Dansknoter 1/2019 by Dansklærerforeningens Forlag

DANSKNOTER Marts · 2019 · #1

DET SYGE SAMFUND

DET SYGE SAMFUND Redaktion Ansvarshavende Anne Mette Finderup af@ijg.dk Ditte Eberth Timmermann det@aarhustech.dk Birgitte Darger birgitte.darger@gmail.com Anmeldelser Marie Gerner-Smidt marie@gerner-smidt.dk Bøger til anmeldelse sendes til: Dansklærerforeningen Rathsacksvej 7 1862 Frederiksberg C Billedredaktører Lisa Kaas og Kurt Christensen Øvrige redaktionsmedlemmer Kathinka Skriver kathink12@gmail.com Jette Sindbjerg Martinsen js@norreg.dk Kurt Christensen kurtchristensen@hotmail.com Lisa Kaas lisamargrethekaashansen@gmail.com Birgitte Elkjær Lamb bil@herlufsholm.dk Kristoffer Kildelund kristoffer.kildelund@greve-gym.dk Marie Gerner-Smidt marie@gerner-smidt.dk Karen Wagner kwa@oeg.dk Kommende numre Dansknoter 2 Musik Deadline: 07.04.19 Dansknoter 3 Skriftlighed Deadline: 23.06.19 Dansknoter 4 Årsmøde Deadline: 20.10.19

Abonnement kr. 300,- ekskl. moms. Enkeltnumre: kr. 100,- ekskl. moms. Du kan bestille abonnement eller enkeltnumre af Dansknoter på dansklf.dk/dansknoter. Dansknoter er en del af medlemskabet for medlemmer af Dansklærerforeningens sektion for gymnasielærere. Annoncering i Dansknoter Se priser, formater og kravsspecifikationer på dansklf.dk/dansknoter. Annoncer bestilles og sendes til Pia Fuglevig dansklf@dansklf.dk Tlf. 33 27 60 77 Manuskripter og indlæg Sendes til det@aarhustech.dk og af@ijg.dk. Vi modtager meget gerne bidrag til bladet efter disse retningslinjer: Maksimallængde på artikler er normalt 10.000-12.000 tegn, inklusive mellemrum.

Dansklærerforeningens administration Rathsacksvej 7 1862 Frederiksberg C Tlf. 33 79 00 10 Mandag-fredag 10-14 dansklf@dansklf.dk. Alle henvendelser vedr. medlemskab, kontingent, bogpakker, abonnement, adresseændring og efteruddannelseskurser skal ske til administrationen på dansklf@dansklf.dk. ISSN: 0107-1424 Oplag: 3.000 Printed in Denmark 2019 Grafisk tilrettelæggelse Rikke Albrechtsen, QuoteGrafik Korrektur Pernille Elisabeth Frederiksen Artiklerne i tidsskriftet er fagfællebedømt hvis skribenten har ønsket det. Tryk Tarm Bogtryk A/S

Dansknoter kan tilbyde fagfællebedømmelse af artikler hvis det ønskes. Opsætning: Antal anslag opgives først i artiklen. Skriv forfatternavn, titel m.v. over titlen/rubrikken. Og skriv gerne et par linjer om dig selv [fødselsår, stilling, publikationer, andet]. Vedlæg digitalt billede af dig selv. Afsnit markeres med indryk. Længere citater skal kursiveres og markeres med en blank linje før og efter samt indryk. Artikler bør have en kort, pointerende manchet og mellemrubrikker samt forslag til citater som kan fremhæves grafisk. Eventuelle referencer kan gives i parenteser i teksten eller som noter. Fuldstændige litteraturreferencer placeres i litteraturlisten. Antagne tekster kan også offentliggøres på Dansknoters hjemmeside og i Dansklærerforeningens nordiske søsterblade.

Forsideillustration: Anders Fredslund Andersen Tidsskriftet udgives med støtte af Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestillings tipsmidler gennem tilskud til porto/ forsendelse fra ”Bladpuljen” under Slots- og Kulturstyrelsen. dansklf.dk/dansknoter

INDHOLD

FÆLLES FOR DEM ER, AT DE BETEGNER NEDTRYKTHED, MODLØSHED OG BEDRØVELSE OFTE KOMBINERET MED FRYGT OG ANGST. DER ER DESUDEN NOGET UFORNUFTIGT, ÅRSAGSLØST ELLER OBJEKTLØST VED BEGGE TILSTANDE. DE ER PRÆGET AF EN EGOCENTRISK SELVBEVIDSTHED OG EN FORSTÆRKET OVERFØLSOMHED.

5 Leder

LASSE R. GAMMELGAARD

20 MANGE AF DE PROBLEMER, VI SOM SAMFUND TIDLIGERE VILLE HAVE ANSKUET SOCIALT, EKSISTENTIELT ELLER POLITISK, REDUCERES I DISSE ÅR TIL PERSONLIG UFORMÅEN ELLER ”PSYKISK LIDELSE”, DER KAN BEHANDLES HOS EN PSYKOLOG ELLER DIAGNOSTICERES HOS EN PSYKIATER. SVEND BRINKMANN

DER ER NOGET MEGET GLÆDESFYLDT OVER DETTE ARBEJDE, DER I EN TRAVL HVERDAG I DET PSYKIATRISKE BEHANDLINGSSYSTEM SYNES AT HAVE EN ÅBENLYS PLADS SOM ET SUPPLERENDE BEHANDLINGSTILBUD. BIRGIT BUNDESEN

35 DET SKABER UMIDDELBART EN OPLEVELSE AF NÆRHED MELLEM LÆSER OG FORTÆLLER. SYNSVINKLEN ER AAPPALUTTOQS, SÅ MAN FÅR NATURLIGT SYMPATI FOR HAM. OG SÅ ALLIGEVEL IKKE HELT ... SVEND SKRIVER

6 Kunstnere 8 Præsentation Tema: Det syge samfund 11

Et diakront og tværmedialt blik på melankoli og depression Af Lasse R. Gammelgaard

Hvad nu hvis vi er i Matrix – Spiseforstyrrelsen som tvetydigt motiv i nyere dansk litteratur Af Camilla Schwartz

Kreativ skrivning for psykisk sårbare Af Birgit Bundesen

Dansk takeaway Af Julie Sejer Hansen

Teksten i midten Uddrag fra HEKSEPROCESSEN Af Nanna Goul

Unges problematiske liv: Mellem stress, synliggørelse og sygeliggørelse Af Svend Brinkmann

Uden for tema SORT CHOK. Et konfliktscenarie i Kim Leines Rød mand/Sort mand Af Svend Skriver

Grønlandsk noir – Arctic noir Af Lisa Nørnberg Andersen, Jette Lydom Kristensen, Ida Pallesen, Lis Norup & Cecilie Tornbjerg

Sproget.dk 52 Sygdom i retskrivningsordbøger

gennem historien

Din forening

Forskerinterview 56 Klimalitteratur og dannelse Interview med Jens Kramshøj Flinker 58

Anmeldelser

NY BOGPAKKE PÅ VEJ

Glæd jer til forårets nye udgivelser U D KO M M E 29. APR R IL

Luftballoner præsenterer strømninger i dansk realisme, hvor realismen tvistes en smule, overdrives, forvrænges, forgyldes. I et tværfagligt samspil mellem dansk og historie sætter Danske kolonihistorier fokus på kolonialisme, imperialisme og mødet med de fremmede og åbner op for nye globale vinkler. Grænseløs? handler om forholdet mellem menneske og teknologi og alle de spørgsmål, det giver anledning til at forholde sig til.

Læs mere, og se priser i vedlagte Katalog 2019 – Ungdomsuddannelserne

60%

medlemsrabat

fra 12. marts - 10. april Læs mere på dansklf.dk/bogpakke

Leder

KATHINKA SKRIVER Suppleant i Dansklærerforeningens bestyrelse, G-sektionen

DU MÅ VÆRE GAL! Kan I huske dengang i 80’erne hvor vi sang med på Pink Floyds We don’t need no education? Filmen der ledsagede musikken, udstillede bl.a. et samlebånd hvor unge mennesker på stribe faldt ned i en uvis fremtid. Den var et billede på en tidsånd præget af konforme yuppietyper der vil forme samfundet og dermed de unge. Siden da er der på mange måder gjort op med konformiteten. Det er gennem de sidste ti år blevet dansk nationalsport at grine ad svenskernes mangfoldighedsmani, men bestræbelserne om mangfoldighed er ikke længere kun forbeholdt de tossede svenskere. Der ligger et nærmest kantiansk imperativ om mangfoldighed i vores tid. Alle fra Lars Løkke til vores samfundsbevidste gymnasieelever hylder princippet om mangfoldighed. Det gøres i årlige Prides i Europas storbyer, og på mit gymnasium holdt vi i foråret temadag om mangfoldighed med besøg af bl.a. et såkaldt Menneskebibliotek hvor repræsentanter for diverse minoriteter villigt stillede op til elevers og læreres insisterende og nærgående spørgsmål. Tabuer om psykisk sygdom og diagnoser er også under hastig dekonstruktion. I min barndom tyssede mine forældre på mig da jeg fortalte at min farmor lå på et sygehus i Augustenborg. I lokalområdet vidste alle at det betød sindssyge og skøre mennesker, og det ville mine forældre nødig have ud. Sådan er det gudskelov ikke længere. Ve den virksomhed der ikke signalerer mangfoldighed i sine jobopslag eller HR-politik. Mangfoldighed er godt for bundlinjen, og det er på alles læber. Godt for det. Det store paradoks i tiden er imidlertid at mens vi idealistisk svinger de stribede flag og underviser vores elever i demokratisk deltagelse i en på alle måder farvet verden, oplever vi alligevel en skræmmende ensretning. Den ensretning er særlig hård ved de unge. Med tiltag som fremdriftsreform og dimensioneringsplaner presses unge mennesker ind i skabelonen fuldstændig som Pink Floyds samlebånd. Studievejlederne har travlt med at hjælpe elever som oplever

at de ikke kan leve op til … ja, til hvad? Er det de krav de selv opstiller, eller er det nogle usynlige strukturer som forstærkes af politiske tiltag og sociale medier i uskøn forening? Unge mennesker kan hver eneste sommer i medierne få det indtryk at deres karaktergennemsnit skal være på den gode side af 10 for at man kan få sig en ordentlig uddannelse og fremtid. Er det så underligt at unge kan føle sig pressede af en gal samfundsindretning?

Dansknoter

kunstnere

MUSEUM OVARTACI Illustrationerne til dette nummer er kurateret af Museum Ovartaci der præsenterer tre af sine kunstnere: Anders Fredslund Andersen, Conny Maxwell Nørgaard og Ovartaci. Museum Ovartaci Grundstenen til Museum Ovartaci blev lagt ca. år 1900 da de første effekter blev indsamlet på det psykiatriske hospital i Risskov ved Aarhus. Det var det første fagspecifikke hospital i Danmark, grundlagt af overlæge Harald Selmer, tegnet af M.G. Bindesbøll og indviet i 1852. De første indsamlinger stod forvalter Albert Lund for. Museet består i dag af en stor psykiatrihistorisk samling med tilknytning til hospitalets historie og praksis og en omfattende kunstsamling, der til stadighed suppleres. Fælles for alle værker i kunstsamlingen er at de er skabt af mennesker der har eller har haft brug for psykiatrisk behandling. Museet tog navneforandring til Museum Ovartaci i lyset af museets mest kendte kunstner, Ovartaci, der med sine 56 års indlæggelse er indbegrebet af historien, kunsten og institutionen. Indtil 2018 havde museet til huse i hospitalets bygninger, i dag er det omdannet til en selvejende fond der fra 2020 skal drive museet i den tidligere Journalisthøjskole i Aarhus N. Kunstneren Ovartaci (1894-1985) var et specielt menneske og en kunstnerisk ener. Ovartaci står for betydningen af kunst som bro til åndelig frihed, en åbenhed for at livet kan leves på flere planer. Ovartaci har haft stor betydning for museets identitet, selvforståelse og for værdier i kunstneriske udtryk. Museet vægter opmærksomheden på psykiske og menneskelige problematikker som det blandt andet kan udtrykkes og opleves i kunsten. Anders Fredslund Andersen (1949-1982) Anders Fredslund Andersen kom fra et kunstnerisk miljø. Hans far, Åge Fredslund Andersen, var en anerkendt og alsidig kunstner med særlige menneskelige egenskaber, fortælles det. I hjemmet – Strandgården ved Ebeltoft – blev gedehuset indrettet til café, kaldet ”Nøset”, for egnens sommergæster. Det var et gæstfrit hjem og et sandt samlingspunkt for alle. Anders Fredslund Andersen var uddannet arkitekt fra Århus Arkitektskole. Han vandt, sammen med en anden arkitekt, andenprisen i en konkurrence om et nyt rådhus i Nykøbing Mors. Anders viste sig imidlertid også at

Dansknoter

have flair for at arbejde billedligt – på lærreder, plader og papir. Han var som barn stærkt knyttet til sin far, et forhold der også slår igennem i Anders’ egen kunst. Man finder dog et langt større udsving på skalaen i Anders’ værker, det er som om han befinder sig i en konstant afsøgning af grænserne i kunstfeltet. Anders er, og var, i sig selv en ener der sagtens kan og fortjener at blive vurderet ud fra egne evner og resultater. Anders Fredslunds psykiske lidelse blev årsagen til en alt for tidlig død; men hans værker lever videre. Conny Maxwell Nørgaard Connys kunst er på samme tid fyldt af en dejlig og sprudlende poesi, født af en fantastisk fantasi med et uskyldigt strejf, sammensat med sider af det virkelige liv der er smertende, dybe og ulykkelige. Connys værker fremstår så ægte som var penslen fjernet i samme sekund vore øjne fanger billedet. Man får det klare indtryk at Conny er sine billeder – billederne er Conny – og sådan er det bare. Hendes malemåde har en lethed over sig der passer fornemt til de fortrinsvis lyse farver i paletten, så det bliver utvungent og umiddelbart. Hun balancerer følsomt uden at det bliver patetisk, fordi hun er nuanceret og forstår at mikse smerte, humor og eventyr. De fleste betages af Connys malerier, og man glemmer dem ikke igen. Og sådan skal det helst være med kunst. Conny Maxwell Nørgaard fortæller selv om sine malerier: De fleste af mine oliemalerier og akvareller er egentlig tegninger som handler om afgørende øjeblikke. Noget tragisk, som er sjovt og smukt, fordi det er menneskeligt. Figurerne på mine billeder ved godt selv, at de er ude i noget (hø!), som kræver fuld koncentration, hvis de vil afværge en ”skandale”. De lever livet farligt og nyder årvågne sekunder. Et nydelsesfuldt øjeblik kan redde deres liv, og et enkelt pust kan blæse dem i døden. Men så genopstår de bare med nogle nye skrammer. De er ”tragilykkelige ommere”. Ovartaci (1894-1985) Kunstneren Louis Marcussen, bedre kendt som Ovartaci, var indlagt på det psykiatriske hospital i Risskov ved Aarhus fra 1929, til han døde, 91 år gammel i 1985. Ovartaci var uddannet malersvend og rejste 29 år gammel

kunstnere

til Argentina, hvor han opholdt sig i 6 år. Under opholdet dér blev han psykisk syg. Kort efter hjemkomsten i 1929 blev han indlagt på Psykiatrisk Hospital i Risskov, hvor han opholdt sig indtil sin død. Under de mange års indlæggelse tildelte Louis Marcussen sig selv kunstnernavnet: ”Ovartaci”. Han så sig selv som den ledende patient, eller ”Overtosse”, på jysk: ”Overtossi” – altså en rolle modsvarende overlægens. Ovartaci levede og arbejdede med sin kunst i 56 år, og på denne måde inkarnerer han den psykiatriske institution. Samtidig rækker han, gennem spændvidden af sit kunstneriske livsværk, langt ud over institutionens snærende rammer. Det er Ovartacis – og også vores – held at han i hvert fald i lange perioder bliver fritaget for en sløvende og på sin egen måde invaliderende medicinsk behandling. Paradoksalt nok er det vanskeligt, nærmest umuligt, at forestille sig, at Ovartacis grænseoverskridende kunst kunne have udfoldet sig lige så rigt og stærkt uden for de mure, som udgjorde hans fysiske horisont. Derudover er selve disse arkitektoniske og sociale rammer et centralt motiv og drivkraft i hans livsværk. Især fra begyndelsen af 1950’erne formulerer Ovartaci på flere måder et stærkt ønske om at undslippe sine seksuelle drifter og i stedet transformere sig til det rene, smukke og livgivende væsen, som han anså kvinden for at være. Renheden ligger ifølge Ovartacis overbevisning blandt andet i, at kvinden har kontrol over sine drifter, hvor det modsatte gør sig gældende for manden. Han ansøger om kønsskifteoperation i en stærk tro på, at det vil give ham mere ro og en del af den smukke kvindelighed, som han beskriver i sin kunst. Han får afslag, hvorfor han til sidst tager sagen i egen hånd og amputerer sig selv i 1951. Herefter pågår der de efterfølgende år mange forhandlinger med lægerne om kirurgisk at fuldende ”værket” og fysisk gøre Ovartaci til kvinde. Da Ovartaci er i firserne, ser han tilbage på mange af sine bedrifter som tosserier – navnet Ovartaci, og hele hans kunstproduktion – inklusive hans ønske om et liv som kvinde. Han formulerede det med egne ord således: ”Jeg har da vist været en fandens fantast”. Skizofrenien brændte ud, og hans fremtoning og betegnelse for sig selv var atter som mand. I april 1982 siger han til en sygeplejerske: ”Jeg hedder Louis Marcussen – og er et mandfolk”. Som sådan – i hoved og sind – sov han ind november 1985, han begyndte som dreng og sluttede sit lange liv som mand.

Info om værker fra Ovartaci Anders Fredslund Andersen Mpr16737: Påskrift: ”Dingleanstalten, 3. juni 1982, Per Dahl” Sign. ”Fredslund 82”. Akvarel på papir. 33 x 49 cm. Mpr16773: Akvarel. 27 x 35 cm. Sign. A. Fredslund – 4. 81. Mpr16786: Udateret, ingen signatur. Akryl på masonit. 63 x 73 cm. Mpr16744: Udateret, ingen signatur. Akryl på masonit. 32 x 43 cm. Mpr16772: Udateret, signeret Fredslund. Akvarel på papir. 28 x 38 cm. Conny Maxwell Nørgaard Mpr16733: Titel: ”Adele og dragen”. Olie på lærred. 150 x 120 cm. Mpr17710: Uden titel. Akvarel og tusch. 61 x 81 cm. Mpr17714: Titel: ”Ude i kulden”. Akryl på lærred. 153 x 124 cm. Mpr17715: Titel: ”Mirakel”. Akryl på lærred. 123 x 124 cm. Ovartaci JN278: Titel: ”Århusianernes forvandling fra dyr til menneske”. Olie på masonit, usigneret. 74 x 52 cm. JN544b: Påskrift: ”ovnselv = nos propia pocer”. Gouache. Usigneret, udateret. Mpr1417: Påskrift/signatur: ”Senorita ovartaci” Gouache. 20,5 x 25 cm. Usigneret, udateret. Mpr1437: Uden titel. Gouache. 23 x 34 cm. Mpr1493: Påskrift bl.a.: ”Nudistidealets Maal/ Deutslands Ertsmie”. Gouache. 20,5 x 29 cm. Usigneret, udateret. Mpr1526: Uden titel. Gouache. 37 x 27 cm. Usigneret, udateret. Mpr1534: Uden titel. Påskrift: ”Budvig, Bud”. Gouache. 22,5 x 33,5 cm. Usigneret, udateret. Mpr1535: Påskrift øverst: ”Las Señoritas – Lu, Clo, ovartaci”. Påskrift nederst: ”Pupparpasta, Vataci, Iveryjaci”. Gouache. 43 x 38 cm. Mpr1549a: Uden titel. Usigneret, udateret. Gouache. 75x80 cm. Mpr1533d: Uden titel. Påskrift øverst: ”Intet Nada.” Gouache. 15 x 41 cm. Usigneret, udateret. Mpr1760: Påskrift bl.a.: ”mi Saviur Jehowa!”. Gouache. 41 x 57,5 cm. Usigneret, udateret. Mpr5900: Uden titel. Påskrift bl.a.: ”Both dream an truts”. Gouache. 27 x 38,5 cm. Signeret ”Ovartaci Iveryjaci 1972. Eunuck en 21 año!”. Mpr13021: Uden titel. Gouache. 29 x 20 cm. Usigneret, udateret. Mpr13190: Uden titel. Påskrift bl.a. ”O hayo”. Gouache. 39 x 57,5 cm. Usigneret, udateret. Mpr18011: Uden titel. Opr. signeret L. Marcussen. Gouache. 55 x 41 cm. Udateret.

