: Hvad er danske politikeres holdning til, hvad den danske asylpolitik skal signalere?

Hvordan forholder forskellige politiske partier sig til Dublinforordningen?

når de har fået asyl i landet. Samtidig betyder landets økonomiske krise, at arbejdsløsheden er høj, og at flygtninge har svært ved at finde arbejde og et sted at bo. Når asylansøgere bliver anerkendt som flygtninge i Italien, betyder det derfor i praksis ofte, at deres tilværelse

Dublinforordningen og Frontex er nogle af de indsatser, som

EU-landene er blevet enige om at iværksætte for at samarbejde

om asylområdet. Men det meste af den lovgivning, der bestemmer, hvordan asylansøgere bliver behandlet i de forskellige lande, vedtages i de enkelte lande.

forværres i forhold til, da de var asylansøgere. Mange flygtninge oplever at blive set ned på og diskrimineret i det italienske samfund.

Diskutér i klassen: Er der brug for mere samarbejde i EU om asylområdet? Hvordan skal asylansøgere fordeles i EU?

Hvordan skal personer, der kommer til EU som asylansøgere behandles?

Hvilke rettigheder skal personer, der får asyl i EU, have?

Foto: Julie Nynne Bune

S.35

Erfan: “Vi var helt alene”

an I se det lys på den anden side? I skal bare sejle direkte mod det, så er I i Grækenland.” Erfans flugt fra Afghanistan havde nu bragt ham til den tyrkiske vestkyst. Sammen med sin søster og 14 andre flygtninge satte han ud i en lille robåd med kurs mod Grækenland. De tænkte, at de godt kunne klare turen, for vandet var roligt den nat. Sejlturen tog fem timer, men efterhånden som tiden gik, blev de bange, for båden var tungt lastet, og den tog vand ind. De skiftedes til at skovle vand ud, for at båden ikke skulle kæntre. Da de var omkring 100 meter fra den græske kyst, blev de opdaget af en politibåd, som forhindrede dem i at nå kysten. Båden tog Erfan og de andre flygtninge ombord og begyndte at sejle tilbage mod den tyrkiske kyst for at sætte dem af dér. Men da de kom tæt på, lå der både fra det tyrkiske søværn, som forhindrede den græske politibåd i at sejle helt ind til kysten. Politibåden sejlede til et nyt sted, men også her var der både fra det tyrkiske søværn. Erfan fortæller: “Vi var heldige: Hvis ikke det tyrkiske politi havde været der, så var jeg måske ikke i Danmark nu. Til sidst gav det græske politi op og tog os med tilbage til Grækenland til øen Lesbos.” På Lesbos blev Erfan og de andre flygtninge undersøgt af læger, som tjekkede, om de havde nogen sygdomme. Bagefter blev de sendt til et asylcenter, hvor der var 3-400 asylansøgere. Erfan og hans søster blev dér og ventede på deres bror, som de ikke havde set siden Istanbul. De ventede i en uge, uden at han kom, og til sidst fik de besked på at rejse til Athen. Erfan sagde, at han ville vente på sin bror lidt endnu, men en politimand svarede: “Kan du se alle de mennesker? De venter næsten alle sammen på nogen. Vi kan ikke beholde jer her.” Erfan og hans søster fik nogle papirer og billetter til at rejse til Athen. I Athen fik de kontakt til en ny menneskesmugler, som arbejdede sammen med deres menneskesmugler i Tyrkiet. De ventede

hos ham, mens de fortsat håbede, at deres bror ville komme til Athen.

I FÆNGSEL Da der var gået fire måneder, uden at deres bror var kommet, sagde menneskesmugleren, at pengene var ved at slippe op. Erfan og hans søster kunne ikke længere bo hos ham, og han kunne ikke blive ved med at give dem mad. Han skaffede to falske pas til dem og fortalte, at de godt kunne flyve ud af Grækenland med disse pas, hvis de fløj fra lufthavnen på Kreta. Men de blev stoppet, da de skulle tjekke ind. Erfan anede uråd og sagde til sin søster: “Jeg tror, de har ringet til politiet. Jeg holder øje med vores bagage, og så går du udenfor. Hvis der kommer politi, så bare løb!” Erfan vidste, at fængslerne i Grækenland kan være barske for piger. Ganske rigtigt kom politiet, og Erfan blev fængslet, fordi han havde forsøgt at rejse ulovligt ud af Grækenland. Efter 13 dage blev Erfan løsladt. Han fik fat i en telefon og ringede til sin søster, som igen var hos deres smugler. Erfan talte med smugleren, og han skaffede en billet, så Erfan kunne sejle til Athen. Erfan og hans søster blev i Athen i nogle uger endnu, indtil smugleren havde skaffet nogle nye pas, hvor billederne lignede Erfan og hans søster virkelig meget. De tog til lufthavnen, og denne gang fik de boardingkort og fløj ud af Grækenland og videre til Paris, hvorfra smugleren havde planlagt, at de skulle rejse med tog og bus til Danmark. Erfan fortæller: “På nogle måder var det værre i Grækenland end i Iran og Afghanistan. Der var ikke noget arbejde, folk var desperate og ved at dø af sult. Derfor gjorde de alt for at få penge. Vi var i Grækenland i næsten fem måneder. Vi boede i en stor lejlighed med mange værelser, og der boede 10-12 personer i hvert værelse. Der var ingen, der havde råd til andet. Det var virkelig hårdt for os. Jeg var helt alene med min søster i et fremmed land, og vi havde mistet vores bror.”

