Tema: Naturhistorier
Græs, gæs og andre gevækster i nyere dansk digtning Naturen kan forføre digterne til at skrive traditionelle naturromantiske digte om en anelsesfuld natur. Med det udgangspunkt belyser Anne-Marie Mai forholdet til naturen hos Per Højholt og Inger Christensens økologiske poetik ligesom hun behandler forfattere som Dan Turell og Klaus Høeck. Hun påviser at dialogen med romantikken er en vigtig del af den fornyelse af litteraturen som det formelle gennembrud bringer med sig. Digteren Per Højholt (1928-2004) boede et af de skønneste steder i Danmark langt ude på landet, nærmere betegnet på Hørbylundevej nr. 1 ved Funder Bakke, dér hvor Herning-motorvejen nu føres hen over lyngbakker, plantager og marker. Som de fleste steder i Danmark er det en menneskepræget natur med marker, plantager, fredede områder og overdrev, man oplever på Hørbylundevej. Men den er ikke desto mindre god nok, og såvel lyng som græs og andre gevækster dukker helt af sig selv op af den sandede jord, mens lærkerne slår deres triller, og hugormene kryber i skjul. Højholt kunne lide sine omgivelser, men han var også på vagt over for de farer, der lurer på digterne i naturen: de ender så nemt med at skrive traditionelle naturromantiske digte om en anelsesfuld natur, der åbenbarer det åndelige eller fortæller om ubevidste kræfter og drifter. Mens den romantiske digter i naturen søger indsigt, da erklærer digter-jeget hos Højholt bramfrit, at han går ud i naturen for at blive dummere: Jeg har sat mig ud her ved gavlen for at blive dummere eller i hvert fald lille, gerne mindre end græsset, helst kun eet med naturen. Men der er ingen forskel mellem forskellene. Fuglene synger, det lysner i øst, a/s græsset vokser hørligt Sådan lyder det i digtet ”Mellem ørerne” fra sam-
30 DANSK NOTER
lingen Revolver. Praksis 1, 1977.1 Højholts digt synes at kommentere en række af de forestillinger om natur og digtning, som vi læsere næsten har fået ind med en romantisk modermælk: naturen bringer os oplevelse og indsigt, ja måske ligefrem en anelse om det guddommelige og hellige i form af ”en anden natur”, sådan som vi f. eks. kan opleve det i Schack Staffeldts digt ”Indvielsen” (1804). Hos Staffeldt sidder digter-jeg’et en aftenstund ved sundets pynt og oplever, at digtningens muse stiger ned til ham og indvier ham til digtningen, idet hun rækker ham digterharpen og trykker et brændende kys på hans læber. Hos Højholt går det mindre dramatisk for sig, men når jeg´et hævder, at han prøver at blive dummere, mindre og helst ”eet med naturen”, er det alligevel en
”De ender så nemt med at skrive traditionelle naturromantiske digte om en anelsesfuld natur.
”
god portion romantik, der spøger. At blive dummere betyder hos Højholt netop at slippe sin sædvanlige viden, holde op med at gøre sig stor og mægtig i forhold til omverdenen, men forsøge at træde ind i natursammenhængen ved at slippe sit eget intellekt. Problemet er imidlertid, at den oplevelse, som jeg´et får, når han ikke alene som salmisten Brorson ”undrer