Dansknoter

Præsentation

DET SYGE SAMFUND? Vi lever i et diagnosesamfund. Aldrig før har så mange fået konstateret social angst, depression eller stress, og diskussionen om hvorvidt det er individet eller samfundet der er sygt, er aktuel som aldrig før. Vores elever føler sig pressede fordi de forsøger at honorere de mange krav de møder i konkurrencestaten, og vi føler os pressede pga. de fortsatte nedskæringer i det offentlige – og ikke mindst pga. de massive fyringsrunder i denne tid.

I dette nummer af Dansknoter bringer vi artikler om hvordan psykisk ustabilitet bl.a. som resultat af samfundets krav til enkeltindividet kommer til udtryk i litteraturen – litteraturhistorisk set, i nyere litteratur og i et nutidigt og samfundsmæssigt perspektiv. Lasse Gammelgaard ser i sin artikel på hvordan skønlitteraturen har forholdt sig til melankoli og depression gennem tiden, og sammenligner det man tidligere har kaldt melankoli, med nutidens depression. I artiklen gives der eksempler på koblinger mellem ældre og nyere litteraturs og kunsts skildringer af nedtrykte sindsstemninger, og Gammelgaard viser hvordan man kan arbejde diakront og tværmedialt med emnet. Fra folkesygdommen depression bevæger vi os med Camilla Schwartz til en undersøgelse af hvordan spiseforstyrrelsen som litterært motiv i nyere dansk litteratur kredser omkring en kulturelt og psykologisk betinget ambivalens når den spiseforstyrrede bliver et spejl på såvel det syge som idealet. I artiklen behandles det hysteriske modus dels som et opgør med og modstand mod at tilpasse sig konkurrencestatens krav om tilpasning og selvoptimering og dels som et decideret symptom på selvsamme krav. Svend Brinkmann fortsætter lidt i samme boldgade når han i sin artikel beskriver de unges problematiske liv. Brinkmann tager udgangspunkt i nyere undersøgelser af de unges liv og problemer og diskuterer tre tolkningsmuligheder: at flere har fået det dårligt på grund af det senmoderne samfunds stress og pres, at psykiske problemer er blevet aftabuiseret, hvorfor flere taler åbent om dem, og at unges problemer er blevet sygeliggjort, hvilket gør at de udtrykkes gennem tidens psykologiserede vokabularer. Der lægges særlig vægt på den tredje og sidste.

Dansknoter

Forskning har de sidste 15 år påvist sundhedsfremmende effekter af skrivning med positive effekter på både somatiske og psykologiske markører. Med baggrund heri skitserer Birgit Bundesen i sin artikel baggrunden for et forskningsprojekt om kreativ skrivning for psykisk sårbare hvor danske forfattere har ledet skrivegrupper som del af misbrugsog psykiatrisk behandling. Dette nummers tema rundes af med vores nye, praksisnære indslag ”Dansk takeaway”, hvor Julie Sejer Hansen ud fra sit oplæg på Dansklærerforeningens internatkursus ”Det syge samfund?” beskriver hvordan man praksisnært kan anvende en podcast om Sprogø-pigerne i undervisningen. ”Teksten i midten” er i dette nummer et uddrag af Nanna Gouls kommende roman HEKSEPROCESSEN, der handler om moderskabets betydning og psykologi i det moderne samfund. Vi bringer i dette nummer to artikler under ”Uden for tema” der begge trækker tråde til forrige nummer af Dansknoter om kulturmøder. Svend Skriver beskriver i sin artikel kulturmødet i Kim Leines Rød mand/Sort mand med konflikten mellem Aappaluttoq og præsten Hans Egede. I den anden artikel behandler et skriverkollektiv den nordiske krimi og Arctic noir. I vores faste klumme fra sproget.dk behandles ’sygdom’ som det optræder i retskrivningsordbøger gennem historien, mens dette nummers forskerinterview er med Jens Kramshøj Flinker der fortæller om sin forskning inden for skandinavisk klimalitteratur. Redaktionen ønsker dig god læselyst!

Dansknoter

Lasse R. Gammelgaard (1983) er ph.d. og adjunkt på uddannelsen for Nordisk Sprog og Litteratur, Institut for Kommunikation og Kultur, Aarhus Universitet. Han er p.t. i gang med et forskningsprojekt om litteraturens skildringer af sindslidelser, som er støttet af Det Frie Forskningsråd. Bogen Galskab i litteraturen er under udgivelse hos Systime.

ET DIAKRONT OG TVÆRMEDIALT BLIK PÅ MELANKOLI OG DEPRESSION Det er formentlig en almenmenneskelig oplevelse, at ens stemningsleje ikke altid er opløftet, samt at man i perioder vil føle sig nedtrykt. Det er da også et emne, skønlitteraturen (og mere bredt kunstarterne) altid har forholdt sig til. Problemstillingen bliver ikke mindre relevant af, at depression i dag rammer så stor en del af befolkningen, at den kaldes en folkesygdom. I denne artikel vil jeg sammenligne det, man fra antikken og mange århundreder frem har kaldt melankoli, med nutidens depression, og jeg vil give eksempler – selvsagt et lille udpluk af de mange muligheder, der er – på koblinger mellem ældre og nyere litteratur og kunsts skildringer af nedtrykte sindsstemninger og dermed vise, hvordan man kan arbejde diakront og tværmedialt med emnet. ”Depression er melankoli uden dens charme” Ovenstående citat af Susan Sontag (2001, s. 50) peger på en af flere centrale forskelle på melankoli og depression. Filosofiprofessoren Jennifer Radden har lavet en mere systematisk sammenligning af de to begreber. Fælles for dem er, at de betegner nedtrykthed, modløshed og bedrøvelse ofte kombineret med frygt og angst. Der er desuden noget ufornuftigt, årsagsløst eller objektløst ved begge tilstande. De er præget af en egocentrisk selvbevidsthed og en forstærket overfølsomhed. Endelig er der ved begge en opmærksomhed på, at stemningen i visse tilfælde vil svinge mellem det depressive og det maniske, altså det, vi i dag kalder bipolar lidelse. Der er dog også centrale forskelle. Depression er efter

Sigmund Freuds Sorg og melankoli fra 1917 blevet associeret med tabet af et objekt tidligt i barndommen, der så genleves senere i livet. Depressive tilstande associeres desuden med nedsat selvtillid og skyldfølelse. Omvendt var melankoli forbundet med genialitet og kønsligt med manden. Med Susan Sontags ord blev den melankolske karakter i romantikken set som ”overlegen: følsom, kreativ, et væsen, der stak ud” (Sontag 2001, s. 23). Det var også almindeligt, at melankoli dækkede over hallucinationer og vrangforestillinger. Betegnelsen skizofreni blev først introduceret af Eugen Bleuler i 1908, og før det havde Emil Kraepelin omkring år 1900 beskrevet en lidelse med psykosetræk som dementia præcox. Situationen er naturligvis lige så speget i dag, hvor depressionslignende træk indgår komorbidt i bl.a. skizofreni, og hvor en depression også kan være psykotisk. Årsagsløs? Som nævnt er der noget objektløst eller årsagsløst ved både melankoli og depression. Man tænker straks på Hamlets forsøg på at forklare sin melankoli til Rosenkrans og Gyldenstjerne: Jeg har i den sidste tid, hvorfor ved jeg ikke, tabt al min munterhed, forsaget al min vante idræt; ja, så tung om hjertet er jeg blevet, at dette herlige bygningsværk, jorden, synes mig et goldt og øde forbjerg. (Shakespeare 2016, s. 52)

Dansknoter

Ved depression præget af hæmning ser man ofte, at personen helt fysisk bevæger sig langsommere, taler langsommere og med flere pauser i talen, ligesom der vil være mindre ansigtsmimik. Den agiterede depression er imidlertid karakteriseret ved, at man er urolig, ængstelig og rastløs.

Hvorfor ved han ikke. Hamlet-figuren kommer på mange måder til at hjemsøge dansk litteratur. Melankoliens årsagsløshed kan også diskuteres via romantikernes gendigtninger af den sene folkevise om Agnete og Havmanden. Fx får vi aldrig nogen forklaring på, hvorfor ”Liden Gunver” fra Johannes Ewalds Fiskerne vandrer ”i Qveld” eller er ”Saa tankefuld” (Ewald 1969, s. 205). Endsige hvorfor hun siger: ”Og er dig min Arm til saa stor Behag,/ Til Trøst og Roe;/ Skiøn Havmand, saa skynd dig, saa kom kun, og tag/ Dem begge to!” (Ewald 1969, s. 206). Havmanden har altså kun anmodet om den ene arm. Hvor kommer denne underlige dødsdrift fra? Jens Baggesens ”Agnete fra Holmegaard” begynder med samme gåde: Agnete var uskyldig, Var elsket, var troe; Men stedse var hun eensom Hun aldrig havde Roe – Aldrig Roe – Hun frydede vel andre; Men aldrig var hun froe. (Baggesen 1808, s. 163)

Baggesens Agnete går forførelsen og fortabelsen lige så ivrigt i møde som Ewalds Gunver. Hun vil tilhøre havmanden, fordi – eller rettere: på betingelse af – han vil tage hende med ned ”i Havets Afgrund” (som rimes på ”Havbund”; Baggesen 1808, s. 168). Senere i digtet erfarer vi sågar, at hun forlod sin mand og to døtre for at tage med havmanden, og da Agnete vender op til overfladen, og hendes mor fortæller, at hendes små piger længes efter hende, er svaret iskoldt: ”Lad længes, lad græde/ De to smaa Døttre her!/ Mit Øre, det er lukket,/ Jeg hører dem ei der –” (Baggesen 1808, s. 174). Baggesens Agnete finder det borgerlige liv utilstrækkeligt. Selvom det nok ville være at strække den at diagnosticere Baggesens Agnete med en fødselsdepression, så kan man drage paralleller til samtidslitteratur om svækkede moderfølelser (læs fx beskrivelserne i Maja Lucas’ Mor. En historie om blodet fra 2016). Hæmning eller agitation: ”Jeg gider slet ikke” I den kliniske beskrivelse af depression skelner man mellem hæmning og agitation. Ved depression præget af hæmning ser man ofte, at personen helt fysisk bevæger sig langsom-

Dansknoter

mere, taler langsommere og med flere pauser i talen, ligesom der vil være mindre ansigtsmimik. Den agiterede depression er imidlertid karakteriseret ved, at man er urolig, ængstelig og rastløs. I billedkunsten repræsenteres melankolien ikonografisk med en figur, der hviler hovedet i hånden (cf. fx Albrecht Dürers Melencolia I, Eugène Delacroix’ to malerier af Tasso i fængslet eller Edvard Munchs Melankoli). I musikken kan man ligeledes bruge elementer som mol-tonalitet og langsomt tempo til at kommunikere en melankolsk stemning; hør fx 3. sats om melankolien i Carl Nielsens Symfoni no. 2 om De fire temperamenter. Psykiateren Hjalmar Helweg har lavet en psykiatrisk studie af Søren Kierkegaards liv og forfatterskab, hvor han mere eller mindre diagnosticerer Kierkegaard med bipolar lidelse. Han bemærker, at adskillige af de berømte aforismer fra ”Diapsalmata” i første bind af Enten Eller nærmest er ”direkte hentede fra depressionsperiodernes dagbøger” (Helweg 1933, s. 184). Den depressive grundstemning er tydelig i følgende aforisme: Jeg gider slet ikke. Jeg gider ikke ride, det er for stærk en Bevægelse; jeg gider ikke gaae, det er for anstrængende; jeg gider ikke lægge mig ned, thi enten skulde jeg blive liggende, og det gider jeg ikke, eller jeg skulde reise mig op igjen, og det gider jeg heller ikke. Summa Summarum: jeg gider slet ikke. (Kierkegaard 2000 bd. 1, s. 24)

Nedtryktheden og den manglende energi og interesse er tydelig. På blot 3-4 linjer står der ”gider ikke” syv gange og ”jeg” eller ”mig” hele elleve gange, hvilket understreger modløsheden og den egocentriske selvbevidsthed. Jeget er gået i tomgang, og det synes oplagt at læse det som hæmmet depression, men den rastløse ubeslutsomhed gør snarere jeget agiteret. Helweg noterer sig da også, at Kierkegaard i ”Diapsalmata” ”skriver med manisk fart om depressivt tankeindhold” (Helweg 1933, s. 173). Uroen og farten ser man ligeledes i Staffeldts ”Den Vanvittige” fra Digte 1804 med dets korte vers med svimlende, abstrakte og mareridtsagtige forestillinger. Det uoverskuelige tankemylder illustreres bl.a. ved, at første strofe begynder med et ”Og”:

Og i min Hierne Et Møllehiul gaaer, De surrende Qværne Male Sol og Stierne, Det Nære og Fierne Til Splinter og skaar.

[T]hi det er i Sandhed kun et andet Udtryk for den samme Sag, naar Caligula ønsker, at alle Menneskers Hoveder sad paa een Hals, for med eet Hug at kunne tilintetgjøre den hele Verden, og naar et Menneske afliver sig selv. (Kierkegaard 2000 bd. 2, s. 176)

(Staffeldt 2001, s. 338)

Digtet har tre strofer og tre omkvæd. Alle tre omkvæd spørger, hvornår hovedet eller jeget får ro, og svaret lyder hver gang, at det gør det først ”Paa en Græstørvpude/ I Dødningens Boe! – –” (Staffeldt 2001, s. 338). Forestillingen om at dø kan pludselig betragtes som en befrielse fra psykisk smerte. På lignende vis lader Bjørn Rasmussen et sted i Ming jeget udtale, at en kvalme ”mildnes” efter fundet af ”en gammel optagelse/ hvor jeg har indspillet et selvmordsbrev” (Rasmussen 2015, s. 32). Suicidal ideation eller selvmordstanker – det beroligende ved tanken om at kunne sætte en stopper for smerterne ved at tage sig af dage – er da også et ledsagesymptom ved depressionsdiagnosen. Eller som Hamlet siger det i sin berømte selvmordsmonolog ”At være eller ikke være” om det at dø: ”vist er det en udgang,/ man fromt må ønske sig” (Shakespeare 2016, s. 64). Ikke jordens undergang I forlængelse af selvmordstankemotivet trækker Lars von Triers Melancholia ud fra emnet om melankoli og depression både diakrone og tværmediale tråde. Til musik fra Richard Wagners Tristan og Isolde åbner filmen med en montage af billeder og slowmotion-sekvenser, der ikke gentages i selve filmens handling. Montagen begynder med et closeup af den depressive hovedperson, Justine, mens fugle dratter ned fra himlen omkring hende, og den slutter med, at planeten Melancholia tilintetgør jordkloden. I det næstsidste billede før jordens undergang flyder Justine langsomt ned ad en flod iført brudekjole. Dette billedes vigtighed understreges af, at det er blevet valgt til filmplakaten. Det er en intermedial reference til John Everett Millais’ maleri af Ofelias (formodentlige) selvmord i Hamlet. Denne reference forstærkes i scenen, hvor Justine braser ind på Johns arbejdsværelse og slår op på netop dette billede i en af kunstbøgerne (igen med Wagners Tristan og Isolde som baggrundsmusik). Jeg vil foreslå, at man kan fortolke åbningsmontagen som en del af Justines forestillingsverden; dermed kan dobbelteksponeringen af Justine og Everett Millais’ Ofelia læses som suicidal ideation. Hun er ligeledes den af karaktererne, der er mest rolig, da katastrofen viser sig at være uomgængelig. Jordens undergang er så at sige ikke jordens undergang for den depressive Justine. Interessant nok har Søren Kierkegaards etiker, Assessor Wilhelm, fortolket selvmord som et udtryk for at ville jordens undergang og ikke blot sin egen død:

Justine handler ikke på selvmordsfantasien, men hun er rolig og afklaret og har overskud til at drage omsorg for Claires søn, Leo, da Melancholia rammer jorden. Hun er parat til at dø, og, som Shakespeares Hamlet bedyrer, er paratheden alt. Måske åbningsbilledet af Justine og de faldende fugle – er det ligefrem spurve? – netop er en reference til Hamlets parathed før sin død: Der er et særligt forsyn over hver spurv, der falder til jorden. Sker det nu, så kommer det ikke siden; skal det ikke komme siden, så blir det nu; og hvis det ikke er nu, så kommer det alligevel – at være beredt er alt. Når ingen ved hvad han kommer til at forlade, hvad gør det så at forlade det snart? Lad det være. (Shakespeare 2016, s. 132).

Som nævnt indledningsvist er ovenstående blot tænkt som nogle enkelte eksempler på diakrone og tværmediale tilgange til et danskfagligt emne om melankoli og depression. I år udkommer Galskab i litteraturen, som er skrevet af Thomas Søgaard Boström og mig, på Systime. Den består af temainddelte kapitler om forskellige psykiske tilstande i dansk litteratur, og hvert kapitel har en grundig introduktion til emnet samt en fyldig antologi med arbejdsspørgsmål.

Litteraturliste Baggesen, Jens: Nyeste Blandede Digte, Fr. Brummers Forlag, 1808 Boström, Thomas Søgaard og Lasse R. Gammelgaard: Galskab i litteraturen, Systime, 2019 Ewald, Johannes: Johannes Ewalds Samlede Skrifter. Tredie Bind, Gyldendal, 1969 Helweg, Hjalmar: Søren Kierkegaard. En Psykiatrisk-Psykologisk Studie, H. Hagerups Forlag, 1933 Kierkegaard, Søren: Enten Eller. Bind 1, Gyldendal, 2000 Kierkegaard, Søren: Enten Eller. Bind 2, Gyldendal, 2000 Radden, Jennifer: ”Is this Dame Melancholy? Equating Today’s Depression and Past Melancholia”, i Philosophy, Psychiatry, & Psychology, årg. 10, nr. 1, 2003, s. 37-52 Rasmussen, Bjørn: Ming, Gyldendal, 2015 Shakespeare, William: Hamlet (oversat af Niels Brunse), Gyldendal, 2016 Sontag, Susan: ”Illness as Metaphor” and ”AIDS and Its Metaphors”, Picador, 2001 Staffeldt, Schack: Samlede digte. Bind 1, C.A. Reitzels Forlag, 2001 Trier, Lars von: Melancholia, Zentropa, 2011

Dansknoter

Camilla Schwartz (1977), lektor ved Institut for Kulturvidenskaber, SDU

HVAD NU HVIS VI ER I MATRIX – SPISEFORSTYRRELSEN SOM TVETYDIGT MOTIV I NYERE DANSK LITTERATUR

Artiklen undersøger, hvordan spiseforstyrrelsen som et litterært motiv i nyere dansk litteratur kredser omkring en kulturelt og psykologisk betinget ambivalens, som vi i en psykoanalytisk terminologi kunne kalde ”hysterisk”. Den hysteriske modus tager form dels som et opgør og en modstand mod lydigt at tilpasse sig konkurrencestatens krav om tilpasning og selvoptimering og dels som et decideret symptom på selvsamme krav. I en antipsykiatrisk optik bliver den spiseforstyrrede derved både et spejl på det, vi i dag udsondrer som sygt, og det, vi paradoksalt nok samtidig idealiserer.