S.36

BAGGRUND

FRONTEX: VAGT VED EU’S YDRE GRÆNSER HVORFOR BLIVER ERFAN IKKE SENDT TILBAGE TIL GRÆKENLAND? Ligesom Hussein er Erfan blevet registreret med fingeraftryk i Grækenland. Selv om han allerede kommer til Danmark i 2008 – før dommen fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol – bliver heller ikke han og hans søster sendt tilbage til Grækenland. Det skyldes, at den daværende danske integrationsminister allerede i 2008 besluttede at stoppe med at sende uledsagede mindreårige asylansøgere tilbage til Grækenland. Erfan og hans søster var 16 og 14 år, da de kom til Danmark.

lygtninge har ikke mulighed for at søge om asyl i et EU-land, hvis de ikke befinder sig i det pågældende land. Og i mange af Europas nabolande er det ikke muligt for flygtninge at søge asyl. Som du tidligere har læst om, gælder det for eksempel i Tyrkiet, som kun giver asyl til mennesker fra Europa. Andre lande som eksempelvis Libyen har ikke underskrevet internationale aftaler om menneskerettigheder, og flygtninge har ikke mulighed for at søge eller opnå asyl i landet. For mange flygtninge er det derfor nødvendigt at komme ind i Europa for at kunne ansøge om asyl og blive anerkendt som flygtninge. Men der kommer også migranter illegalt til EU, som ikke har tænkt sig at søge asyl. Og da bevægelse mellem mange af EU’s lande er fri på grund af Schengen-aftalen, har EU iværksat en fælles indsats for at vogte unionens ydre grænser og forhindre illegal migration til EU. Denne

S.37

OPGAVE: HVAD SKAL VI KALDE MENNESKER, DER KOMMER TIL EUROPA UDEN PAPIRER? Som du kan læse i tekststykket om Frontex, kan

personer, der ikke kan ansøge om asyl, heller ikke

blive anerkendt som flygtninge. Der er meget politik i, hvad man vælger at kalde de mennesker, som

kommer til Europa uden de nødvendige indrejsepapirer. Søg på nettet efter de følgende artikler og læs dem:

K: Regeringen må standse illegal indvandring, Berlingske den 16. oktober 2013 EU må sikre bedre hjælp til bådflygtninge, amnesty.dk den 24. oktober 2013

Bådflygtningene finder hele tiden farligere veje, Information den 9. oktober 2013 Undersøg i grupper: Hvad kalder forskellige parter (politiske partier, interesseorganisationer, forskere) mennesker, der kommer til Europa uden de nødvendige dokumenter?

Hvilke interesser tror du, der ligger bag de forskellige betegnelser? Foto: Scanpix

Hvad synes du, er den mest korrekte betegnelse?

indsats varetages af det europæiske grænseagentur, Frontex. Frontex samarbejder med lande både i og uden for EU. De patruljerer ved EU’s ydre grænser og overvåger desuden de største migrationsruter til Europa med satellitter og fly. Frontex er blevet kritiseret af menneskerettighedsorganisationer for at forhindre flygtninge i at søge asyl, som de ellers har ret til ifølge Flygtningekonventionen og Verdenserklæringen om menneskerettigheder (se kapitel 1). Frontex blev dannet i 2004, fordi de sydlige medlemslande med Dublinforordningen blev ansvarlige for hovedparten af asylansøgninger i EU. Derfor pressede disse lande på, for at EU også skulle samarbejde om at bevogte grænserne. Udgifterne til Frontex’ arbejde er vokset fra omkring 6 millioner euro i 2005 til omkring 90 millioner i 2009, hvor de har ligget siden. (Tal: Frontex)

Begrund dit valg.

TVUNGET TILBAGE Ligesom Erfan forsøger mange flygtninge at nå til Europa ved at sejle over Middelhavet. Turen over havet er en farlig rejse, bådene er ofte små og overfyldte, og de er livsfarlige i dårligt vejr. Og ligesom Erfan oplever nogle flygtninge, at de med magt bliver ført tilbage, inden de når europæisk territorium. Fænomenet hedder en push back-operation, og selv om push back-operationer er ulovlige, er de ifølge flere organisationer (blandt andet den tyske ngo Pro Asyl) ikke ualmindelige ved EU’s grænser.

Foto: UNHCR/B. Szandelszky

S.38

OPGAVE: HVORDAN ER HVERDAGEN SOM FLYGTNING I GRÆKENLAND? På hjemmesiden www.facingeurope.org kan du

Læs teksten ”Fanget i Grækenland” her i hæftet og

af dem har også skrevet om deres tanker i forbindel-

er flygtning og bor på gaden i Grækenland. Skriv et

finde billeder taget af flygtninge i Grækenland. Flere se med billederne. Billederne og teksterne giver et indtryk af flygtninges hverdag i Grækenland.

kig på billederne på hjemmesiden. Forestil dig, at du brev til din familie i dit hjemland, hvor du fortæller om dit liv som flygtning i Europa.

S.39

4 N

Kapitel 4

Flygtning i Danmark

år en flygtning kommer til Danmark og ansøger om asyl, er det måske første gang siden afrejsen fra hjemlandet, at han eller hun kan føle sig tryg. Både Erfan og Hussein kan fortælle om at blive taget godt imod på de danske asylcentre og om lettelse ved at være kommet til et land, hvor asylsystemet fungerer. Mange flygtninge vil kunne fortælle noget lignende om deres møde med Danmark. Men i Danmark venter dem også en politisk virkelighed, hvor flygtninge og asylansøgere ofte er til debat og er et emne af stor betydning for indenrigspolitikken, og hvem der kan opnå regeringsmagten. Hvor forventningerne til de nye medborgere kan være tårnhøje, og tonen til tider barsk. Mange flygtninge kan fortælle om opslidende ventetid i asylcentret og om en lurende frygt for at blive sendt

tilbage – til Grækenland, Syrien, Afghanistan eller et andet sted, hvor de ikke er i sikkerhed. Mange af dem, som bliver anerkendt som flygtninge i det danske asylsystem, kan fortælle om lettelse og glæde ved at få lov at blive i Danmark, men også om forvirring, frustrationer og savn, når de forsøger at finde danske venner og skabe sig et nyt liv i en mindre dansk kommune. I dette kapitel kan du læse mere om de rammer, som møder flygtninge, der kommer til Danmark. Du kan læse om den danske asylproces, om det program for integration, som anerkendte flygtninge skal igennem, og om forskellige former for opholdstilladelser. Som tidligere vil du også høre Erfan, Hussein og Gracias fortælle – om de udfordringer, de har mødt og møder i Danmark, og om deres store taknemmelighed for at have fået beskyttelse i Danmark.

