vens færden og særegne påklædning, er der såmænd ikke stor uenighed. Men på to afgørende punkter er Jensens Tordenkalv trådt ind i myten. Han er hedning og på den vis knyttet til en verden forud for den lange krumslutning af almuen, som de kristne magthavere påtvang den i middelalderen, og som danner baggrund for, at Jensen efter jordomrejsen indkalder til skrapt bønnemøde. Og han er skjald, altså digter, ”en Kender og tungefærdig Beskriver af skjulte Ting”, og også på den vis et undergravende element i et grundlæggende restriktivt samfund. Tordenkalven er ganske vist invalideret, ja, han må gå med stok og krykke, men han er ikke nogen krykhusar. Inderst inde bærer han på et billede af sig selv som pragtkarl på ryggen af den hest, som han ville betvinge, men som ikke ville betvinges. Sådan en fandens karl er han stadig. Hans projekt går ud på at frisætte livsdriften, glæden, underfundigheden, seksualiteten. Pigerne er ganske vist bange for ham, men drages også af det, som de jo ikke må, men inderst inde gerne vil. Børnene elsker han, vel fordi de besidder den umiddelbare glæde ved livet i nuet, som også han har formået at fastholde. Tordenkalven er simpelthen trods al fysisk begrænsning en kernesund og bomstærk mand, et friluftsmenneske, en kender af livets mysterier, en livslysten elskovsbesynger, en hedonistisk spægelsesforagter. Ikke forsagelsen i elskovslivet, men netop besiddelsen var det han forherligede. Kort sagt – Tordenkalven er et vitalistisk programudkast. Tordenkalven er også på færde i ”Syvsoverne”, også fra 1904-samlingen. Man husker vel historien: Kjeldby-karlene har en ydmygelse at hævne og klistrer nu som en nytårsspøg Bakgaardens vinduer til, så lyset ikke kan slippe ind. Tredje nytårsdag ser alt imidlertid normalt ud, og Bakgaardsfolkene begiver sig i kirke. Men jo blot for at indkassere Kjeldby-karlenes spot. De mere kloge narrer de mindre kloge, som overfladelæseren Johannes Møllehave bemærker. Et det så enkelt? Nej, hvad der sker den lange, lange nat er, at tungebåndene løsnes, at livsånderne vågner, og at livslysten og drifterne rører vældigt på sig. Munterheden stiger foruroligende, løjerne bliver dristigere og dristigere, der bliver både pruttet og fortalt historier, som ikke alle er om hestehandler, og seksualiteten rører gevaldigt på sig i alkoverne. Og Bakgaardskonen forstår, at det vil tage lang tid for hende at få normaliteten gentilvejebragt. Alt dette ville nok have foregået i et
58 DANSK NOTER
eller andet omfang under alle omstændigheder, men Tordenkalven er der tilfældigvis, og han fungerer som katalysator. F.eks. fanger han en gråspurv og slipper den ind i pigernes alkove, hvor den så bliver jagtet af katten, så pigerne til sidst ”skriger … af Fryd som i yderste Smerte”. Hvornår er det nu lige, at man skriger af fryd som i yderste smerte? Se, alt dette ved vi læsere, men det ved Kjeldbyfolkene jo ikke. De kan nyde deres hævn, men vi, der så at sige har læst historien indefra, fra Bakgaardskonens perspektiv, véd bedre. Hvad vi har bivånet, er undergravende virksomhed. Noget er blevet sat i gang, som ikke uden videre kan standses. Tordenkalven har pustet til ilden og frisat ustyrlige kræfter og impulser. Tordenkalven dukker op endnu en gang hos Johannes V. Jensen – pludselig og tilsyneladende umoti veret på forsiden af den pjece om Hamlet, som han udgav i 1924. Og hvorfor nu det? Fordi der er flere Hamlet-modeller. Shakespeares tossede prins er en forfinet udgave, men med en forhistorie hos trællene, der behøvede en billedlig konkretion af deres frihedsdrøm. Jensen nævner andre fremtrædelsesformer: Uffe hin Spage, Askeladden, Klods-Hans – og Amloden, den jyske Hamlet. Om man vil rekonstruere ham, må den slebent-underfundige jyske ironi inddrages. Det er dette kunstneriske træk, ”visse Levninger af gammelt hedensk Vid, Gaader og magiske Sprog, meget yndet i sin Tid hos Almuen”, som karakteriserer f.eks. Tordenkalven. Han gik ”med sin Vagabondviden og sine folkelige Remser” snarere til folkene end til herskabet, som ellers kunne have godt af ”at høre lidt efter hvad den Ildspaasætter forløste Grinet med i Udhusene”. Lad os vende tilbage til vejviseren. Johannes V. Jensen har selv skrevet om den, i en erindringsmyte, som gudhjælpemig også er havnet i standardudgaven af himmerlandshistorierne. Da han ”en sidste Gang” var på disse kanter, ville han tage et foto af den. Men for sent, den var fjernet, ”den sidste Kending der knyttede mig til disse Strøg”. Himmerland – og dermed jo Farsø – var endegyldigt gledet over i erindringen. Men den proces havde måske taget sin begyndelse allerede da han lod sig vise ud. Herpå tyder, hvad han fra tid til anden lod sig forlyde med. ”Jeg har en Verden lig gende under den blot tilsyneladende derovre”, bemærkede han i en tekst fra 1910. En begravet skat, som skulle tilses. Men han skal også have sagt, at Himmer land bare var noget, han havde fundet på. Eller i hvert fald fundet, i erindringen, og konstrueret, i skriften.