Udenfor tema
Stig Martin Burmester:
Dukkehjemsmotivet hos Ibsen, Agrell, Strindberg Stig Martin Burmester, lektor i tysk, billedkunst og dansk ved Horsens Statsskole.
I slutningen af 1800-årene vandrer dukkehjemsmotivet gennem en række tekster. Fra Henrik Ibsens stykke Et dukkehjem (1879) over Alfhild Agrells drama Räddad (1882, 2012) til August Strindbergs novelle ”Ett dockhem” (1884, 1913). I fællesskab flår teksterne positivistisk facaderne af borgerskabets hjem og blotlægger ægteskabets indre liv. Hos Ibsen ægteskabet mellem Nora og Helmer, hos Agrell mellem Viola og Oscar og hos Strindberg mellem Gurli og Pall. Hvis man sætter to centrale metaforer fra Räddad og Et dukkehjem op over for hinanden, bliver det klart både hvor ens og hvor forskellige de to teaterstykker er. Et dukkehjem har sin titel fra hovedpersonen Noras beskrivelse af relationerne i hjemmet, mellem hende og manden og mellem hende og børnene. Hun siger til sin mand: ”Men vårt hjem har ikke vært annet enn en lekestue. Her har jeg vært din dukkehustru, liksom jeg hjemme var pappas dukkebarn. Og børnene, de har igjen vært mine dukker” (s. 79). Magtrelationerne mellem dukkefører og dukke går i arv gennem generationerne. Set i lyset af dette billede forekommer det logisk at forandringen i Noras liv fra naiv hustru til kritisk klartseende bliver brat. Bruddet sker da Noras mand, Torvald Helmer, beskriver sødmen og tilfredsstillelsen i at tilgive sin hustru således: ”Hun er jo derved liksom i dobbelt forstand blitt hans eiendom; han har liksom satt henne inn i verden på ny; hun er på en måte blitt både hans hustru og hans barn tillike” (s. 77). Det er ikke første gang han infantiliserer hende (jf. s. 11), ja, her jo helt ned i en fødselsanalogi, men beskrivelsen af ejendomsforholdet gør at Nora klipper trådene til dukkeføreren over. Denne dukkemetafor kan man sætte over for burmetaforikken i Räddad. De centrale figurer i styk-
52 DANSK NOTER
ket er ægteparret Oscar og Viola. Men bag dem står de styrende instanser i form af onkel Milde og Oscars mor, Rektorskan, der på trods af at hun er enke, stadig kalder sig ved sin mands erhverv. I en central diskussion mellem Milde og Rektorskan fremdrager Milde en tese som svigermoderen tidligere har udtalt: ”den som hade en dyrbar fågel och inte förstod att hålla honom i bur var sitt öde värd” (s. 96). Rektorskan erklærer at hun stadig er enig i sin egen gamle udtalelse. Men hun kender endnu ikke til ironien og dobbelttydigheden i udsagnet. Hendes søn, Oscar, er selvforskyldt endt i desperat gæld. En gæld som kunne indfries hvis blot han vidste at Viola rådede over en større sum penge som hun har fået af Milde. Både Nora og Viola står i ekstreme overgangssituationer. For Nora bliver overgangen mellem rollen som hustru og bruddet med manden, jf. dukkemetaforikken, pludselig, mens Violas kamp for at få vredet tremmerne i buret op er mere langstrakt. Det er dog ikke den eneste forskel i magtstrukturerne i de to teaterstykker. I Et dukkehjem er både Nora og Helmer ambivalente figurer. Nora fremstilles på den ene side som den ødsle, noget naive og i samtalerne med fru Linde ofte også selvcentrerede kvinde. Det selvcentrerede reflekterer Nora dog på et metaniveau over, men ikke uden selvmodsigelse: ”I dag vil jeg ikke være egenkjærlig. I dag vil jeg tenke bar på dine saker. Men ett må jeg dog si deg. Vet du den store lykke som er hendt oss i disse dage?” (s. 14). Tidligt i stykket underminerer Nora også dukkemetaforen med en selvrefleksion: ”I tror alle sammen at jeg ikke duger til noe riktig alvorlig” (s. 17). Bag ved rollen som dukke ligger en anden Nora der ved egen handling (selvom den fremstilles som uansvarlig) har reddet sin mands helbred ved at rejse pengene til et ophold i