Tema: Nyeste litteratur – vendinger mod verden
Antropocæn og vendingen mod kloden Vi befinder os i en unik fase i Jordens historie defineret af økologisk systemkrise. På tærsklen til det, som geologerne kalder for Antropocæn eller ’Menneskets tidsalder’, er det åbenlyse spørgsmål, hvor den nødvendige forandring skal komme fra. Fantasi og forestillingskraft er efterspurgte ressourcer. Men kan noveller, romaner og film virkelig være med til at ændre verden? I denne korte artikel kigger jeg nærmere på dette spørgsmål med udgangspunkt i vendingen mod kloden i skandinavisk litteratur.
Man kan som minimum fortælle to historier om den betegnelse, der i disse år er ved at ændre videnskabernes syn på Jorden. Den lidt kedelige historie er, at ’Antropocæn’ formelt set endnu blot er en uofficiel geologisk betegnelse. Det er simpelthen det ord, som en række af verdens førende geologer mener, vi bør bruge om den tid i Jordens historie, vi befinder os i. Derfor anmodede disse geologer i 2008 den Internationale Kommission for Stratigrafi (ICS) om at vurdere betegnelsens videnskabelige holdbarhed med det resultat, at en arbejdsgruppe nedsat af kommissionen i 2016 forventes at bekræfte, at vi nu ikke længere lever i Holocæn, men i Antropocæn: ”Menneskets Tidsalder”. Den mere interessante, men omvendt også mere bekymringsvækkende, historie er, at denne betegnelse ikke blot afspejler det forhold, at menneskeheden sætter et stadig større, men også et langt mere negativt aftryk i atmosfæren, biosfæren, hydrosfæren og lithosfæren. Når denne betegnelse mere end noget andet også bør ses som anledning for mennesket til på en mangfoldighed af måder at gentænke sig selv og sin omverden, skyldes det først og fremmest, at skillelinjen mellem det menneskelige og ikke-menneskelige med Antropocænbetegnelsens formelle antagelse i et vist omfang formelt forsvinder. Jorden bliver til en stor symbiotisk maskine, hvorpå de aftryk, vi som mennesker tilsammen sætter, er vævet uløseligt ind i de geofysiske processer. Menneskehedens historie koder Jordens umiddelbare fremtid i en syntese, der med den franske filosof Bruno Latours ord indebærer, at ”de kulturer, der plejede at forme Jorden symbolsk, nu gør det reelt” (Latour 2011, s. 11, min oversættelse).
52 DANSK NOTER
Det er måske derfor heller ikke så mærkeligt, at denne epokegørende udvikling også i dansk og skandinavisk litteratur i øvrigt sætter spor. Vendingen mod verden er her også en venden sig mod den betænkelige destruktivitet, hvormed mennesket indskriver sig i Jordens økosystemer og geofysiske processer. Sådan her lyder det for eksempel i Peter Høegs seneste roman Effekten af Susan (2014): Der er ingen der kan huske det mere, men europæiske biologer advarede allerede første gang i midten af 60’erne om forurening. Siden da er alt blevet eksponentielt forværret. Nu folder de apokalyptiske scenarier sig ud, nu bryder de biologiske systemer sammen. Der er ikke én tænkende journalist der ikke ved det, ikke én politiker, ikke én forsker. Men det kan ikke siges, det bliver ikke hørt. Der er ikke ét medie der kan give et realistisk billede af virkeligheden, ikke ét parti der kan foreslå det fornødne, for de kan ikke sælge varen, og de vil ikke blive valgt. For vi er alle en del af problemet, der er ingen fjender mere, det er umuligt at skyde ansvaret fra sig. Det det drejer sig om nu, det er at sikre at det bliver de bedste der overlever. (Høeg 2014, s. 314) Ordene er ytret af hovedpersonen Susans far, der sammen med en række andre magtfulde repræsentanter fra det danske samfunds øverste lag har arrangeret det sådan, at de mest rige og talentfulde danskere vil blive fragtet til en tropeø, når sammenbruddet rammer. Og med dem afdækker Høegs roman en socialdarwinistisk impuls (læs: fascistisk fantasi) lurende i det forestillings-