Annette Herzog
PÅ VORES SIDE AF MUREN er Annette Herzogs erindringer om barndommen i DDR i 1960’erne og 70’erne.
ANNETTE HERZOG
MIN IE OR S I H T
I L L U S T R AT I O N E R : M A J A B O H N
Det er også fortællingen om Muren, der skiller øst og efter frihed. Serien MIN HISTORIE er erindringer skrevet for børn og unge. På vores side af muren henvender sig til 6.-9. klasse.
PÅ VORES SIDE AF MUREN
vest, om vestpakker, ægte cowboybukser og længslen
På VORES side af Muren
MIN HISTO RIE
DANSKLÆRERFORENINGENS FORLAG
På vores side af muren_omsl_godkendt.indd 1
24/09/2020 09.20
Annette Herzog
På VORES side af Muren ILLUSTRERET AF MAJA BOHN
DANSKLÆRERFORENINGENS FORLAG
Indhold
1. Slimet vand 8 2. Sølvskeen 13 3. Sange og eventyr 17 4. Krig 22 5. I for intelligens 26 6. Unge pionerer 31 7. Blodigler 36 8. Sommer 40 9. Farmor 44
10. Godnatkys 48 11. Vestpakker 51 12. Forbudte tv-kanaler 56 13. Ventetid 60 14. Sult 63 15. Brune øjne 68 16. Cowboybukser 72
KAPITEL 1
Slimet
vand
Landsbyen Großbeeren, hvor vi boede, lå så tæt på Berlin, at jeg kunne se byens høje, hvide huse. Alligevel tog det en hel time at køre til Berlin. Vi skulle nemlig køre i en stor bue uden om Muren for at komme til vores del af byen, Østberlin. Det skete derfor ikke så tit. Men når vi gjorde det, håbede jeg altid på endelig at se en neger fra bagsædet af vores Trabant. Min far sagde, at enkelte af dem læste på universitetet i Berlin. Dengang opfattede jeg ikke ordet neger som nedsættende. Jeg var fuld af beundring for noget så spændende som et menneske med mørk hud. Jeg kendte dem ellers kun fra en af mine billedbøger, Den store Bastian. Da jeg endelig så den første sorte i virkeligheden, var jeg henrykt. De fandtes! Verden lokkede med utroligt mange muligheder, når jeg engang blev stor. Det tog bare uendelig lang tid at blive stor, syntes jeg. Vi skulle hele tiden gøre, som de voksne sagde, for eksempel spise op og gå ture. Og turene var i bedste fald kedelige. Großbeeren var omgivet af et netværk af kanaler med spildevand fra Berlin. Vandet skulle renses på markerne,
8
og der stank. Midt i det hele lå et samlebækken ved siden af et sort tårn. Vandet i bækkenet var grønt af slimede alger, så vi kunne ikke se, hvor dybt der var. Det gøs i mig, når jeg tænkte på de tvillinger, der engang var druknet her, mens de legede. De andre børn fortalte, at algerne havde trukket dem ned. Det bedste, man kunne lave her, var at samle snegle. Sneglene kunne åbenbart godt lide de høje brændenælder langs kanalerne og havde flotte, farvede huse. Vi forsynede skotøjsæsker med huller og lagde dem ud med blade i. Når vi kom hjem, var æskerne bløde af sneglelort. Vi lod sneglene krybe om kap på stenfliserne, hvor de efterlod glitrende spor af slim. Bahnhofstraße, hvor vi boede, altså Banegårdsvej, måtte nødvendigvis lede hen til en banegård. Den lå helt for sig selv lidt uden for Großbeeren. De voksne fortalte, at de før i tiden kunne tage toget til Berlin derfra. Nu kom der aldrig mere tog, for Muren stod jo i vejen og havde skåret skinnerne over. Jeg kunne ikke forestille mig, at den forfaldne bygning med de ødelagte ruder engang havde været en banegård med rejsende, der ankom og tog af sted. Nu stod der kun højt ukrudt på perronen, og mellem skinnerne voksede små buske. Når jeg kiggede gennem vinduerne, så jeg nogle tomme, snavsede rum. Uret på væggen var gået i stå. Det var, som om tiden var sat i stå derinde. Når vi fortsatte langs skinnerne, kom vi til poppelskoven. Under 2. verdenskrig havde her været en fangelejr. Mellem de tornede ranker, der efterlod blodige skrammer
10
på vores ben, gemte der sig stadig nogle betonbunkere. Det var uhyggeligt at se ned i de kolde, fugtige huller. Men når min farmor var på besøg, elskede hun at komme her, fordi det var her, nattergalene sang. Jeg brød mig heller ikke om at gå den anden vej, forbi idrætspladsen og en stor losseplads. I egetræsskoven bag lossepladsen lokkede den dejligste, lysegrønne eng, men i virkeligheden var det en dam. Den var helt dækket af andemad, og ve den, der lod sig friste til at træde på det grønne tæppe!
