Præsentation
Mundtlighed og medier Sproget i medierne er den verden, vores elever bevæger sig rundt i. I den verden er den mundtlige formidling ikke længere nødvendigvis noget, der blot foregår lige nu – det talte ord fastholdes med fx podcasting. På youtube er listen af klip med mere eller mindre autentiske talehandlinger tilnærmelsesvis uendelig, beskeder på sms eller facebook er ofte snarere kendetegnet ved deres mange mundtlighedstræk end klassiske skriftlighedstræk, og det non-verbale skriftliggøres typisk med en smiley. Der er ikke nogen tvivl om, at medierne påvirker sproget. Det mundtlige sprog er det mest basale, men også det mest dominerende element i undervisningen, ligesom det var temaet for Dansklærerforeningens store konference på Carlsberg i marts, og i forlængelse heraf er mundtlighed og medier netop også omdrejningspunktet for dette nummer af Dansk Noter. Den indledende artikel ”Mundtlighed og sproghandlinger i reality-gameshows” giver netop et bud på, hvordan vi kan udvikle elevernes mundtlighed ved at inddrage medierne i undervisningen. Ifølge Jann Scheuer kan adgangen til virkeligheden som sprogligt studieobjekt være nem, idet Paradise og andre realityshows i de elektroniske medier leverer førsteklasses eksempler på tale brugt i virkelige situationer. Når det handler om sprog, advarer Christian Kock i sin artikel ” Retorik: En overlevelsesguide for dansklærere” mod et snævert retorikbegreb, der kun omfatter appelformer og figurer, da det giver en misvisende, spaltet opfattelse af sprog som ”det egentlige indhold” plus ”den ydre form”. I stedet kan retorikkens felt ifølge Christian Kock snarere afgrænses som ”læren om al hensigtsbestemt brug af sproget”. Sune Weile sætter i ” Egnet til casting? Digital mundtlighed” fokus på de muligheder, som podcast og screencast giver i samspil med arbejdet med mundtlighed, og i Jette Martinsens artikel om tv- og radiosatire viser hun, hvordan man netop kan undervise i den nyeste tv- (og radio)satire som en oplagt del af det mediemæssige stofområde. Med et afsæt i tv-satirens udvikling
Sol, 2009, Pastel på papir, 30 x 40 cm
siden 70érne ser hun på, hvad de nye satireveje kan fortælle os om vores humor lige nu og her. Nummerets sidste temaartikel skrevet af Lise Fuur Andersen og Thomas Kvist Christiansens er en artikel om ”Den store Brandesfest” på Handelsgymnasiet i Fredericia, som i den grad også har mundtlig formidling på dagsordenen. Her præsenteres et undervisningsprojekt krydret med (meta)refleksioner fra både lærer og elever, der leder frem til en fejring af 140-årsdagen for Georg Brandes forelæsninger på Københavns Universitet i 1871. God læselyst! Redaktionen
DANSK NOTER 5