I Olga Ravns roman Celestine pointerer den nogle-ogtyve-årige kvindelige jeg-fortæller, at ”Det er den, der sulter sig, der forsøger at stå imod kulturens store øje. Det er den, der sulter sig, der ønsker ikke at blive overvægtig af kultur” (Ravn 2015, s. 138). Dette billede af den sultende som en, der vægrer sig mod at blive fedet op og forurenet af kulturens krav og forventninger, og som i sin selvvalgte sultetilstand fantaserer om at forblive ren og uberørt, dækker på eksemplarisk vis en motivisk streng i en række nyere autofiktive danske romaner og digtsamlinger. I en antipsykiatrisk tone kredser de omkring at beskrive og forstå spiseforstyrrelsen som dels en spisekunst og dels en kulturelt betinget psykisk sygdom; en sygdom, som i sin litterære repræsentation både betegner og aktualiserer en performance, et opgør og en modstand mod lydigt og villigt at løbe med den senmoderne tids krav om individuel selvoptimering, men som paradoksalt nok også fungerer som benzin på selvsamme bål eller som ”the psychic fuel on which capitalist society runs” (…), som Sianne Ngai formulerer det i Ugly Feelings. I Johanne Kirstine Falls autofiktive roman Der er altid

nogen at befri (2017) handler det netop om via sulten at søge væk fra nogens blik (Fall 2017, s. 7) og samtidig paradoksalt nok påkalde sig det samme blik. Vi følger den nogle-ogtyve-årige unge kvinde Kirstine, som på baggrund af en fremskreden spiseforstyrrelse indlægges på en psykiatrisk institution i Odense. De to første kapitler omhandler selve indlæggelsen og er formidlet via en distanceret tredjepersonsfortæller, hvorefter der efter indlæggelsen skiftes til en mere nærværende førstepersonsfortæller. Dette fortællegreb har en særlig effekt, idet vi som læsere via de første to kapitler ser, hvordan Kirstine bliver målt, vejet og i sidste ende diagnosticeret imod sin vilje, samt hvordan dette massive kontroltab, som opleves som et decideret overgreb, udelukkende forstærker hendes behov for selvkontrol. Kirstine bliver i psykiatriens hænder en afpersonificeret genstand, der hastigt bliver målt og vejet, og hun bliver samtidig en del af den store gruppediagnose: ”jer, der er spiseforstyrrede” (Fall 2017, s. 24), del af det uregerlige ”vi”, som samfundet bøvler med at få disciplineret tilbage på sporet. Overfor dette fællesskab står et andet, behandlernes. Som psykiateren

Dansknoter

I tråd med den hysteriske strategi er det dog interessant at bemærke, at spiseforstyrrelsens indre logik samtidig må identificeres som en eftergivende og ligefrem lydig aktivitet, der faktisk efterligner den kultur, som den samtidig intenderer at bryde med.

påpeger: ”Vi kender alle jeres tricks” (Fall 2017, s. 20). Kirstine værger sig imod psykiatriens og kulturens disciplinerende blikke, men hun længes paradoksalt nok også efter at tilpasse sig, blive anerkendt, set og reddet af det samme øje eller blik. Som hun udtrykker det senere i romanen: ”Jeg kan ikke leve op til al den plads, jeg optager, man bør udrette noget i livet, når man optager plads, og det er jeg ikke i stand til […]” (Fall 2017, s. 66). Denne ambivalente følelsesmæssige tilstand går igen i Cecilie Linds digtsamling Scarykost (2016), som også i en autofiktiv modus skildrer en ung kvindes oplevelser med anoreksi. I både form og tematik udtrykker digtsamlingen det, vi i en psykoanalytisk optik kunne kalde hysterikerens ambivalente position, dvs. en følelsesmæssig ambivalens, som både manifesterer sig som et oprør mod forestillingen om en disciplinerende Anden, og som samtidig efterspørger at blive set og anerkendt af den selvsamme Anden1. Scarykost indeholder både meget korte anorektiske digte, som i deres reduktive form har en nærmest ekskluderende effekt på læseren: ”go-grow girl (no)” (Lind 2016, s. 44), og lange kværnende digte (ofte) helt uden tegnsætning, som flyder ud mod læseren som bulimisk opkast. Hos Lind repræsenterer anoreksiens nægtelse en afvisning af samtidskulturens krav om og pligt til at nyde. Samtidig bliver den udsultede, fjerlette krop repræsentant for en mulighedsværen, der kontrasterer den tunge, forurenede dødvægtskrop: ”[…] Du og jeg og hej og jeg er vi og os og vi ryger ikke, vi drikker ikke, vi spiser ikke. Vi flyver og svæver og væver fuglede attituder” (Lind 2016, s. 71). Et andet sted hedder det: ”Den løgn et hylster af hud og fedt kan være må afdækkes. Afklaret krop er køn krop. Køn krop er krav til vellykket ungdomsvirke. Jeg væmmes. Jeg græmmes” (Lind 2016, s. 19). Den pæne, tilpassede fedtholdige krop er i digtsamlingens optik fuld af uønsket kultur, og det spiseforstyrrede digterjeg formår at undslippe kulturfedtet ved hjælp af sult og opkast. Samtidig bliver det muligt at overskride kroppens

afgrænsninger og glide sammen med den anden: ”jeg er vi og os”. Hos både Ravn, Lind og Fall er afvisningen af mad lig med et ønske om ikke at blive voksen og ikke at blive kvinde. Dette har også en fysisk komponent, idet den anorektiske krop materielt umuliggør eller udvisker de kvindelige markører (bryster, former, menstruationen). I Der er altid noget at befri handler det for det kvindelige jeg igen om at løsrive (eller ”befri”) kroppen fra kulturens snævre forståelsesrammer, at forblive præ-kønnet: ”Jeg har min sorte og grå Ganni-kjole på, og min BH, der ikke støtter noget som helst, så det ser ud som om jeg har de mindste, spædeste bryster.” (Fall 2017, s. 115). Når Kirstine bliver tvunget til at spise, føler hun omvendt, at ”hun kan mærke sin (min) krops afgrænsninger meget tydeligt.” (Fall 2017, s. 150). Vægttabet sikrer altså, at kroppens konturer udviskes. Som psykoanalytikeren Maud Ellmann udtrykker dette motiv: ”[…] self-inflicted hunger is a struggle to release the body from all contexts, even from the context of embodiment itself. It de-historicizes, de-socializes, and even de-genders the body […]” (Ellmann 1993, s. 14). Den feministiske filosof Susan Bondo skriver i tråd med dette, at de anorektiske processer netop har til hensigt at stoppe de fysiske tegn på udvikling fra barn til voksen: ”Adolescent anorectics express a characteristic fear of growing up, to be mature, sexually developed, and potentially reproductive women” (Bondo 2003, s. 155). Hvis vi kigger mod Norge, kan vi genfinde dette motiv hos en forfatter som Linnéa Myhre, der netop forbinder den anorektiske praksis med en voksenfobisk længsel efter at forblive ikke bare præ-kønnet men præ-voksen. Som hun skriver i Evig Søndag: ”Selv skal jeg aldri ha barn. Akkurat hvorfor vet jeg ikke, men skulle jeg ha skaffet meg et, ville det utelukkende være på grunn av at jeg gjerne vil bli med det i barnebursdager” (Myhre 2015, s. 121). I tråd med den hysteriske strategi er det dog interessant at bemærke, at spiseforstyrrelsens indre logik samtidig må

1 I en psykoanalytisk optik repræsenterer den Anden en symbolsk struktur, som subjektet spejler sig i. Fadernavnet udgør barnets første erfaring med den Anden, men det er først, når barnet sprogligt indgår i den sociale og symbolske orden, at det stifter bekendtskab med den store Anden, som repræsenterer et bredere symbolsk videns- og regelsæt, hvori subjektet søger anerkendelse og identifikation.

Dansknoter

identificeres som en eftergivende og ligefrem lydig aktivitet, der faktisk efterligner den kultur, som den samtidig intenderer at bryde med. Som Bondo skriver: ”Paradoxically – and often tragically – these pathologies of female protest […] actually function as if in collusion with the cultural conditions that produced them” (Bordo 2003, s. 159). Dette er meget signifikant i Der er så meget at befri, hvor pigerne på den psykiatriske institution indædt via blikke konkurrerer om at være tyndest og derved smukkest, og som higer efter den anerkendelse, der ligger i at kunne mestre den idealiserede tynde krop, som de ser afbildet i modemagasiner. ”[…] så megen perfekt hud, så mange hvide, lige tænder, så meget blankt hår […] Sådan ville jeg gerne se ud.” (Fall 2017, s. 157). De væmmes ved og dømmer andre kvinder, der i deres optik er mere ”kvabsede”, og som mangler den selvkontrol, der kræves for at opretholde idealet. På den måde handler den anorektiske praksis ikke kun om at undvige blikke, men også om at performe sig til at blive set og anerkendt: ”Jeg kan mærke hvordan nogle af de andre piger sender slet skjulte blikke, hvordan de er imponerede og misundelige over at det er lykkedes mig at tabe mig mere end det er lykkedes dem. […] jeg nyder opmærksomheden mens jeg står og vipper”

(Fall 2017, s. 46). Samtidig finder kvinderne trøst, ro og værd i deres designertøj, og Kirstine markerer ofte, hvilke designermærker hun bærer til hvilke anledninger. Designertøjet bliver den rustning af perfektion og materiel succes, der beskytter og fremhæver den krop, der både vil og ikke vil dikteres af tidens forbrugskultur. I både Scarykost og Der er så meget at befri møder vi således ikke bare et masochistisk, kuet og selvhadende jeg, men også et selvoptaget spejlende jeg, der kræver og påkalder sig udelt opmærksomhed fra sin omverden. Denne forbindelse mellem selvhad og narcissisme står meget centralt i Cecilie Linds digtsamling: […] Migmigmigmig. Og alt er mig og mit og mit sortnen og klynk og ynk og tårer og hulk og livsskulk, og han forstår, og jeg er optaget af mig selv ind i helvede, og hader det, og hader mig, og kan kun sige jeg og mig og mit, og det gider jeg bare ikke, men gør ikke andet, og andet er altid en indledning til forbindelse, tråde, snore, snore til mig […] Lind 2016, s. 15).

Dansknoter

På den anden side optræder den spiseforstyrrede som et mimetisk og paranoidt offer, der på samme tid spejler det, vi udsondrer som sygt, og det, vi paradoksalt nok samtidig idealiserer. Kirstine udtrykker igennem Der er så meget at befri en meget stærk paranoia, som i den psykiatriske struktur læses og diagnosticeres som psykotisk. I tråd med romanens antipsykiatriske motiver og ved at referere til det psykiatriske system som (The) Matrix (Fall 2017, s. 116) lægges der dog op til, at Kirstines paranoia også kan afkodes som kritiske reaktioner på dels ydre og dels internaliserede undertrykkende og disciplinerende diskurser. Vi ender således med det antipsykiatriske spørgsmål om, hvem der egentlig er den syge: systemet eller den, der diagnosticeres som syg? Under de neoliberale samfundsstrukturer er paranoia ifølge Sianne Ngai blevet en affektiv tilstand, der ikke kun er negativ, men som også rummer et kritisk potentiale, fordi den tvivl, der igangsættes via paranoiaen, giver mulighed for, at vi reflekterer over, hvor vi styres fra, eller ”how to adequately distinguish our own constructions from those which construct us […]” (Ngai 2015, s. 317). Sådanne refleksioner fordrer altså, ifølge Ngai, en erkendelse af, at mennesker også selv er medvirkende til at konstruere og opretholde de strukturer, de føler sig undertrykt af. I Der er altid nogen at befri rummer paranoiaen netop denne dobbelthed, idet der sås tvivl om, hvem der egentlig dikterer hvad, og om det anorektiske opgør måske netop (også) er en mimetisk reproduktion, ja måske endda en perfektionering af hegemoniske tankeformer: Hvad nu hvis vi er i Matrix, og jeg er ved at indse det, og I prøver at medicinere mig, for at jeg ikke skal indse det helt, at jeg er i Matrix altså. Hvad hvis det sande er, at man skal være tynd, og I prøver at holde mig i Matrix ved at medicinere mig, så I kan fede mig op og trække mig væk fra det sande? Det er ikke for at være arrogant, men hvad nu hvis jeg har oplevet, hvordan verden virkelig hænger sammen, og I er de desillusionerede (Fall 2017, s.117).

Konklusionen er, at spiseforstyrrelsen som motiv i nyere dansk litteratur udspiller sig i en hysterisk dobbelthed, et uafgørligt felt mellem to forestillinger. På den ene side ses den sultende som omnipotent samfundskritisk sultekunstner – den, ”der forsøger at stå imod kulturens store øje” (Ravn

Dansknoter

2015, s. 138). På den anden side optræder den spiseforstyrrede som et mimetisk og paranoidt offer, der på samme tid spejler det, vi udsondrer som sygt, og det, vi paradoksalt nok samtidig idealiserer.

Udvalgte publikationer: Schwartz, C. & Kaplan, E.A.: ”The female detective as the child who needs to know: Saga Norén as an example of potent yet dysfunctional female detectives in contemporary Nordic Noir”, i European Journal of Scandinavian Studies, 2018, s. 19 ff. Schwartz, C.: ”Take me to Neverland: Androgynitet, hysteri og voksenfobi i ny dansk litteratur”, i Edda, 117, 1, 2017, s. 24-42

Litteratur: Bondo, Susan: Unbearable Weight. Feminism, Western Culture, and the Body, University of California Press, 2013 Ellmann, Maud: The Hunger artists. Starving, Writing and Imprisonment, Virago Press, 1993 Fall, Johanne Kirstine: Der er altid nogen at befri, Gladiator, 2017 Lind, Cecilie: Scarykost, Ovbidat, 2016 Myhre, Linnéa: Evig Søndag, Tiden, 2015 Ravn, Olga: Celestine, Gyldendal, 2015 Sianne Ngai: Ugly Feelings, Harvard University Press, 2007 Zizek, Slavoj: Ideologiens sublime objekt, Hans Reitzels Forlag, 2010

KREATIV SKRIVNING FOR PSYKISK SÅRBARE Forskning har de sidste 15 år påvist sundhedsfremmende effekter af skrivning med positive effekter på både somatiske og psykologiske markører. Artiklen skitserer baggrunden for et forskningsprojekt, hvor danske forfattere har ledet skrivegrupper som del af misbrugsog psykiatrisk behandling.

Om et forskningsprojekt med skrivegrupper ledet af danske skønlitterære forfattere for patienter i misbrugsog psykiatrisk behandling. Vi er lige blevet færdige med en skrivegruppe på Psykiatrisk Center Amagers distriktspsykiatri. Vi har i tre timer afholdt den sidste workshop med kreativ skrivning sammen med forfatter Adda Djørup. Deltagerne er psykiatriske patienter med blandede diagnoser og alle med lavt funktionsniveau. Vi har evalueret forløbet, og deltagerne har alle meldt tilbage, at de har været glade for forløbet, og at de ville blive ved at komme, hvis det fortsatte. En kvinde i 30’erne mener, at skrivegrupperne har gjort hende bedre til at kommunikere sine følelser til andre, og at hun har fået det bedre derhjemme med sin mand. En anden mener, at hun har fået en succesoplevelse ud af at kunne skrive. For en tredje har det været ugens højdepunkt at komme til skrivegruppe og noget, hun var stolt over at fortælle sin familie om. Alle har været meget glade for at kunne dele teksterne og for den fortrolige stemning i gruppen og den særlige måde, det har været at lære hinanden at kende på igennem de skrevne tekster. ”Du er hende, der skriver så flotte metaforer”, ”Du er hende, der sanser ting med tæerne” er nogle af de kommentarer, deltagerne har til hinanden. Alle er triste over, at skrivegruppen stopper. Vi, forfatteren og jeg, er enige om, at deltagerne har produceret tekster af ret høj kvalitet, og at de litterært set har rykket sig meget undervejs, og vi håber, at dette også vil afspejle sig i vores videnskabelige tests.

Dansknoter

Tanken bag projektet er, at skrivning kan hjælpe psykisk sårbare med at få det bedre. Metoden, vi har anvendt, har været kreativ skrivning, og vi har lagt vægt på, at det ikke er psykoterapi. Deltagerne bliver altså ikke bedt om at lave expressive writing, som en anden meget udbredt metode hedder. Dvs. de skal ikke skrive om problemer, men lære at skrive. Og måske finde ud af, at skrivningen kan være noget godt, man kan gøre for sig selv. Forskning i skriveterapi, writing cures, har nemlig vist en række sundhedsfremmende effekter på både somatiske (boost af immunforsvar, fald i blodtryk, fald i stressmarkører) og psykologiske markører (reduktion af angst og depression) (Pennebaker 2015; Slade et al. 2017). Det er desuden påvist, at det at læse skønlitteratur kan øge empati hos den læsende og have jeg-forandrende effekter (Oatley 2012, 2016; Miall & Kuiken 2012). I sundhedsfaglige forsøg har man foreslået, at det kan være særlig virksomt, hvis man lader forfattere og ikke sundhedsfaglige lede skrivegrupperne (Farmasi et al. 2018; Gilliam 2018). Det er disse hypoteser, vi har villet efterprøve i et pilotprojekt afviklet på et ambulant misbrugsbehandlingssted (KABS Valby) samt forskellige steder på Psykiatrisk Center Amager. Foreløbigt har vores resultater afspejlet de påviste positive effekter, der tyder på, at skrivegrupperne for den enkelte bl.a. giver mere indre ro, reducerer angst, hjælper til at strukturere smertefuldt materiale, giver mere håb for fremtiden og forbedrer samspillet med andre mennesker. Sammen har den tværfaglige projektgruppe bestående af læger, forfattere og kunstteore-

Birgit Bundesen Læge, BA i litteraturvidenskab. F. 1975, ansat på Psykiatrisk Center Amager i uddannelsesstilling til speciallæge i psykiatri, færdig 1.3.19. Projektleder på projektet.

Fakta 1) Projektgruppens medlemmer: forfattergruppen: Majse Aymo-Boot, Martin Glaz Serup, Pablo Llambías, Asta Olivia Nordenhof, Trisse Gejl og Adda Djørup. Billedkunstner: Jakob Jakobsen. Forskergruppen: Rune Søchting, Kasper Levin, Bent Rosenbaum, Birgit Bundesen. Projektet er støttet af: Kunstfonden, KABS Viden, Psykiatrisk Center Amager, Gyldendal. 2) Udsagn fra deltagerne: – Jeg har skrevet mig ud af en psykose med et 81-siders langt rimet digt.

– I starten var jeg meget nervøs i gruppen, men jeg fik hurtigt følelsen af ”Hey, jeg kan godt skrive!” Det har været kæmpe optur og givet vildt meget selv tillid. Det har spredt sig som små ringe i vandet til andre områder af mit liv. – Jeg blev meget rørt over de andres tekster og fik meget lyst til også at skrive noget ægte at dele med de andre. – Jeg kom i tanke om mange positive ting fra min fortid. Jeg er blevet bedre til at kom munikere mine følelser over for min familie.

tiske forskere udfærdiget et struktureret manualkoncept for kreativ skrivning. Skriveterapimanualen er udviklet i samarbejde mellem forfatterne, projektleder og den psykoanalytiske supervisor med over 40 års forskningserfaring i psykoterapi. Manualen er struktureret efter den terapiretning, der kaldes korttids-psykodynamisk terapi. Metoden er ikke tidligere testet systematisk i større populationer, og der findes ingen almindeligt udbredte strukturerede interventioner. Forløbet er på i alt 15 sessioner og inkluderer forslag til konkrete skriveøvelser under de formodede psykologisk begrundede effekter, fx skriveøvelser rettet mod ”mentalisering”, ”metaforøvelser”, ”stilisering af indre stemmer”. Der tilsigtes ensartethed i skriveundervisningen med mulighed for at tilpasse forløbene efter de forskellige grupper, og der sigtes mod en høj grad af reproducerbarhed. Formålet er at lade professionelle forfattere med et højt fagligt niveau og rig undervisningserfaring anvende deres kunstneriske virke og kunstneriske strategier

– Der var svære ting, jeg kunne skrive om i gruppen, som jeg ikke turde fortælle til min terapeut. – Når jeg skrev, syntes jeg aldrig, det, jeg skrev, var særlig godt, men gruppen fik mig ofte til at se mere i mine egne tekster, end jeg selv havde kunnet se. 3) Projektgruppen har oprettet ”Foreningen for Kunst og mental sundhed”, som man kan melde sig ind i: Kunstogfolke sundhed2019@gmail.com.

for i smågrupper af mennesker præget af psykisk sårbarhed at facilitere jeg-styrkende processer samt interpersonelt samspil i det praktiske arbejde med kreativ skrivning. Valget af psykisk sårbare i behandling begrundes ud fra rationalet, at de er særligt reaktive individer, hvor effekterne træder særligt tydeligt frem og derfor tydeligere lader sig registrere. Både subjektivt af dem selv som oplevelsen af forandring og personlig vækst i tilstande præget af krise, men også objektivt, så det er videnskabeligt målbart med kvantitative validerede psykometriske tests samt kvalitative beskrivelser. Konceptet ville også kunne anvendes i grupper med somatiske syge, stress-ramte og som del af undervisning i kreativ skrivning på fx gymnasier eller i universitetssammenhænge. I pilotprojektet er der etableret en basisgruppe af forfattere og en billedkunstner, der alle har ledet skrivegrupper for psykiatriske patienter i behandling, som ville kunne undervise andre forfattere og kunstnere i participatory-art i behandlingssammenhænge.