S.40

Erfan: “Alle var virkelig søde”

fter ni måneders flugt gennem Afghanistan, Iran, Tyrkiet, Grækenland og Europa kom Erfan og hans søster til Danmark i 2008. De ankom med tog til Kolding station en tidlig morgen. De gik ind på en politistation og sagde, at de ville søge asyl, og blev derefter afhørt i to timer. Erfan var på det tidspunkt 16 år gammel, og hans søster var 14, så de blev kørt til asylcentret i Sjælsmark på Sjælland, som var et særligt asylcenter for uledsagede mindreårige asylansøgere. Erfan fortæller, at de ansatte i asylcentret var virkelig søde: “De talte roligt til os og forklarede for eksempel, at asylcentret lå tæt på et militært øvelsesterræn, og at alt hvad der skete i området ikke havde noget med os at gøre, det var bare danske soldater, der skulle lære at skyde. Min søster var den yngste på centret på det tidspunkt, og de holdt godt øje med, at der ikke skete hende noget.” Efter nogle måneder skulle Erfan og hans søster til interview hos Udlændingeservice i Sandholm. De blev interviewet hver for sig, begge i omkring fem-seks timer. Det vigtigste spørgsmål i interviewet var, hvorfor de var flygtet. De fortalte om den rigmand, som havde givet Erfans søster problemer

i Afghanistan, og også om krigen i Afghanistan, som Udlændingeservice allerede vidste en masse om. Efter tre måneder i asylcentret i Sjælsmark blev Erfan og hans søster flyttet til et asylcenter i Gribskov. Da de havde været der i cirka tre måneder, ringede Erfans værge til ham og sagde, at de skulle mødes, og at der ville komme en fra kommunen. Erfans første tanke var, om der kunne være noget galt, men han kunne høre på hendes stemme, at hun var meget glad: “Så min søster, vores værge og jeg gik alle sammen med til samtalen, og vi fik at vide, at vi havde fået asyl. Vi blev helt vildt glade. Nu vidste vi, at vi aldrig skulle tilbage til Afghanistan, Iran eller Grækenland, at vi kunne få lov at blive i Danmark.” Erfan og hans søster flyttede ind på et børnehjem i Vedbæk i Rudersdal Kommune nord for København, og de startede i sprogskole. Da Erfan blev 18, flyttede han til en ungdomsbolig i Holte, og her bor han endnu. Han læser grafisk design og klarer sig godt, selv om det danske sprog stadig volder ham problemer. Efter halvandet år i sprogskole følte Erfan sig klar til at tage en prøve. Prøven gik fint, og Erfan fik 10, men i dag fortryder han, at han ikke blev på sprogskolen i de tre år,

S.41

OPGAVE: HVAD SIGER ASYLTALLENE? han kunne få lov til: “Det var min største fejl. Jeg tænkte hele tiden på, at jeg skulle videre med uddannelse og arbejde. I dag kan jeg godt have problemer i skolen – det er ikke altid, jeg forstår, hvad læreren siger, når han sidder foran en computer 20 meter fra mig og taler. Jeg kan ikke sige, at jeg ikke forstår det, for der sidder jo en masse andre, og de skal ikke vente på mig. Men på den anden side synes jeg alligevel også, at jeg klarer mig godt her i Danmark.”

Grafen viser, hvor mange mennesker, der har søgt

om asyl i Danmark i udvalgte år mellem 1993 og 2014. Grafen viser nogle af de højeste og laveste tal inden

for denne årrække. Bemærk, at tallene dækker over

personer, der søger asyl, og altså ikke siger noget om, hvor mange der får asyl.

Kig på tallene og tænk over: Hvilke faktorer kan have betydning for, hvor mange asylansøgere, der kommer til Danmark?

14.815

15000 14.347* 12000 9370

9000 6000

5115

4593

3000

1960

0 1993*

1998

2003

2006

2010

2014

(Tal: Udlændingestyrelsen) *Tallet fra 1993 omfatter udelukkende personer, der har fået behandlet deres asylsag i Danmark. Tallene fra de øvrige år omfatter også personer returneret til andre EU-lande (jf. kapitel 3).

S.42

Hussein: “Ventetiden gjorde os trætte”

in kone bor derinde!” Hussein kunne ikke tro sine egne ører, da han stod foran døren til et værelse på Sandholm asylcenter. Han tøvede, inden han bankede på døren. Han vidste ikke, hvordan han skulle reagere, når han om lidt skulle gense sin kone efter mere end fem måneders adskillelse. Skulle han kysse hende, kramme hende, grine eller græde, eller hvad skulle han gøre? Han bankede på. “Døren blev åbnet, og min kone kiggede på mig med et forundret udtryk i ansigtet. Jeg kunne se tusindvis af farver i hendes øjne, og jeg kunne mærke vores sjæle løbe imod hinanden, inden vores kroppe mødtes i et kram. Jeg havde ikke fortalt hende, at jeg var på vej. Mange af de gange, hvor jeg havde forsøgt at forlade Grækenland, havde jeg fortalt hende om det, og hun var blevet ked af det og skuffet, når hun hørte, at det ikke lykkedes. Min søn kom løbende imod mig og hoppede op på mit skød. Det var en dag, jeg aldrig vil glemme. Igennem fem måneder i Grækenland havde jeg langsomt mistet troen på, at jeg nogensinde ville se min familie igen.”

