Tema: Kanon i et nordisk perspektiv
Kanon er kanon Er den litterære kanon udtryk for et nationalt fællesskab? Er den et æstetisk eller et eksistentielt projekt? Erik Svendsen diskuterer kanonbegrebet i polemik med Hans Hauge og Harald Blooms kanonbegreb.
”Bare du læser” står der i den sidste sætning i Modersmål-Selskabets årbog 2005, Kanon som rettesnor (C.A. Reitzels Forlag, side 120). Det er et godt sted at starte og slutte; Ditlev Tamm formulerer fordringen og han har fuldstændig ret: bare eleverne og alle de andre læsere har et aktivt forhold til litteraturen, kan det være underordnet hvilke ideologiske hensyn der har dikteret kravet. Jeg vil ikke forholde mig til den valgte kanonliste. Historien kan ikke skrives om, men man kan lære af den, hvorfor jeg vil fokusere på en påfaldende mangel i argumentationen for det kanoniske. Indledningsvis vil jeg sige, at der ikke er svært at finde et par rimelige argumenter for kanonlisten. Jeg hentyder ikke til det faktum, at langt størstedelen af underviserne i forvejen havde deres egen kanon, som - big surprise – kun på få punkter afviger fra den forfatterliste, som ministeriets folk har fundet frem til. Da listen per definition må indeholde cremen af litteraturen er der ingen grund til at himle op. Det er et ubetinget gode at eleverne skal stifte bekendtskab med værker, der bliver ved med at skabe betydning og har fascineret generationer af læsere. Ja, kanonkravet er gratis, et politisk krav sammenligneligt med løsgængeren Jakob Hougaards ønske om mere sol og medvind på cykelstierne: Hvem vil ikke elske at læse Andersen, Bang, Pontoppidan, Blixen og Christensen med eleverne? Hvis nej – søg nyt arbejde. Litterær kanon eller kulturstudier én masse Hans Hauge har ved flere lejligheder hævdet at kanon er en restaurerende foreteelse, et forsøg på at redde litteraturen i en tid hvor den er presset af markedskræfterne (’derude’ hvor kun biografier og krimier sælger), af elektroniske fiktioner og den øvrige mediestøj som er umiddelbart mere underholdende, fordi det visuelle udtryk er så massivt, og fordi læseren i en post-
20 DANSK NOTER
hegemonisk æra er blevet konstitutionelt utro og går efter den højeste lyststimulation1. Bogen er her over for et langsomt medium. Den kræver fordybelse, og når sproget skal være genstridigt – det er nærmest en kondition for at komme med i klubben af kanontekster, jævnfør Finn Hauberg Mortensens forord i Kulturkanon (Politikens forlag, 2006) – så er vi ude i en umulig konkurrencesituation med litteraturen som sikker taber, hvorfor staten griber ind for at redde hvad reddes kan. Og bemærk: det sker under en borgerlig regering2. Den danske litteratur er også trængt af et voksende ønske om at læse mere af den internationale litteratur, der alt andet lige har flere essentielle værker at byde på. Vist er det erkendelsesbefordrende at få sat det hjemlige i perspektiv ved at relatere til de internationale forbindelser, men så ringe er den danske litteratur dog ikke, at den vil blive væltet helt over ende. For Hans Hauge er det en imidlertid en dead end: ”Kanon bevarer derfor dansk litteratur på samme måde, som man før bevarede den klassiske. Litteraturundervisningen vil få samme status som oldtidskundskab og latin” (Hauge i Kanon som rettesnor, side 95). Hans Hauge er polemisk pessimist, eller han sælger ud af arvesølvet. Hvorfor forstår jeg egentlig ikke; måske fordi han har engelsk litteratur som fag. På linje med Harold Bloom siger Hans Hauge, at litteraturen og litteraturvidenskaben vil tabe terræn i fremtiden. Literary into Cultural Studies som Antony Easthopes bog hedder med en symptomatisk titel (Routledge 1991). Fiktionslitteraturen udgør ikke længere en hegemonisk dannelsesblok som elever og offentligheden per automatik ønsker at beskæftige sig med. De litterære studier forvandles om føje tid til et departement under kulturstudier. I forhold til denne balkanisering af faget, så kan læreren dog dagligt føre bevis for de store forskelle mellem på den ene side litteraturens særlige erkendelsespotentiale og på den anden