Skip to main content

DANSK 1/2021 – Verdensmål

Page 28

DANSK

Tema: Verdensmål

Marts 2021 #1

Medlemsblad for Dansklærerforeningens folkeskolesektion


NY BOGPAKKE PÅ VEJ Glæd jer til forårets nye udgivelser

SPOT PÅ BR UGST E KST E R

UDKOMMER 26. APRIL

C H R IST E NSE N| T H E R KIL DSE N

Kim Larsen SØREN FANØ

NÅR LITTERATUREN GIVER TRÆLÅR MED JESPER WUNG-SUNG I SKOLEN

DANSK L ÆR E RFORE N IN GE N S

Kongen af pop

FORL AG

Konge rækken

Spot på brugstekster BIR THE C HR ISTENSEN | BIR GITTE THER KILDSEN

sæt spor

Trine May

DA N S K L Æ R E R F O R E N I N G E N S F O R L AG

DANSKLÆRERFORENINGENS FORLAG

Grete Wiemann Borrega ard

DLF ANNONCE

Grete Wiemann Borregaard

5 5

DANSKLÆRERFORENINGENS

DANSKLÆRERFORENINGENS FORLAG

60 %

M E DLE MSRABAT* ril fra 22. marts til 26. ap på e er Læs m dansklf.dk/bogpakke

Læs mere, og se alle vores udgivelser i vedlagte KATALOG 2021 – GRUNDSKOLEN. *Medlemmer får besked, når det er tid til at forudbestille de nye udgivelser med rabat.

FORLAG


LEDER

NU IGEN... – Arh, nu skal vi igen have sådan en temauge, sagde en af mine gode lærervenner en dag, da jeg talte med hende i telefonen. Hun lød træt. Det var naturligvis før verden gik corona-amok, og alle lærere skulle hjem og improvisere klasserumsledelse og didaktik bag en computerskærm. Det var dengang, hvor man i tide og utide skulle hoppe med på temauger og temadage om alverdens emner, som altid kom dumpende ned i et eller andet forløb, som man lige var i gang med. Og selvom man havde forsøgt at tage højde for det i årsplanen, så betød det alligevel tit et underligt opbrud i noget, man havde forsøgt at skabe sammenhæng i. Og som dansklærer endte man altid med at være den, der stod der med fletningerne i postkassen og ansvaret for det hele, fordi man alligevel havde flest timer i klassen og også var klasselærer. Og som ham der den sjove fysiklærer engang sagde, da man forgæves forsøgte at mane lidt entusiasme ind i teamet, så var det jo også ’noget med at eleverne skulle læse noget’. Og så var det vel rimeligt nok, at det var dansktimerne, der holdt for. Det er naturligvis længe siden nu. Corona-året 20/21 har meget på samvittigheden. Afskaffelsen af håndtrykket. Af fredag aftener med gode venner, gryderetter og et glas vin. Og altså også afskaffelsen af den tsunami af temauger om skiftende emner, der er skyllet ind over skolerne og kunne få både mig og min veninde til at lyde lidt trætte, når vi talte om, hvordan det gik. I dette nummer af DANSK har vi rettet blikket mod et af de temaer, de fleste af os formentlig har stået overfor i en temauge. Verdensmålene. Og jaja, dem har vi hørt noget om, og det er noget med en plakat i mange farver og afskaffelse af fattigdom. Og det er fint nok. Og eleverne laver noget projektagtigt noget og en planche, og så er hverdagen vendt tilbage til 7.A. Personligt har jeg aldrig rigtig fået sat mig ind i, hvad det er med de der verdensmål, og hvorfor de er vigtige. Ikke af uvilje, men fordi hverdagen er så travl med dens mange krav, og fordi jeg i praksis altid ender med at skulle ringe til Sørens mor og skal til et møde med skolepsykologen. I de sparsomme minutter, der måske så er tilbage, kaster jeg i stedet et blik på det forløb om lyrik, som jeg skal i gang med i klassen i morgen, mens jeg forsøger at få bare et par bidder af den klapsammen, jeg havde stukket i lommen på vej ud til min gårdvagt og så glemte at spise. Men det er synd og skam. For verdensmålene, som blev vedtaget af verdens regeringsledere på FN topmødet i New York i 2015, er af stor betydning for os alle. Ikke mindst vores børn. De udgør 17 konkrete mål, som forpligter alle FN’s medlemslande til helt at afskaffe fattigdom og sult i verden, reducere ulighed, sikre god uddannelse og bedre sundhed til alle, anstændige jobs og mere bæredygtig vækst. Vi håber med dette temanummer af dansk at kunne bidrage til at kvalificere arbejdet med verdensmål i danskundervisningen. På den måde kan vi måske få det til at give mere mening. Vi kan kun håbe, at håndtrykket og aftner i gode venners lag vender tilbage. Men en ting er helt sikker. Temaugerne skal nok dukker op igen.