OPGAVE: HVORDAN ER HVERDAGEN I ET ASYLCENTER? Søg på nettet efter beskrivelser af, hvordan det

er at bo i et asylcenter. (Tips til søgeord: hverdag i et

asylcenter, livet i et asylcenter, ventetid). Gå sammen i

grupper. Forestil jer, at en af jer er journalist og besøger at asylcenter. De andre i gruppen er asylansøgere. Lav en reportage fra asylcentret (avisartikel, radioindslag eller tv-indslag), hvor ‘asylansøgerne’ fortæller om: Hvad laver du på en typisk dag?

Hvad tænker du på i løbet af en dag? Hvad er dit håb for fremtiden?

Hussein og hans familie blev i Sandholm i 20 dage, hvorefter de blev flyttet til Auderød asylcenter. Her boede de i 40 dage i en skurvogn, og så flyttede de til Odense. Det var et nyt asylcenter, og Hussein syntes, det var et rigtig godt sted. Alligevel var det svært for dem at bo i asylcenter. De var rejst fra Syrien og havde været i Grækenland, og de ledte efter et sted at være i sikkerhed og tryghed. Inden de kom til Danmark, havde de troet, at de straks ville få lov til at blive i landet. De havde ingen ide om, at en asylsag i Danmark betød, at de skulle til lange interviews med politi og myndigheder. Hussein fortæller om tiden i asylcentret: “Dem, der arbejdede på asylcentrene, var virkelig søde mennesker, som altid prøvede at hjælpe os og de andre asylansøgere. Men i asylcentret venter man og laver ingenting. Så vi blev trætte. Vi skændtes meget og bebrejdede hinanden vores situation. Vi var usikre på fremtiden: Hvad ville der ske? Kunne vi få arbejde? Kunne vi få lov at blive her i Danmark, eller ville vi blive sendt tilbage til Syrien eller Grækenland? Hvordan gik det med sagen? Derfor var det hårdt for os.”

S.43

Hussein husker den dag, hvor der kom brev fra Udlændingestyrelsen, og han åbnede det: “Det var et brev om, at vi fik opholdstilladelse. Min kone havde det virkelig svært på det tidspunkt; hun havde mistet håbet. Hun gik ikke udenfor, hun lavede ingenting, hun savnede sin familie og sine venner. Så da jeg kom op

og fortalte hende, at vi havde fået et brev, hvor der stod, at vi havde fået asyl, lyste hendes ansigt op i et stort smil fra øre til øre. Hun blev meget glad. Og vi sagde til hinanden, at nu skulle vi begynde vores nye liv og prøve at glemme, hvad vi havde haft af dårlige oplevelser.”

S.44

BAGGRUND EN ASYLANSØGERS VEJ GENNEM SYSTEMET Når en flygtning som Hussein eller Erfan kommer til Danmark og søger asyl, går det danske asylsystem i gang. De danske myndigheder skal tage stilling til, om asylansøgeren faktisk er flygtning og har krav på asyl i Danmark.

ANKOMST TIL DANMARK En person, der kommer til Danmark for at søge asyl, skal registreres hos politiet. Politiet registrerer asylansøgerens navn, nationalitet og fødselsdato, tager fingeraftryk og et billede af asylansøgeren. Herefter skal asylansøgeren til en samtale med Udlændingestyrelsen. Ved denne samtale lægges asylansøgerens identitet, rejserute, personlige forhold og asylmotiv fast. På baggrund af samtalen og politiets registrering bestemmer Udlændingestyrelsen, om sagen skal behandles i Danmark. Mens asylansøgeren venter på afgørelsen af, om sagen skal behandles i Danmark, bor vedkommende i et modtagecenter, for eksempel Center Sandholm.

DANSK SAGSBEHANDLING Hvis sagen skal behandles i Danmark, skal asylansøgeren til interview med Udlændingestyrelsen. Ved interviewet deltager asylansøgeren, en sagsbehandler fra Udlændingestyrelsen og en tolk. Interviewet tager ofte mange timer. Oplysningerne fra interviewet og den tidligere samtale bliver sammenlignet med den viden, Udlændingestyrelsen har om situationen i hjemlandet. På den baggrund vurderer Udlændingestyrelsen, om ansøgerens asylmotiv berettiger til beskyttelse i Danmark. Asylansøgerens troværdighed bliver også vurderet. Herefter giver Udlændingestyrelsen asyl eller afslag. Hvis Udlændingestyrelsen giver afslag på asyl, ankes sagen automatisk til Flygtningenævnet. Asylansøgeren får en advokat, og sammen med en tolk forelægger de sagen mundtligt for Flygtningenævnet. I januar 2015 bestod nævnet af fem personer: en dommer, en advokat, et medlem fra Justitsministeriet, et medlem fra Udenrigsministeriet og et medlem indstillet af Dansk Flygtningehjælp. Flygtningenævnet kan erklære sig enig i Udlændingestyrelsens afgørelse og give afslag på asyl, eller de kan erklære sig uenige og give asyl. I 2014 var nævnet uenig i 16 % af Udlændingestyrelsens afslag. Afgørelsen fra Flygtningenævnet kan ikke ankes. Mens asylansøgeren venter på svar fra Udlændingestyrelsen og eventuelt Flygtningenævnet, bor han eller hun i et asylcenter. Asylcentrene er drevet af Røde Kors eller af en kommune.

ASYL I DANMARK Hvis en asylansøger bliver anerkendt som flygtning og får asyl i Danmark, får vedkommende en midlertidig opholdstilladelse og skal i gang med integrationen i Danmark. Asylansøgeren skal flytte ud af asylcentret og til en kommune, som Udlændingestyrelsen vælger.

