Jeg glæder mig til den dag hvor vi bliver oversvømmet af global opvarmning og vi bliver forvandlet til bådflygtninge. Nej, hør? Det vil lære os. (140) Et andet centralt værk indenfor den dystopiske og advarende økopoetiske digtning er den danske digter Lars Skinnebachs Øvelser og rituelle tekster fra 2011. Digtsamlingen er et forsøg på at besværge den globale opvarmning via en rituel skriftpraksis, men er også et opråb til folket om at handle før det er for sent. I foråret 2014 udkom Theis Ørntofts meget roste og fejrede Digte 2014 som i lighed med Skinnebachs bog er voldsomt dystopisk og fuld af en paralyserende kvalme over den herskende vækstideologis konsekvenser. Den anti-antropocentriske vending Den anden økopoetiske strategi som lader sig spore i den danske samtidsdigtning, opererer, modsat den dystopisk/didaktiske tendens’ direkte og tydelige henvisninger til den globale opvarmning, langt mere diskret. Lidt bredt kunne man kalde denne tendens den anti-antropocentriske vending. Man har i de senere år talt om at vi er trådt ind i en ny geologisk epoke som man polemisk har døbt den antropocæne.3 Planeten har ændret sig så meget siden industrialiseringen at mennesket, antropos, er blevet den planetbestemmende faktor. For første gang i 4,6 mia. år er der én art på Jorden som ikke bare øver en vis indflydelse på økologiske systemer, atmosfæren, havet og så videre, men som er selve dén dominerende kraft bag de forandringer som Jorden undergår. Og eftersom mennesket i forvejen har en historisk stærk tilbøjelighed til at betragte sig selv som universets centrum, en tilbøjelighed til at agere antropocentrisk ved at gøre sig selv til altings målestok, så går det ikke så rasende godt med vores forvaltning af rollen som dén planetbestemmende faktor. Men der findes også en modvægt til den herskende antropocentrisme – eller en modstrøm – i form af en række anti-antropocentriske bevægelser i filosofien og i de humanistisk baserede teoridannelser generelt. I den fornyelse af økokritikken som repræsenteres af føromtalte Timothy Morton og ikke mindst også indenfor den deleuziansk-inspirerede, posthumanistiske (og gan-
42 DANSK NOTER
ske ofte feministiske) teori og filosofi som vi finder den hos fx. Rosi Braidotti og Elizabeth Grosz.4 Fælles for denne filosofisk-teoretiske strømning i humanvidenskaberne er at de stiller spørgsmålstegn ved lige præcis menneskets privilegerede stilling indenfor de humanistiske fag. De peger på at der er kontinuitet mellem mennesket og alle andre levende organismer, og at det ikke nytter noget at vi ikke integrerer denne viden i vores måde at tænke verden på. Kritik af antropocentrismen er ikke ny At kritisere det antropocentriske udgangspunkts blinde punkter er der for så vidt ikke noget nyt i. Den italienske filosof Giambattista Vico skriver i Den ny videnskab, § 120 at det er et uvidende menneske der gør sig selv til altings mål. Men det betyder ikke at vi har taget Vicos kritik af antropocentrismen eller for den sags skyld Darwins holistiske udpegning5 af at forskellen mellem mennesket og andre levende organismer er en gradsforskel og ikke en væsensforskel, til følge i dybden. I Derridas sidste bog: Det dyr, som jeg altså er [L’Animal que donc je suis: 2006] minder Derrida os om at Freud skriver sådan her i Vorlesungen zur Einführung in die Psychoanalyse kapitel 18, min oversættelse: I århundredernes løb er menneskets naive kærlighed til sig selv blevet ramt af to store slag fra videnskabernes side. Det første faldt da de fandt ud af at jorden ikke var centrum i universet, men bare et lillebitte fragment af et kosmisk system, hvis udstrækning man knap er i stand til at forestille sig. For os hænger dette sammen med navnet Kopernikus, endskønt noget lignende allerede var blevet hævdet af den alexandrinske videnskab. Det andet slag faldt da den biologiske forskning ødelagde menneskets formodet priviligerede plads i skabelsen og førte bevis for dets afstamning fra dyreriget og dets dybt rodfæstede dyriske natur. Denne omvurdering er, af Darwin, Wallace og deres efterfølgere, blevet gennemført i vor egen tid, men ikke uden at være blevet mødt med den voldsomst tænkelige modstand. Men menneskets storhedsvanvid er nu, af vor samtids psykologiske forskning, blevet ramt af det tredje og allermest sårende slag, idet denne over for egoet søger at bevise at det ikke engang er herre i eget hus, men må stille sig tilfreds med sparsomme informationer om hvad der ubevidst foregår i dets egen bevidsthed. Freud opregner her, i 1916, tre historiske slag i ansigtet