Katja Gottlieb Formand for Dansklærerforeningens Folkeskolesektion


REDAKTIONENS SIDE

Dette nummer handler om... Har du set Game of Thrones? Den der high fantasy-serie i utroligt mange sæsoner og afsnit, som kan streames via HBO? En serie hvor man følger en række familiers kamp om magten og kontrollen over kontinentet Westeros. Det hele er godt garneret med bare baller og bryster og drager og drabelige mord. Og mens familierne forelsker sig og hugger hoveder og hænder af hinanden, så trænger den virkelige fjende sig på nordfra. De hvide vandrere. En zombie-hær, der under ledelse af Nattens Konge truer med at lægge verden øde i en evig vinter. Spørgsmålet er naturligvis, hvem der tør tage kampen op mod en fjende, som de fleste knapt tror på eksisterer? Det er naturligvis ikke Game of Thrones, dette nummer af DANSK handler om, men som enhver dansklærer ved, så spejler litteraturen og virkeligheden ofte hinanden, og der kan drages mange paralleller mellem Game of Thrones-universet og de udfordringer, verden står over for i dag. Udfordringer som

ikke mindst mange børn og unge er optagede af. Hvorfor findes der nød og ulighed? Kommer vi nogensinde til at opleve fred og sikkerhed i verden? Og hvad med klimaet? Kan vi redde det? I dette nummer af DANSK forsøger vi at tage livtag med nogle af disse spørgsmål. Anne Mette Friis, National chef i UNICEF Danmark, giver et bud på, hvordan man kan anlægge et globalt blik i undervisningen. Professor Lene Tanggaard giver et bud på, hvordan netop danskfaget har en styrke i forhold til at arbejde dannelsesorienteret med verdensmålene. Og så skriver professor Nikolaj Elf om en ung dame, der som eventyrets helt er draget ud i verden for at tage kampen om klimaspørgsmålet op. Hun er kun bevæbnet med twitter og fletninger, men heldigvis frygtløs. For som de siger i Game of Thrones: ’Winter is coming’. Redaktionen for DANSK

ET SEMINAR FOR ALLE MED INTERESSE FOR SKOLENS OPGAVE Hvad skal vi præge opvoksende generationer med, og hvordan skal det ske? Hvilken fremtid skal vi ruste dem til?

28.06.-02.07.2021 / testrup.dk

LÆRERMØDET 2021 – SKOLENS SPROG

Glæd dig til spændende oplæg og debatter, nye samtaleformater og dannelsesværksteder på Testrup Højskole. Arrangeret i samarbejde med Det Frie Skoleråd. MEDVIRKENDE Lene Tanggaard / Mette Frederiksen / Gordon Ørskov Madsen / Carolina Magdalene Maier / Michael Greis Andersen / Thomas Aastrup Rømer / Knud Romer / Henrik Andersen / Pernille Abd-El Dayem / Simon Axø Jens Erik Kristensen / Pia Henriksen / Christina Krzysioak Hansen / Hans-Jørgen Schanz / Carsten Fogh-Nielsen / Leo Komischke-Konnerup / Lakshmi Sigurdsson / Jens Blendstrup / Kåre Egholm Pedersen TILMELDING PÅ www.testrup.dk