Dansknoter

Creative writing som metode Creative writing er hovedsageligt blevet anvendt på skriveskoler, i gymnasier og på universiteter. Det er en skønlitterær skriveform, der ikke arbejder direkte med konfliktfyldt indhold, hvorfor metoden, som den anvendes i vores projekt, heller ikke defineres som egentlig psykoterapi, men de sundhedsfremmende effekter anses for en tilsigtet sideeffekt. Skrivelederen er af samme grund heller ikke en psykoterapeut, men en skønlitterær forfatter eller kunstner, dvs. en autoritet inden for skrive- eller billedkunst.

Konceptet ville også kunne anvendes i grupper med somatiske syge, stress-ramte og som del af undervisning i kreativ skrivning på fx gymnasier eller i universitetssammenhænge.

Participatory creative writing: Skrivegruppens rum som kreativ workshop Allerede fra begyndelsen sker der i læse-/skrivegrupperne en social reorganisering, idet alle introduceres som læsere. Skellet mellem behandler, patient og forfatter relativeres herved. Det understreges, at opgaven ikke er at sammenligne med danskundervisning eller anden skolesituation. Der skal ikke præsteres noget specifikt, og der er ikke nogen rigtig eller forkert måde at skrive eller tale om tekster på. Skriveøvelserne er på forskellig vis designet til at stilisere tanker. Der skrives i 5-10-minutters øvelser, hvorefter alle læser deres tekster højt. Teksterne kommenteres af forfatteren, og herefter inviteres de andre deltagere til at kommentere. Alle kommentarer henvendes til skriftens jeg, og det understreges, at man ikke behøver at skrive autobiografisk – det er grundlæggende ikke afgørende for effekten, om det, man skriver, er sandfærdigt i empirisk forstand, så længe det kan retfærdiggøres inden for tekstens logik. Det er altid tekstens jeg og mestring af den stilistiske gestaltning af tekst, der kommenteres på.

Dansknoter

Undervejs, når gruppen etableres, åbner der sig et tredje rum, der er mere end summen af de enkelte deltagere. Den fælles proces omkring den kreative gestaltning og forbindelse med egne indre stemmer knytter gruppen sammen i en fælles symboliseringsproces, hvor gruppen kommer til at danne et nyt semiotisk univers. Dette kan ses ved, at deltagerne begynder at udvikle fælles metaforer, referere og indoptage andres troper, figurer og stemninger i deres egne tekster. Der opstår i forløbet også mere spontan tale deltagerne imellem. I de enkeltes skriveprocesser sammenvæves gruppens intertekstuelle matrix. Der opstår et drivhusmiljø, hvor spirende stemmer kan drives frem under beskyttede omstændigheder. Der har været en trend inden for litteraturvidenskaben, der fokuserer på, at effekterne af det at skrive og det at læse engagerer mennesker på en helt særlig måde og ikke kun giver en forståelse for teksterne som biografiske, historiske og videnskabelige objekter, men for det læsende og skrivende menneske selv. Fokus er mere på læseprocessen end på værket som objekt (Oatley 2016; Stockwell 2011). I tekstlæsning engageres det læsende jeg, og tekstverdenen tilbyder en platform for psykologisk projektion. Med andre ord forstår man tekstuniversets personer, objekter og situationer ved at trække på sit eget forståelses-, sanse-, oplevelses- og følelsesregister og engagere sig aktivt i mindreading, hvor man lever sig ind i andre menneskers handlen, gøren og laden. Når teksten så skrives, læses og deles i og med en gruppe, tilføjes grupperummet som endnu et semiotisk univers, en lille verden i sig selv, hvor gruppens projektioner på tekstens elementer og på de andre gruppemedlemmer danner et nyt forståelses-, spejlings- og fortolknings-framework. Effekterne kan forstås i lyset af Bakhtins dialektiske subjekt-teori, der fremhæver, at subjektet dannes i en dialogisk proces, og intet subjekt kan fuldstændigt overskue sig selv og har derfor brug for andre for at få selvindsigt. Både gruppen og de producerede tekster kan fungere som spejle i en dialogisk selv-erkendelsesproces. Formålet er at fremskrive tekstuniverser med symbolsk kraftfuldhed, der kan rumme personlig anderledeshed, men som i kraft af sprogliggørelsen er delbare og har en kommunikativ funktion. Tekstuniverserne kan være virkeligheds-simulatorer (Oatley 2016), hvis formål er at være personificerede, meningsfyldte rum, der tilbyder beskyttelse og containment af den enkelte indadtil og en form for sproglig genkendelighed og kommunikativ værdi for andre udadtil. I denne forståelse kan teksten ses som en narrativ membran, et jeg-kostume, hvor man kan afprøve ellers utænkelige, farlige, sære eller sjove identiteter eller dramaer. Deltagerne har haft meget forskellige processer undervejs, og forfatteren og jeg har haft samtaler med

dem om, hvordan de kan integrere skrivning i deres daglige praksis, som en form for refleksiv selvforkælelse. Jeg har haft løbende samtaler med dem og ved, at mange har kæmpet med psykisk smerte, psykoser, selvmordstanker, angst og depression. Flere har været indlagt undervejs. Alligevel er de kommet meget regelmæssigt til de tre timer ugentligt, vi har mødtes. Der er noget meget glædesfyldt over dette arbejde, der i en travl hverdag i det psykiatriske behandlingssystem synes at have en åbenlys plads som et supplerende behandlingstilbud. Vi håber at kunne arbejde videre med manualkonceptet, så det kan bruges i undervisningssammenhænge.

sion og socialisering.

Kreativ skrivning for psykisk sårbare unge: real life-socialisering I vores psykiatriske ambulatorie har vi rigtig mange unge, der egentlig ikke er psykisk syge, men som bukker under for de mange krav, der er til det at være ung i dag, hvor man nærmest skal have en strømlinet plan for sin uddannelse og sit livsforløb, allerede inden man starter i gymnasiet. Mange udvikler psykiatriske symptomer som angst, tvangshandlinger, depression og selvskade. I gymnasie-grupper har forsøg med skrivning vist, at de får reduceret angst, mindre stress og har mindre bekymrede tanker om fremtiden (fx Lumley et al. 2003; Pontoski et al. 2012), ligesom det også må formodes, at de effekter, vi ser i de psykiatriske grupper, kan overføres på unge med tegn på psykisk sårbarhed. Dertil kommer, at det at kunne udtrykke sig præcist og personligt i vores skriftbårne kultur er en styrke i både skole- og privatliv. Og så er der endelig den gruppeskabende effekt, hvor grupper med kreativ skrivning også i gymnasieskolen vil kunne tilbyde unge et struktureret rum for real life-reflek-

Litteraturliste Farmasi, L., Kiss, A., & Szendi, I.: ”The Narrative Facilitation of Recovery. The Application of Narrative Theories in a Group Therapy for Patients with Schizophrenia”, Diegesis: Interdisziplinäres E-Journal Für Erzählforschung, 1 June 2018, vol. 7(1) Gillam, T.: Creativity, Wellbeing and Mental Health Practice (Palgrave Studies in Creativity and Culture). Cham: Springer International Publishing, 2018 King, R., Neilsen, P., & White, E.: ”Creative writing in recovery from severe mental illness”, International Journal of Mental Health Nursing, 22(5), 2013, s. 444-452 Kuiken, D., Phillips, L., Gregus, M., Miall, D., Verbitsky, M., & Tonkonogy, A.: ”Locating Self-Modifying Feelings Within Literary Reading”, Discourse Processes, 38(2), 2004, s. 267-286 Lumley, Mark A., and Kimberly M. Provenzano: ”Stress management through written emotional disclosure improves academic

performance among college students with physical symptoms”, Journal of Educational Psychology 95.3, 2003, s. 641 Oatley, K.: ”Fiction: Simulation of Social Worlds”, Trends in Cognitive Sciences, 20(8), 2016, s. 618-628 Pennebaker, James W. & Evans, John F.: Skriv dit liv, sådan håndterer du problemer og traumer med ekspressiv skrivning (1. udgave, 1. oplag ed.), Kbh.: Dansk Psykologisk Forlag, 2015 Pontoski, K., Heimberg, Richard G., Alloy, Lauren, Giovannetti, Tania, Johnson, Kareem, Kendall, Philip & McCloskey, Michael: Mindfulness and Expressive Writing in College Students with Pathological Worry, ProQuest Dissertations and Theses, 2012 Slade, M., Oades, Lindsay G. & Jarden, Aaron: Wellbeing, recovery and mental health, Cambridge: Cambridge University Press, 2017 Stockwell, P.: Texture, a cognitive aesthetics of reading, Edinburgh: Edinburgh University Press, 2009

Dansknoter

FORLØB I DANSK

KØB PÅ GU.DK De PowerPoints, vi har lavet, er spækket med kreative opgaver til eleverne med sjove skriveøvelser og filmklip.” Maja Bødtcher-Hansen, medforfatter

Ny udgave af Skriftlig eksamen i dansk Skriftlig eksamen i dansk – stx og hf indgår i serien Forløb i dansk og kan både bruges som et didaktiseret forløb og som elevens guide til den skriftlige eksamen i dansk. Bogen indeholder blandt andet en introduktion til skriftlig eksamen i dansk, afsnit om genrer og formidling, bedømmelseskriterier, en guide til ’ret din stil’ og to hele opgavesæt. Fordi de nye hf-eksamensgenrer er identiske med to af de tre stx-genrer, er bogen nu også oplagt til brug på hf. Til serien Forløb i dansk er der knyttet et lærersite, hvor du finder blandt andet PowerPoint-præsentationer med færdige forslag til, hvordan du kan afholde det enkelte modul, og du kan som lærer tilpasse dem til din egen undervisning. DAN0319

Skriftlig eksamen i dansk – stx og hf er en ny udgave af Skriftlig eksamen i dansk – Standardprøven og it-prøven af samme forfattere.

gyldendal-uddannelse.dk tlf. 33 75 55 60 information@gyldendal.dk

Dansknoter

dansk

Julie Sejer Hansen Ansat på Risskov Gymnasium og underviser i dansk og historie

takeaway

PIGERNE PÅ SPROGØ

På Dansklærerforeningens internatkursus ”Det syge samfund” holdt jeg for nylig et oplæg om, hvordan man som underviser kan bringe Sprogø-pigerne ind i undervisningen. Jeg vil i følgende artikel viderebringe et af forslagene til jer, så I kan gøre mig eksemplet efter, skulle I få lyst.

Introduktion:

Modulets indhold:

Pigerne på Sprogø har de senere år været en del i medierne. I efteråret og vinteren 2018 nåede de også biograflærredet med filmatiseringen af Jussi Adler-Olsen-romanen Journal 64. Fortællingen om kvinderne, der blev betragtet som moralsk åndssvage og til fare for samfundet, og som fra 1923-1961 blev udsat for bl.a. isolation, tvangssterilisering og bæltefiksering på øen i Storebælt, fascinerer eleverne. Hvorfor skulle de mennesker, der så langtfra for alles vedkommende var, hvad vi i dag kalder udviklingshæmmede, fjernes fra civilisationen og indlægges på et afsnit af de Kellerske Aandssvageanstalter? Og hvorfor blev disse mennesker behandlet som samfundsundergravende?

Disse spørgsmål og flere til kan man få svar på, hvis man arbejder med den gratis tilgængelige podcast ”Karoline, journal 5305”, der er produceret for Politiken. I afsnit 1 gennemgås der på ganske overskuelig vis, hvordan tidens tanker om eugenik og minusindivider førte til en frygt for, at ressourcesvage personer ville formere sig i ét væk, mens de ressourcestærke personer i stigende grad praktiserede børnebegrænsning og efterspurgte fri abort. Der inddrages historiske kilder som journaler og intelligenstests, og Karoline, der var indlagt på Sprogø i mange år, interviewes. Afsnit 2 og 3 omhandler forholdene på selve øen og Karolines ønske om at opnå en undskyldning fra den danske stat. Podcasten kan indgå i et forløb om dokumentarisme, da den i sin struktur læner sig en del op ad den autoritative genre, som vi kender fra dokumentarfilmen. Men den er også meget anvendelig, hvis man vil berøre multimodalitet i nyeste tid, racehygiejne i mellemkrigstiden (fx i samspil med historiefaget) og spørgsmålet om norm og afvigelse. Selv hentede jeg teori i Trine May, Frederik May og Jonatan Mays udgivelse Lydfortællinger fra Dansklærerforeningens Forlag. Bogen er målrettet udskolingen, men der er fokus på begreber som dramaturgi, stemmer og lyd, hvilket de fleste elever absolut har godt af at få serveret på et sølvfad. Analysearbejdet i sig selv er nemlig ikke så enkelt endda.

Dansknoter

Lektier: Ønsker man blot at bruge et modul på 90 minutter på det, kan eleverne hjemmefra have hørt podcasten (de skal nok lige forberedes på, at den er ca. 36 minutter lang) og have læst ét af afsnittene om enten komposition, stemmer eller lyd i Lydfortællinger. Disse kapitler er hver 3-4 sider lange.

Selve modulet:

Alternativt arbejde og flere perspektiver:

Når de ankommer til undervisningen, har de så forudsætningerne for i grupper at gå direkte i gang med arbejdet. I forhold til dette foreslår forfatterne til Lydfortællinger en matrix-struktur, hvor grupperne de første ca. 60 minutter genhører podcasten og minut for minut noterer overvejelser ned om enten komposition, stemmer eller lyd – afhængigt af hvad de har læst om hjemmefra. Grupperne, der får til opgave at kigge på lyd, kan med fordel samtidig lytte til Xenobias musikalske nummer ”Sprogø”, der fungerer som temasang, i sin fulde længde på YouTube og notere overvejelser om stemning og sproglige virkemidler. I anden runde af matrix-strukturen skal der dannes nye grupper, hvor elever, der har beskæftiget sig med komposition, kommer til at sidde sammen med elever, der har kigget på stemmer og lyd og vice versa. Hvor meget tid af de resterende 30 minutter der går med denne opsamling, afhænger selvsagt af, hvilke elever du underviser. Måske er det muligt at nå en hurtig gennemgang af de væsentligste pointer i klassen de sidste ca. 15 minutter.

Skal lektiebyrden være mindre eller matrix-arbejdet mere forpligtende, kan man bruge et ekstra modul på podcasten. Et alternativ til ovenstående plan er, at eleverne hører ”Karoline, journal 5305” hjemmefra, men først læser den lettilgængelige teori i timen. Herefter er det måske kun realistisk at nå første del af matrixen i det pågældende modul – til gengæld kan eleverne, næste gang de møder, blive mødt med mere solide krav til dokumentation af deres fælles arbejde med komposition, stemmer og lyd. En skriftlig gennemgang af deres analyseresultater, udarbejdelse af en planche eller præsentation af emnet ved brug af et digitalt værktøj er oplagte muligheder her. Vil du gerne dykke dybere ned i casen med Sprogø-pigerne, kan man skele til Jussi Adler-Olsens krimi Journal 64, hvor morderen netop er en kvinde med en fortid på den isolerede ø for usømmelige kvinder. Her kunne man måske diskutere det etisk forsvarlige i at bruge faktiske, tragiske og relativt nye historiske begivenheder som motor i en spændingsroman eller simpelthen se på, hvilke forhold fra virkelighedens verden der får en fremtrædende placering i bog og på film. Er du mere interesseret i at perspektivere til generelle tanker i tiden om eugenik og racehygiejne, findes der på www.folkedrab.dk skabt af DIIS et uddrag af socialdemokraten og den senere socialminister K.K. Steinckes værk Fremtidens forsørgelsesvæsen fra 1920. Uddraget taler for tvangssterilisering som en oplagt løsning på forsørgelsesvæsenets fremadrettede økonomiske udfordringer og er ganske anvendeligt til både argumentations- og diskursanalyse. Særlig interessant bliver det, hvis det indgår i en komparativ analyse af det uddrag fra Mein Kampf om den ariske races forædling, der ligeledes er at finde på DIIS’ hjemmeside. Har du i forbindelse med ovenstående brug for et hurtigt overblik over forskellene mellem den racehygiejne, der praktiseredes i mellemkrigstidens Danmark, og den, der praktiseredes i Tyskland i samme periode, kan jeg anbefale artiklen fra www.videnskab.dk: ”Raceforskning under besættelsen: Var Danmark værre end Tyskland?”

Litteraturliste Adler-Olsen, Jussi: Journal 64, Politikens Forlag, 2010 Budtz-Jørgensen, Hanne: ”Karoline, journal 5305 (1:3) Åndssvag”, udgivet af Politiken, 2018, fundet på: https://politikendokumentar.podbean.com/e/politiken-dokumentar-karoline-journal-5303-del-1/, 24. januar kl. 17.16 Koch, Lene: ”Raceforskning under besættelsen: Var Danmark værre end Tyskland?”, redigeret uddrag fra bogen Nazismen, universiteterne og videnskaben, Museum Tusculanum, 2016, fundet på https://videnskab.dk/kultur-samfund/race-

forskningunder-besaettelsen-var-danmark-vaerre-end-tyskland, 24. januar 17.09 Kruse, Frederik: ”Racehygiejne i Tyskland og Danmark – Et undervisningsforløb til historiefaget”, udgivet af DIIS, Institut for Internationale Studier, fundet på https://folkedrab.dk/files/ media/documents/laererforum/undervisningsforloeb_af_under.visere/undervisningsforlb_om_racehygiejne.pdf, 24. januar kl. 17.12 May, Trine/May, Frederik og May, Jonatan: Lydfortællinger, Dansklærerforeningens Forlag, 2017, s. 14-23

Dansknoter

UDDRAG FRA

HEKSEPROCESSEN Min datter spørger mig, hvornår året begynder. Jeg siger vinter, jeg tænker på dagen efter nytårsaften, da var det mandag, da var det vinter, da blev jeg gravid, det ved jeg, fordi mennesker bliver liderlige efter store mængder af alkohol, jeg er ingen undtagelse. Men det er altså forår, siger hun, min datter, hun har lært en sang, hvor årstiderne starter med foråret, sådan ser det også ud på årstidshjulet i børnehaven; forår, sommer, efterår, vinter. Først spirer tingene frem, så blomstrer de, så falmer de, og så dør de. Det er en meningsfuld rækkefølge, det kan jeg godt se, der er en logik i at starte med skabelsen. Jeg siger ja, glem vinteren, selvfølgelig starter året med foråret.

