29 29
ET ØJEBLIK
“Jeg tror aldrig, jeg flytter herfra” — Anni Bjørnskov fortæller til Julie Lorenzen. Foto tomas bertelsen —
Det er en solvarm onsdag formiddag midt i juli sidste år. Det er syv måneder siden, fogeden og politiet smed mig ud af mit rækkehus, fordi jeg drak huslejen op – og jeg endte på et kvindeherberg efter at have tilbragt adskillige nætter på en bænk. Nu har kommunen givet mig en toværelses lejlighed i Herlev – 60 m2 helt for mig selv med eget bad og toilet. Jeg er helt vildt glad. Klokken er 11, og jeg er netop ankommet til mit nye hjem sammen med tre flyttemænd. De er i gang med at bære mine 52 flyttekasser op på 1. sal. Jeg græd af glæde, da jeg for et par timer siden hentede kasserne. Mine ejendele har stået opmagasineret siden den decemberdag, hvor jeg fik tyve minutter til at pakke to poser tøj og lidt hygiejneartikler – resten blev beslaglagt af fogeden. Der er mange ting, jeg helt havde glemt, jeg havde – for eksempel sofaen. Nu kommer kasserne en efter en ind i stuen. Først nu tør jeg tro på, at lejligheden virkelig er min – det har været så uvirkeligt, siden jeg fik brevet fra kommunen. Og siden jeg på herberget talte dagene til flytningen ved hver dag at klippe et stykke af et målebånd. Jeg er så glad for at have fået mit eget efter syv måneder og seks dage på herberget– for selv at kunne bestemme, hvad jeg vil spise og hvornår – også natmad. For ikke at skulle ligge i min seng kl. 23, men komme og gå, som det passer mig. Og for at have sted, hvor jeg kan lukke døren og ikke dele værelse med andre.
Da flyttemændene går et par timer senere, er jeg alene tilbage og glæder mig til at pakke ud. Kasserne står stablet
Pludselig kan jeg ikke overskue at lave koteletterne, for hvor er køkkentingene? Det bliver til en burger hos pizzeriaet i stedet. Og derefter en tur til købmanden, hvor jeg køber en liter papvin, som jeg bæller derhjemme. Jeg har ellers været ædru siden første dag på herberget. Min første nat i lejligheden husker jeg ikke, for jeg drikker mig i søvn. Først da forstanderen fra herberget kommer uanmeldt forbi et par dage senere, stopper drukturen. Hun hjælper mig med at tage på psykiatrisk skadestue, blive afruset og komme på antabus. Da jeg er hjemme igen et par dage senere, begynder jeg så småt at pakke ud – lige så stille og roligt. Det tager et halvt år, før den sidste kasse er tom. Og et år før billederne kommer op at hænge. Det er en kæmpe lettelse. Den eneste flyttekasse, jeg har tilbage, er den med julepynt, som jeg netop har taget frem. Nu er her så hyggeligt, og jeg tror aldrig, jeg flytter herfra.
FOTO: Helga Theilgaard
Det skal fejres. Så inden flytningen har jeg handlet ind til en festmiddag, og koteletterne ligger nu klar i køleskabet. Første måltid mad i min nye lejlighed skal være koteletter i fad, min livret
oven på hinanden op ad væggen. Jeg åbner en af dem. Alt er pakket ned hulter til bulter. Og alt er skilt ad. Jeg kan ikke finde noget som helst. ”Det magter jeg simpelthen ikke.” Tanken flyver igennem mit hoved, for det er fuldstændig uoverskueligt.
Røde Kors Mag asinet mødte Anni Bjørnsko gang i 2010, hv v Jensen førs or hun boede te på Røde Kors Hvidovre sam ’ herberg i men med syv andre kvinder.