Annonce - Lærermødet - Dansklærerforeningen.indd 1

03/02/2021 14.11


INDHOLD

17 verdensmål

og od b

e, g kend

Stin

Bæredygtighe d – fra mål til m iddel

Forpligtelse og

06

knoglefrost

Greta og den grønne omstilling i dansk – et dannelsesprojekt Af Nikolaj Elf

13 16

Verdensm ål og rettig heder – to sider af samme sag

26

Af Lene Tanggaard

28

Forpligtelse og knoglefrost

17 verdensmål på letforståelig dansk … og på tværs af fagene

Af Jens Raahauge

Af Stefan Åge Hardonk Nielsen

Motiverende og dannende? Arbejdet med FN’s verdensmål i dansk

30

Stinkende, god bog med uendelige muligheder Af Ida Geertz-Jensen

23

Verdensmål og rettigheder – to sider af samme sag Af Anne Mette Friis

Bæredygtighed – fra mål til middel Lærerne har nøglen til den grønne omstilling Af Mathilda Witt Brückner

Af Tony S. Andersen

20

At undervise i og med FN’s verdensmål

34

Skår i glæden? Af Jens Raahauge

36

Anmeldelse Af Janus Neumann


6

TEMA: VERDENSMÅL

AF NIKOLAJ ELF PROFESSOR, LEDER AF SDUs CENTER FOR GRUNDSKOLEFORSKNING

DANSK 1 – 2021


Greta og den grønne omstilling i dansk – et dannelsesprojekt I dokumentarfilmen Greta, som DR netop har vist, ser man Greta Thunberg gøre det, alle dansklærere vel drømmer om, at alle elever lærer at kunne. Hun skriver, hun taler. Hun tilpasser sin skrift og tale til situationen. Hun udnytter medier og multimodale udtryksformer til perfektion. Hun er kritisk og kreativ.

Men måske allervigtigst: Hun har gang i et eksistentielt dannelsesprojekt, der udvikler hende selv og verden på samme tid. Hendes far, der følger hende i tykt og tyndt, synes ikke, det er så vigtigt, at hun igen og igen reviderer på sine taler. ”Slap af, Greta, spis en banan!” Men det lytter Greta ikke til. ”Ti nu stille, far!”, bliver hun nødt til at revse ham. Talen skal sidde lige i skabet, når hun skal tale til Europa-Parlamentet eller store demonstrationer. Det handler jo om at redde planeten fra os selv. Gretas (dannelses)projekt På den måde lever Greta for så vidt godt op til både fagformål og fælles mål for danskfaget, hvis hun ellers havde været dansker eller keret sig om den slags. Det gør hun ikke. Skolen har i en vis forstand spillet fallit. Hun finder det som bekendt vigtigere at strejke på en fredag end at gå i skole. Og med hende millioner af andre børn og unge. Det kan man kalde skolevægring med et meningsfuldt formål! Greta har ét dannelsesprojekt, kunne man sige, det hun kalder tidens mest ”skæbnesvangre udfordring”: Klimakrisen. Den hun har været angst overfor; så deprimeret at hun ikke har kunnet tale med andre end sin familie i flere år. På den måde ligner hun 10-15 % af børn og unge, som føler sig overvældede af negative følelser som angst og apati. Det befriende, ja, nærmest forløsende ved Gretas historie er, at hun nu har fundet en måde at


