”Naturen, digtningen og traditionen er handlende figurer i en labyrintisk helhed. Natten bøjer sig i vækst og dagene vasker dit ansigt. Du træder gennem søvnen og åbner en dør til solen. Dér, ikke i dit eget lys bærer du kroppen strømmet igennem af blod. Dér er du menneske nu Og du går for at finde din tid.10 Jeg´et er til stede nat og dag, delagtig i en rytme af lys, mørke, vækst, hvile, blodets strømmen gennem kroppen og menneskeligt liv. Det er ikke jeg´ets lysende visioner, der bærer alt og åbner en ”anden natur”, men den ydre sol, der oplyser verden og får jeg´et til at være til stede i verden og i tiden. Digtet får således et skrapt post-romantisk islæt, hvor hverken jeg´et, natten eller lyset tynges af symbolik. En bestræbelse på både at anvende og kommentere romantisk symbolik ses også i en nyere digtning, f. eks. hos Olga Ravn i samlingen Jeg æder mig selv som lyng. Pigesind (2012). Som hos Michael Strunge hænger drøm, sprog og krop uløseligt sammen, og ”lyng” bliver den metaforik Olga Ravn bruger, når sproget skal sættes fri af klicheerne. Ravn har lyng-metaforikken tilfælles med såvel den svensk-finske senromantiker Edith Södergran, den engelske romantiks fortæller Emily Brontë som med den danske romantiker, St. St. Blicher, hos hvem lyngen er forbundet med en genreog normbrydende poetik. Lyngen betegner en poetisk stemme, der insisterer på lidenskab, vanvid, krop og drift, og som er hårdfør og vedholdende. Og symbolikken får hos Ravn virkelig krop i metaforen om at ”æde
”
mig selv som lyng”, der henviser til digterens arbejde med sproget. Det iøjefaldende omslag på Ravns digtsamling viser på forsiden en tanglignende plante, der vokser på en sten, og på bagsiden en gammel videnskabelig samling af plancher med billeder af kvindelige brystvorter, som minder om tangplanten på forsiden. Billederne påpeger, at menneskekroppen også er et naturfænomen, og understreger, at Ravns digte netop ligger indfoldet i kroppens natur. Den romantiske symbolik omkring lyng og poesi understreger, at jeg’et er ved at gå til grunde i spændingen mellem de modsætninger, umuligheder og håb, hun som ung kvinde mærker på sin egen krop. Men jeg´et vil netop umulighederne og alle de ”giftbærende symboler”, der skaber ubehag. En kropslig konkret romantik tager her form. Min lille vandring blandt poetiske græsstrå, gæs, faldende regn, fugle og lyng antyder, hvorledes litteraturen i det formelle gennembrud kunstnerisk tematiserer naturen dels som forskelsløshed, dels som del af en værens-labyrint, del af en betydningsløs sammenhæng, del af en helhed og del af mennesket selv. Naturtematikken gør det også klart, at lyrik ikke længere fortrinsvis er ”besyngelse eller udtalelse af et jegs eller et fællesskabs oplevelse af det guddommelige, af verden, af sig selv”, som det ellers fastslås i Den store danske’s definition af begrebet lyrik.11 Det er ikke længere altid jeg´et, der står i centrum af digtet. Naturen, digtningen og traditionen er handlende figurer i en labyrintisk helhed.
Noter 1 Per Højholt: Samlede digte, København: Gyldendal, 2005, s. 298. 2 Jf. Anne-Marie Mai (red.): Danske digtere i det 20. århundrede, bd. III, København: Gads Forlag, 2001, og Anne-Marie Mai: Hvor litteraturen finder sted. Bidrag til den danske litteraturhistorie, bd. III, København: Gyldendal, 2011. 3 K. Helweg Petersen: Kulturpolitisk Redegørelse. Kulturministeriet 1969, s. 244. 4 Inger Christensen: Del af labyrinten. København: Gyldendal, 1982, s. 133.
7 René Jean Jensen: Jeg har planlagt at dagdrømme, København: Gyldendal, 2010, s. 23. 8 Jeppe Aakjær: ”Majnat”, Arkiv for dansk litteratur. Tilgængelig på adressen: http://adl.dk/adl_pub/pg/cv/ShowPgText.xsql?p_udg_ id=209&p_sidenr=139&hist=fmM&nnoc=adl_pub 9 Klaus Høeck: in nomine, København: Gyldendal, 2001, s. 189 ff. 10 Michael Strunge: ”Mit digt 1985”, 1000 Danske digte, red. Anne-Marie Mai og Thomas Bredsdorff, Købehavn: Rosinante, 2000, s. 1514. 11 http://www.denstoredanske.dk/ - opslagsord ”lyrik”.
5 Dan Turèll: Karma Cowboy, Borgens Forlag, 1976, s. 296. 6 Ibid. s. 191.
DANSK NOTER 39