Af Erik Skyum-Nielsen Lektor, Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab, Københavns Universitet og oversætter fra islandsk
En sådan terminologi blev heldigvis leveret af Gérard Genette i dennes skelsættende arbejde Palimpsests (fr. 1982, eng. 1997). Her spaltes overbegrebet ’transtekstualitet’, som helt bredt betegner det forhold, at et eller flere elementer (i bredeste forstand) flyttes fra en tekst til en anden, pædagogisk op i yderligere fem underbegreber: Intertekstualitet: det at en eller flere andre tekster er til stede samtidigt inde i en tekst (oftest i form af citat) Paratekstualitet: det at en tekst interagerer med en omgivende ’paratekst’ i form af titel, undertitel, kapiteloverskrifter, forord, indledning, efterskrift, noter, billeder, bagsidetekst, indbinding m.m. Metatekstualitet: det at en tekst indeholder eller omgives af tekst, der (gerne i en essayistisk eller videnskabelig diskurs) kommenterer og fortolker den uden nødvendigvis at citere eller nævne den Arketekstualitet: de relationer, der forbinder tekster i deres helhed med de diskurser, som de tilhører, ofte igennem indirekte og utilsigtede og ubevidste henvisninger til teksthelheder, diskurstyper, fortællemåder, hvilket ofte, men bestemt ikke altid, bliver markeret paratekstuelt ved en genrebetegnelse, samt Hypertekstualitet: de relationer, der forbinder en given tekst (hyperteksten) med en tidligere tekst (hypoteksten), hvorved hyperteksten bliver tekst på et andet niveau, afledt af en allerede eksisterende tekst. Det er det sidste, der interesserer os her; kategorien, hvori vi finder relationstyper som travesti, parodi, satire, pastiche, plagiat og transposition – sidstnævnte forstået som en flytning af f.eks. en karakter, et tema eller et motiv, uden at der dog er tale om direkte citat (hvilket hos Genette falder ind under hans smalle begreb om intertekstualitet), og uden at det handler om spil på helheden i det forlæg, der i det enkelte tilfælde danner hypotekst for den nye hypertekst. Menneske og dyr Vi kan således tale om transposition, når Thorkild Bjørnvig til samlingen Anubis (1955) digter ”Hjemkomst”, en klassisk sonet over scenen fra Odysseens 17. sang, hvor helten ved faiakernes hjælp er kommet tilbage til Ithaka, og intet menneske har genkendt ham endnu. Hunden derimod, som han forlod, netop som den var afrettet, ved omgående, at han er ham. Med det vil Bjørnvig vel sige så meget som, at vort
HJEMKOMST For Søn og Hustru vekslede hans Billed, Haab saa ham som en Gud, Sorg lagt i Grav, Bekymring stedt i Nød, de greb forvildet mod ham i Morgendrømmen, tung af Krav; men for de Gamle, Ammen og Laertes, dér var han hvad han var: ikke i Nød, paa Vej – i deres stille, slukte Smærtes Enfoldighed afsluttet, længst tænkt død. Men Hunden kendte ham, den ville op, den husked ham med Hørelse, Sind, Krop og Næsebor og sænked sine Øren; den havde ventet ham fra den var blank til nu, mens Troja brændte, Skibe sank; saa døde den, og han gik ind ad Døren. (Thorkild Bjørnvig: Anubis, 1955)
umiddelbare sansende forhold til omverdenen eller det, som K.E. Løgstrup kaldte menneskets spontane livsytringer, kan slides ned og svækkes, ved at vore forestillinger og følelser skyder sig imellem os og medmennesket eller medskabningen. I digtet kendetegnes Penelope og Telemachos af håb, sorg og bekymring, og ammen og Odysseus’ far Laertes ved deres stille smerte. Dyret derimod reagerer instinktivt og sanser sin hjemvendte medskabning spontant. Af det, må vi altså slutte, kan vi mennesker lære at forsøge at omgås vore omgivelser – dyr såvel som vor egen art – med agtelse og nysgerrigt opmærksom respekt. Det at komme hjem bliver således i Bjørnvigs optik at finde tilbage til et vigtigt potentiale i vor natur. Men vær ved sammenligningen opmærksom på, at Bjørnvigs digt trods sit kloge og brede almenmenneskelige perspektiv på en sigende måde reducerer den tematiske kompleksitet i det klassiske forlæg. For Odysseen rører i den pågældende scene ikke kun ved forholdet mellem menneske og dyr. Homer eller den homeriske sanger får samtidig koncentreret hele værkets tema om genkendelse, identitet og sandhed.
DANSK NOTER 17