Tema: Naturhistorier
Med nuet som indsats Oplevelser med litteratur og natur (i litteratur og natur)
En solsort kom flyvende inde fra tågen den sidder her nu og synger i en våd bjergfyr om lidt flyver den tilbage til naturen Per Højholt (1977): ”Den tydelige solsort” Under opsejling Man kunne for at gøre en ende på diskussionen, hvis en sådan skulle være under opsejling, postulere, at AL litteratur ”handler om” natur. For hvad andet skulle der i grunden være at skrive hjem om? At underbygge med en begrebsafklaring af ”natur” ville man nu med rette kunne mene ville være på sin plads, men heldigvis tillader nærværende indlægs begrænsede korpus ikke en så halsbrækkende og omsiggribende semantisk udredning. Et spædt forsøg, alligevel: Natur er det ikkemenneskeskabte, evt. det modsatte af kultur. Eller: Natur er alting - alt der findes, eksisterer, er? Måske: Natur er u- og overnaturens modsætning? Af større/mindre betydning: Naturen rummer mennesket, og mennesket er natur. (Eventuelle tvivlere kan fx konsultere Jacobsen og hos ham studere ”Mennesket” i ”Mogens”). Hvorom alting er: Nogle litterære tekster er mere eksplicitte end andre i deres sproglige, motiviske og tematiske omgang med naturen - som nu for eksempel forfatteren Per Højholts. Per Højholt som naturvejleder I 1956 udgav Per Højholt (1928-2004) Skrift paa vind
40 DANSK NOTER
og vand, og trods det faktum, at Højholt selv siden hen drev digtsamlingen ud af forfatterskabet, kan titlen på ungdomsværket læses som et herligt varsel om alt det, der siden skulle komme af litterære udgydelser fra Højholts side. Per Højholts forfatterskab er nemlig - blandt meget andet - en overrumplende og livslang tumlen omkring med begreberne natur, sprog, litteratur - og læser. Hvad enten det er ”Gittes monolog om naturen”, digte som ”Den tydelige solsort” og ”Mellem ørerne”, prosamonstret ”Auricula”, blindgyder som ”Salamanderen” og ”Æggene i Frankfurt”, artiklerne ”Reservatet” og ”I skoven med mig selv” eller den ufuldendte, men dog fuldendt uforlignelige, roman Hans Henrik Mattesen. ”En monografi”, så bliver vi hos Højholt bestandigt mødt af naturen i skriften, skriftens natur og os selv som læsende eksempler på læsende natur. I Mattesenværket optræder sågar en skriven i naturen med naturen på naturen - i form af ”græsbogstaver” på en græsmark. Solsorten derude Såvel natur og litteratur som vores forhold til disse størrelser ændrer irreversibelt karakter efter momentane manøvrer ind i Per Højholts forfatterskab, og Hørbylundemandens tekster er dermed et rigtig godt eksempel på, at litteratur ikke blot kommenterer og forholder sig til dette og hint. Nej, litteratur er en potent og kraftfuld energikilde, der skaber, omskaber og genskaber verden igen og igen og igen og igen.
”så bliver vi hos Højholt bestandigt mødt af naturen i skriften.
”