SIDE 22 / EAST BY SOUTHEAST
EAST BY SOUTHEAST NYE FILM FRA CENTRAL- OG ØSTEUROPA
Livet bag jerntæppet og den kolde krig er fortsat vigtige inspirationskilder for filminstruktører i Central- og Østeuropa. Et eksempel er den litauiske dokumentarfilm-thriller ’The Jump’, som fortæller historien om sømanden Simas Kurdika, der i 1970 hoppede fra en sovjetisk trawler over på en amerikansk patruljebåd midt i Atlanterhavet og dermed udløste en storpolitisk krise. Vi får besøg af filmens instruktør. Netflix’ flotte serie ’The Queen’s Gambit’ følger det fiktive skakgeni, Beth Harmon, i hendes forsøg på
at nå skakverdenens top og samtidig bekæmpe sine indre dæmoner. Da Harmon for første gang i starten af 1960’erne deltager i en turnering i Moskva, hviler kameraet et øjeblik på en kvindelig, sovjetisk/georgisk skakspiller, Nona Gaprindashvili, der fem gange blev verdensmester. Dokumentarfilmen ’Glory to the Queen’ er et underholdende portræt af Gaprindashvili og tre andre kvindelige georgiske skakstjerner. Vi viser også den hjerteskærende rumænske dokumentar ’Holy Father’, hvori instruktøren opsøger sin far som forlod familien mange år tidligere
og nu lever som munk på et kloster i Grækenland. Blandt de øvrige titler er det visuelt overdådige ungarske festivalhit ’Prepartions to Be Together for an Unknown Period of Time’, den kroatiske ’Tereza37’ - en usædvanlig frigørelseshistorie i mumblecore-stil, og den sorthumoristiske, farverige ’Yellow Cat’, hvori en tidligere straffefange drømmer om at frigøre sig fra sin kriminelle baggrund og åbne en biograf midt på den kasakhstanske steppe. Velkommen til otte danmarkspremierer. JA
TORS 21/10 19:00 + TORS 28/10 17:00
Yellow Cat Sary my syq / Adilkhan Yerzhanov, 2020 / eng. tekst / 90 min.
Kermek er opsat på at begynde et nyt liv efter at være sluppet ud af fængslet, men han må arbejde for den lokale mafiaboss. Kermeks drøm er at åbne en biograf på den vidtstrakte kasakhstanske steppe sammen med sexarbejderen Eva, og han citerer konstant Alain Delons karakter i Melvilles gangsterdrama ’Ekspert i drab’ (1967). ’Yellow Cat’ er en charmerende sort komedie, fuld af deadpan-humor og usædvanlige locations.