*** Jeg banker på vækkeuret fem gange, før jeg står op, så banker jeg på Mikkel. Han er langt væk, og der hvor han er, virker han irriteret. Det var ham, der beroligede Sigrid i flere timer i nat, hun var lysvågen og ville vide alt om kattemad, solens bane om jorden, lungebetændelse, og om der var mulighed for, at babyen kunne bo i ponypaladset, når den kom ud. Jeg fandt overskud til at sige nej til det sidste og vendte mig om på siden. Tømmer opvaskemaskine, laver havregrød, kaffe, finder skyr og cornflakes. Går ind og trækker gardinet fra hos Sigrid, hun sparker og skriger, at jeg skal gå ud, at jeg ikke skal forstyrre hendes nattesøvn. Jeg siger, at det ikke er nat. Hun siger, at det i hvert fald heller ikke er dag. Mikkel vandrer som en levende død ud på toilettet, da han har været der i et kvarter, uden at jeg har hørt en lyd, åbner jeg aggressivt døren, han sidder med underbukserne om hælene og kigger på sin telefon, mumler noget om en utrolig pris på en brugt guitar fra 68, jeg lukker døren tilpas hårdt til, at jeg

Dansknoter

ikke behøver at sige mere. Jeg går ud og åbner køleskabet, vil smøre en madpakke, men vi har glemt at købe rugbrød, det kan jeg ikke magte, det græder jeg lidt over. At vi er sådan en familie. Jeg tager mig sammen, banker på døren ind til toilettet, – Tør nu røven. Jeg finder kogte gamle kartofler, en yoghurt, ostehaps, knækbrød, agurk, det går det hele, jeg åbner igen døren ind til Sigrid, jeg hvisker til hende, at hun får en is senere, hvis hun står op, Sigrid står pludselig op. Endelig kan vi spise morgenmad, endelig er vi klar. Sigrid vælter glasset med æblejuice, jeg løber ud og henter et viskestykke, tørrer op, Sigrid stikker albuen ned i den rygende havregrød, hun hyler, Mikkel finder en pose frosne ærter frem, jeg drikker en slurk kaffe, to, ah, tre, nå, fire, pyh, så hviler jeg pludselig kinden mod toiletbrættet, kvalmen bølger frem og tilbage, uden at der sker noget, da jeg kommer tilbage, sidder Mikkel og stirrer stift ned kaffen, Sigrid har hældt mælk i havregrøden, så den er blevet en tynd suppe. Det føles som et under, da vi kan bære tallerkenerne ud, da jeg trækker natkjolen af kroppen for at tage rigtigt tøj på, da jeg vinker fra altanen, da Mikkel kører Sigrid ned i børnehaven. Et øjeblik tænker jeg store, vidtrækkende tanker, overvejer alle de muligheder, jeg har, alt dét, jeg kan gøre med dagen, så bliver jeg uendeligt træt, lægger mig ind på sofaen, bare et øjeblik, et kort øjeblik, så sover jeg. Vågner efter en time og forsøger at arbejde, sætter mig op foran computeren, svarer på tre mails, så kan jeg ikke mere. Lægger mig på sofaen med en bog, falder i søvn igen, vågner og svarer på de sidste mails, så mange er der egentlig heller ikke, der vil i kontakt med mig. Min betydning er faktisk til at overskue, det gør mig helt rolig. Og frustreret. Jeg laver en kop te, kan akkurat nå at drikke den og læse overskrifterne: Bankgebyrer æder din pension, Jeg er dybt be-

Teksten i midten

kymret for fremtiden, Er Nobelprisen i fare?. Så er det tid til at hente Sigrid. Det var så den dag. *** Sidste vinter besøgte jeg Hegels barndomshjem i Stuttgart. Det var et tilfælde, jeg endte lige der, jeg skulle egentlig noget andet, men da jeg gik forbi, fik jeg lyst til at gå derind. Hegel var født i huset, udenfor så det lettere sammensunket ud, som én, der har mistet modet, men indenfor var der lyst, rent, overskueligt, her virkede det sandsynligt, at ophavet til Åndens Rene Fornuft var blevet født. I ét rum hang der citater over det hele, og ét af dem gav mig nærmest stød. Der stod: ”Was vernünftig ist, das ist wirklich; und was wirklich ist, das ist vernünftig.”

*** Jeg beslutter mig for at tage urintesten, men er usikker på fremgangsmåden. Helst skulle jeg have en lerskål og et bål, men magi må kunne integreres i et senmoderne samfund, så jeg justerer opskriften og finder en gryde. Ifølge bogen skal urinen koges op. Da jeg har tømt blæren, sier jeg væsken, så de små hvide strenge af udflåd ikke kommer med, jeg ved ikke, hvordan sekreter påvirker udfaldet. Jeg skruer op på maks. under gryden, sætter ikke låg på, men betragter bevægelserne i den gyldne urin. Jeg blæser i vinden. Jeg blæser i solen. Jeg blæser i jorden. Jeg blæser jorden. Jeg blæser dig væk.

Citatet gjorde mig så arrig, at jeg demonstrativt vandrede ud af museet, jeg hidsede mig op og glædede mig over min egen ufornuft, det fornuftige ville have været at blive, at se udstillingen færdig, nu jeg havde købt billet, så billig var den faktisk heller ikke, men den fornøjelse skulle den rene fornuft ikke have. Uden for museet satte jeg mig på en bænk og skrev på en side i min notesblok:

Små perlende bobler vandrer mod overfladen, det begynder at dampe. Boblerne bliver større, og pludselig koger det over. Jeg læser i bogen, at alt er, som det skal være. Hvis det koger over, er man ikke forhekset.

’Fornuften er tøj, man tager på, så man ser så anstændig ud, at man har ret til at gå ud i verden. Men det ændrer ikke på, at man er nøgen indenunder.’

På hospitalet sidder jeg overfor en kvindelig læge med grå page, kittel og et ansigt overdrysset med fregner. Hendes højre hånd er varm, da hun tager imod mig, vi sætter os ned omkring computeren, det er mest af alt en indledende samtale, hvor en masse skal registreres. Ved siden af sidder en form for praktikant, lægen har

Så foldede jeg den sammen og lagde den i museets postkasse.

***

Dansknoter

spurgt, om det er i orden, at hun er med, hun skal præsenteres for en masse forskellige typer forløb og baggrunde, og nu skal hun altså udsættes for mig. Lægen selv er usædvanligt imødekommende. Måske tager hun sig ekstra sammen på grund af praktikanten, måske praler hun på en måde, se, hvor godt kan jeg gøre det, se nu, hvordan man behandler den type patient, som jeg er, bedst. Det kan være derfor, at hun gør så meget ud af at være empatisk, hun er næsten voldsom på den måde, så varm, at jeg hurtigt begynder at blive kold. Temperaturen i rummet skal ikke blive subtropisk, jeg opfører mig rationelt, fattet, men lægen gør alt, hvad hun kan, for at vække emotioner med sine indfølende blikke. Det er, som om hun for praktikanten vil demonstrere empati i praksis, og det går op for mig, at hun gør det, fordi de synes, det er synd for mig. Det gør mig usikker. Jeg havde taget mig sammen til mødet, jeg havde taget en rustning på, så jeg kunne klare en fornuftig samtale, men nu viser det sig, at de har lagt en plan baseret på mine forventelige følelser. Jeg har ikke lyst til at give dem adgang til mine følelser, jeg har ikke lyst til at bukke under for deres pres, men forvirringen gør, at der går huller i

mit forsvar. Nu kan jeg hverken det ene eller det andet. Lægen begynder at læse op fra hændelsesforløbet, stiller yderligere spørgsmål. Til sidst siger hun: – Det er jo et sandt mareridt. Praktikanten har nu fået tårer i øjnene og nikker med hurtigere bevægelser end før, jeg kan mærke en vrede stige op igennem mig. Det føles som et velmenende angreb, de vil have mig til at græde. – Det er, som det er, siger jeg, – det føltes ikke som et mareridt. Bare virkeligt. Lægen nikker og slår blikket ned, jeg kan mærke på hende, at hun er skuffet. Det er jeg også. Hun ville gerne have haft, at vi kunne have talt ærligt om det, hun kalder for et mareridt, men det kan jeg ikke, hun kan ikke bare gå ind i mit mørke på den måde, det kræver en tilladelse, et løsen. Hun sukker og begynder at taste en masse ting ind på computeren, spørger nu kun om faktuelle ting; datoer, vægt, medicin, arvelige sygdomme, forventet termin. Jeg kan se det meste af det, hun skriver på skærmen, hun skjuler det ikke, alligevel tror jeg ikke, det er meningen, at jeg skal se det. Eller måske er det. Notatet fra lægen, der behandlede mig sidst. Der

Nanna Goul Nanna Goul (1980) er forfatter, litteraturkritiker og kulturskribent. Under efteruddannelse som heks. Tidligere bøger tæller romanen Privat skov (2012) og novellesamlingen Erle Perle (2017). Om Hekseprocessen: En kvinderoman, der handler om moderskabets betydning og psykologi i et moderne samfund, der hylder rationaliteten, men ikke længere adlyder sin egen logik. Hekseprocessen er en roman om at nærme sig naturen, møde en heks og at blive smidt på porten af Danmarks bedste håndlæser. Hekseprocessen er muligvis en magisk proces.

Dansknoter

Teksten i midten Hver gang jeg går ind ad det susende indgangsparti, får jeg en fornemmelse af at gå ind i et sterilt ånderige, jeg siger til mig selv: Nu kommer de og tager mig.

står: Skrøbelig gravid. Patienten er psykisk meget påvirkelig. Jeg læner mig tilbage på stolen med et opdrættet smil. I min taske finder jeg vandflasken, det er udtryk for en sund psyke at være bevidst om sine behov, jeg drikker langsomt, men effektivt, tømmer flasken og siger et par ord om væskebalance. Jeg er bevidst om, at alle oplever det som akavet. Da jeg kommer ud på gangen, står en kvindelig hospitalsklovn med fuld ansigtsmaling og venter på elevatoren. Jeg havde en forestilling om, at hospitalsklovne mest af alt var en slags vandrehistorier, men her står hun, frisk og levende, med en croissant i den ene hånd, Riccos kaffe i den anden. Klovnen kigger på de lysende tal over elevatoren, der nærmer sig. Jeg undrer mig over, hvordan hun vil kunne spise croissanten uden at tvære malingen ud over det hele, jeg tænker, at det ikke kan lade sig gøre, under nogen omstændigheder, jeg føler, at jeg burde advare hende. Børn skal ikke opleve den slags, klovne i opløsning, slet ikke her. Det kan få én på forkerte tanker, som at man aldrig kommer ud, som at man, hvis man kører for langt ned med elevatoren, ender i det underste rige, man kan næsten mærke det, hvordan varmen fra stuerne kommer nedefra, tænk bare på Lars von Triers Riget. Jeg har altid taget Riget alvorligt, jeg var for ung, da jeg så tv-serien, jeg troede af en eller anden grund, at tv-serien var en slags nyhedsudsendelse. Hver gang jeg går ind ad det susende indgangsparti, får jeg en fornemmelse af at gå ind i et sterilt ånderige, jeg siger til mig selv: Nu kommer de og tager mig. Så tager klovnen en bid af croissanten. Jeg er tæt på at råbe, løber hen til hende og siger – Undskyld!, hun vender sig om, og så kan jeg se min fejl. Hun er fuldkommen professionel, ikke en butterdejsflage sidder forkert, malingen er intakt, hun har taget en bid akkurat så stor, at maleriet ikke lider skade. – Undskyld, siger jeg, – du mindede mig lige om én, – undskyld, siger jeg igen og vinker, mens jeg vender mig om, – ha en rigtig sjov dag, og da jeg går om hjørnet, er mit hoved rødt, jeg går videre og drejer ind i det første rum, hvor man kan være i fred, halleluja, sætter mig på en hård stol lige foran en keramisk Jesus, helt blå i ansigtet. Så kommer tårerne.

*** Jeg kan se syv krager uden for mit vindue i arbejdsværelset. De sidder på rækværket af en altan på en måde, der virker opstillet: på en helt lige række med akkurat lige store mellemrum imellem sig. Jeg tænker på, om krager kan koordinere ting, det skulle ikke undre mig. Jeg har læst i Træernes hemmelige liv, og jeg må konstatere, at det er overvældende, alt det, træer kan gøre sammen. Jeg er på én gang blevet mere utryg og interesseret i træer, især bøgetræer, jeg nærmer mig dem på en anden måde nu. Da jeg sidste søndag var med Sigrid på en skovlegeplads, tog jeg mig selv i at stå og kramme et skaldet træ længe, indtil Sigrid afbrød mig. – Hvad laver du, mor? – Jeg ved det ikke. Jeg fik lige lyst til at kramme et træ. – Kan man det? – Åbenbart. Det var en rar fornemmelse. Sådan er det ikke med kragerne. De har vendt deres næb i min retning, jeg føler mig en anelse overvåget, og der opstår et ubehag, når de siger deres lyde. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at de forventer noget af mig. Skal jeg gøre eller sige noget, for at de forsvinder? Jeg vender hovedet mod skærmen og arbejder koncentreret, til teksten er færdig, da jeg går ned for at lave frokost, sidder de der stadig. Jeg ville ønske, de ville flyve væk, jeg ville ønske, det var mere enkelt, jeg ville ønske, at de bare kunne sige det, hvis de ville noget. Det går op for mig, at jeg ikke engang er sikker på, at det er krager. Måske er det ravne? Eller skader? Jeg ved meget lidt om fugle.

Dansknoter

UNGES PROBLEMATISKE LIV:

MELLEM STRESS, SYNLIGGØRELSE OG SYGELIGGØRELSE Artiklen tager udgangspunkt i nyere undersøgelser af de unges liv og problemer og diskuterer tre tolkningsmuligheder: (1) at flere har fået det dårligt på grund af det senmoderne samfunds stress og pres, (2) at psykiske problemer er blevet aftabuiseret, hvorfor flere taler åbent om dem, og (3) at unges problemer er blevet sygeliggjort, hvilket gør, at de udtrykkes gennem tidens psykologiserede vokabularer. Uden at negligere de første to tolkningsmuligheder lægger artiklen særlig vægt på den tredje. Svend Brinkmann (f. 1975), cand.psych., ph.d., professor, Institut for Kommunikation og Psykologi, Aalborg Universitet.

Danmark er som bekendt et lille land uden store råstofressourcer, hvor vi i høj grad må leve af vores hittepåsomhed, samarbejdsevner og færdigheder. De unge mennesker skal derfor uddannes – helst bedre og måske også længere – end deres forældre, da de repræsenterer de afgørende ”menneskelige ressourcer”, som fremtidens samfund skal bygges på, så vi kan sikre den politisk eftertragtede vækst i ”konkurrencestaten” (Pedersen 2011). Der lader dog til at være indbygget en modsætning i samfundets forhold til de unge, for samtidig med at de udsættes for nationale test, PISA-undersøgelser og fremdriftsreformer, der skal optimere deres viden og læring og få de unge gennem uddannelsen med færre ressourcer, viser undersøgelser, at flere og flere bukker under for stress eller udvikler deciderede psykiske forstyrrelser som angst og depression.

Hvis de unge er samfundets vigtigste ressource, er det åbenbart en ressource, man har behandlet for dårligt. Som reaktion på det har kommuner og uddannelsesinstitutioner gennem flere år ansat mentorer, vejledere, coaches og psykologer, der har skullet hjælpe de unge til at klare presset, så de fortsat kan leve op til præstationskravene. Forenklet sagt kan man derfor ane en cirkularitet, hvor de unges liv underkastes stadig flere krav om præstation og selvoptimering i et individualiseret samfund, hvorfor de i stigende omfang reagerer med psykiske problemer, der så igen søges behandlet med flere af de individualiserende tiltag, der måske i udgangspunktet var årsag til problemerne. I denne artikel vil jeg træde et skridt tilbage fra denne onde cirkel og først forsøge at skabe klarhed over omfanget af de unges problemer. Har de det reelt dårligere end før i tiden? Dernæst vil jeg komme med nogle bud på fortolkninger

Dansknoter

af deres situation, som hverken ignorerer, at nogle formentlig har fået det dårligere, eller at andres problemer måske først nu er blevet synliggjort, men som dertil føjer, at en væsentlig baggrund for unges problemer nok er en psykologisering og sygeliggørelse af livet. Undersøgelser af de unges liv Der kommer løbende nye undersøgelser af de unges liv og problemer, og ofte skaber disse undersøgelser overskrifter i medierne. I 2018 kom hele tre store rapporter, som her kort skal omtales. I december udkom en stor redegørelse om børn og unges trivsel i Danmark fra VIVE, som er Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (Ottosen et al. 2018). Undersøgelsen bygger på svar fra 7.697 børn og unge i aldersgrupperne 3, 7, 11, 15 og 19 år og indeholder flere be-

Hvis de unge er samfundets vigtigste ressource, er det åbenbart en ressource, man har behandlet for dårligt

mærkelsesværdige fund. Især er det tankevækkende, at flere end hver tredje af undersøgelsens 19-årige kvinder svarer, at de har haft en psykisk lidelse, og at 45 procent fortæller, at de på et tidspunkt har fået hjælp af en psykolog. Det er unægteligt temmelig voldsomt, at næsten halvdelen af alle unge kvinder har gået til psykolog, og det repræsenterer en stigning fra ca. 30 procent i 2009. På andre væsentlige parametre ser det desværre også ud til, at unges trivsel er blevet dårligere: Blandt 15-årige ses fx en signifikant stigning i andelen, der har mistrivselssymptomer (fra 8 til 12 procent) i perioden 2009 til 2017. I marts samme år viste resultaterne fra Den Nationale Sundhedsprofil også, at det er gået dramatisk tilbage for de unges mentale sundhed (Jensen et al. 2018). Over 40 procent af kvinderne i aldersgruppen 16-24 år har nu, hvad undersøgelsen kalder et højt stressniveau (for befolkningen som helhed er det over 25 procent). I gruppen af unge kvinder har over 18 procent decideret, hvad rapporten kalder ”dårligt mentalt helbred”, hvilket er en stigning på 8 procentpoint siden 2010. Tallene ser en smule bedre ud for mændene, men der er heller ikke meget at råbe hurra for her. I 2018 kom også tal fra hospitalspsykiatrien, der handlede om antallet af børn under 15 år med psykiatriske diagnoser (Toft 2018). Det viste sig, at det i 2017 var næsten hvert tiende barn på 15 år, som på et tidspunkt havde fået en psykiatrisk

Dansknoter

diagnose. Andelen er steget voldsomt på få år: fra 4 procent i 2010 til 9 procent i 2017. Og det er vel at mærke alene diagnoser givet i hospitalspsykiatrien, der medtages her, så hvad der sker i lægers almene praksis, kommer oven i. Tilsammen giver disse tre store undersøgelser fra 2018 et billede af de unge som stressede og med flere psykiske forstyrrelser end tidligere, og den generelle diskussion i medierne har i de senere år handlet om, at det formentlig skyldes stressfremkaldende pres fra det senmoderne samfund. Flere problemer eller synliggørelse af problemerne? Overskriften herover peger på to dominerende og umiddelbart modsatrettede fortolkninger af de unges problemer. Fortolkningerne optræder ofte i medierne og kan betragtes som idealtypiske positioner i debatten. Den første siger, at der simpelthen er flere, der har det dårligt pga. det moderne samfunds krav om præstation og konstant selvoptimering. Det resulterer i stress, i angst for ikke at være god nok og i depression, når man erkender, at man aldrig kan blive det. Flere forhold taler for, at denne fortolkning har noget på sig. Det er en kendsgerning, at skole- og uddannelsessystemerne i de senere år er underkastet reformer, der har haft som hensigt at klæde de unge på til et liv med global konkurrence. De skal være ”opportunister”, trænet til at fungere i den ”kamporganisation”, som ifølge Ove Kaj Pedersen udgøres af konkurrencestaten (2011, s. 206). Og selv om man kan spørge kritisk til de forskellige undersøgelsers gyldighed, lader det til, at tallene for psykiske problemer stiger over en relativt kort årrække, når symptomerne måles med de samme redskaber. Den anden fortolkning siger, at psykisk lidelse er blevet aftabuiseret, så det er blevet lettere at tale om, fx med en psykolog, familie og venner. Der er måske ikke flere, der har det dårligt, men de unge har fået frihed til at ytre sig om deres liv og få løst deres problemer. Problemer, der måske længe har knyttet sig til ungdommen, er således blevet gjort synlige. Det er kort sagt samfundets fortjeneste, at det nu er lettere at få hjælp til at håndtere de problemer, som unge mennesker måske altid har skullet forholde sig til. Selv om denne fortolkning umiddelbart ligner en modsætning til den første, kan de godt begge have noget på sig. Det kan fx være, at det er ganske forskellige faktorer, der ligger bag den øgede forekomst af stress (jf. den første fortolkning) og ADHD eller autisme (jf. den anden). En svaghed ved den anden fortolkning er dog, at den har et spekulativt element, idet flere af diagnoserne er nye, og vi ved reelt ikke, hvor mange der kunne have fået en ADHD- eller autismediagnose for 50 eller 100 år siden. En tredje fortolkning: Psykologisering og sygeliggørelse En tredje fortolkning siger, at tallene vidner om en markant

psykologisering af unge menneskers liv. Psykologisering betyder, at noget fortolkes psykologisk, hvor det tidligere blev betragtet på andre måder (fx politisk, strukturelt, eksistentielt osv.). Denne fortolkning kan finde opbakning både i egne analyser af diagnosekulturen (fx Brinkmann 2016) og i psykologen Ole Jacob Madsens arbejde med at forstå de problemer, der knytter sig til ”generation præstation”, som fænomenet kaldes i Norge (Madsen 2018). Et første punkt, der er værd at holde sig for øje, er, at flere af de nævnte undersøgelser baserer sig på selvrapporterede problemer og derfor i sagens natur får et subjektivt præg. Når flere end hver tredje kvinde fx svarer i den førstnævnte

undersøgelse, at de har haft en psykisk lidelse, er det jo de unge selv, der vurderer, om det er tilfældet. Det er rimeligt at antage, at de ikke alle har fået en psykiatrisk diagnose (da antallet af diagnosticerede trods alt er væsentligt lavere), så måske er en legitim fortolkning, at de har tilegnet sig en forståelse af psykiske lidelser, der er blevet så elastisk, at den omfatter alskens livsproblemer som psykiske lidelser? Med andre ord er der givetvis sket en markant sygeliggørelse af livet (Rose 2019). I et individualiseret samfund er håndteringen af livets problemer blevet professionaliseret gennem psykologhjælp og patologiseret gennem de psykiske diagnosers udbredelse.