8

TEMA: VERDENSMÅL

håndtere den både personlige og globale krise, og den går gennem at udtrykke sig og handle. Hun opfatter problemet og løsningen som noget, der ligger uden for hende selv. Netop den pointe ser ud til at hjælpe hende til at stå upåvirket foran en hel verden af voksne mennesker, der opfører sig, som hun siger, som børn. Det er jo ikke hende, det handler om, eller politikerne, der sovser mageligt rundt i deres institutioner. Det er grøn omstilling. ”Get it!” Greta som nordisk girl power Man kunne vælge i danskundervisningen at gøre dokumentaren i sig selv til genstand for undervisning. Ikke for en simpel genreanalyses skyld, det ville være at forråde Gretas projekt, der handler om sagen og at handle på den. Netop ikke reducere sagen til ren form. Nej, min alternative første danskdidaktiske tanke er at forbinde Greta med en smuk nordisk børnekulturhistorie. Gretas måde at tale og agere på rummer et ekko af nogle af de vigtigste hovedpersoner hos H.C. Andersen og Astrid Lindgren. Børnene, der med god ret revser og kritiserer de voksne, fordi de ikke har fattet det vigtigste, og selv må tage affære. Greta i Greta er som Pippi i Pippi Langstrømpe – udtryk for den allerfineste nordiske kulturtradition for girl power. Og børnepower. En fantastisk, stærk, ja, nærmest eventyrlig historie at spejle sig i. Og sådan én, der gør voksne mennesker for alvor vrede. Det gør bare historien endnu bedre. Men Gretas projekt rækker ud over Nordens grænser og kan begrundes med andet og mere end undervisning i inspirerende kulturhistorie. Det rækker også ud over en snæver danskdidaktisk interesse og griber ind i bredere dannelsesdiskussioner. For hendes projekt voksede som bekendt på ufattelig kort tid til en global platform for klimaprotest, ikke mindst blandt børn og unge på hendes egen alder. Lige pludselig så vi ikke bare én, men tusindvis af børn på hele kloden gå op imod magten og kæmpe for klimaet. De kommunikerede på tværs af landegrænser, på tværs af sprog og på alle mulige relevante platforme, fra papskiltet over flow-tv og sociale medier til debatter og demonstrationer. De agerede som ’interkulturelt kompetente borgere’, hvis man spurgte Europarådet. Eller som ’verdensborgere’, hvis man tænker på vores egen Peter Kemps dannelsesideal. Og mens de gjorde alt det, øvede og demonstrerede de samtidig grundlæggende kommunikative færdigheder og kompetencer, som man har fokus på at undervise i i dansk, men som er relevante i alle fag: De argumenterede. De tilegnede sig ny viden og viderekommunikerede den. De reflekterede over deres måde at kommunikere på. De forestillede sig scenarier for vores fremtidige verden, som var de science fiction-forfattere, fortalte om både realistiske skrækscenarier og scenarier for en bedre verden, hvis den grønne omstill-

ing ellers lykkes. Tænker man på det norske Skrivehjulet og de centrale skrivehandlinger og -formål, man ifølge dét skal undervise i på tværs af fag, kommer disse børn vist hele vejen rundt – på en (fre)dag. Grøn omstilling, didaktik og dannelse Man spørger sig selv: Hvor kommer al denne energi, engagementet og alle disse kompetencer fra? Svaret er vel: Fra et projekt de opfatter som meningsfuldt. Ja, dannende. Det tror jeg, vi kan lære noget af både pædagogisk, didaktisk og mere specifikt danskdidaktisk. Den pædagogiske pointe er i al sin enkelhed: Lad børn beskæftige sig med noget, de stærkt interesserer sig for og identificerer sig med i og ikke mindst udenfor skolen. Nyere læringsteori understøtter pointen. Den didaktiske pointe er at tage afsæt i meningsfulde begrundelser for undervisning. Hvorfor-spørgsmålet. Som kalder på dannelsesovervejelser. Dannelse handler i min ordbog – delvist inspireret af Klafki – om processer, hvor man som menneske møder verden åbent med uafgjorte spørgsmål, og i dette møde gør det muligt at lade sig selv og verden forandre. Det må man sige, Greta gør. Og hun ikke bare taler om det største spørgsmål (som efter hendes mening er klimakrisen, hvilket andre måske var uenige i). Hun betoner, at man må forholde sig til det. Handle på det. Med hele sit væsen: følelser, fornuft, etik. Som Merete Wiberg opsummerer i Didaktisk opslagsbog (Hans Reitzel, 2020, s. 21): ”Dannelse handler (…) om menneskets verdensforhold set i et eksistentielt, kulturelt og historisk perspektiv.” Det er værd at bemærke om Klafki, at han hele sin karriere og især siden begyndelsen af 1990’erne har talt om ’miljø’ som en af samtidens centrale ’epokale nøgleproblemer’. Det siger noget om, hvor trægt det egentlig går med at forholde sig til dette nøgleproblem. Vi ér blevet advaret – længe. Og om få år kan vi måske være nået til et tipping point – som Greta belærer os, med sikkert kendskab til forskning, fx danske Katherine Hendersons – hvor den katastrofale udvikling er irreversibel, ikke kan stoppes. Derfor har Greta, og også jeg, lige nu en paradoksal oplevelse af akuthed og katastrofal træghed på samme tid. Katastrofen er allerede indtruffet, vil nogle digtere og forskere hævde. Omvendt er Klafkis og andres tilgang et håbets projekt. De tror på institutionernes, herunder uddannelsesinstitutionens, mulige bidrag til fremskridt. Og der arbejdes konkret med det. Siden 1990’erne har man fx talt om paradigmet Undervisning for Bæredygtig Udvikling (UBU) i dansk og international sammenhæng (se fx Lysgaard & Jørgensen 2020). Her betones, at grøn omstillingundervisningen måske bedst tænkes tværfagligt og med fokus på udvikling af handlekompetence. Sagt på en anden måde har dansk også været inviteret med til festen – længe.

