Hvem ligger navn til auditorierne på Panum? Da Mærskbygningen åbnede til starten af dette semester, fik vi studerende også nye undervisningslokaler. Tre nye auditorier og et totalrenoveret auditorie blev det til, samt en masse klasselokaler. Herunder følger en gennemgang af de personer der ligger navn til auditorierne.
Nielsine Nielsen auditoriet Nielsine Nielsen (1850-1916) var Danmarks første kvindelige læge. Hun blev et symbol på kvinders ret til højere uddannelse. Nielsine Nielsens medførte et brud med mænds århundredlange monopol på højere uddannelse. Hun og Johanne Marie Gleerup, der tog sproglig studentereksamen samtidig, blev Danmarks første kvindelige studenter. I 1885 bestod Nielsine Nielsen sin embedseksamen med bedste karakter, og de følgende to år var hun turnuskandidat ved forskellige hospitaler. Hun havde planer om at specialisere sig i gynækologi og skrive en disputats, men da hun ikke havde mulighed for at få en fast dansk hospitalsansættelse, fordi den eneste danske gynækolog, F. Howitz, nærede antipati mod hende, måtte planerne om at blive gynækolog lægges til side. Fra 1904 begyndte Nielsine Nielsen at engagere sig i politik. Særligt med fokus på kvinders rettigheder.
Holst auditoriet Auditoriet er opkaldt efter Holst-familien. Holst-familien er en kendt dansk læge- og tandlægefamilie. Professor Jens Juul Holst (1945-) er uddannet læge fra Københavns Universitet i 1970. Han er en af Europas mest citerede forskere og opdagede i 1986 tarmhormonet GLP1, der har ført til en række præparater til brug i behandlingen af type 2-diabetes. Han forsker i appetitregulering og de hormoner, der regulerer stofskiftet. Han er leder af en forskningsgruppe, der forsker i fedme og type 2-diabetes, især med henblik på opklaringen af hormonale forstyrrelser og mulighederne for behandling baseret på hormoner.
Jerne auditoriet Det nye store auditorium er navngivet efter Niels K. Jerne (1911-1994). Han er uddannet læge ved Københavns Universitet i 1947. Jerne, der var immunolog, tog doktorgrad i 1951 under ansættelse ved Statens Seruminstitut i København. Han modtog Nobelprisen i medicin og fysiologi i 1984. Hele livet kredsede han om studiet af de antistoffer, som B-lymfocytterne danner som reaktion på indtrængende fremmede antigener. Han opnåede i løbet af sin karriere at fremsætte tre teorier, der alle ligger til grund for nyformuleringen af immunologien. Jerne blev medlem af Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab i København i 1968. Han modtog Paul Ehrlich-prisen i 1982.
Dam auditoriet Henrik Dam (1895-1976) ligger navn til Dam auditoriet. Dam var uddannet biokemiker og fik i 1943 Nobelprisen i medicin for opdagelsen af K-vitaminet. Dam auditoriet, som er en del af det gamle Panum, er blevet renoveret i forbindelse med udbygningen af Panum med Mærsk-tårnet.
14