TEMA – Inklusion i danskfaget – litteratur
Javel, det er ordmaleri, men de drenge, der skal have trommehinderne til at vibrere, før de kan høre det dybe ”drøn, som et bombeslag, for hver eksplosion,” må undersøge, hvilket mærke der var i stand til det i starten af de brølende tyvere, den amerikanske Harley Davidson med transmissions-systemet eller den danske Nimbus, med øgenavnet kakkelovnsrøret? Og så få en optagelse i hus via mobiltelefonen! Selvom Sophus’ baghjul som bekendt skrider ud i den sidste og afgørende duel med den lille røde Afag, fordi Døden begår en svinestreg, er der ingen slinger i valsen i den måde, hvormed den alvidende og autoritære fortæller styrer sin historie sikkert i … havn på: uden sentimentalitet, uden ét gran medfølelse, som bar fortælleren på samme cool, ubevægelige ansigtsmaske som sin forfatter. Og det er ikke mange minutter, forløbet strækker sig over, fra ”en ganske tidlig sommermorgen” med lidt tåge og dug, til ”en høj dejlig sommermorgen” med mængder af hvide sommerfugle … Så er det uigenkaldeligt slut! Og det er fortalt på så overlegen en facon, at fortælleren endda ikke undslår sig for at røbe, hvordan det hele ender, før det rigtigt er begyndt, skønt titlen er et spørgsmål: ”at hans hastigheder røbes her, kan heller ikke gøre ham noget nu, han er, som det vil fremgå af det følgende, hævet over regnskab for, hvad speedometret viste” – ha, ha, hævet over, fik I den, for Sophus og Vira ruller jo ned, direkte og durk ned i underverdenen, hvor Karons ”gamle sorte pram, der er slidt og ser ud som snegleslim indeni”, lægger til kaj, præcist på sekundet, for at færge dem over! Jo, der er drøn og drive på Jensens sætninger, som var de en motorcykel; og præcision, som var de Karon, der altid møder op til tilsagt tid. Amor Fati. En grundig mand, Ebbe Munk, har gjort sig den ulejlighed at tælle antallet af kommaer og punktummer i historien, og han når det opsigtsvækkende resultat, at der er 190 kommaer mod kun 50 punktummer – Munk ser dog bort fra semikolon, hvoraf der er nogle stykker. Men det er ikke kun i kommamængden, fornemmelsen af fart opnås. Da duellen mellem Sophus og Døden går i gang, afbryder den altseende fortæller frækt sin historie til fordel for en idyllisk beskrivelse af Fyns ”grønne yndigheder”. Ikke fordi motorcykelparret på nogen måde registrerer, at Fyn er fin; de må nemlig knibe øjnene tæt sammen ”for den regn af støv og sten”, Dødens vogn udskyder som en kanon. Nej, fortælleren gør det, fordi han durkdrevent ved, at enhver afbrydelse i spændingskurvens stejlt opadstigende kurve virker som en udsættelse, der blot øger spændingen yderligere, og som derfor sætter læsetempoet i vejret. Psykologisk fart, kunne man kalde fænomenet, der er et velkendt virkemiddel både i
31
litteratur og på film. Grundige Ebbe Munk har ikke bare talt kommaer, hvad jeg har stor respekt for; han har også fundet geodætiske kort fra 1923 frem, sammenlignet med Dreyers film De nåede færgen fra 1948, kørt den rute, Dreyer tog fra Assens, fordi Lillebæltsbroen i mellemtiden var blevet bygget, fotograferet udvalgte stillbilleder i farver – og indsat det sort-hvide par på motorcyklen, der lige har været ”en rask tur i Jylland”, og som nu er ”på vej hjem mod København”, da det går grueligt galt. Der er næsten ikke den detalje, Ebbe Munk ikke har undersøgt. Men hvorfor pokker hedder det en Afag? Er det en skjult hentydning til Døden? Det må det være, troede jeg – og stavede ordet på alle mulige måder, men fandt intet tilfredsstillende svar, før jeg googlede: AFAG (≈ Allgemeine Flensburger Autobusgesellschaft) er et trafikselskab, der siden 1925 har stået for en del af den kollektive bustrafik i Flensborg. Javel, Jensen. Næste hjemtur. Nu viser speedometret 170 km/t, når det går vildest til, men vi er også rykket et godt stykke frem i tid, til begyndelsen af 1960’erne, 2. Verdenskrig er for længst forbi, Vietnam-krigen i fuld gang, motorcyklen er udskiftet med en god ”todørs sedan”, vejbelægningen stabilt asfalt, og der køres endda i starten på den motorvej, der i 1957 blev anlagt til den nye færgerute, Halskov-Knudshoved – i Leif Panduros novelle Tur i natten (1965). Som Panduros titel understreger, er Jensens sommermorgen med høj, lys himmel udskiftet med en hjemtur i nattens mørke, tilsat blæst og ruskregn, men Mark, hovedpersonen, har dog nået sin Storebæltsfærge, selvom han aldrig kommer over 80; for Mark, understreges det i indledningen, ”brød sig ikke om at køre stærkt. Ikke mere”, så i modsætning til Sophus ønsker han ikke at overhale, da han er den sidste i bilkøen fra færgen, men lader bare ”de andre biler forsvinde i ruskregnen” og mørket. Det lyder lidt kedeligt; man kan så ikke sætte næsen op efter endnu et kapløb med Døden på Marks natlige hjemtur over Sjælland mod København, når han højst vil køre 80, det pjok! Men Panduro får lynhurtigt tilført spænding ved at bruge det gamle trick med at opstille en forhindring: Forfatteren lader sin hovedperson punktere på begge forhjul efter ganske kort tid, ”En situation Mark aldrig havde forberedt sig på”, som fortælleren noterer sig. Hvorpå forfatteren lader en slags deus ex machina dukke frem af mørket i form af ”En todørs sedan mage til hans egen”, der holder i motorvejsrabatten med tændt motor og slukkede lygter hundrede meter længere fremme. I bilen sidder – ikke et elskende par, som Mark først gætter på – men manden, der havde siddet i et hjørne på færgens restaurant med en kop kaffe, ”Ligesom