DANSK 1 – 2021


TEMA: VERDENSMÅL

Bæredygtig grøn omstilling i danskundervisningen? Alligevel er der forskning, der tyder på, at danskfaget ikke fylder meget i undervisningen for bæredygtig udvikling. Det er faget ikke alene om. Tværtimod viser undersøgelser, at bæredygtighed og grøn omstilling i høj grad ”varetages” af naturfaglige fag eller i ret afgrænsede projektorienterede forløb, hvor de naturfaglige fag dominerer. Noget andet, der ser ud til at karakterisere undervisningen, er, at den er ret faktaorienteret og kun i begrænset omfang medtænker aspekter som følelser, moral og kreative tilgange. Den anerkender heller ikke, at en del børn og unge faktisk ved en del dette emne i forvejen, føler noget for det og har holdninger til det. Greta er det ekstreme eksempel på, at følelser og moral er brændstoffet for vores generation af børn og unge, når de engagerer sig i grøn omstilling. Man skulle tro, det skulle appellere til dansklærere. Tilsyneladende er det ikke tilfældet endnu. Vi véd faktisk meget lidt om, hvad der foregår i praksis. Hvor meget fylder grøn omstilling egentlig i de unges liv, og hvor meget fylder den i skolen og undervisningen, herunder dansk? På det personlige anekdotiske plan kan jeg afsløre, at da jeg skulle se Greta, kunne jeg ikke mobilisere hverken min 9. kl.-datter eller 3.g-søn. Der var ligesom nogle andre dagsordner, der fyldte … Og der er fortsat en stor gruppe af befolkningen – både unge og gamle – der måske nok er bevidste om klimakrisen, men ikke ved, hvordan de skal handle på den. Heller ikke i skolen. Så hvad foregår der egentlig? Det spørgsmål skal jeg og gode kolleger til at undersøge i et projekt støttet af Danmarks Frie Forskningsfond, der hedder Grøn omstilling i grundskolen. Vores tese er på den ene side, at der ér en rivende udvikling i gang på skoler og i fag, men at man på den anden side nok ikke er nået særlig langt. Vi vil lave undersøgelser på tre caseskoler, som man kan antage er kommet særligt langt, de såkaldte 2030-skoler, som gennemgår et forløb for at blive certificeret til undervisning i verdensmål. Men vi antager, at

