BLIK PÅ BØGER
der indledes med fortællingen om faren, der var frihedskæmper, og som er rigt forsynet med sort-hvide privatfotos, til Dy Plambecks firsererindringer om den sommer, man ikke måtte spise æblerne i haven pga. ulykken på Tjernobyl. Samtidig kan barnet genkende sig selv i det almene, i Dy Plambecks angst for at være alene hjemme, i Leonora Christina Skovs skildringer af andres kærlige mødre, som man bare elskede at være i nærheden af, i Kim Fupz Aakesons frustrationer over at være en lille splejset dreng, der ikke kunne tæve nogen, eller mere humoristisk i Jens Blendstrups skildring af dyrplagerfasen: ”Bimse og mig var slemme ved dyr, det kan jeg lige så godt indrømme. Vi var nok det man kalder dyrplagere. En hel måned var vi onde ved mariehøns”. Nye bøger til børn Kari Sønsthagen, leder af Forfatterskolen for Børnelitteratur og anmelder ved Berlingske Tidende, fortæller, at Min historie var en naturlig følge af serien Billedromaner, som hun og forlaget oprindeligt initierede, fordi der manglede bøger til drenge. Hun havde registreret at drenge, i langt højere grad end piger, læser billeder, ligesom de selv, når de tegner, skaber en form for tegnehistorier. Billedromanerne var nye bud på læsestof, ikke mindst altså til drenge, som stod af på den psykologisk følsomme litteratur, der prægede markedet. Undervejs i processen med serien havde redaktørerne mange møder med forfatterne, og flere af dem fortalte, at de også skrev på deres egne barndomserindringer. Så lå ideen lige for: Voksne
40
DANSK
marts 2010
læsere elsker biografier og erindringer, hvorfor ikke give børnene sådanne bøger? Min historie er selvbiografiske værker, og derfor består billedsiden, udover illustrationer, også af tidsrelevant og personligt materiale. Der er fotos af forfatterne som børn og af deres familie, børnetegninger og annoncer fra aviser. I Dorte Karrebæks I tilfælde af krig er der en hel side med en undertøjsreklame fra et magasin, i Kim Fupz Aakesons Langhårsfrisure er der indklip fra reklamer, og en gennemgående brun-orange feeling, i Leonora Christina Skovs Glashuset er der klip fra skolestile og breve. Dette, at bøgerne visuelt knytter an til den konkrete tid, de foregår i, om det er Dorte Karrebæks efterkrigstid i Ballerup eller Jens Blendstrups 70´er villavej i Risskov, har været en pointe fra redaktørernes side. I flere af bøgerne er der arbejdet meget med det stemningsskabende gennem tidstypiske farver og mønstre. Det kunne være gennemført i højere grad, for det giver, på en helt anden måde end ordene, barnet en sanselig fornemmelse af en given tid. Kari Sønsthagen pointerer: ”Billedsiden skal forankre fortællingerne tidsmæssigt. Brugen af artefakter og fotos skal være med til at give børnelæseren en historisk fornemmelse. Fremover vil vi vægte det endnu højere, dette med at årtiets dominerende farver og dermed stemning skal fanges ind rent grafisk”. Alvor og intimitet Flere af bøgerne tematiserer virkeligt alvorlige ting i et barneliv. Koldt og uhyggeligt er der i Leonora Christina