Leder
Knausgård og virkeligheden Problemet er jo ikke så mye at verden setter grenser for fantasien, som at fantasien setter grenser for verden (Karl Ove Knausgård: Min kamp bd. 3) En af de senere års mest debatterede bøger i Skandinavien er Karl Ove Knausgårds værk Min kamp. Knausgård – der er født i 1968 – har sat sig for at skrive sit eget livs historie i seks bind (ca. 2500 sider!). Og han går tæt på. Ikke kun Knausgård selv men også familie og venner beskrives detaljeret og uden at der lægges fingre imellem med hensyn til at beskrive væremåder, særheder og pinligheder. Dette har affødt en debat om hvorvidt man nu kan tillade sig det, og i Norge har Knausgårds familie villet lægge sag an for injurier. 14 familiemedlemmer skrev i et åbent brev i den norske avis Klassekampen: ”Dette er bekendelseslitteratur og sagprosa, vi taler om. Judaslitteratur. Det er en bog fuld af insinuationer, usandheder, fejlagtige beskrivelser af personer, ren udlevering, der helt klart bryder med norsk lov på området.” Det er naturligvis fuldstændig i orden at folk reagerer på at blive beskrevet i litterære fremstillinger, og overvejelser over forholdet mellem biografisk stof og litterær fremstilling (dobbeltkontrakten og alt det der) er relevante og interessante. Men den store risiko for fokus på disse forhold er at synet på den givne litteratur vrides og flyttes. Fokus flyttes til ”virkeligheden” (var det nu virkelig det der skete?) og på hvad man kan tillade sig. Det kan nemt komme til at skygge for synet på litteraturen som litteratur. For mig at se er Karl Ove Knausgårds værk en række selvstændige romaner. Jeg-fortælleren er den samme, og det er en række af de øvrige personer også. Men bøgerne er ikke kronologisk bygget op, og hver roman har mere eller mindre sit eget tema. Pointen i Knausgårds tilfælde er helt enkelt at det er fremragende litteratur. F.eks. rummer bd. 3 nogle meget følsomme og tætte skildringer af barndommen og den tvivl, nysgerrighed og sensitivitet barndommen rummer. Endvidere er bøgerne forrygende godt skrevet.
4 DANSK NOTER
Sætningernes flow, de sproglige billeders beskrivelser af årstider, stemninger og fornemmelser og følelser gør at man som læser flytter ind i bøgerne og det univers de fremmaner. Og disse følsomme skildringer åbner erindringslag i en selv. Den norske litteraturforsker ved Oslo universitet Jørgen Lorentzen har i en artikel i det norske dagblad Aftenposten argumenteret for at Knausgårds værk fører romanen som genre ind i en ny fase, og han kalder værket for et mesterværk. Jeg synes at bøgerne kan afstedkomme en anden snak end den om rimeligheden af at bruge virkelige personer. Nemlig en snak om erindring og virkelighed. Hvordan erindrer vi, hvordan er forholdet mellem det erindrede og en given ”virkelighed”, og hvad sker der med det erindrede når det beskrives litterært? Den tyske forfatter Julie Zeh har for nyligt i en tv-udsendelse fortalt at hun ikke kan se hvorfor fiktion skal være mindre virkelig end ”virkeligheden”. Og i øvrigt – sagde hun – er 95 % af det vi husker forkert. Jørgen Lorentzen skriver om Min kamp: Det kan innvendes at boken selvfølgelig ikke er sann, i den forstand at alt som skrives og sies faktisk har skjedd eller har blitt sagt, og dermed oppfyller den romanens krav til fiksjon. Men løgnen er en vesentlig del av virkeligheten. Sjelden forteller to personer om det samme på samme måte. Hukommelsen forråder oss, og minnet forskyves. Løgnen er slik innebygget i det vi liker å kalle sannhet og en del av vårt aller mest intime.
Disse spørgsmål om forholdet mellem erindringer og virkelighed kan i en danskfaglig sammenhæng åbne for hvad den gode tekst er og – ikke mindst – hvad den gode tekst kan. Man kan sagtens bruge udpluk af Knausgårds tekst der indimellem er små essayprægede refleksioner, til at vise eksempler på den gode teksts kvaliteter. I den norske litteraturforsker Atle Skaftuns bog Litteraturens nytteverdi diskuteres litteraturens nytte i en tid hvor skønlitteraturens placering i skolesystemet