S.45

UDSENDELSE TIL EU-LAND Hvis asylansøgeren har afgivet sit fingeraftryk i et andet EU-land, før han eller hun rejste ind i Danmark, er det dette EU-land, der skal behandle asylansøgningen. Det skyldes den såkaldte Dublinforordning vedtaget af EU’s medlemslande (se kapitel 3). ANSØGNING OM HUMANITÆRT OPHOLD En asylansøger, som har fået afslag på asyl af Udlændingestyrelsen eller Flygtningenævnet, kan ansøge om en humanitær opholdstilladelse. Det er Justitsministeriet (tidligere Integrationsministeriet), der behandler sagen. Humanitær opholdstilladelse gives kun meget sjældent – for eksempel til personer, der lider af en livstruende sygdom, som de ikke kan få behandling for i hjemlandet. En humanitær opholdstilladelse gælder for en tidsbegrænset periode, hvorefter den skal genansøges. UDSENDELSE TIL HJEMLAND Hvis Flygtningenævnet ligesom Udlændingestyrelsen giver afslag på asyl, skal asylansøgeren rejse ud af Danmark. Hvis den afviste asylansøger ikke rejser frivilligt, skal han eller hun tvangsudsendes af politiet. Dette arbejde kan trække ud. Det kan tage lang tid at få en aftale med hjemlandet om, at de skal tage imod den afviste asylansøger. Det kan også være, at et land helt nægter at modtage egne borgere. I nogle tilfælde forsinkes hjemsendelsen, fordi den afviste asylansøger ikke vil samarbejde med politiet. En asylansøger, der er udvist af Danmark, skal bo i et udrejsecenter, for eksempel Center Sjælsmark. Nogle afviste asylansøgere bor i årevis i danske asylcentre, fordi de ikke kan tvangsudsendes.

S.46

Hussein: “Der er stille her i Hørning”

a Hussein og hans familie havde fået brev om, at de havde fået asyl, fik de at vide, at de skulle bo i Skanderborg Kommune. De fik anvist en bolig i Hørning, som ligger sydvest for Aarhus. Hussein og hans kone begyndte i sprogskole, og deres søn startede i en dansk børnehave. I dag går drengen i folkeskole, og der er kommet endnu et familiemedlem til; en pige på halvandet år, som går i vuggestue. Hussein og hans kone er i fuld gang med sprogskole, erhvervspraktik og frivilligt arbejde, og de håber snart at kunne finde arbejde. Hussein synes, at familien er faldet godt til i Danmark. Men der er også ting, der er svære. Det er hårdt at savne sine forældre og sin familie og ikke vide, hvordan de har det hjemme i Syrien. Og at blive mindet om, hvilke farer de er udsat for, hver gang man ser nyheder eller læser en avis. Det er svært for Hussein, at han ikke

ved, om han nogensinde kommer til at kunne bruge sin uddannelse som jurist i Danmark, hvor det juridiske system er anderledes end i Syrien. Særligt i begyndelsen voldte det Hussein besvær at vænne sig til det stille liv i Hørning: “Vi skulle begynde helt forfra med et nyt liv i et nyt samfund med nye mennesker, en ny kultur, nye traditioner og så videre. Vi gør, hvad vi kan for at integrere os her. Men al begyndelse er svær. Jeg tror, det er derfor, at man begynder livet med at græde. Jeg var en meget aktiv mand i Syrien. Jeg tog en uddannelse, spillede fodbold, var medlem af et parti og havde et stort netværk. Jeg havde svært ved at vænne mig til livet her, hvor jeg i starten kun gik i skole og var hjemme. For os er Hørning en lillebitte landsby. Her er ikke så mange aktiviteter, man kan deltage i, og det er ikke nemt for os at få kontakt til danskere her i byen. Jeg prøver altid at være åben og

S.47

snakke med alle, men det er ikke let. Jeg har danske venner i København og Aarhus, men jeg har ikke fået nogen her i Hørning endnu. På den anden side er det en rigtig god by for vores børn at vokse op i. Det er dejligt, at skolen er tæt på, og vores søn kan selv gå til skole og fritidshjem. Da vi kom til Hørning, var vores søn det eneste barn i børnehaven med flygtningebaggrund, og alle var helt vilde med ham. Men for min kone og mig kunne det være godt at bo i en større by. Der er stille her i Hørning.”

Hver aften samles familien i køkkenet om spisebordet. Både Sherin og Hussein er glade for at have gæster og servere mad for dem. Menuen er typisk retter fra det syriske og kurdiske køkken.

S.48

BAGGRUND

INTEGRATION AF FLYGTNINGE

år flygtninge har fået asyl i Danmark, bliver de omfattet af Integrationsloven, som Folketinget har vedtaget. Integrationsloven omfatter blandt andet ret og pligt til at deltage i et integrationsprogram, og at flygtningen skal flytte til en bestemt kommune. En flygtning, som har fået asyl, skal flytte ud af asylcentret til en almindelig bolig. Udlændingestyrelsen bestemmer, hvilken kommune flygtninge skal bo i. Det kaldes boligplacering og er et forsøg på at fordele flygtninge jævnt i landets kommuner. I kommunen skal flygtninge i gang med et treårigt integrationsprogram, som omfatter undervisning i dansk og en beskæftigelsesindsats: Som flygtning har man ret til at modtage gratis undervisning i dansk sprog. Flygtninge skal desuden deltage i aktiviteter, som skal hjælpe dem med at komme i arbejde, hvis de ikke selv finder et job. De modtager undervisning i danske samfundsforhold og skal underskrive en integrationskontrakt med deres kommune. Hvis flygtninge deltager i integrationsprogrammet, som de skal, og ikke har nogen indtægt, er de berettigede til økonomisk støtte lige som andre danskere. Efter tre år må de selv bestemme, hvor i landet de vil bo.