Figur 1. En model for udvikling af økoliteracy

9

også dér vil udbredelsen og fylden af grøn omstilling-undervisning være ret behersket og varierende både blandt lærere og elever – hvilket er en tese, vi også vil afprøve kvalitativt i et større antal skoler. Når der er varieret interesse for grøn omstilling og bæredygtighed, skyldes det højst sandsynligt ikke uvilje, men snarere at vi lever i en kompleks verden med mange brændende platforme. Selv hvis man bliver inden for en bæredygtighedstænkning, bliver det hurtigt komplekst. Fx er fokus på 2030-skolerne jo ikke kun på grøn omstilling. FN’s verdensmål er 17 verdensmål, hvoraf kun ét refererer direkte til klima, og nogle få andre refererer indirekte til miljø. Så hvordan undervises der rent faktisk i grøn omstilling i dansk? Det er et åbent spørgsmål. En model for undervisning i grøn omstilling i dansk Mens vi venter på at blive klogere på praksis, kan vi spørge mere spekulativt og invitere til didaktisk fantasi: Hvordan kan man mon undervise i grøn omstilling i danskundervisningen? Hvordan kan man selv gå i gang som (dansk)lærer? Hvad tænker og gør andre? Et forskerbud kommer fra britisk-newzealandske Sasha Matthewman, som forsker i det, man internationalt kalder L1-faget. Matthewman er ret kritisk overfor L1-undervisning rundt omkring i verden. Hun mener, faget har mistet en gammel tradition for at undervise værdibaseret. I stedet har ’skills’-tænkningen overtaget. Ja, man kunne sige, at man har bildt sig selv ind, at faget netop bare handler om at udvikle elevernes kommunikative færdigheder for færdighedernes egen skyld. Som alternativ argumenterer hun for en værdieller, om man vil, dannelsesorienteret tilgang og har til det formål udviklet en ’3D-model for økoliteracy’. D’et står for dimensioner. Der er altså tre dimensioner, man kan arbejde med når man vil udvikle elevers økoliteracy:

Den øko-operationelle dimension

udviklet af Matthewman og modelleret af Elf.

Den miljøkulturelle dimension

Den økokritiske dimension

Økoliteracy


10

TEMA: VERDENSMÅL

Literacy er svært at oversætte til dansk, det skal her forstås både som kommunikative kompetencer og i et bredere dannelsesperspektiv. Det er én vigtig pointe. En anden er, at økoliteracy-modellen ikke er eksklusiv for danskundervisning, men også kan bruges i dansk. Hvad ligger der i de tre dimensioner? Den øko-operationelle dimension handler på et meget grundlæggende literacy-niveau om at have et sprog og en grammatik, dvs. en metasproglig viden, om vores økologiske verden. Herunder også at forstå, at forskellige kulturer kan have forskelligt sprog for den. ’Sne’ og dets mange betegnelser på inuit, kanoniseret af Peter Høeg i Frøken Smilla fornemmelse for sne, kunne være et litterært eksempel. Den miljøkulturelle dimension handler om en bredere forståelse for og viden om miljø både i faktiske og forestillede kontekster. Matthewman peger bl.a. på kanon som et issue. I hvilken grad er miljø og økologi fx en del af tekstudvalget og de emner, man beskæftiger sig med? I den litterære beskæftigelse: Hvor stor en rolle spiller fx økopoesi? I hvilken grad får elever mulighed for at beskæftige sig med økofiktion som et kreativt projekt? Endelig handler den økokritiske dimension om, hvordan literacy-praksisser og former hænger tæt sammen med miljømæssige og kulturelle interesser. Kort sagt magt. Her kunne det at se Greta oplagt være et afsæt. Men også at gå dybere ind i de praksisser, der former hendes protest og forsøg på at skabe forandring. Hvordan gør man det? Hvordan kan eleverne selv gøre det? Der findes andre modeller end denne 3D-model til at arbejde med grøn omstilling i L1-fag, fx dansk. En af denne models fordele er, at den ikke er snævert bundet til bestemte vidensområder eller kompetencer i dansk. Den går på tværs – og kan også tænkes ind i tværfagligt samarbejde. Og så rummer den kritiske og æstetiske handleperspektiver, der inviterer til holdningstilkendegivelse og etiske overvejelser. Et menneskefags undervisning i grænser for det menneskelige Denne korte artikel om Gretas og hendes medsammensvornes kamp for grøn omstilling har argumenteret for, at grøn omstilling må betragtes som en af tidens mest centrale nøgleproblemer – hvis ikke dén afgørende. Jeg har også argumenteret for, at danskfaget i høj grad har noget at bidrage med til den grønne omstilling. Det kan man bl.a. gøre ved at fokusere på den grønne omstilling som kampplads for børns engagement, der kan finde inspiration i en genuin nordisk børnekulturhistorie. Der er også argumenteret for, at (dansk)undervisning i grøn omstilling handler om viden og kompetencer til at kunne kommunikere om disse spørgsmål og påvirke praksisser i et lokalt og globalt perspektiv. Hvis man lader elever engagere sig på den måde i danskunder-

