blandt andet ville sige) så må man, når alle muligheder står åbne, selv sætte de rammer, man kan leve under og i. De rammer findes i fantasygenrens sort-hvide verden, hvor reglerne er klare, og hvor det etiske kodeks er afgørende, hvis man vil vinde kampen. Danskfaget havde åbnet sig, det var blevet et dannnelsesfag og et kulturbærende fag, således som det også blev formuleret, da betonudgaven Dansk 76 blev revideret i 1984. “Vi vil gerne, at I skal arbejde med nogle vigtige områder i livet, mest af alt det, der brænder for jer lige nu, men også noget af det, som I vil blive konfronteret med senere i jeres liv.” Sådan lød det typisk for tiden i undervisningsmaterialet: Fri som fuglen, Birte Sørensen og Marianne Dreyer fra 1988. Dig selv, dig selv og dig selv – det var kodeordene for meget undervisningsmateriale fra 1988 og de næste ti år. Klassekampen var stillet i bero, litteraturen blev fyldt med lyrik, og Pia Tafdrups engle svævede over 80’ernes lyrik, der ellers kunne være sort som hos Strunge eller formbevidst som hos Søren Ulrik Thomsen. Min danskundervisning ændrede karakter – ikke fordi der kom en ny skolelov i 1993, men fordi eleverne blev anderledes. Thomas Ziehes postmoderne, rodløse, zappende ungdom længtes efter (eller også mente jeg, at de havde brug for) kultur, viden og sproglig spændvidde. Så nu kom klassikerne i højere grad ind i mit tekstvalg. Sofies verden og ind i år 2000 Efterskolelærer var jeg også i 1990’erne, og friheden til at vælge tekster gjorde vi stadig uhæmmet brug af. Vi læste
Holberg, hvis Aalborg Teater havde en skoleforestilling med samme Holberg, vi læste Søren Ulrik Thomsen, Nordbrandt og masser af lyrik, vi læste Pelle Erobreren, Martin A. Hansen og Blixen. Men vi så også Star Wars, Døde Poeters Klub og filmen om JFK. Vi så samtlige kunstudstillinger på Vendsyssel Kunstmuseum og på Nordjyllands Kunstmuseum. Kodeordene var klassisk litteratur og en portion kulturel ballast – altsammen forsøgt formidlet så vedkommende og øjenåbnende som muligt. Ikke at det lykkedes altid, men den personlige og kulturelle identitet var altid i fokus hos læreren; måske ikke altid hos eleverne, der naturligvis ikke altid var lige læringsparate. Vi læste ikke mange børne- og ungdomsbøger. Efterskoleeleverne havde mange (ikke altid lige heldige) erfaringer med ”ung-i-dag-og-ung-med-deunge”-bøger fra deres folkeskoletid, de var trætte af Martin og Victoria og Min ven Thomas, så vores valg var oftest: Vi læser bøger, der er vigtige (for identitetsdannelsen, for den kulturelle dannelse og for at få viden) at have læst. Voksenbøger, børnebøger eller fagbøger. Genren var underordnet. Når jeg vælger en bog, der kan stå som eksponent for perioden, så er det Jostein Gaarders Sofies verden fra 1995, jeg vælger. Sofies lange kulturelle dannelsesprojekt er fortalt i en fiktiv ramme, der er tilsat et stænk krimi, lidt familiekonflikt, lidt selviscenesættelse og en god del viden. Mest af alt er det en bog for de, der ved, at når man læser bøger, bliver man ”klog på en smuk måde”. I Dansk 95 står der: “Formålet med undervisningen i dansk er at fremme elevernes oplevelse af sproget som en kilde til udvikling af personlig og kulturel identitet, der
maj 2010
DANSK
39