OPGAVE: LOKAL INTEGRATION – HAR VI PLADS? Som du har kunnet læse i dette kapitel, er det de

danske kommuner, der har ansvaret for at hjælpe

flygtninge i gang i det danske samfund. Indimellem

opstår der debat om, hvorvidt flygtninge og asylansøgere er en belastning for et lokalsamfund eller en res-

source. Et eksempel på det er den debat, der fulgte, da

der i 2014 og 2015 kom flere asylansøgere og flygtninge til Danmark – særligt fra Syrien. Søg på nettet efter de følgende artikler eller find selv artikler, der ligner:

70 problemer i Holte, Information den 8. oktober 2014 Langeland spinder guld på asylansøgere, Berlingske den 27. oktober 2014

Modstand mod flygtninge på skole: Børnene ville være helt uskærmede, nyhederne.tv2.dk den 6. januar 2015

Læs artiklerne. Gå sammen i par og undersøg og diskutér:

Hvilke argumenter bliver der brugt for, at flygtninge er henholdsvis en ressource eller en belastning i et lokalsamfund?

Hvad mener I, at kommunerne og lokalsamfundene

kan gøre, for at flygtninge og asylansøgere bliver en ressource i stedet for en belastning?

Hvad kan der gøres i Skanderborg Kommune for, at Hussein bedre kan bidrage med det, han gerne vil?

Præsentér for resten af klassen, hvad I er kommet frem til.

S.49

BAGGRUND

VEJEN TIL DANSK STATSBORGERSKAB

år flygtninge får asyl i Danmark, får de en midlertidig opholdstilladelse, som gælder i et bestemt antal år. Når den midlertidige opholdstilladelse er ved at udløbe, skal man søge om at få den forlænget. Men hvis situationen i flygtningens hjemland i mellemtiden har forandret sig, så han eller hun ikke længere er i fare for at blive forfulgt, bliver opholdstilladelsen ikke forlænget. I så fald skal flygtningen rejse ud af Danmark. Når en flygtning har haft asyl i Danmark i fem år, kan han eller hun ansøge om permanent opholdstilladelse. Med en permanent opholdstilladelse kan man leve og arbejde i Danmark resten af sit liv. Man kan kun miste den i særlige tilfælde, for eksempel hvis man har begået grov kriminalitet. For at opnå permanent opholdstilladelse skal man leve op til en række krav om blandt andet beskæftigelse, dansk sprog, og man må ikke have gæld til det offentlige, som har overskredet betalingsfristen. Siden 2012 har flygtninge kunnet få permanent opholdstilladelse efter otte år, selv om de ikke opfylder alle kravene. De kan blive

undtaget fra kravene, hvis det er deres flygtningebaggrund, der er skyld i, at de ikke kan opfylde kravene. Det har for eksempel stor betydning for traumatiserede flygtninge. Hvis en flygtning har permanent opholdstilladelse og sammenlagt har haft opholdstilladelse i Danmark i minimum otte år, kan han eller hun søge om dansk statsborgerskab. Med et dansk statsborgerskab bliver en person fuldgyldig borger i Danmark. Det betyder, blandt andet, at man får ret til at stemme ved Folketingsvalg og et dansk pas. Danske statsborgere kan ikke udvises af Danmark. Ligesom ved permanent opholdstilladelse er der en række krav, som man skal opfylde for at kunne få dansk statsborgerskab. Blandt andet skal man have bestået en prøve i dansk på et bestemt niveau og den såkaldte statsborgerskabsprøve, som omhandler danske samfundsforhold. Man skal være selvforsørgende og må ikke have begået kriminalitet eller have gæld til det offentlige, som har overskredet betalingsfristen.

S.50

Gracias “Vi prøver at give tilbage”

racias kan godt lide at bo i Danmark. Han sætter pris på, at der er fred i Danmark, og at han og hans familie ikke behøver at frygte, at der udbryder krig. Gracias siger, at han føler, at der er styr på tingene i Danmark. Man står ikke alene og kan få hjælp, for eksempel hvis man mister sit arbejde. Men noget af det, som er ret forskelligt i forhold til Congo, er, at danskere har meget travlt. “Jeg har mange kammerater, men når jeg ringer til dem og spørger, om vi skal finde ud af noget, så har de ofte ikke tid. I Congo kan man altid ringe på sin fætters dør, og så skal han være parat til at modtage én som gæst. Tingene er mere planlagte i Danmark. I starten havde jeg og min familie lidt problemer med at forstå, hvor stor en rolle klokken spiller i Danmark. Hvis jeg skulle møde kl. 8.10 i skolen, kunne jeg for eksempel finde på at komme klokken 8.30.” Gracias har været fire måneder i militæret og arbejder lige nu på at blive klar til at læse til læge eller sygeplejerske. I sin fritid laver han frivilligt arbejde, blandt andet i Dansk Congolesisk Forening, som hans far har været med til at oprette. Foreningen arbejder for at få congolesere og andre afrikanere til at være aktive medborgere i Danmark. I foreningen snakker de også

om, hvad god integration er. Gracias fortæller om sin egen holdning: “Danmark har først og fremmest taget imod os, så efter min mening er det også op til os at vise, at vi er taknemmelige for det, at vi gerne vil bidrage til landets udvikling, og at vi vil lære dansk og arbejde. Da jeg gik på hf i Skive, sad jeg tit i min egen verden og tænkte på, hvornår jeg ville få fri. Og så er det klart, at lærerne fik det indtryk af mig, at jeg ikke gad at lave noget. Det er selvfølgelig nemt for mig at sige; det kan jo godt være, at der er nogen, der har brug for et lille skub. Men jeg har lært af min tid her i Danmark, at når jeg ikke klarer mig som forventet, så må jeg tænke: “Hvad kan jeg gøre mere?” Gracias siger dog også, at det kan være sværere for den ældre generation at få lov at bidrage med det, de kan. Nogle kommer til Danmark som lærere, læger eller med anden uddannelse, som de har svært ved at bruge, fordi de har svært ved det danske sprog, eller fordi deres uddannelser ikke bliver anerkendt i Danmark. Både Gracias’ far og mor har haft alt muligt forskelligt arbejde i Danmark, men det har været svært for dem at affinde sig med, at de ikke kan bruge deres uddannelser fra Congo, hvor de var henholdsvis lærer på det tekniske universitet og sekretær. “Med tiden

S.51

har vi dog alle sammen fået det bedre. I starten savnede vi alle mulige forskellige ting fra Congo, men vi har lært at være glade for det, vi har her. Vi har været nogle af de heldige, der er kommet til Danmark og har fået hjælp – både til at gå i skole og få mad på bordet, så vi er faktisk en hel familie, der gerne vil give tilbage.”