Dansknoter

Mange af de problemer, vi som samfund tidligere ville have anskuet socialt, eksistentielt eller politisk, reduceres i disse år til personlig uformåen eller ”psykisk lidelse”, der kan behandles hos en psykolog eller diagnosticeres hos en psykiater.

Børn og unge tilegner sig i dag tidligt et sprog, hvormed de kan udtrykke sig om livet gennem termer som stress, angst og depression. De udsættes for oplysningskampagner om cutting og spiseforstyrrelser, der som ikke-smitsomme sygdomme alligevel kan smitte socialt (Meinert & Seeberg 2017). For nogle år siden kørte ADHD-foreningens ”ADHD-bus” rundt til skoler i flere danske kommuner og inviterede eleverne indenfor med en kendt standup-komiker som vært. Det er bare nogle få eksempler på, hvordan børn og unge i dag får sprog for livets problemer gennem psykiatriens diagnostiske begreber. Uden at underkende betydningen af de to førstnævnte fortolkninger (at de unge har flere problemer – eller at vi endelig har opdaget problemer, der altid har eksisteret) tror jeg, at den lidt mere komplekse tredje fortolkning har meget på sig. Den negligerer ikke nødvendigvis, at de unge har problemer, men kan anvendes i en kritisk diskussion om, hvorvidt disse problemer bedst kan forstås som udtryk for psykisk lidelse. Vi har efter min mening brug for andre tilgange til unges problemer end de psykologiske og psykiatriske. For eksempel viser VIVE’s undersøgelse også, at der er ”en tydelig social gradient i psykisk sårbarhed i form af indad- og udadvendte adfærdsproblemer”, samt at andelen af unge, der har forsøgt selvmord, er fire gange så høj i familier, der lever i relativ fattigdom. Mange af de problemer, vi som samfund tidligere ville have anskuet socialt, eksistentielt eller politisk, reduceres i disse år til personlig uformåen eller ”psykisk lidelse”, der kan behandles hos en psykolog eller diagnosticeres hos en psykiater. Men hvis det handler om fattigdom, eksklusion, marginalisering og lignende, løses det jo næppe hos en psykolog. Det er i hvert fald i mine øjne udtryk for en problematisk psykologisering. For at forstå komplekse problemer kræves andet og mere end enøjede fortolkninger. Jeg har her fremlagt tre, der nok er utilstrækkelige hver for sig, men som tilsammen forhåbentlig kan forbedre vores diskussioner af de vigtige spørgsmål om unges trivsel og mangel herpå. Ved at få blik for de mangeartede og komplekse årsager, der ligger bag, vil vi kunne reagere mere hensigtsmæssigt på problemerne.

Dansknoter

Litteraturliste Brinkmann, Svend: Diagnostic Cultures: A Cultural Approach to the Pathologization of Modern Life, Routledge, 2016 Jensen, Heidi A.R. et al.: Danskernes sundhed – Den nationale sundhedsprofil 2017. https://www.sst.dk/da/udgivelser/2018/ danskernes-sundhed-den-nationale-sundhedsprofil-2017 Madsen, Ole Jacob: Generasjon prestasjon: Hva er det som feiler oss? Universitetsforlaget, 2018 Meinert, Lotte & Seeberg, Jens: ”Social smitte” i Tidsskrift for Forskning i Sygdom og Samfund, nr. 26, s. 5-16, 2017 Ottosen, Mai Heide et al.: Børn og unge i Danmark – velfærd og trivsel 2018. https://pure.sfi.dk/ws/files/2245177/B_U_2018_ WEB_01.pdf Pedersen, Ove Kaj: Konkurrencestaten, Hans Reitzels Forlag, 2011 Rose, Nikolas: Our Psychiatric Future, Polity, 2019 Toft, Lasse Vej: Analysenotat fra KL – Børns diagnoser og skoletyper 2018. https://www.kl.dk/media/14410/d7fo9c7cn0rp9rlgfefk.pdf

Dit danskfag – nyheder og på vej NYH

NYH

Eksamensgenrerne dansk stx giver en overskuelig præsentation af de nye skriftlige genrer og af de delelementer, der udgør de enkelte genrer. Udgivelsen indeholder forslag til, hvad man skal gøre – og ikke bør gøre – når man vil nå ud til sin læser på en både genre- og formidlingsbevidst måde. Af Nicolai Rekve Eriksen Grete Ravn Nielsen (red.)

Guide til skriftlig dansk i hf er en bog til hele hf-forløbet, som introducerer til forskellig slags skrivning: danskfaglig, personlig, kreativ, innovativ, professionsrettet. Udgivelsen dækker indgående arbejdet med de nye eksamensgenrer og giver læseren overskuelige, stilladserende instrukser, øvelser og korte skriveguides. Af Anders Østergaard Grete Ravn Nielsen (red.)

iBog® eksamensgenrernedanskstx.systime.dk Bog 96 sider

iBog® guidetilskriftligdanskihf.systime.dk Bog 177 sider

NYH

PÅ V

Dansk i praksis er en grundbog til arbejdet med dansk i den nye linjestruktur på hf. Udgivelsen giver konkrete idéer til, hvordan man kan arbejde danskfagligt i en praksis- og anvendelsesorienteret kontekst på hf.

Galskab i litteraturen giver en tematisk indføring i galskabens litteraturhistorie. Hvert tema introduceres og udfoldes via et bredt udvalg af tekster og kunstbilleder. Bogens mange arbejds-og refleksionsspørgsmål suppleres af øvelser i kreativ skrivning.

Dansk i praksis er anvendelig såvel på det 2-årige hf’s linjestruktur som i enkeltfagets fagpakker.

Bogen er rettet mod danskfaget og er oplagt til tværfagligt samarbejde med psykologi, billedkunst, samfundsfag og biologi.

Af Tina Jensen Ole Schultz Larsen (red.)

Af Thomas Søgaard Boström og Lasse Gammelgaard Ole Schultz Larsen (red.)

iBog® danskipraksis.systime.dk Bog 234 sider

iBog® galskabilitteraturen.systime.dk Bog Udkommer også som trykt bog

Dit digitale danskfag – få adgang til 56 iBøger Søg på tværs af alle iBøger® til dansk og skab varierede undervisningsforløb. Prøv fagpakken på din klasse skoleåret ud – kvit og frit.

Læs mere på fagpakker.systime.dk

uden for tema

SORT CHOK. ET KONFLIKTSCENARIE I KIM LEINES RØD MAND/SORT MAND Hvad betyder formen for forståelsen af kulturmødet i Rød mand/Sort mand? Og hvilket indtryk får man af åndemaneren Aappaluttoq i romanens prolog? Artiklen giver et svar på spørgsmålene gennem en indledende refleksion og et analytisk nedslag på prologen, som i kimform udfolder konflikten mellem Aappaluttoq og præsten Hans Egede.

Et af de mest fascinerende aspekter ved Kim Leines anmelderroste Rød mand/Sort mand (2018) er romanens mange stemmer. Ud over de to centrale aktører, åndemaneren Aappaluttoq (rød mand) og præsten Hans Egede (sort mand), møder læseren en række fascinerende karakterer i spillet om den verdslige og religiøse magt i Grønland anno 1724 og årene frem. Blandt mange andre stifter vi bekendtskab med Frederik den Fjerde, guvernøren for kolonien ved Godthåb major Claus Enevold Pors, hans islandske kammertjener Skård, hans kammerjomfru Titia og kirurgen Christian Kieding. Romanen er en fortsættelse af det hovedspor i Leines forfatterskab, som omhandler nordatlantiske kulturmøder. Man kan følge sporet tilbage til hans spektakulære debut Kalak (2007), videre over Tunu (2009), Profeterne i Evighedsfjorden (2012) og frem til De søvnløse (2016). I den forbindelse får de mange stemmer i Rød mand/Sort mand stor betydning. For hvor man i Kalak blev vidne til sygeplejersken Kims forelskede møde med det eksotiske Grønland, formidlet af en autodiegetisk fortæller med indre fokalisering, præsenteres man i Rød mand/Sort mand for en flerhed af grønlandske, danske, norske og islandske fortællerpositioner. Den polyfone form muliggør en mere åben, flerspektret og bredt nuanceret skildring af kulturmødet og de konflikter, det afstedkommer.

Dansknoter

Hermeneutisk afdækning af sagen Afsættet for det efterfølgende analytiske nedslag på Leines roman er et hyppigt overset aspekt af Hans-Georg Gadamers Sandhed og metode, nærmere bestemt det faktum, at han i forlængelse af Martin Heidegger (og bag ham Edmund Husserl) betoner betydningen af sagen i det hermeneutiske arbejde med en tekst. Det er potentielt udfordrende for et nykritisk inspireret kunstsyn, fordi man typisk vil være tilbøjelig til at opfatte det litterære værk som en mangesidig helhed, der netop ikke lader sig reducere til en undersøgelse af en sag. ”Det gælder”, skriver Gadamer, ”om at være bevidst om sin forudindtagethed, således at teksten viser sig i sin anderledeshed og hermed får mulighed for at spille sin sagsmæssige sandhed ud imod ens egen formening.” (Gadamer 2004, s. 256). Gadamers forståelse af relation mellem sag, tekst, læser og sandhed kan udfoldes langt mere nuanceret, end det er muligt i nærværende sammenhæng, men tager vi hans udsagn for pålydende, kunne et foreløbigt forsøg på at forstå den ”sagsmæssige sandhed” i Rød mand/Sort mand tage udgangspunkt i, at romanen i fiktionens form søger at skildre Danmarks kolonisation af Grønland, set fra forskellige individers synsvinkel. Den sandhed, som Leine skriver sig frem til, er nok baseret på historiske fakta, men kun i begrænset omfang historisk dokumenterbar, fordi de fiktive

Svend Skriver Lektor, ph.d., Københavns Universitet

(Leine 2018, s. 11.), sin ånd, flyve ud i verden til nøje udvalgte lokationer. På den måde rummer prologen i kimform mange spor af det forløb, som udfoldes senere i romanen. I citatet markeres desuden den konflikt mellem Aappaluttoq og Hans Egede, der er bærende for fortællingen. Det er den lille lokale historie i den store globale historie, og for at forstå den er det væsentligt at stille skarpt på Aappaluttoq. Som en konsekvens af sin magiske kunnen og den hermed forbundne ”hemmelige viden”, som Aappaluttoq har tilegnet sig for at blive angakok (dvs. åndemaner), befinder han sig i grænselandet mellem de andre inuitter og ånderne. Han er derudover grænsegænger mellem inuitterne og de kristne. Sammen med sin søn, Paapa på 10 år, har han opsøgt præsten Albert Torp, som bistod Hans Egede i den tidlige fase, og lært kristendommen at kende: Jeg tror på Gud Fader, og jeg tror på hans søn, Jesus Kristus. Jeg så ham blive sømmet fast med lange skæve nagler, hørte det våde suk i kødet da jernet trængte ind, hørte Frelserens suk og klage, så soldaterne hive i rebene og vippe korset med ham op mellem de to banditter (Leine 2018, s. 11-12).

elementer i så høj grad dominerer det samlede billede. Målet er tilsyneladende at lade de mange menneskelige perspektiver belyse de historiske fakta. I den forstand kan man betragte romanen som et forsøg på fiktivt at rekonstruere historiske menneskers erfaringsverden, sådan at hvert enkelt menneskes perspektiv repræsenterer en sandhed om kolonisationsprocessen. Skal man ud fra den tankegang kortlægge romanens sagsmæssige sandhed, kræver det en nøje undersøgelse af de mange stemmer, som præsenteres for læseren. Her indskrænkes det analytiske fokus af pladsmæssige hensyn til et nedslag på prologen, som også er didaktisk relevant, fordi tekststykket kan benyttes som romanuddrag i danskundervisningen. En åndelig grænsegænger – Aappaluttoqs perspektiv Romanen åbner med åndemaneren Aappaluttoqs fremstilling af sig selv og sin erfaring af verden. ”Jeg er Aappaluttoq, Den røde. Jeg kan rejse overalt, ligesom præsten siger, selv om han siger det i hånlig mening, men det er nu rigtigt, og det ved han udmærket, selv om han aldrig vil indrømme det.” (Leine 2018, s. 11). Disse formuleringer og de følgende, som beskriver rejserne, hvor han forlader sit fysiske legeme, antyder et spor af magisk realisme. I første omgang forestiller læseren sig måske, at Aappaluttoq blot indbilder sig, at han kan rejse i tid og rum. Senere i fremstillingen bliver det imidlertid klart, at rejserne har et præg af realitet over sig. Aappaluttoq har adgang til en viden, som han ikke kunne have opnået på andre måder end ved at lade sin ”tarniga”

Citatet vidner om Aappaluttoqs religiøse passion. Han har en ubetinget tro på Kristus som en metafysisk realitet. Aappaluttoqs gudsforhold er ikke bundet op på en bog, men på den fysiske erfaring af korsfæstelsen. Hans formuleringer er udtryk for en affektiv teologi. Samtidig ser han klare forbindelseslinjer mellem sin spirituelle verden og kristendommens mysterier. Det er for ham et sammenhængende åndeligt kontinuum. På den baggrund kunne man måske tro, at forskellen mellem Aappaluttoqs og Egedes verdensbilleder ikke er stor. Man skal dog ikke langt ind i romanen for at forstå, hvor meget der skiller dem. Egede og koloniens øvrige repræsentanter er ifølge Aappaluttoq ikke i stand til at udleve kristendommens potentiale. Det er – som han tilbageskuende forklarer det – endvidere en udfordring, at Egede ikke ”ville … give os dåbens sakramente. Han mente ikke vi var klar endnu, at vi, lige så snart vi blev døbt, ville rejse væk og leve som vildmænd og dermed vanhellige sakramentet. Og så tog jeg drengen, satte ham bag på kajakken og sejlede væk” (Leine 2018, s. 12). Det første møde mellem de centrale repræsentanter for de to kulturer består i, at Egede udelukker Aappaluttoq fra det kristne fællesskab, som på sin side vender ryggen til samfundet i kolonien. Fortælleteknisk er positionen i prologen interessant. I udgangspunktet er der tale om en homodiegetisk fortæller med indre fokalisering. Det skaber umiddelbart en oplevelse af nærhed mellem læser og fortæller. Synsvinklen er Aappaluttoqs, så man får naturligt sympati for ham. Og så alligevel ikke helt. For han handler indimellem på måder, som støder læseren og genererer stor distance. Det gælder

Dansknoter

Han er inuitten, som kæmper for at vinde sig en identitet som dansker og samtidig oplever en stærk tilknytning til den grønlandske kultur. fx hans kontante reaktion på sin kones utroskab: ”Jeg slog manden ihjel, indhentede ham ude på havet en dag og trak ham simpelthen ud af kajakken og smed ham i vandet, så han druknede. (…) Det var selvfølgelig ikke særlig kristent af mig at gøre. Egentlig heller ikke særlig grønlandsk. Men det føltes godt.” (Leine 2018, s. 12). Citatet demonstrerer Aappaluttoqs brutalitet og egenrådighed, men også hans evne til selverkendelse. I raseri over mordet sulter hans kone sig ihjel og instruerer deres eneste overlevende barn, Paapa, i at gøre det samme. Aappaluttoq må derfor i dybeste nød opsøge Egede for at få ham og hans kone til at redde sin sultestrejkende og alvorligt forkomne søn. Egede er ikke interesseret, men lader sig overtale. Efter nogen tid vil Aappaluttoq hente sin søn igen. Det er Egede imidlertid ikke indstillet på: Hvad vil du? siger han. Du har ikke noget at gøre her. Jeg kommer for at hente min søn, siger jeg. Han er døbt nu. Han er kristen. (…) Han lægger en hånd på hans skulder, som om han beskytter ham mod mig. (…) Gå nu med dig, siger Egede. Du skal ikke stjæle min søn fra mig, siger jeg. Frederik Christian, siger han og ser ned på min søn. Hvad vil du? Vil du følge med din hedningefar eller blive hos mig? Paapa kigger på mig. Hans blik er meget mørkt og alvorligt. Han ryster på hovedet. Der kan du selv se, siger Egede og smiler. Frederik Christian? siger jeg. Hvad er det for et navn? Det er hans kristne navn, siger Egede. Han tilhører mig nu. (Leine 2018, s. 15). Scenen er ladet af eksemplarisk betydning. To mænd står over for hinanden. En inuit, som har brug for al den hjælp, civilisationen kan tilbyde hans alvorligt medtagne søn, og præsten, der sammen med sin kone har ydet omsorg og nu

vil bestemme. Sagen handler om myndigheden til at opdrage drengen. Den er prekær, fordi Aappaluttoq og Egede dels er følelsesmæssigt knyttede til drengen, dels ønsker at præge ham kulturelt som henholdsvis kristen inuit og dansknorsk kristen. Samtidig har de to parter ringe forståelse for hinandens perspektiver. Dette konkrete konfliktscenarie på mikrosocialt niveau afspejler romanens overordnede fortolkning af kulturmødet mellem enevældens Danmark og den grønlandske inuitkultur på det makrosociale niveau. Foranlediget af Egedes spørgsmål tvinges Frederik Christian til at træffe et umuligt valg. Han skal vælge mellem sin nye sociale far og sin biologiske far og udgrænse en af de to kulturer i sin dobbelte identitet. I første omgang vælger han Egede, men inuitidentiteten indhenter ham alligevel. For Frederik Christian inkarnerer kulturmødet. Han bliver den tragiske centrumsfigur i fabulaen. Han er inuitten, som kæmper for at vinde sig en identitet som dansker og samtidig oplever en stærk tilknytning til den grønlandske kultur. Hans livsvalg vidner om vanskeligheden ved at opretholde balancen i mødet mellem de to kulturer. I kraft af den polyfone form fortælles Frederik Christians og de andre aktørers skæbneforløb fra mange forskellige vinkler. Efter prologen træder personerne frem for læseren én efter én. Først får man et afsnit om Frederik den Fjerde, som giver læseren indsigt i kongens privatsfære og hans strategiske overvejelser om koloniseringen af Grønland. Herfra overdrages den narrative stafet til den tidligere soldat Johan Hartman og derfra igen videre til den kommende guvernør for den nystiftede koloni Claus Enevold Pors for atter at gå videre til Sise ”Særk” Hansdatter osv. Gennem de mange skiftende fortællerpositioner fremkaldes et nærmest pointillistisk narrativ. Med dette perspektivrige formelle greb og sit valg af stof skaber Leine en polyfon oprindelsesroman om det moderne Grønland. Romanen fremstår således som en stærk fiktiv fortolkning af historiske fakta om det allerførste møde mellem to meget forskellige kulturer.

