”Den avancerede digtning skabte ikke sin nye verden ud af ingenting. Den lænede sig op ad ’farvens vidunder’, idet den trak på erfaringer med futuristisk, kubistisk og ekspressionistisk billedkunst.
”
Den avancerede digtning skabte ikke sin nye verden ud af ingenting. Den lænede sig op ad ’farvens vidunder’, idet den trak på erfaringer med futuristisk, kubistisk og ekspressionistisk billedkunst. En kunst, der netop af bl.a. Carl Julius Salomonsen blev kritiseret for at deformere naturen: Ved Dysmorphisme forstår jeg en Kunstretning, der […] tager Afstand fra den […] naturtro Gjengivelse af Omverdenen […] og systematisk giver forvrængede og naturstridige, som oftest tillige uskjønne eller hæslige, Fremstillinger af Naturens og Kunstens Frembringelser. (1919:8). Det, Salomonsen reagerede imod, var, at modernismens arbejde med materiale, farver og form i kunstværdiens navn førte til en omformning af naturen (cf. Gottlieb 2011). »Naturen er intet, Billedet af den alt«, lyder Giersings berømte aforisme (1917). Gelsteds Ekspressionisme-bog (1919) var et nykantiansk forsvar for den holdning. Over for realismens dovne ophobning af tilfældigheder satte han bevidsthedens evne til at ordne, forme og med sit nysyn bryde vanen. Motivet var underordnet visionen og viljen til form. Heri lå også retten til forvrængende modernistisk mærkværdiggørelse af stoffet. Den ryddede Gelsted rum for – idet han dog lod andre poeter om at praktisere den. Som udtryk for den visionære kunstvilje lader Tom Kristensen sin »Fribytter« »slynge sin indre Verden/ med dens Flammehjul ud i Rummet« (1920). Det fører bl.a. til, at prydplanter dukker op usædvanlige steder som i en slagsbroders blå øje:
Et Øje får dér sin Bekomst! – En Stedmoderblomst får foldet sig ud som i farvede, flydende Ringe mod Næse og Kind og hovner ham blind. En Stedmoderblomst i lilla og blåt står nænsomt lig Storstadsurter mod gråt. (»Det blomstrende Slagsmål«, 1920) Det nye er selvsagt ikke brugen af naturbilleder i lyrikken. Rosenkinden havde i århundreder været en kliché. Shakespeare ironiserede over den (»I have seen roses damask’d red and white,/ But no such roses see I in her cheeks« (Sonet nr. 130), og Schandrup karnevaliserede den: »over alt din Rosens Mund/ Er som en Gaase Rumpe«. Det udfordrende hos Kristensen er snarere konventionsbruddet, når blomsterbilledet demonstrativt flyttes fra kvindelig skønhed til skamferede bybørster. Død over måneskinnet! Volden mod den gængse skønhed førte undertiden til en dyrkelse af det denaturerede. Marinetti fulgte april 1909 op på sit futuristiske manifest fra februar samme år ved at erklære en »Død over måneskinnet«. De futuristiske krigere truedes af blomsteragtige kvinder, søvndyssende nattergalesang og en kødeligt-feminin måne. Måneskinnets aflivning lægger op til en likvidation af romantikkens og symbolismens naturbilleder. Ti år efter fulgte Bønnelycke trop i »Aarhundredet«, det manifest, der indleder Asfaltens Sange. »Er Asfalten ikke en morsommere Ting end Grønsværet?«, spørger han polemisk. Alternativet er byens teknik, centralaflåsningen af sporskifterne og karburatorerne i en Gnommotor model 1918. Poesiens ideal hentes ikke i den organiske natur, men blandt matematikere og polyteknikere: »Jeg synes, at Tal er Poesi, og at Grafikernes møjsommeligt udarbejdede Streger er som et Digt!« Bønnelyckes bil-
”Traditionen er skudt i stykker. Men til fordel for hvad? For ungdom, kraft, vildskab: vitalismens repertoire.
”
DANSK NOTER 27