11
Og selv når jeg morede mig, var det over de forkerte ting. På en af de mange gåture med børnehaven lærte min veninde Bettina mig et sjovt rim. Det handlede om en bh, der går op med et brag, og om nogle babyer, der kommer marcherende ud ad en eksploderende mave. Billedet af de marcherende babyer var så morsomt, at jeg skyndte mig hen til de voksne for at dele det sjove med dem. Men de grinede ikke af det, og da vi kom tilbage til børnehaven, blev jeg som straf sendt i seng.
12
KAPITEL 2
Sølvskeen
Jeg var glad for vores store have, hvor jeg kunne lege med vand, bygge huler og plukke bær. Herfra kunne jeg se de høje, hvide huse i horisonten. De så flotte og spændende ud. Men da jeg spurgte, hvornår vi skulle derhen for at se på dem på tæt hold, fik jeg at vide, at det ikke kunne lade sig gøre. Aldrig? Nej, aldrig. Husene hørte til Vestberlin, og mellem dem og os lå jo Muren. Men hvorfor? Min far gjorde sig umage med at forklare mig det. Vores land, DDR, ønskede fred, sagde han. Men i Vesttyskland og i Vestberlin boede der stadig onde mennesker. Nogle af dem ønskede en ny krig, og derfor måtte vi beskytte os mod dem. “Hvor mange onde?” spurgte jeg alarmeret og forventede et tal på højst tre. “Ikke mange,” beroligede han mig. “Måske 100.” 100! Jeg var fem år gammel, og han kunne lige så godt have sagt en million. Jeg var pludselig lettet over, at der fandtes en mur.
13
Vi havde en meget fin teske med blomsterornamenter i bestikskuffen. Jeg var meget optaget af den. På skeens bagside var det lille tal 800 indgraveret. Det var beviset på, at den var af sølv. Af ægte sølv! Mine forældre havde fundet den på kompostbunken, da de flyttede ind. De, der havde boet i huset før os, havde glemt den, da de flygtede til Vestberlin. Jeg forestillede mig, hvordan de var taget af sted i nattens mulm og mørke. Tænk, at det skulle gå så stærkt, at de glemte sådan en værdifuld ske! Savnede de den ikke? Jeg trøstede mig med, at de ikke havde været søde mennesker. Søde mennesker flygtede ikke fra vores land. Det var deres egen skyld, at sølvskeen nu var vores!
Min mor fortalte nogle gange, hvordan hun nogle få år tidligere af og til var taget til Vestberlin, hvor butikkerne var fyldt med varer. “Far var imod det,” sagde hun med et bebrejdende blik på min far. “Men indimellem har en kvinde lyst til at købe en flot kjole, og vores egne butikker var jo tomme.” Jeg syntes, det var underligt, at min mor var gået frem og tilbage mellem Øst- og Vestberlin. Jeg kunne umuligt forestille mig, at Muren engang ikke havde været der.
KAPITEL 3
Sange og eventyr
Når jeg var syg, tog min mor mig med på børneklinikken i Potsdam, hvor hun arbejdede som læge. Jeg fik gult papir at tegne på, for de havde altid kun gult papir på sygehuset. Når min mor havde weekendvagt, skulle hun også sove på klinikken. Så besøgte jeg hende nogle gange sammen med min far. Vi sad på det lille værelse med hendes sovesofa og spiste citronkage med chokoladeovertræk. En sjælden gang imellem fik jeg også lov til at se på de for tidligt fødte. Det var egentlig forbudt for børn at komme der, og vi skulle gennem mange døre. Babyerne i glaskasserne var mindre end mine dukker. Jeg var stolt af min mor, der kunne hjælpe dem. Senere fik hun lov til at blive hjemme, når hun havde vagt, og kunne nøjes med at køre til klinikken, når hun blev ringet op. Derfor var vi en af de få familier, der havde telefon.
17
Annette Herzog
PÅ VORES SIDE AF MUREN er Annette Herzogs erindringer om barndommen i DDR i 1960’erne og 70’erne.
ANNETTE HERZOG
MIN IE OR S I H T
I L L U S T R AT I O N E R : M A J A B O H N
Det er også fortællingen om Muren, der skiller øst og efter frihed. Serien MIN HISTORIE er erindringer skrevet for børn og unge. På vores side af muren henvender sig til 6.-9. klasse.
PÅ VORES SIDE AF MUREN
vest, om vestpakker, ægte cowboybukser og længslen
På VORES side af Muren
MIN HISTO RIE
DANSKLÆRERFORENINGENS FORLAG
På vores side af muren_omsl_godkendt.indd 1
24/09/2020 09.20