”Odysseus-skikkelsen forbinder sig således for Rifbjerg med køn og med forestillinger om maskulinitet og femininitet og med kritisk granskning af disse ideer, men samtidig med analyse af illusionsmageri, hvilket det homeriske epos giver oplagt anledning til.
”
hemmeligheden om deres ægteseng, den, han anlagdte over oliventræets rod og nederste stamme, men som hun nu giver stuepigen ordre til at flytte ud foran det fælles sovekammer: Således stilled hun ham på en prøve. Og helten Odysseus talte da bistert og vredt til sin ægteviede hustru: ”Kone, med det du har sagt har du såret mig dybt i mit hjerte! Hvem har dog flyttet min seng? Det må jo ha været besværligt selv for en udlært mand, om han ikke var netop en guddom, at få den rokket af stedet og anbragt andetsteds henne! Ingen forgængelig mand, han være sig aldrig så kraftig, kunne få bakset den bort. For der er noget meget mærkværdigt netop ved den. Og det er mig selv der har bygget den sådan. Inden for gårdmuren stod der en spidsbladet, mægtig oliven, frodig og tæt med en stamme så tyk som en knejsende søjle. Om den bygged jeg selv og færdiggjorde vort kammer, både med vægge af kvadre og tag af fortræffeligt tømmer, gode, solide døre med lim i fjere og noter. Derpå kapped jeg kronen med alle dens blade af træet, skilte dets stamme fra stubben med saven af bronze og formed stubben til stolpe i lod og i vater med kyndige hænder, borede huller til tappe i gærde og fjæl med mit drilbor og snedkerered min seng fra stolpen, til rammen var færdig, smykket med guld og med sølv og skinnende elfenbensindlæg. I den montered jeg gjorde af rødbrunt oksehudslæder. Det er det skjulte tegn jeg kan nævne. Dog ved jeg jo ikke om vores ægteseng findes endnu eller nogen i tidens løb har flyttet den væk – ved at omhugge olietræsstubben.” (Odysseen, XXIII, 181-204) Den nitide omhu, hvormed Odysseus i denne passage beskriver sit eget håndværk, har en central, på én gang praktisk og symbolsk betydning. Han består den kvalificerende adgangsprøve til hustruens hjerte og favn, men
han forener samtidig på det symbolske plan havet med landjorden, saltet med oliventræets olie, får helhed og sammenhæng i sit og alle menneskers liv. Olie på tanken Allerede Holberg ironiserede imidlertid over det misforhold, der vel kan siges at bestå mellem på den ene side Odysseus’ omfattende erotiske aktiviteter hos Kirke og hans mangeårige femstjernede luksusferie hos Kalypso, og så på den anden side hustruens ubrydelige troskab i de mange, lange år, hvor bejlerne ’voldgæster’ i kongsgården, og det kun lykkes hende at holde dem tre skridt fra skridtet ved nat efter nat at pille det væv fra hinanden, som hun tilsyneladende så tålmodigt arbejder på. Man aner heri det oplagte potentiale til en kønsrollekritisk læsning, og Margaret Atwood udnyttede også muligheden i sin roman Penelopiaden (2005, da. samme år). Men Klaus Rifbjerg har skam også foregrebet pointen i sit digt ”Penelope på Ithaca” fra Mytologi (1970). Scenen er demonstrativt moderne, idet den af helten på ubestemt tid forladte hustru har ”olie på tanken”, frostboksen fyldt samt ”mad penge og fjernsyn”. Men hustruens hån kan siges at være tidløs og almengyldig. Mod maskulinitets selvtilstrækkelighed og patriarkatets lov sætter digtet kvindelig integritet. Vi er karakteristisk nok i 1970, samtidig med at vi er på Ithaka for 3000 år siden. Olie på tanken hentyder både til de oliefyr, danskerne i 1960’erne fik installeret i parcelhusene, og til olien fra oliventræet under dobbeltsengen i Hellas. Og ”jeg har jo hunden” kan dels dække en schæfer eller golden retriever, dels Argos, som vi mødte i Bjørnvigs digt. Rifbjergs transposition af homeriske motiver former sig som en vittig dobbelteksponering, der sammenfletter det nye og det gamle. Rifbjergs mest komplekse og mest forpligtede dialog med Homer finder vi dog i den roman, som i 1970 indbragte ham Nordisk Råds Litteraturpris – jeg-fortællingen om ambassadørfruen Anna og hendes farefulde hjemrejse fra Karachi til København. Vi har her at gøre med et genremæssigt konglomerat: en psykologisk frigørelsesroman, men også en politisk samtidsroman, en thriller med ferm brug af ”cliffhangere” samt, og det er i denne sammenhæng vigtigt, en mytisk roman, hvis hovedperson undervejs konfronteres med tilværelsens opretholdende og nedbrydende kræfter, ja tilmed opnår at komme i dødsriget og møde sin egen far! Den igangsættende situation er en akut psykologisk krise. Anna Terlow, født Bryl, er på overfladen lykke-
DANSK NOTER 21