Naturen i litteraturen Sneglehuse på ruderne, rivende hudafskrabninger, smagen af skovsyre en lun eftermiddag. Mariehøner i massevis, kravlende på fingrene, og de laver gule klatter som jeg tror er tis. Vilde lege under træer eller bål i sommerferien og klatre nøgne i træer. At finde en forvirret fugleunge ved stuevinduet og prøve at få den til at flyve. Virrende, spæde minder om vilde hindbær i en kølig skov. At finde en død muldvarp og lægge den i en pose ude i skuret i nogle dage. Et velbehageligt gys som en varm strøm helt nede fra fødderne, videre op gennem maven og langs rygraden ved synet af dens hårde krop beboet af små, hvide mider. Naturen determinerer det hele, og det er essensen af min barndom. Det kunne formentlig være de fleste andre børns barndom. Selvom børn vokser op i vidt forskellige miljøer, ligner de hinanden i graden af nysgerrighed og åbenhed. De fleste får lov til at mødes med naturen, om det så er via ture til store skove eller blot er leg i baghaven. Børn er optagede af naturen, og den udgør også et fint udgangspunkt for nysgerrige undersøgelser og den evne til at undres, børn er gennemsyrede af. Børn besidder også en umiddelbar evne til at acceptere, at vi mennesker er en del af naturen, og at naturen står over mennesket og ikke omvendt. Netop sådan, som en ubestemmelig, magtfuld kraft, fremstilles naturen i Klaus Rifbjergs digt ”Kanariefuglens begravelse” udgivet i 1964 i digtsamlingen ”Amagerdigte.” I digtet fortæller jeg-personen om, hvordan han som barn opsamlede døde fugle og begravede dem. Først med menneskelige begravelsesritualer hvor fuglen blev lagt i en cigarkasse og fik en blomsterbuket. Nogle dage senere blev fuglen gravet op, idet den var ved at blive fordærvet i jorden. Barnet var fascineret af denne proces, og hvad den gjorde ved fuglen, og han siger i digtet, at han gentog det flere gange, så han hele tiden kunne følge processen.
34 DANSK NOTER
Digtet starter med vendingen: ”Med misantropisk saglighed” om jeg-personens undersøgelser af den døde fugl. Ordet misantropisk betyder noget i retning af ”menneskefjendsk.” I digtet er barnet, der undersøger fuglen, en biolog, en iskold videnskabsmand, der kun nødtørftigt beskæftiger sig med følelsesladede ritualer i forbindelse med fuglens død. I stedet fascineres barnet af, hvordan fuglen ser ud, når den har været død i lang tid. Han er en observatør i naturen og ikke en invaderende kraft, og han accepterer naturens iskolde præmisser om liv og død, og dette kommer til udtryk flere gange med malende beskrivelser som: ”(…) Og mellem dunene/arbejdede maddikerne fortrøstningsfuldt./Fuglen var levende igen/ på en ny og interessant måde.” Barnet frastødes ikke af, at fuglen forgår, men tiltrækkes af det. Naturen og mennesket er to forskellige ting. Faktisk er det, vi mennesker skaber eller står for, kulturen, et antonym til naturen. Naturen står alene, og den er uberørt af menneskehånd. Vi tænker ikke på anlagte parker og haver som natur, men derimod er naturen det vilde, det der ikke kan styres. Det er ikke tilfældigt, at vi kalder discipliner som fysik, kemi eller geografi for naturvidenskab. Naturen er den fysiske verden og milliarder og atter milliarder af organismer, hver med deres egne egenskaber og særpræg. Naturen er også det ydre rum, stjerner, galakser og lysende støv, tyngdekraften, lysets afbøjning og rum og tid. Den er himmelhøje bjerge og dybe dale, der har udviklet sig igennem millioner, hvis ikke milliarder, af år. Bjergene, hvor rolige de end ser ud, har jo ikke stået her altid, men vi vil aldrig nå at se dem vokse synderligt, mens vi lever. For hvor store katedraler vi mennesker end har bygget igennem tiderne, så må vi, når vi betragter naturens vidundere, erkende, at vi blot er mikroskopiske tandhjul