DANMARK ER MIT HJEM NU I dag betragter Gracias Danmark som sit hjem. Han fortæller: “Hjem er for mig et sted, man har det godt, og hvor der ikke er uro. Hjem er, at man kan sove trygt om natten, at man har

mad at spise, men også at man kan bevæge sig rundt. For mig behøver et hjem ikke at være et fancy hus med en lækker bil i garagen; hvis jeg bare kan stå op om morgenen og tænke: “Jeg har sovet godt i nat,” og møde folk, der smiler. Det er også vigtigt for mig at blive udfordret for eksempel ved at tage en uddannelse. Der, hvor man har hjemme, er ikke nødvendigvis der, hvor man er født. Ens rødder er det, som man er opvokset med, det, som man kender bedst, men det er noget andet end hjem. Hjem er, hvor man er tryg, er fri og kan bevæge sig.”

OPGAVE: HVAD SIGER POLITIKERNE OM INTEGRATION? Søg på internettet efter artikler, hvor politikere siger noget om integration af flygtninge. Det kan være på parti-

ernes hjemmesider, i forbindelse med

et nyt forslag til udlændingeloven eller i forbindelse med en konkret sag, for eksempel hvor en flygtning stod til udvisning af Danmark.

Undersøg i grupper: Hvor placerer forskellige politikere ansvaret for integration af flygtninge? Er der tale om forskellige opfattelser af, hvad integration er? Beskriv dem i så fald.

Hvorfor mener forskellige politikere, at integration er vigtigt? Tal om jeres resultater i klassen og diskutér: Hvad, mener I, er de afgørende faktorer for, at vi kan skabe god integration i Danmark?

S.52

BAGGRUND

FLYGTNINGE MED TRAUMER

åde Erfan, Gracias og Hussein har masser af ressourcer og gåpåmod, som hjælper dem til at klare sig i det danske samfund. Men der findes også flygtninge, der har sværere ved for eksempel at få arbejde eller lære dansk. Der findes ingen nøjagtige tal på området, men Dansk Flygtningehjælp anslår, at omkring en tredjedel af de flygtninge, der kommer til Danmark, lever med større eller mindre traumer. Det kan der være flere forklaringer på: At måtte forlade sit hjem og sin familie, venner og vante omgivelser kan udgøre store tab for et menneske. Mange flygtninge bærer på voldsomme oplevelser som krig, tortur og fysiske overgreb. Også flugten i sig selv og livet i et

asylcenter kan være traumatiserende for flygtninge. Nogle flygtninge får diagnosen PTSD. PTSD står for Post Traumatic Stress Disorder eller posttraumatisk stressforstyrrelse. Mennesker, som har PTSD, kan for eksempel have angst, søvnbesvær og problemer med at huske eller koncentrere sig. Andre symptomer er pludselige vredesudbrud, hjertebanken og svedeture. Når vi taler om flygtninge, er det vigtigt at huske, at de er forskellige og har forskellige forudsætninger for at kunne klare sig i Danmark. Langt de fleste kan og vil gerne integrere sig i det danske samfund, men nogle flygtninge har brug for ekstra støtte for at kunne klare sig.

S.53

OPGAVE: HVEM SKABER DEN GODE INTEGRATION?

DEN FØRSTE FLYGTNING I 1956 fik den første flygtning asyl i Danmark efter Flygtningekonventionen. Han hed Károly Kovács og kom fra Ungarn, hvor han havde været med i en opstand mod det sovjetkommunistiske styre. Károly flygtede til Wien, hvor han boede i et studenterhjem sammen med andre unge frihedskæmpere fra Ungarn. På hjemmet fik de besøg af to mænd fra den danske ambassade i Østrig, som havde til opgave at hente flygtninge fra opstanden i Ungarn til Danmark. Károly valgte at sige ja til tilbuddet om at følge med til Danmark. Han pakkede sine ting, og næste dag blev han

Læs Erfan, Hussein og Gracias’ fortællinger om at komme til Danmark og leve her. Undersøg i grupper: Hvordan oplever de tre flygtninge muligheden for at blive integreret i det danske samfund?

Hvad fremmer integrationen, og hvad bremser den? I afsnittet om den første flygtning i Danmark kan I læse om, hvordan de ungarske flygtninge blev modtaget i 1950erne. Læs desuden afsnittene

om opholdstilladelser i Danmark og flygtninge med traumer.

modtaget i Kastrup Lufthavn som en helt; badet i blitzlyset fra pressefotografer stod han og svarede på spørgsmål fra nysger rige journalister. Károly blev indkvarteret på 4. maj-kollegiet i Aarhus og hjulpet til rette af unge fra Aarhus Studenterforening. Han blev interviewet til Aarhus Stiftidende, og avisen bragte hans historie om at være frihedskæmper under kommuniststyret i en artikelserie over flere dage. Károly blev symbolet på en ung helt under den kolde krig, og i de følgende dage modtog han hilsner, gaver, julegodter og middagsinvitationer fra private danskere, der ville vise ham deres støtte og sympati.

Den første gruppe af flygtninge, som kom til Danmark, var ungarere, som blev drevet på flugt, da Sovjet i 1956 slog den ungarske opstand ned. Fotos: UNHCR

Undersøg i grupper: På hvilke måder er ’integration’ på spil i de forskellige tekststykker?

Hvordan har opfattelsen af flygtninge og integration ændret sig siden 1956?

Skal der være andre krav og forventninger

til flygtninge end til andre udlændinge, der bosætter sig i Danmark?

Fremlæg, hvad I er kommet frem til for klassen.

