TEMA
KLUMMEN Jensen & Dalgaard, forlæggere
Folkeskolen Krudt køer er igen iog sommer blevet reduceret til en politisk slagmark
På børnebiblioteket står en stopfyldt, fed bogkrybbe og breder sig, så man må kante sig forbi. Den er ved at sprænges af selvfedhed, for den er nemlig moderne: Den er fuld af über-pædagogiske, faktuelt kompetencegivende, skåret-ud-i-pap billedbøger. Dér står bogkrybben og glæder sig umådeligt til at blive voksen, for så vil han være medlem af DJØF og tage en master i new public management. Ovre i skønlitteraturen har han en kæreste: Hende den praktiske, Toyota-røde reol med børnebøger, der er helt særlige ved, at de ikke fortæller om noget særligt, kun om fiktive børns fiktive hverdagsliv, der er helt magen til faktiske børns faktiske hverdagsliv. Hun står og glæder sig, til han frier, ham den selvfede bogkrybbe, så de kan flytte sammen og leve det trivielle hverdagsliv, alle hendes bøger handler om. De to har da også meget tilfælles. Deres sprog er pandekagefladt (skuffende nok med undtagelse af smagen). Deres fortællinger slæber sig monotont og søvndyssende deruda’: … og-så-og-så-og-såsvinger-vi-os-op-til-problemets-løsning-og-så-og-så-og-slut. Deres forestilling om, hvordan man kommer i øjenhøjde med børn, går ud på at smide sig fladt på gulvet. Viden er noget, der hældes ind i hovedet på poderne, som man fylder benzin på en bil. Men hvad er nu dét, der kommer susende, deroppe under bibliotekets loft? Er det et fly? En fugl? Et viskelæder? Nej, det er sgu da en strikkende ko, en frihedskæmper! I et glimt er vi heldige at se et enkelt medlem af dansk børnelitteraturs guerillahær. Hæren, der har det erklærede mål at tænde børns videbegær. Hæren, der betjener sig af to helt enkle våben: knitrende sprog og knaldhøje ambitioner. Sprog, der gør verden større, end den var, før barnet læste netop de ord. Og ambitioner om, at børn snildt kan gabe over og vokse vildt af skæve, surrealistiske, magiske fortællinger. Dér står børnelitteraturens danske frihedskæmpere med blafrende kapper og har kun et skuldertræk til overs for forestillingen om, at viden kan overføres via en benzinpumpe. Nej, deres ædle kamp går ud på at sætte børn i stand til at ville vide; de vil tænde børnenes begær. Og de er farlige – en enkelt gnist og BOOOM! Barnet kan tænke selv. Hæren er næsten hemmelig, dens medlemmer ses sjældent i det danske boglandskab, kun hist og pist gemmer en strikkende ko sig i et træ, dér flagrer en papirdreng forbi, og strategiske steder har en dreng og hans hest skrevet de eneste tre bogstaver, de kender: A-B-E. Men vi vil se mange flere. Flere mørkebørn, flere drommediller, flere sprogsprængende frihedskæmpere. Vive la résistance!
13