visningen, er der en god chance for, at man bidrager til deres dannelsesprojekt – og samtidig bidrager lidt til, at verden kan udvikle sig i positiv retning. Det er et meget idealistisk projekt, ja. Men hvad er der galt med idealer? Så længe man også giver plads til den kritiske modtanke: Eleven, der sætter spørgsmålstegn ved det, vi nu nærmest alle er enige om, nemlig at der er en klimakrise. Det skal der også være plads til. Ellers er skolen pludselig blevet til en kirke. For danskfaget ligger der også en anden udfordring. Den handler om, at med undervisning for bæredygtig, grøn udvikling og omstilling arbejder man også på at anerkende og forbedre den ikke-menneskelige verden. Livet, der findes uafhængigt af mennesket, som skal respekteres og anerkendes som et højeste gode. Det er måske en ud- fordring for dansk(faget), som typisk opfattes som et menneskefag, dvs. et humanistisk fag. Det er måske også generelt en udfordring for vores didaktiske tænkning. Nogle af mine kolleger hævder kritisk overfor Klafki, at han ikke tænker bæredygtighed helt så radikalt, som Greta og hendes ligesindede gør. For Klafki starter og slutter hans dannelsestænkning med det menneskelige. Mennesket er det øverste gode. Men ’planeten’ og al dens liv har en værdi i sig selv. Det synspunkt finder man ikke kun hos Greta, men også i litteratur. Både den ældre og nyere. Jeg kommer fx til at tænke på Inger Christensens Alfabet. Alfabets første digt lyder i al sin enkelhed: ”Abrikostræerne findes, abrikostræerne findes.” Ja, de gør. Det skulle de gerne også gøre om 100 år.

Referencer (udvalgte) Lysgaard, J. A., & Jørgensen, N. J. (Eds.). (2020). Bæredygtighedens pædagogik: Forskningsbaserede bidrag. Frederiksberg: Frydenlund. Matthewman, S. (2020). Nation and Nature in L1 Education: Changing the Mission of Subject English. In B. Green & P.-O. Erixon (Eds.), Rethinking L1 Education in a Global Era: Understanding the (Post-)National L1 Subjects in New and Difficult Times (pp. 235-256). Cham: Springer International Publishing. Greta, instrueret af Nathan Grossman, 2020, findes på dr.dk.

DANSK 1 – 2021


l i t r e v e l e Få dine k s n a d i at vokse

DanskSkud er et moderne dansksystem til mellemtrinnet. Eleverne undersøger litteratur, tekster, billeder og medier med afsæt i deres egen verden. DanskSkud lægger op til en levende og varieret undervisning med virkelighedsnære opgaver og vægt på samarbejde og fællesskab. Eleverne analyserer indtryk, formulerer udtryk og sætter aftryk på verden. De lærer at sætte ord på livet. Se mere på danskskud.gyldendal.dk

Gyldendal Grundskole @gyldendal_grundskole


12

TEMA: VERDENSMÅL

DANSK 1 – 2021


TEMA: VERDENSMÅL

13

AF JENS RAAHAUGE MEDLEM AF BESTYRELSEN I DANSKLÆRERFORENINGENS FOLKESKOLESEKTION

Forpligtelse og knoglefrost ”Med verdensmålene er verden bragt ind i en helt ny situation. Verdensmålene er dette århundredes vigtigste dagsorden. Det er første gang i verdens historie, at der har eksisteret så klart formulerede og brede mål for hele verdens udvikling. Målene er vedtaget af alle verdens lande. Alle lande er forpligtet.” Således skriver professor Steen Hildebrandt i Verdensmålene – vor største mulighed og udfordring (Systime 2017) og tilsvarende i en lang række senere bøger og artikler. ”Kære venner på venstrefløjen, der nu vil skrive verdensmålene ind i læringsmålene for folkeskolen. Jeg får frost på knoglerne af det på børnenes vegne. Tænk jer nu om! Man kan ikke på den ene side hævde, at al den angst, ensomhed og frustration, vi kan iagttage


