15
PORTRÆT KAREN NYMAND NIELSEN
“Sådan er jeg født” 2. verdenskrig har sat sit præg på Karen Nymand Nielsens liv. Hun har altid haft lyst til at hjælpe andre, og så er hun født med ikke at være bange for noget. – Af Stine Oksbjerg. Foto: Poul Madsen. –
Som lille pige gav Karen somme tider sit tøj og ekstra sko til andre børn i skolen, fordi hun kunne se, de havde brug for det. Da hun kom hjem fra skole og fortalte det til sin mor, fik hun ros. “Der findes to slags mennesker i denne verden. De, der hjælper, og de, der skal hjælpes. Og du er den, der vil hjælpe.” Sådan sagde Karens mor, da Karen var blot seks år gammel. Og moren havde ret. Karen ville hjælpe. Karen er født i 1937, og selvom hun ikke var ret gammel under 2. verdenskrig, har krigen på mange måder været en del af hendes liv som hjælper.
Altid klar på spring Karen tog altid med sin far, når han leverede mad til en flygtningelejr for tyskere, der flygtede fra russerne efter krigen. Og hun samlede gamle lagner, som hun vaskede, rev i strimler og rullede som forbindinger til brug i lejren. “Jeg tror, jeg er født sådan. Vi er fem søskende, og jeg var altid den, der var fremme i skoene og ville være med. Jeg sad altid klar på spring på stolekanten,” fortæller Karen. Også i sit voksne liv har Karen haft lyst til at gøre noget for andre. Her har 2. verdenskrig også haft indflydelse, og hun fremhæver sit arbejde med tidligere danske fanger fra Frøstruplejren – en tysk interneringslejr, hvor flere tusinde danskere sad som det tyske sikkerhedspolitis fanger – som noget af det vigtigste, hun har lavet. “De tidligere fanger havde brug for en at tale med om deres oplevelser fra lejren, og så valgte de mig. Jeg siger aldrig nej, altid ja.”
Ikke bange for at dø Udover en utrættelig lyst til at hjælpe, er Karen født med ikke at være bange, siger hun. Hun husker tydeligt de mange gange, hun og familien måtte opholde sig i et beskyttelsesrum om natten, fordi tyske bombefly fløj hen over Sønderjylland. Karen var aldrig bange, når det skete. Tværtimod syntes hun,
det var sjovt, fordi hun fik lov til at være oppe om natten og kunne lege med de andre børn. Og sådan er det med Karen. Hun har hverken været bange for krig eller for at springe i faldskærm. Hun var heller ikke bange for at dø, da hun i år fik konstateret kræft i tyktarmen, som det lykkedes lægerne at fjerne. “Tingene sker, som de sker,” siger hun. “Jeg vil ikke gå og bekymre mig. Det besluttede jeg mig for, da jeg var lille.”