Debat
Asien begynder som bekendt i Malmö Kommentarer til en skåltale af Gudmund Bager, Holstebro Gymnasium og HF Lederen ”Det nordiske” i Dansk Noter nr. 2, marts 2009 er sørgelig læsning. Jeg skal forklare hvorfor jeg synes det. Jeg begyndte som dansklærer i 1981, for snart 28 år siden. Også dengang hed det sig, at der skulle læses svenske og norske tekster i gymnasiet. Jeg havde da næsten intet forhold til norsk og svensk. Bifags-danskstudiet på Århus Universitet (midt i den marxistiske periode) havde jeg afsluttet i 1976 efter 1½ års studium. Kravet til de ”nordisk-studerendes” nordiske kundskaber ved det nordiske institut var at møde op til sproglaboratorieøvelser i 3 måneder og aflytte norske og svenske bånd og læse én (1) længere avisartikel på hhv. norsk og svensk. Lærerne var sympatiske og sprogene absolut tilgængelige. Og interessante. Men det var så det! Ret beset handlede studiet dengang alene om forskellige marxistiske retningers anvendelighed på litteraturen; grammatik blev afvist som ”et borgerligt” fag. Alt det er historie nu. Men hvad med det strikte nordiske: norsk-svensk set med udgangspunkt i dansk? Hvad er der der sket på de ca. 30 år der her er tale om? Ingenting! Og marts 2009-lederen cementerer dette ingenting! Selv var jeg i anden ikke-gymnasierelevant (og nordisk-fremmed) ansættelse i fem år efter studieafslutning, inden jeg gravede gamle kundskaber frem for at undervise i gymnasiet fra august 81. Jeg husker at jeg her lod eleverne skrive en af de første stile om det nordiske på basis af en kronik om det nordiske sprogfællesskab af den navnkundige Erik Hansen, hvis pointe var, at nu tålte det nordiske sprogfællesskab ikke flere skåltaler; forholdet mellem dansk, svensk og norsk var at hvis man gjorde sig en lille smule umage, så var der et fællesskab, brug det! Ikke mere tom snak. Svensk og norsk blev i alle henseender et selvstudium for den i 1981 nystartede dansklærer. Jeg inddrog tekster, lydbånd og film i begrænset omfang: der var visse brugbare ting: ”Regn i juli” fra 1979, ”Tendenser
46 DANSK NOTER
i norsk litteratur” og ”Tendenser i svensk litteratur” fra 1986, et værk af Ole Ravn med gode tekster, men med den forbløffende sprogpolitiske pædagogik at opfatte svensk og norsk, såvel bokmål som nynorsk som ét sprog indeholdende en række varianter. En fortrinlig udgivelse var ”5 x Et dukkehjem” og flere andre ting. Allermest interessant var udgivelsen gennem en årrække af ”Nordisk Litteratur En årbog”(fra Nordisk Ministerråd , som desværre pludselig standsede i 2004. I de danskfaglige udgivelser har der i hvert fald indtil for nogle år siden altid pligtskyldigst(?) været medtaget både norske og svenske tekster. Det er så blot min erfaring fra egen undervisning – og mit gæt vedrørende øvrig danskundervisning – at eleverne sukker og stønner over disse mærkelige tekster, særlig de svenske. Jeg har allerede i nogle år foretaget små undersøgelser blandt eleverne i 1. g med spørgsmålet: hvor meget har du beskæftiget dig med svensk og norsk i folkeskolen, og det generelle svar er: overhovedet ikke! Jeg har aldrig set en tekst på det sprog før, jeg har aldrig hørt en tekst på det sprog før, er det typiske svar. Allerhøjst har man måske hørt noget norsk eller svensk i tv. Og nu min pointe: hvis dansklærerne ikke inddrager norsk og svensk mere i undervisningen, er det fordi de ikke selv kender sprogene, mestrer sprogene, behersker sprogene godt nok! Og ligeså længe dansklærerne ikke kender sprogene godt nok, vil der heller ikke blive undervist i dem! Én ting er at bruge det gamle herlige skoleradiobånd med en langsom og let opfattelig svensk introduktion til ”Att döda ett barn” og bagefter høre forfatteren Stig Dagerman læse novellen op på 1955-svensk. En anden er at se ”Maria Wern” uden undertekster, som det skete her i huset fornylig, da underteksterne var forsvundet. Hvis dansklærerne skulle til eksamen i forståelse af hørt svensk ud fra et af afsnittene, tror jeg en del ville rykke sig uroligt i sofaen. Også den der skriver disse linjer.