S.54

EFTERSKRIFT: MENNESKER I EN VERDEN AF GRÆNSER

vis man er født og opvokset i Danmark, kan man måske have en ide om, at verden ligger åben. Når man med sit rødbedefarvede pas kan rejse, hvorhen man vil – på charterferie, rygsækrejse eller for at arbejde eller studere – kan man let glemme, at ikke alle mennesker i verden har disse muligheder. På trods af at vi lever i en verden, hvor fly, skibe og tog er hurtigere end nogensinde, hvor vi er forbundet af internet, satellitter og internationale nyhedsstationer, findes der mennesker, for hvem situationen er en helt anden. For dem er de grænser, der adskiller verdens lande, tungt bevogtede og svære at krydse. Den verden, vi lever i, er på den ene side mere globalt forbundet end nogensinde før. På den anden side er det land, man kommer fra, altafgørende for, hvor fri man er til at bevæge sig rundt i denne globale verden. Nationalstaten er et vigtigt element i vores verden. Det på trods af, at verdens lande siden Anden Verdenskrig har bestræbt sig på at løse udfordringer som flygtninge og klimaforandringer på globalt plan, for

Diskutér: Hvad vil det sige at have et hjemland?

Hvad er det vigtigste, et land skal sikre over for sine borgere?

Hvordan ville verden se ud uden nationalstater og grænser imellem dem?

eksempel gennem internationale forbund som FN og EU. Men det globale samarbejde udfordres gang på gang af det forhold, at verdens ledere handler som ledere af deres nationalstater, og at det fortsat ser ud til, at det er nationalstatens interesser, der er det vigtigste for dem. Endelig er nationalstaten med til at bestemme, hvordan vi orienterer os i den globale verden. På trods af at flere og flere mennesker lever deres liv på tværs af nationale grænser, er nationalt tilhørsforhold fortsat en vigtig måde, hvorpå man identificerer hinanden – som danskere, amerikanere, syrere, afghanere eller congolesere. Ideen om, at nationalstaten bestemmer, hvor vi har hjemme i verden, lever fortsat stærkt. Men for flygtninge er det ikke så enkelt. De kommer fra lande, hvor de lever i usikkerhed og med risiko for forfølgelse. Hvor staten ikke sikrer deres rettigheder eller måske selv truer disse rettigheder. Derfor er flygtninge tvunget til at forlade deres hjemlande og bevæge sig ud i verden i søgen efter beskyttelse.

S.55

HER KAN DU LÆSE MERE Bøger

flygtning.dk – Dansk Flygtningehjælps

menneskeret.dk – Institut for Menneske-

Flygtning i Danmark: En kommenteret

hjemmeside. Her kan du finde diverse

rettigheders hjemmeside. Her kan du læse

introduktion til det danske asylsystem

udgivelser om flygtninge, blandt andet

om menneskerettigheder.

af Kim U. Kjær. 2003. Akademisk Forlag

landerapporter for nogle af de vigtigste lande, som flygtninge kommer fra.

nyidanmark.dk – Udlændingestyrelsens hjemmeside. Her kan du finde information

Flygtningenes danmarkshistorie 1954-2004 af Malene Grøndahl og

easo.europa.eu – En hjemmeside om asyl

om de danske regler for asylansøgere og

Carsten Fenger-Grøn. 2004. Aarhus

under EU. Hjemmesiden indeholder opda-

flygtninge og rapporter om asylområdet.

Universitetsforlag

terede tal angående asylansøgere til EU.

Hjemmesider

ecre.org – Hjemmeside for European

ngo Pro Asyl. Her kan du finde artikler og

asylumineurope.org – Indeholder oversigt

Council on Refugees and Exiles, en euro-

rapporter om europæisk asylpolitik

over asylforhold i forskellige EU-lande.

pæisk paraplyorganisation på flygtninge-

proasyl.de – Hjemmeside for den tyske

dengodemodtagelse.dk – Hjemmeside med

området. Her kan du finde viden om

rodekors.dk/det-goer-vi/asyl – Her kan

flygtninge og asyl i Europa.

du læse om Røde Kors’ arbejde på asylområdet, for eksempel i asylcentrene.

information om flygtninges overgang fra asylcenter til kommune. dfunk.dk – Her kan du finde viden om flygt-

frontex.europa.eu – Frontex’ hjemmeside. Her kan du blandt andet finde tal og ten-

unhcr.org – UNHCR’s hjemmeside. Her kan

denser vedrørende migration til EU.

du finde viden om flygtningeområdet både aktuelt og i et historisk perspektiv, og du

ninge i Danmark, Europa og internationalt, og du kan finde henvisninger til film og

integrationsviden.dk – Brugerdreven

kan finde rapporter og udgivelser med de

radio om flygtninge.

vidensportal, som indeholder information

seneste tal og tendenser.

om integrationsindsatser og overblik over dst.dk – Danmarks Statistik. Hjemmesiden har en underside om indvandrere og efterkommere, som også beskæftiger sig med flygtninge og asyl.

aktører på integrationsområdet.

Foto: Dansk Flygtningehjælp

’Når unge må flygte’ er et undervisningshæfte til elever i folkeskolens ældste klasser. Hæftet tager udgangspunkt i tre unge mænds personlige beretninger om, hvad de har oplevet som flygtninge. Gennem beretningerne får eleverne indblik i typiske flugtårsager, hvordan man flygter, hvad flygtninge møder i Europa, ventetiden i danske asylcentre og endelig det at integrere sig i det danske samfund. De personlige beretninger suppleres af generelle baggrundsoplysninger og perspektiveringer samt opgaver, der får eleverne til at diskutere emnerne, søge opdateret information og undersøge den aktuelle politiske debat. Hæftet retter sig særligt mod undervisning i samfundsfag, men kan også anvendes i tværfaglige forløb med fag som historie, dansk og religion. Der findes en anden udgave målrettet de gymnasiale uddannelser.

DANSK FLYGTNINGEHJÆLP UNGDOM