HANNE ØRSTAVIK “Hyænerne” (Forlaget ‘C&G Forlag’) Er udkommet
Hanne Ørstavik har med romanen Hyænerne skrevet en udmærket bog om forfatterinden Siv, der forsøger at blive sig selv igen efter at have besluttet sig for at bryde med kæresten og vanerne. Det er en personlig og stærk skildring af vejen gennem en krise, der både byder på intense og knivskarpe iagttagelser af øjeblikke og fænomenologiske beskrivelser af ensomhed. Desværre samles alle de gode antrit ikke til en større helhed, hvilket kan opleves som frustrerende. TEKST Niklas Boel Kristensen
H
anne Ørstavik er et af de største nutidige forfatternavne på det norske litterære landkort, selvom hun nok ikke indtager helt samme glamourøse rockstjerne-status som Karl Ove Knausgård. Ikke desto mindre har hun gennem tiden også formået at skabe overskrifter og debat, samtidig med at hun har vundet mange priser og udmærkelser. I kølvandet på romanen Like sant som jeg er virkelig (1999) fulgte en diskussion om forfatterens ret til at anvende virkelige personer som forbilleder for de litterære. Det udsprang af en tidligere veninde, der følte sig udleveret og luftede denne utilfredshed i pressen. Grænserne mellem litteratur, sprog og virkelighed tematiseres også indenfor flere af hendes værker, især i forhold til identitet. Flere af hendes kvindeskikkelser har fællestræk: de er ofte kriseramte, de kæmper med tilværelsen og ikke mindst med at finde ord (for) og mening med det hele. De er ofte kendetegnede ved ikke at være handlende men tænkende, og der
38
DELFINEN | #173 MAJ 2012
opstår derved en distance til omverden. Samtidig er de idealistiske og søger frem for alt sandhed. Dette krav gælder også for kunsten. Det formuleres for eksempel i Uke 43 (2002), der opstiller det som en væsentlig fordring for romanen, at den er sand. Det kan være fristende at tolke forfatterens mange kvindeportrætter som selvportrætter, men der bør nok tages visse forbehold. Der indskrives nemlig ofte en vis distance mellem forfatteren og hovedpersonerne. I Hyænerne er der for eksempel en fortæller, der lægger sig imellem forfatteren og historiens hovedperson Siv. Der kan dog alligevel fremhæves ligheder mellem Siv og Ørstavik. Blandt andet er de jævnaldrende og begge forfattere. Transformationen fra levet liv til roman er også et tema i Hyænerne, selvom Siv her vil forsøge at leve sit liv uden at skrive. Hun vil lægge en kæreste bag sig, så hun flytter til England, hvor hun bor i forfatterkollegaen Sallys hus, mens hun er på skriveophold i Italien. Det er i midlertidig ikke kun forholdet, Siv vil rive sig fri af, selvom hun efterhånden også får afdækket dets problemer, hvor hun ikke føler sig værdsat eller set. Siv vil finde tilbage (eller frem) til sig selv. Hun vil forsøge at være til uden at skrive og vil bryde fri af de faste kategorier. Hun vil møde verden, som den er. Det er dette frigørelsesprojekt, der langsomt kommer til syne bagved Sivs indre afvejning af den verden, hun møder udenfor. Men ligeså meget er det hendes eget følelsesliv, der granskes. For som regel befinder vi os på klodshold af Siv og hendes tanker, der kværner derudaf og afsøger krogende i hvert eneste ord og følelse. Hun foretager sig ikke meget
andet end gåture og opfyldning af de mest basale behov, hvilket reducerer den ydre handling betydeligt. Verden er blot et sted, der i ny og næ slynger nye impulser ind i Sivs tankestrøm. Dette kan godt lyde lystfuldt og teoretisk, men i Sivs tilfælde er dette frigørelsesprojekt den positive side af den krise, hun tydeligvis befinder sig i. Hun oplever en paralysering og er ikke i stand til at rumme mere end små gåture. Hendes liv er blevet tømt for mening, og det hele fortoner sig i ufortolkelighed. Alting taber sin værdi, og stemningen sætter sit præg på den måde, hun oplever verden på. Tiden opleves som udstrakt, og som regel noterer hun den ikke. Hun sover om eftermiddagen, og om natten ser hun klip på YouTube af hyænerne, som jager og fortærer deres bytte i flok, mens de hyler uhyggeligt. De bliver et billede på meningsløsheden. Det er nulpunktet, hvorfra romanen begynder, og det er vejen væk fra hyænernes hærgen og til igen at fatte mening med sproget og livet, der er Sivs egentlige rejse. Det er på denne klangbund, hun foretager sin selvterapeutiske vandring, der blotlægger problematiske strukturer i forholdet til ex-manden samt i forholdet til moderen. Hun har svært ved at sætte grænser og oplever, at hun forsvinder i de personer, hun er knyttet til. Derfor vælger hun en isoleret tilværelse, hvor hun vender opmærksomheden mod sig selv og sine egne sansninger. Hun dissekerer de små emotionelle bevægelser, hun gennemgår, og lader intet stå uberørt af denne opsplittende gestus. Dette greb giver romanen en masse præcise iagttagelser, der flere