28
“Når jeg spiller fodbold, glemmer jeg klumpen i maven.” — Giti Nadim fortæller til Julie Lorenzen. FOTO POUL MADSEN —
Det er eftermiddag. Klokken er omkring 17. Jeg er 13 år og kigger ud af vinduet i stuen. Min mor er lige kommet hjem, og jeg ser hende stå ude ved garagen. Hun taler med min bedstefar og nogle andre familiemedlemmer. Jeg kan ikke høre, hvad de taler om, men der er alvor i deres blikke. Panik. Ingen smiler, og jeg ved, der er noget galt. Min bedstefar er kommet for at fortælle, at en af kvinderne fra den afghanske kvindebevægelse, min mor er en del af, netop er blevet myrdet af talebanerne. Også min far stod på Talebans sorte liste. Han var general i hæren og blev henrettet for ikke så længe siden. Vi skal væk fra Kabul. Nu. Min mor kommer ind i stuen og siger bestemt, at vi skal pakke vores ting. Vi spørger ikke hvorfor. Vi pakker bare. Min lillesøster vil have alt sit legetøj med, men vi kan kun bære det vigtigste – lidt tøj og papirer. Alt andet bliver tilbage i huset: billeder, møbler – alle mine barndomsminder. Min mor er stille, sådan er hun, når hun er ked af det. Hun kan ikke mere, men hun er nødt til at tage sig sam-
men – hvem skal ellers gøre det? Jeg er bange for, der skal ske hende noget. For så er jeg alene med mine fire små søskende. Jeg føler et kæmpe ansvar og er forvirret: Hvor skal vi hen? Hvad skal der ske? Vi kører over til mine bedsteforældre. Mine mostre er der også. Alle græder, og stemningen er trykket. Det går op for mig, at jeg måske aldrig skal se mine bedsteforældre og mostre igen, og jeg begynder også at græde. Det er hårdt at se alle være så kede af det. Efter en time kommer en bil og kører os ud til nogle slægtninge på landet et par timers kørsel fra Kabul. Selvom vi nu er langt ude på landet, skal vi stadig passe på Taleban. Derfor går vi ikke meget ud, men er mest derhjemme. Vi spiller fodbold med de andre børn. Det fylder rigtig meget. Jeg tænker kun på den bold og ikke på alle problemerne – min mor siger, at det nok skal gå, hun vil ikke blande os ind i det hele. Jeg har dog stadig en kæmpe klump i maven, for jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre – men når jeg spiller fodbold, glemmer jeg den og alle tankerne. Efter to måneder bliver vi kørt til Peshawar i Pakistan, hvor en menneskesmugler tager os til et hotel. Et par dage senere bliver vi kørt ud i lufthavnen med falske pas og flyver mod Danmark. I Københavns Lufthavn søger min mor politisk asyl, og vi kommer til Sandholmlejren. Efter otte måneder får vi opholdstilladelse og flytter til et hus i Rebild Kommune.
vinedste k klubs b været ld o B e Vejl gere bold på har tidli iller fod m ugen. Hun p s im d o Giti Na gange tre-fire et. dehold ld o h -lands på U19
Heldigvis får jeg min familie at se igen. Mine to mostre er siden flyttet til England, og min bedstemor har været for at besøge dem. Jeg har også talt i telefon med hende i Afghanistan. Det er en meget underlig fornemmelse, at vores familie er spredt ud over hele verden, for vi har boet sammen og kendt hinanden så godt. Men jeg ved, de har det godt nu.