Tema: Nyeste litteratur – vendinger mod verden
Svensk i hovedet, hudfarvet på huden Queerteoretikeren Sara Ahmeds begreber om hvidhedens fænomenologi og hegemoni kan åbne et hvidt Skandinaviens øjne for, hvordan ikke-hvide forfattere bliver modtaget som de eksotiske fremmede.
”I’ll be your mirror Reflect what you are, in case you don’t know” (The Velvet Underground, 1967) Racialisering og strukturel racisme i litteraturkritikken er de senere år blevet diskuteret i den svenske offentlighed. I Danmark fik vi lejlighed til at diskutere hvidhed og repræsentation i 2006, da Maja Lee Langvad debuterede med Find Holger Danske, men ingen talte, så vidt jeg ved, om hvidhed dengang. Ingen brugte vist netop dét ord. Det gør vi så nu, hvor også flere poetiske værker, der arbejder med hvidhed og racialisering, udkommer. Blandt dem Athena Farrokhzads digtsuite, Vitsvit, der udkom i Sverige i 2013 og på dansk i 2014. Athena Farrokhzad er også kritiker, og det var som bekendt hendes anmeldelse af digtsamlingen Yahya Hassan i Aftonbladet i januar 2014,1 der blev startskuddet på hvidhedsdebatten i Danmark. Det var også den anmeldelse, der fik Lars Bukdahl til at opfinde udtrykket ”svensk i hovedet”2 og koble det til en form for selvcensur. Man kan spørge om, hvorfor der skulle en svensk kritiker til for at starte den debat? Og man kan gå bagom spørgsmålet og samtidig spørge: Hvilke teorier ligger til grund for at diskutere hvidhed og repræsentation i litteraturen? Et meget enkelt svar på det første spørgsmål kunne være, at den danske kritikerstand er hvid. Vi har med andre ord ikke en eneste ikke-hvid anmelder herhjemme. En ikke-hvid erfaring er ikke repræsenteret i den danske dagbladskritik. Et andet svar kunne være, at den engelsk-australske feminist og teoretiker Sara Ahmed ikke for alvor er blevet introduceret i Danmark, ligesom hun er det i Sverige. Sara Ahmeds akademiske arbejder omhandler feministisk teori, queer, teori og postkoloniale studier. Her vil jeg nøjes med at se på Sara Ahmeds
24 DANSK NOTER
begreber ’hvidhedens fænomenologi’ og ’hvidhedens hegemoni’. Sara Ahmed skriver om den hvides usynlige privilegier, og om hvordan man som ikke-hvid i en hvid verden træder frem på en hvid baggrund. Ahmeds artikel A Phenomenology of Whiteness fra 2007 blev i 2010 oversat til svensk, og her introduceredes Ahmed med følgende redaktionelle bemærkning: Ved at tilføre den traditionelle fænomenologi Frantz Fanons tanker om racificering og sin egen erfaring med at være en ikke-hvid krop i en hvid verden kommer Sara Ahmed med nyskabende teori. Hendes ”hvidhedens fænomenologi” bliver et redskab til at analysere den hvide baggrunds tilstedeværelse. (Tidskrift för Genusvetenskap nr 1-2 2010, s. 49, min oversættelse) I ovenstående hæfter jeg mig ved et ord som ”krop”. Der kunne have stået ”menneske” eller ”samfundsborger” eller noget helt tredje, men ordet ”krop” understreger, at erfaringen er en rent fysisk erfaring. Med en ikke-hvid krop i et overvejende hvidt Skandinavien fx, træder man frem og bliver synlig. Når majoriteten udgøres af hvide kroppe, bliver den hvide farve neutral. Den hvide hudfarve behøver man slet ikke at nævne, mens den farvede krop bemærkes og langt oftere italesættes som netop farvet. Et ord som ”hudfarvet” afspejler det, Ahmed kalder ’hvidhedens hegemoni’, og det ord optræder i det første digt i Julie Steen-Knudsens digtsamling Atlanterhavet vokser: I lyset fra skrivebordslampen som er mere gult end dagslyset ser huden på min hånd grønlig ud, og rødlig, med et gyldent skær. Hvid er den ikke.