Uden for tema
Den kuldskære kæmpe Om Oehlenschläger og nationalfølelsen i digt og dåd Af Hardy Bach ”Den danske sang er en ung blond pige”, sang vi i skolen. Nu rapper børnene i stedet for. Det kan diskuteres om nationalfølelsen svækkes eller styrkes under indtrykket af globaliseringen og de vældige folkevandringer, vi er vidne til i vor tid. Men fædrelandssangene? Ja, de fortoner sig efterhånden i en fjern fortid – med én undtagelse: Adam Oehlenschlägers ”Der er et yndigt Land” fra 1819. Oprindelig hed den ”Fædrelandssang”, og det endte den jo også med at blive; selv om det holdt hårdt; for det er et temmelig dårligt digt og en helt umulig melodi, hvilket ingen kan være i tvivl om, når vi hylder vore helte på grønsværen. Vore helte på slagmarken kan nok ikke bruge denne sang til ret meget; men heldigvis har vi to nationalsange
hertillands, hvor vi jo som bekendt vil fred. Den anden sang, Ewalds ”Kong Christian stod ved højen Mast”, fortæller om dengang, vi gav fjenderne bank: ”hans Økse hamrede saa fast, at Svenskens Hjelm og Hjerne brast; fly skreg de, hvo som flygte kan!” Jo, det var tider! Oehlenschlägers ”Fædrelandssang” er fra dengang, vi selv fik bank, og så fik piben en anden lyd. Svagere, men kærligere. Når den alligevel klarede skærene og blev den foretrukne, skyldes det, at Oehlenschläger skar i den. Og at socialdemokraterne fandt ”Kong Christian” alt for krigerisk. De tænkte mere etisk end æstetisk. Men lad os nu se på Oehlenschlägers sang. Hvad var det, han diskede op med, inden han tog kniven frem og kortede den ned fra 12 til 5 vers? Her er den:
Fædrelands-Sang ”Ille terrarum mihi præter omnes Angulus ridet.” 1 Der er et yndigt Land, Det staaer med brede Bøge Nær salten Østerstrand; Det bugter sig i Bakke, Dal, Det hedder gamle Danmark, Og det er Freias Sal. 2 Der sad i fordums Tid De harniskklædte Kæmper, Udhvilede fra Strid; Saa drog de frem til Fienders Meen, Nu hvile deres Bene Bag Høiens Bautasteen.
54 DANSK NOTER
3 Det Land endnu er skiønt, Thi blaa sig Søen belter, Og Løvet staaer saa grønt; Og ædle Qvinder, skiønne Møer, Og Mænd og raske Svende Beboe de Danskes Øer. 4 Vort Sprog er stærkt og blødt, Vor Tro er reen og luttret Og Modet er ei dødt. Og hver en Dansk er lige fri, Hver lyder tro sin Konge, Men Trældom er forbi.
5 Et venligt Syd i Nord Er, grønne Danarige, Din axbeklædte Jord. Og Snekken gaaer sin stolte Vei. Hvor Ploug og Kiølen furer, Der svigter Haabet ei. 6 Vort Dannebrog er smukt, Det vifter hen ad Havet Med Flagets røde Bugt. Og stedse bar sin Farve hvid Dit hellige Kors i Blodet, O Dannebrog, i Strid.