Litteraturliste Gadamer, Hans-Georg: Sandhed og metode. Grundtræk af en filosofisk hermeneutik, Systime Academic, 2004 (1960) Leine, Kim: Rød mand/Sort mand, Gyldendal, 2018 Svend Skriver: ”Bølgen af stilhed. En nærlæsning af Kim Leines Kalak” i Spring, nr. 44, 2018 Svend Skriver: ”Den hermeneutiske cirkel” i Mie Femø Nielsen & Svend Skriver (red.): Metodekogebogen: 130 analysemetoder fra humaniora og samfundsvidenskab, U Press, 2019

Dansknoter

uden for tema

dom Kristensen, Andersen, Jette Ly Af Lisa Nørnberg bjerg rup & Cecilie Torn Ida Pallesen, Lis No

I 2010, da den nordiske krimi for alvor er slået igennem internationalt under samlebetegnelsen Nordic noir, udpeger ugemagasinet The Economist velfærdssamfundet som omdrejningspunkt for nordiske fortællinger om forbrydelser og straf. Den nordiske krimi viser, at ”den beskyttelse fra vugge til grav, velfærdssystemet tilbyder, har en mørk og dyster underside.” Med dette sociale perspektiv på kriminalitet knyttes forbindelsen tilbage til Maj Sjöwall & Per Wahlöös Roman om et brott (1965-1975), dog uden seriens radikale kapitalismekritik. Videre fremhæver The Economist stedets og vejrligets betydning – dette ”kolde, mørke klima, hvor døre er låst og gardiner trukket for”.1 Den sidste bestemmelse er afgørende, fordi handlingen i den nordiske krimi ikke kun udspiller sig i storbyer og provinsbyer, men også i udkantsområder, øsamfund, landsbyer og spredtliggende bebyggelser. Den for krimien karakteristiske anonymitet i de store byers menneskemasser overlejres i Nordic noir således ofte af sin modsætning: lokalsamfunds tavse viden om alt og alle, især gemte, men aldrig glemte hemmeligheder. Det psykologiske modsvar hertil er forbrydere og efterforskere, der i lige grad er introverte enspændere, ordknappe og tungsindige. Som i Karin Fossums Elskede Poona (2000), der i Norge i 2017 blev kåret som alle tiders bedste norske krimi. De små samfunds sociale kontrol forstærkes, når krimien flytter nordpå, til Sápmi, Svalbard, Jan Mayen og Grønland. Det er krimier, der af forlag og i anmeldelser er blevet etiketteret som Arctic noir. Spørgsmålet er, om der er distinktive træk ved den nordligst nordiske krimi, der retfærdiggør en sådan undergenre som andet og mere end en markedsføringsstrategi? Det mener vi. Det første problem, der rejser sig, er, hvad betegnelsen

Dansknoter

arktisk omfatter. Her er en geografisk (breddegrad) og temperaturmæssig (polarklima) definition efter vores mening ikke tilstrækkelig, men må gå hånd i hånd med en (geo)politisk og kulturel betydning. En Arctic noir er da for det første en krimi, hvor stedet og naturen ikke er en eksotisk kulisse om en forbrydelse og dens opklaring, men plotgenererende. For det andet forenes i den arktiske krimi – i hvert fald når det drejer sig om den grønlandske som i herværende artikel – hjemmets uhjemlighed (familiens bagside: vold, overgreb, incest, misbrug, had, selvhad) med den koloniale og neokoloniale uhygge (storpolitik, koldkrig, radioaktivt affald, råstoffer, naturødelæggelse, smeltende indlandsis, stormagtsrivalisering, korruption). Nutiden, udspændt mellem fortid og fremtid i geopolitisk, lokal og privat forstand, udgør med forskellig vægtning klangbunden under Mads Peder Nordbos Pigen uden hud (2017), Nina von Staffeldts Frosne beviser (2016), Steffen Jacobsens Et bjerg af løgne (2015) og Nauja Lynges Ivalu’s Color (2017). De tre første er skrevet på dansk af danske forfattere, der er eller har været bosiddende i Grønland; den sidste på engelsk af en grønlandsk født, men i Danmark bosiddende, forfatter.2 Hudløs Mads Nordbos roman Pigen uden hud (2017) åbner i en dobbelt in medias res. Dels med en prolog, der gengiver en unavngiven mands rædsel, inden en kniv sprætter ham op. Intet hvor, hvem, hvornår eller hvorfor, kun den nøgne rædsel. Dels med et mareridt, de sidste sekunder af et bilsammenstød, oplevet af bilens fører, mens kvinden ved hans side dør. Mareridtet er fikseret i tid og rum, til Nuuk 2014. Den mareredne er romanens hovedperson, Matthew Cave,

en dansk journalist, som er flygtet til Grønland efter ulykken, der dræbte hans gravide hustru. Som journalist får han til opgave at undersøge et mord, der snart bliver til tre, hvor ofrene findes flåede og tømt for indvolde. Fremgangsmåden vækker mindelser om en sag fra 1973, hvor fire mænd var blevet flået med en ulo, som var de sæler.3 Den almindelige mening – at de myrdede havde misbrugt deres døtre – viser sig at være fejlagtig. I afdækningen af sammenhængen mellem fortidens og nutidens forbrydelser får Cave hjælp af en ung, kronraget og tatoveret kvinde, Tupaarnaq Sigstad, en grønlandsk Lisbeth Salander. Som Stieg Larsson etablerer Nordbo et makkerpar mellem en blød journalist og en kantet kvinde. Som Salander lever Sigstad på kanten af samfundet og loven og er habil med en computer. Begge er de vokset op i et miljø præget af vold mod kvinder og fædres overgreb på deres børn. Og hos dem begge har denne opvækst udviklet en hudløs retfærdighedsfølelse, der udtrykker sig i selvtægtens retfærdighedsforfølgelse. Det særligt grønlandske mærke i Nordbos roman er til en vis grad naturen, idet isen bevarer et lig intakt, men i højere grad er det sociale forhold. Især den høje forekomst af overgreb indfældet i den tavse medviden i små ”samfund, der nok var vant til vold bag husets fire vægge, men aldrig så det også var synligt i det offentlige rum.” Først i det øjeblik, sporene i isen peger mod magtens cirkler, bliver afsløringen af seksuelle overgreb farlig – for den hæderlige politimand Jakob Pedersen, for Matthew Cave og Tupaarnaq Sigstad. Alt for at tildække, at den egentlige forbryder er ”en minister, der har været lidt for glad for små grønlandske piger.” Virus Hvor Mads Peder Nordbo – i lighed med Stieg Larssons Lisbeth Salander, Peter Høegs Smilla Jaspersen og TV-seriernes Sara Lund og Saga Norén – har en forkærlighed for kvinder på kanten af majoritetssamfundets normalitetsopfattelse, bevæger vi os med Nina von Staffeldts Frosne beviser (2016) til en kvindelig heltinde, der ikke er på kanten, men lever et almindeligt moderne kvindeliv – med alle de hverdagsbeskrivelser, der hører femikrimien til. Sika Haslund er presseansvarlig ved et erhvervs- og turismeforum i Nuuk og enlig mor. Ligesom Matthew Cave er hun, efter at have mistet sin ægtefælle i en færdselsulykke i Danmark, flytter til Grønland. Men ikke som ham til et fremmed sted, men hjem til sin barndomsby. Med sin halvt grønlandske, halvt danske herkomst og opvækst tilføjes til hendes figur en social og kulturel identitetskrise. Sika Haslund får til opgave at inddæmme de økonomiske og markedsmæssige konsekvenser af en virus, der har gjort over 800 mennesker alvorligt syge i Sisimiut, lige inden den forestående turistsæson. Snart kommer hun på sporet af lækkende tønder med et indhold, der er giftigere end Vietnamkrigens Agent Orange. Tønderne blev nedgravet af amerikanerne i 1972, med lokale politikeres billigelse mod

behørig betaling. De drab, der finder sted på nutidsplanet, begås for at hindre, at forbindelsen til de grønlandske politikere fra dengang bliver lækket. I modsætning til Pigen uden hud fremstilles Grønland i Frosne beviser ikke som et sted mærket af menneskeligt armod. Det er et moderne velfærds-Grønland, der satser på fremtidens indtægtskilde: turismen. Og på fremtiden som selvstændig nation. Fatalt er det derfor, når fortiden i sygdomsfremkaldende og voldelig form dukker frem af den optøende permafrost. Koldkrigens fortid har ingen appel til den pengestærke turist, der alene søger det Grønland, der ikke findes som andet end et fatamorgana: fangersamfundets og indlandsisens Grønland.4 Løgn Klimaforandringer og muligheder for råstofudvinding er et af den arktiske krimis genstandsfelter. Således i Steffen Jacobsens Et bjerg af løgne (2015). Romanens tid er forlagt til nær fremtid, hvor forsøg på at udvinde skiferolie i Grønlands undergrund er omdrejningspunktet for et mord. Geologen Peter Holm findes myrdet, kort tid efter at han er kommet til København for at overbringe selskabet Nobel Oil en USB-nøgle med et afgørende fund. Sporene peger først mod en militant miljøorganisation, Poseidons Krigere, men retter sig derpå mod dansk-kinesiske kapitalinteresser bag olieudvindingsprojektet. Efterforskningen varetages af politimyndigheden, ikke af uautoriserede journalister. Dog med den krølle, at mordundersøgelsen, ledet af den kantede og traumatiserede viceinspektør Lene Jensen, dubleres af en privat eftersøgning af den forsvundne USB-nøgle, foretaget af detektiven Michael Sander for Nobel Oil. De to efterforskninger – den retrospektive undersøgelse af, hvad der førte til mordet, og den prospektive afdækning af, hvad USB-nøglens indhold vil betyde for olieprojektet – flettes sammen i slutningen af romanen. Det endelige opgør får på alle klicheklaviaturets tangenter med obligat bestialsk lejemorder. Et bjerg af løgne handler om kampen om den grønlandske undergrund. Men det er hverken miljøaktivister eller økonomiske interesser, der afgør, om udvindingen af skiferolien bliver til noget eller ej, men naturen. USB-nøglens hemmelighed er, at en udvinding vil føre til en udvaskning af tungmetallet cadmium og dermed til en miljømæssig katastrofe. Med en let omskrivning af et af postkolonialismens slogans sker der det, at nature strikes back. Den arktiske kampzone Grønland som midtpunkt for militærstrategiske geopolitiske interesser og for økonomiske interesser i udvinding af bl.a. uran er temaet i Nauja Lynges Ivalu’s Color (2017). Romanen, der er skrevet på engelsk og udgivet på det amerikanske IPI Press, er ikke oversat til dansk. Den indgår i en distribution, der er rettet mod en arktisk offentlighed og ikke som de øvrige romaner mod en grønlandsk-dansk-europæisk cirkulation.

Dansknoter

Romanens mordgåde omhandler tre myrdede kvinder, hvis kroppe er mærkede med det sexistiske og nationalchauvinistiske budskab ”Danish bitches – stay away from our men”. Det er dog ikke et blodigt racistisk kønsspor, indfældet i en neokolonial kontekst, der spiller en betydende rolle i bogen, men derimod den viden, de tre kvinder, der alle var fremtrædende samfundsdebattører, havde samlet om fordægtige forhold i Grønland. Indfældet i et spinkelt krimiplot med russiske og kinesiske agenter, politi, en tidligere politiker samt en lokal kvinde, der viser sig at være morderen, men afpresset og styret af en kinesisk-grønlandsk kvinde, består størsteparten af romanen af kroniklignende indlæg om Grønland som centrum for et geopolitisk og strategisk spil om Arktis; om rigsfællesskabet og Danmark som (god) kolonimagt samt om det grønlandske velfærdssystem, lokalpolitik, magtmisbrug, nepotisme og korruption, om misogyni, vold og misbrug af børn. Alle elementer til en Arctic noir. Bare ikke i en god form i Ivalu’s Color. Hvad isen gemmer De ovenstående krimier er repræsentative for den grønlandske krimi (se listen). For dem alle gælder, at kriminaliteten udløses af et samspil mellem den geopolitiske situation med Grønland som centrum for USA’s, Ruslands og Kinas arktiske interesser; den neokoloniale konflikt mellem rigsfællesskab og selvstændighed samt den hjemlige uhygge i familiens og de nære relationers gru. Men det er ikke i fiktionen, de værste forbrydelser finder sted, men i den grønlandske virkelighed. Igen med naturen som ubønhørlig blotlægger af skjulte hemmeligheder. Således det amerikanske koldkrigsprojekt Camp Century, et gigantisk underjordisk militært kompleks dybt under isen, der fungerede fra 1959 til 1966. Den smeltende indlandsis ventes i nær fremtid at bringe lejrens tusindvis af tønder radioaktivt spildevand fra en mobil atomreaktor for dagens lys.5

Den nord-nordiske krimi – et udvalg Grønland Peter Høeg: Frøken Smillas fornemmelse for sne (1992) Mads Peder Nordbo: Pigen uden hud (2017) & Kold angst (2018) Nina von Staffeldt: Frosne beviser (2016), Den sorte Engel (2017) & Skibet fra Isfjorden (2018) Steffen Jacobsen: Et bjerg af løgne (2015) Rune Stefansson: Den sidste olie (2016) Hans Jakob Helms: De Dødes Fjord (2015) & Hvis du fløjter efter nordlyset (2011) Thomas Rathsack: Dødemandsbugten (2015) Robert Zola Christensen: Is i blodet (2013) Helle Vincentz: Nukaakas kabale (2013) Kristian Olsen aaju: Det tatoverede budskab (2010) & Den tatoverede strandvasker (2013) Nauja Lynge: Ivalu’s Color (2017) Michael Katz Krefeld: Sort sne falder (2012) Yrsa Sigurdardottir: Isblå spor (2011) Svalbard & Nordnorge Monica Kristensen: Hollændergraven (2010), Kulungen (2011), Operation Fritham (2012) og Den døde i Barentsburg (2013) Sápmi Olivier Truc: Fyrre dage uden skygge (2014) og Skyggerne vender tilbage (2015) Jan Mayen Tor Even Svanes: Skamskudt (2017)

Noter 1 https://www.economist.com/books-and-arts/2010/03/11/inspector-norse 2 Spørgsmålet er, om der er forskel på forbrydelser i Grønland, set med danske forfatteres udefra-indefra-blik, med en dansk grønlænders – Nauja Lynges egen identitetsmærkat – indefra-udefra-blik eller med en i grønland bosiddende og skrivende grønlænders indefra-blik. Spørgsmålet lader sig ikke meningsfuldt besvare, da vi efter kontakter til grønlandske forlag, læreanstalter og aviser kun har kunnet finde en grønlandskskrivende krimiforfatter, Kristian Olsen aaju [storebror]. 3 Denne aflivningsmetode peger ikke kun mod den inuitiske sælfangerkultur, men rummer også en hilsen til Kristian Olsen. I 2010 og 2013 udgav han på grønlandsk og dansk Det tatoverede budskab og Den tatoverede strandvasker. I sidstnævnte er den døde kvindekrops fodsåler tatoveret med en dansk lokalitet, men denne mærkning overlejres af et grønlandsk kropstegn, idet liget er flænset med en ulo. Ydermere er der spist et stykke af den dødes lever. Som var hun en sæl. 4 I relation hertil er det interessant, at Kristian Olsen i Den tatoverede strandvasker fremskriver en fabuløs fremtid for grønlandsk sælfangst. Borte har ved romanens slutning taget det moderne grønlandske samfunds skyggesider og erstattet dem med et revitaliseret fangersamfund, en utopi om fortidens fremtid. Enhver krydstogtsfarers eksotiske og nostalgiske drøm. 5 Henry Nielsen & Kristian Hvidtfelt Nielsen: Camp Century – Koldkrigsbyen under Grønlands indlandsis, Aarhus Universitetsforlag, 2017. Samt podcasten Manden uden skygge, https://www.dr.dk/radio/p1/manden-uden-skygge/manden-uden-skygge-1-3

Dansknoter

I RETSKRIVNINGSORDBØGER GENNEM HISTORIEN På hjemmesiden Retskrivningsordbøger gennem historien (rohist.dsn.dk) kan man se hvornår et ord er kommet ind i Retskrivningsordbogen, og også om et ord har været med i en gammel retskrivningsordbog og siden er forsvundet i nyere udgaver. I øjeblikket kan man søge i retskrivningsordbøger fra 1872, 1918, 1955, 1986, 1996, 2001 og 2012. Den ældste ordbog er Dansk Haandordbog fra 1872. Det er den første officielle retskrivningsordbog i Danmark, og den blev udarbejdet af Svend Grundtvig, søn af N.F.S. Grundtvig. Sygdom og sundhed har til alle tider været en del af sproget, men der er stor forskel på hvor meget emnet har fået lov til at fylde i ordbøgerne gennem tiden. Søger man på syg* (altså ord der begynder med syg), viser resultatet at adjektivet syg har været med i alle de ordbøger man søger i – det samme gælder sygdom, syge, sygeleje og sygelig. – Andre ord kommer ind i de senere ordbøger, fx sygedag (1955), sygeplejeskole (1986) og sygetransport (2012). – Andre ord igen var med i de ældste ordbøger, derefter ude i en periode for derefter at komme ind igen, fx sygeseng (1872, 1918, 2001, 2012). Søger man i stedet på *syg (altså ord der slutter på syg), ser man at der ca. er det samme antal ord i de forskellige ordbøger der ender på -syg, men at det langtfra er de samme ord i alle ordbøgerne. – Nogle er der alle årene, fx havesyg, herskesyg, sindssyg, skinsyg og søsyg.

Dansknoter

Ida Elisabeth Mørch

– Andre er med i tidlige ordbøger og ikke med i nyere, fx regeresyg (1955), selvsyg (1872), sjælesyg (1872), snakkesyg (1918), æresyg (1918, 1955). – Andre er med i nyere, men ikke i ældre ordbøger, fx køresyg, liggesyg, morsyg (alle er med fra 1986 til nu). De sammensatte ord afspejler forskellige betydninger af syg, nemlig betegnelser: – hvor sammensætningens førsteled angiver en medicinsk lidelse, fx pestsyg (1872, 1918) og kræftsyg (2001, 2012) – hvor førsteleddet siger hvor man er syg, fx brystsyg (1918, 1955), galdesyg (1872, 1986, 1996, 2001, 2012), hjærtesyg/ hjertesyg (1872, 1918), leversyg (1872, 1918), lungesyg (1918), sindssyg (alle ordbøgerne) – hvor førsteleddet siger hvad man bliver syg af, fx køresyg (1986) og søsyg (alle ordbøgerne) – sammensætninger hvor syg bruges i overført betydning om at være meget optaget af noget, fx drillesyg (1918 (drilsyg), 1955, 1986, 1996, 2001, 2012), forlystelsessyg (1872, 1918, 1986, 1996, 2001, 2012), herskesyg (alle ordbøgerne), pyntesyg (1918, 1955, 1986, 1996, 2001, 2012). Der resterer en håndfuld sammensætninger hvis betydning ikke så let kan kategoriseres i de 4 betydningsvarianter ovenfor, og som derfor er sværere at beskrive. Det er fx avindsyg ’misundelig’, hvor førsteleddet avind kommer af urnordisk afunði-, som betyder ’misunde’. Ordet er med i alle tidligere ordbøger indtil Retskrivningsordbogen 2012, hvor det er taget ud. Et andet eksempel er kvartsyg (1918) – det er sand-

synligvis det samme som kvartersyg som if. Ordbog over det danske Sprog betyder at ’en soldat er så syg at han må blive i sit kvarter’. Og månesyg som if. Den Danske Ordbog betyder ’epilepsi eller psykisk lidelse, som tidligere antoges at variere i intensitet med månefaserne’. Ordet er med i alle ordbøgerne. Det samme gælder skinsyg ’jaloux’, hvor førsteleddet formentlig er skin- om ’det tilsyneladende’. Man kan lave tilsvarende undersøgelser af ordforrådet om sundhed og konstatere at der er mange flere ord i de nyere ordbøger med sundheds- som førsteled end i de gamle. I de retskrivningsordbøger som man kan slå op i på hjemmesiden Retskrivningsordbøger gennem historien, kan man ikke få detaljerede oplysninger om hvad ordene betyder.

I denne tekst har vi især set på udviklingen i ordforrådet i ordbøgerne. Men hjemmesiden er naturligvis også oplagt til at vise ændringer i stavemåder. Et godt søgeeksempel til at vise dette er ordet linje. Der vises også altid et godt søgeeksempel på forsiden. Bemærk at dette kun handler om ord i de specifikke ordbøger og ikke om hvor meget ordene bliver (eller blev) brugt i det faktiske sprog. Ordbøgerne afspejler forskellige redaktionsprincipper, og der har i mange ordbøger gennem tiden ikke været plads til at medtage ret mange sammensatte ord.

Sproget.dk er resultatet af et samarbejde mellem Kulturministeriets institutioner for sprog og litteratur, Dansk Sprognævn (DSN) og Det Danske Sprog- og Litteraturselskab (DSL). Visionen for hjemmesiden er at være det sted på nettet hvor man finder vejledning, oplysning og svar på spørgsmål om det danske sprog og sprogforhold i Danmark. Klummen her skrives på skift af to af redaktørerne, Ida Elisabeth Mørch fra Dansk Sprognævn og Laurids Kristian Fahl fra Det Danske Sprog- og Litteraturselskab.

Dansknoter

DIN FORENING 60 % medlemsrabat!

Bestil forårets nye udgivelser nu – og få 60 % medlemsrabat! Til og med den 10. april 2019 kan du bestille forårets nye udgivelser på dansklf.dk/bogpakke – og som altid med hele 60 % medlemsrabat. Vi håber at bøgernes nye faglige og didaktiske vinkler kan inspirere dig til at nytænke din danskundervisning. Læs mere om de nye titler i annoncen på side 4 eller i det nye katalog 2019.

Kommende kurser 2019-2020: De to bestyrelser for gymnasiet har holdt møde sammen og brainstormet om ideer til nye kurser. Vi afholder fortsat kurser med overnatning (internat-kurser), skolebaserede kurser, årsmøde, regionalkurser og samarbejder med andre institutioner. Emner på tegnebrættet er det sociale Danmark, global/lokal, virkelighedsopfattelser, retorik og skriftlighed og en hel masse mere. Vi har fat i den nyeste forskning, seneste udgivelser og vil gerne stadig have ideer fra medlemmerne. Konference om skriftlighed og nye eksamensgenrer i stx og hf afholdes 4. og 5. april i Odense. Vi samarbejder med fagkonsulent Sune Weile om dagenes program. Kursusteder i hele landet: Vi har fornyet vores aftale med Comwell og vil lægge kommende årsmøder i Jylland og på Sjælland. I oktober 2019 afholdes årsmødet i Ålborg. Sæt kryds i kalenderen første weekend i oktober.

Dansknoter

Mød os på stand 50 10.-11. april – Aarhus – – – –

Se vores udgivelser til ungdomsuddannelserne. Få vores nye katalog 2019. Se vores messetilbud. Kom og få en snak om foreningsaktiviteter, medlemskab, kurser og gode materialer til danskfaget.

Vi glæder os til at hilse på dig og dine kolleger!

Interview med Jens Kramshøj Flinker, Ph.d.-stipendiat i litteratur, Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab på Københavns Universitet.

Klimalitteratur og dannelse Hvad går den forskning, du sidder med lige nu, ud på? Jeg forsker i skandinavisk klimalitteratur og arbejder i øjeblikket specifikt med skandinaviske klimaromaner. Jeg undersøger blandt andet, om man kan tale om klimaromaner som en generisk genre. I forlængelse heraf fokuserer jeg også på, hvilken rolle kunsten, altså klimaromaner og klimalyrik, har i forhold til måden, vi taler om og dermed handler på i forhold til de menneskeskabte klimaforandringer. Problemet med klimaforandringerne er, at det er en uhyre abstrakt problematik. Prøv at tænke på dem, der sætter spørgsmålstegn ved global opvarmning, fordi de oplever en kold vinter, eller hvordan den lange varme tørkeperiode i 2018 fik mange til at tale om klimaforandringerne i dystopiske vendinger. Meget af det er forstummet siden. Det siger noget om, at vi mennesker har nemmest ved at forholde os til og reagere på ting, som vi kan se her og nu. Men klimaforandringerne er langt mere komplekse, for vi kan ikke se drivhusgasserne i atmosfæren eller mikropartiklerne i drikkevandet. Med andre ord, vi mennesker kan ikke se den globale opvarmning, vi oplever i stedet flere tornadoer eller tørkeperioder. Og det er her, kunsten kommer på banen, fordi den med sit særlige formsprog kan få os til at se, fornemme og føle klimaproblematikken på en helt anden måde end gennem de diskurser, vi normalt forstår klimaforandringerne igennem – diskurser fra naturvidenskab, samfundsvidenskab og klimajournalistik. Kan du give et eksempel på et fund, du har gjort? Når man begynder at læse sig ind på lyrikken og romanerne på området, viser det sig heldigvis, at litteraturen ikke falder i den fælde, hvor den føler sig forpligtet på at uddrage, hvad der er en korrekt og økologisk ansvarlig livsstil osv. De er interessante kunstnerisk, fordi de både trækker på kulturelt konstruerede diskurser om naturen, mennesket og kriser, samtidig med at de udfordrer og genforhandler de her diskurser.

Dansknoter

I forhold til klimaromanen rummer den for mig at se en række æstetiske virkemidler, som placerer læseren i en bestemt position, som fordrer følelsesmæssig indlevelse og etisk refleksion. Her kan jeg på tværs af både norske, svenske og danske klimaromaner finde genkommende mønstre. Eksempelvis foregår den fortalte tid ofte i en nær, klimaforandret fremtid. Hermed excellerer klimaromanerne i ’kognitiv fremmedgørelse’, idet de præsenterer læseren for en fremtidig klimaforandret verden, der er forskellig fra vores virkelighed, men alligevel ligner vores virkelighed nok til, at vi ser den som en plausibel fremtid. En sådan temporalitet igangsætter en læserrefleksion, tror jeg, en forhandling mellem tekst og læser om, hvorvidt en sådan klimaforandret fremtid kan blive virkelighed eller ej. Et andet træk er, at klimaromanerne gør brug af det, jeg kalder for et antropocænt apokalypsenarrativ. Hvor den traditionelle apokalypse ofte giver mennesket mulighed for at redde verden og sig selv i forhold til en kæmpe katastrofe ved radikalt at ændre adfærd, så gives karaktererne ikke denne mulighed i denne samtidslitteratur. Der er ingen steder at flygte hen, ingen økologiske harmonisamfund som et helle i klimaforandringernes tidsalder. I klimaromanerne er klimakrisen en realitet. Hermed fremstilles menneskets handlemuligheder på en måde, som tegner et mere skrøbeligt og udsat menneskebillede, end vi normalt antager. Altså klimaromanerne rummer en helt anden diskurs, som jeg omtalte tidligere, end vi kender det fra naturvidenskaben og klimajournalistikken, hvor den her antropocentriske tankegang er dominerende: Har mennesket bragt naturen i ubalance, så kan det også efter forgodtbefindende bringe den i balance igen. Den skandinaviske klimaroman fortæller os, at så nemt forholder det sig ikke, og det er måske første skridt på vejen til, at vi virkelig anerkender problemets omfang; at vi får en anden erkendelse af og større ydmyghed i forhold til vores placering på jorden.

forskerinterview Dansknoter bringer på disse sider interviews med forskere hvis forskning har interesse for læserne. Har du et forslag til et interview, skal du skrive til Kristoffer.kildelund@greve-gym.dk

læseren med et forandret-genkendeligt fiktionsunivers, som er forholdsvist nemt at identificere sig med. Her kan man eksempelvis læse uddrag af Charlotte Weitzes Den Afskyelige, Dennis Gade Kofods Nancy eller Maja Lundes Blå. Herefter kan man så gå til lyrikken.

Hvad er din empiri og analysemetode? Min teoretiske og metodiske indfaldsvinkel til litteraturen er økokritik. Litteraturhistorien og kulturhistorien spiller en kæmpe rolle i forhold til de diskurser, hvorigennem vi eksempelvis forstår ord som ’natur’, ’krise’, ’menneske’ og deres forbundethed. Økokritikken minder os om, at hvis vi skal forstå økologiske kriser derude, så må vi begynde med at undersøge, hvordan vi taler om de her ting. Kan jeg gøre noget lignende i min undervisning? Bestemt. Klimaforandringer bekymrer især de unge, og derfor skal litteraturundervisningen på banen. Endvidere er det oplagt, fordi eleverne i klimalitteraturen møder et sprog og en række eksistentielle problemer, som de kan genkende sig selv i. Og jeg ved også, at dansklærerne allerede underviser i de her ting. Især klimalyrikken står stærkt; eksempelvis Theis Ørntofts Digte 2014 eller Lars Skinnebach. Jeg tror imidlertid, at klimaromanen er lige så vigtig som lyrikken i forhold til eleverne, fordi klimaromanerne genremæssigt kan noget andet end lyrikken. I romanerne konfronterer de

Hvordan endte du som forsker på det institut, du er tilknyttet? Jeg har gennem en årrække arbejdet som gymnasielærer og ekstern lektor på RUC og var begyndt at skrive mere og mere om samtidslitteratur og litteraturhistorie. Derfor var en ph.d. naturlig for mig. En anden motivationsfaktor er, at klimalitteratur og kunstens rolle i forbindelse med klimaforandringerne indkapsler alt det ved litteratur, som jeg sætter størst pris på – at arbejde i krydsfeltet mellem litteratur, kulturhistorie, sprogvidenskab og samfundsdebat, fordi jeg tror på, at litteratur og kunst er lige så vigtige i forhold til samfundsforandringer som eksempelvis politik.

Udvalgte udgivelser: Jens Kramshøj Flinker: ”Den skandinaviske cli-fi – en ny genre i antropocæn?” i Spring, nr. 42, 2018 Jens Kramshøj Flinker: ”Kingo og Klima – en økokritisk læsning af Aandelig Siunge-Koors Første Part og Anden Part” i Spring, nr. 39, 2016 Jens Kramshøj Flinker: ”Økolitteratur og økokritik i en apokalyptisk verden” i Spring, nr. 38, 2015

Dansknoter

ANMELDELSER OH MY GOTH

Gotik rimer også på etik, og etik er vigtigt Cathrine Rygaard Rasch, lektor, Gladsaxe Gymnasium.

Åndeverdenens dårekiste er en helt vildt fortryllende, forskrækkende og genremæssigt vellykket samling af B.S. Ingemanns horrorhistorier. Ja! Dén B.S. Ingemann. Fra Ingemanns stilsikre og overraskende Poe-agtige hånd (før Poe, altså) strømmer fantastiske og groteske fortællinger, hvis mystik balancerer i mørkningen og hele tiden efterlader et elegant element af tvivl i regnskabet mellem fornuften og overgivelsen til fantastiske forestillinger. Det hele foregår mestendels i hovedet, såvel hos læseren som hos figurerne, som det skal, og som hos forbilledet E.T.A. Hoffmann: Det er mageløst, spændende og gådefuldt, og jeg vil læse teksterne med alle mine danskelever. Alle tekster rummer etiske samtaler med læseren om livsvalg og en vis form for karma-balance. Gotikken er her – med udvalgets velvalgte 17 tekster – igen og igen dyb som en skovsø i natten, uhyggeligt psykologisk og etisk interessant. Hos B.S. Ingemann er man på egen hånd, bortset fra det begavede efterskrift af Felix Rothstein, men hvilken tur ud og ind af lighuse, ægteskaber, skrøbelige sjæle og tilmurede værelser! Den etiske H.C. Andersen er en meget velgennemtænkt, velorganiseret og inspirerende tekstsamling, hvis H.C. Andersen-tekstudvalg sine steder også når gotiske tinder, f.eks. i Historien om en Moder, men naturligvis også når andre slags landskaber, det er jo dén H.C. Andersen. Forfatterne har valgt at blande kendte og mindre kendte H.C. Andersen-tekster med nyere tekster ud fra etiske tematikker. ALT er ambitiøst og interessant, systemet er tydeligt; gennem 10 kapitler nærlæses 10 forskellige H.C. Andersen-tekster, en etisk dimension udvælges, f.eks. temaerne ”livsvalg” eller ”livssituationer hos de fattige og udstødte”, og herefter følger hhv. en moderne skønlitterær tekst, en verdenslitteraturhistorisk tekst og en tekst af filosofisk karakter. Mens Ingemann undersøger mørke sider af det sære menneskesind og lader læseren forsøge at navigere mellem realplan og the dark side, er H.C. Andersen (jo) anderledes tydelig i sin brug af fantastiske elementer og i sin ”moralise-

Dansknoter

ren”, der dog alligevel altid er lidt mere kompleks end som så: Der er vitterligt megen etik-diskussion at hente. Forfatternes mål er if. forordet at undersøge litteraturens etiske potentiale, snarere end at undersøge H.C. Andersen, og litteratursynet er tydeligt ”dannende og etisk opdragende” (fra forordet). Bogen skyder både højt og lavt, det indledende kapitel om litteratur og etik synes henvendt til undervisere, mens forfatternes læsninger af H.C. Andersen-teksterne er mere i elev-øjenhøjde ift. den sproglige tone, f.eks. hedder det om prinsessen i Svinedrengen, at hun er simpel, og at hun nok ser Den Store Bagedyst og lytter til Rasmus Seebach, således forsøger forfatterne løbende at ”oversætte” figurerne til noget nutidigt, og det fungerer. De øvrige tekster holder et højt niveau, både ift. sprog og kompleksitet, der er bl.a. tekster af Bentham, Engels, Nussbaum og Løgstrup for blot at nævne nogle af filosofiens repræsentanter, mens bl.a. Morten Nielsen, Asta Olivia Nordenhof, Kafka, Caspar Eric og Helle Helle viser litterære perspektiver. Udvalget rummer ikke opgaver el.lign., men præsenterer en ambitiøs og alligevel formidlingsmæssigt venlig undervisningsbog med læsninger og supplerende tekster, som sætter etikken og dannelsen højt uden at være ”kedelig”. Her er stof til masser af perspektiver i dansk (og tilværelsen!), og til etisk dannelse levendegjort gennem folkekære eventyr og nyere tekster på tværs af genrer. Både B.S. Ingemann og H.C. Andersen er med andre ord meget velkomne i undervisningen i form af disse udgivelser. B.S. Ingemann: Åndeverdenens dårekiste Serie for grotesker - Escho/Sidste århundrede 2018 275 sider / kr. 200,Tony S. Andersen, Anne Marie S. Christensen: Den etiske H.C. Andersen Dansklærerforeningens Forlag 2018 280 sider/ kr. 229,-

G-bestyrelsen Birgitte Darger Christianhavns Gymnasium birgitte.darger@gmail.com Næstformand: Mischa Sloth Carlsen Aurehøj Gymnasium msc@aurehoej-gym.dk Øvrige bestyrelsesmedlemmer Camilla Aaquist Odense Katedralskole aaquist83@gmail.com Mette Clausen Rysensteen Gymnasium mclausens@gmail.com Karen Wagner Ørestad Gymnasium kwa@oegnet.dk Henrik Nyvang Ikast Gymnasium Ny@ikast-gym.dk René A. Christoffersen Gammel Hellerup Gymnasium rc@ghg.dk Pernille Bach Pedersen Holstebro VUC PBP@holstebro-vuc.dk Maren Miltersen Pilgaard Falkonergårdens Gymnasium mp@falko.dk Katrine Haaning Egå Gymnasium kh@egaa-gym.dk

Regionsrepræsentanterne København/Bornholm Loa Schmidt Jensen Det frie Gymnasium lsj@detfri.dk Mathilde Lund Sinding Det frie Gymnasium mls@detfri.dk

Miriam Kruse Køge Gymnasium kgmir@kggym.dk

Repræsentant i Dansk Sprognævn: Mischa Sloth Carlsen

Lisbeth Kahr Greve Tradium lg@tradium.dk

Nina Sofie Llorente Munck KVUC nm@kvuc.dk

Medlem af Dansklærerforeningens Hus A/S’ bestyrelse: Mette Clausen

Carsten Ullum Hansenberg cu@hansensberg.dk

Suppleanter Nynke Birgitte Genee Roskilde Gymnasium Nynke.Birgitte.Genee@ roskilde-gym.dk Kathinka Skriver Gribskov Gymnasium kathink3@gmail.com Fagkonsulent Sune Weile weile@galnet.dk

Oversigt over udvalg og bestyrelsens repræsentanter i andre fora: Skolebaserede kurser: Nina Sofie Llorente Munck Maren Miltersen Pilgaard Nynke Genee Regionskurser: Miriam Kruse Internatkurser: Camilla Aaquist René A. Christoffersen Katrine Haaning Miriam Kruse Repræsentant i PS: Birgitte Darger Nordisk Udvalg: Turnus Det nordiske redaktørsamarbejde: Birgitte Lamb

Sjælland Rasmus Fristed Næstved Gymnasium & HF rasm442y@ngh.nu

Repræsentant i GYMsprog: Mischa Sloth Carlsen Repræsentant i Fagligt Forum: Birgitte Darger Medlem af Dansknoters redaktion: Karen Wagner Kathinka Skriver Birgitte Darger

E-bestyrelsen Formand Gitte Lautrup Tradium gl@tradium.dk Næstformand Ditte Eberth Timmermann Teknisk Gymnasium Skanderborg, Aarhus Tech det@aarhustech.dk Øvrige bestyrelsesmedlemmer Dorthe Hedegaard Mikkelsen Teknisk Gymnasium Viby, Aarhus Tech dhm@aarhustech.dk Rikke Bjørn Jensen EUC Nordvestsjælland rha@eucnvs.dk

Suppleanter: Henning Nyegaard Holm Vejle Tekniske Gymnasium hnh@sde.dk Jan Nøhr Christensen Handelsgymnasiet Aalborg jnch@ah.dk Orlov: Julie Sejer Hansen Risskov Gymnasium julie_sejer@yahoo.dk Fagkonsulent Søren Husted-Pedersen soren.husted-pedersen@ stukuvm.dk

Oversigt over udvalg og bestyrelsens repræsentanter i andre fora: Repræsentant for eux: Lisbeth Kahr Greve Repræsentant i PS: Lise Fuur Andersen Repræsentanter i Fagligt Forum: Gitte Lautrup Lise Fuur Andersen Medlem af Dansknoters redaktion: Ditte Eberth Timmermann

Lise Fuur Andersen IBC Fredericia Middelfart lisefuur@gmail.com

Midtjylland Julie Sejer Hansen Risskov Gymnasium julie_sejer@yahoo.dk

Nordjylland Claus Nielsen VUC & HF Nordjylland cni@vucnordjylland.dk

Sydjylland/Fyn Morten Mikkelsen Fredericia Gymnasium MM@fredericia-gym.dk

Dansknoter

IDNR 4276