14

TEMA: VERDENSMÅL

hos nogle børn og unge, er et reelt problem, og noget, vi bør tage os af, og samtidig sige, at nu skal ansvaret for sult i verden, klimakatastrofer, vækst, verdenshavene og sociale ulighed skrives ind i alle fag for elever under 15 år. Det går ikke! Man kan ikke både vise sympati og forståelse for det pres, mange elever sætter ord på, og samtidig sende voksenansvar ned i børnehøjde. […] Politiske målsætninger – uanset hvor sympatiske eller vigtige de måtte være – skal ikke presses ned over hovedet på skolebørn, som har rigeligt at gøre med at lære fagene, historien, kulturen, sig selv og hinanden at kende. Barndommen bliver ikke genudsendt. [red. kursivering] Husk det nu!” Citat fra tidl. undervisningsminister Merete Riisagers opslag 25.09.20 på Facebook. I bogen Selvbyggerbørn (Kristeligt Dagblads Forlag 2020) underbygges dette synspunkt. Det er imellem disse positioner, vi som dansklærere skal navigere, og dybest set bør det ikke være så vanskeligt. Merete Riisager har en pointe i, at børn og unge skal have plads til at være børn og unge, hvad i sig selv kan være vanskeligt at imødekomme i det læringsmåltyranni, som har lagt sine masker ind over undervisningen. Omvendt er langt de fleste børn og unge optaget af tilværelsens store spørgsmål, og dette er ikke noget nyt. Jeg erindrer en samtale, som radiojournalisten Christian Kryger i 1960’erne havde med en dreng om hans skolegang. Knægten var mest optaget af Syndfloden, og på Krygers spørgsmål om det var noget, han gik og frygtede, var hans svar: ”Nej, for nu har vi jo kloaker!” Som dansklærer og skoleleder, der har holdt litterære morgensamlinger, er jeg stødt på utallige spørgsmål om liv og død og alt muligt derimellem: Børn tumler også med de store spørgsmål, og ved den tumlen er vi forpligtede til at svare så oprigtigt som muligt – uden at fralægge os voksenansvaret. Men som ansatte i en skole, der drives af det samfund, som er forpligtet på verdensmålene, har vi selvfølgelig dem og baggrunden for dem med i vores voksenbagage. Det, der for mig forekommer vigtigt, er, at vi ikke udsteder dækningsløse abstrakter for eleverne, men søger at finde grokraft i konkrete handlinger og sprogbrug, så vi arbejder med en solid faglighed, der kan have et perspektiv, som rækker ud over det faktisk lærte. Det er eksempelvis vigtigere for mig, at vi arbejder demokratisk i skolen, end at eleverne hører om demokrati i dets forskellige former.

Jeg vil derfor omtale to danskforløb, som efter min mening imødekommer kravene om, at eleverne på en børnerespektfuld måde erhverver sig viden og kundskaber, samt at disse peger ind i nogle af de forhold, som spiller ind i og belyser verdensmålenes problematikker – og måske fører til konkrete, meningsfulde handlinger som fx Grøn skole, affaldssortering og Haver til maver. Ørsted Energiselskabet Ørsted tilbød i sidste skoleår landets børnehave- og førsteklasser et undervisningssæt om verdensmålene. Vores hjem var titlen, og materialet var udviklet i samarbejde med Verdensnaturfonden og Ordet Fanger. Det bestod af en række små natur- og teknikøvelser, som var enkle at udføre, og som gav et fint indtryk af nogle af de fysiske og biologiske love, som også indgår i debatten om bæredygtighed. Læs mere her: https://orsted.com/da/ explore/our-home Men ud over disse øvelser fra det naturvidenskabelige univers udgav man også en ualmindelig lækker billedbog. Er det mit hjem? er titlen på bogen af Sean Henrik Moore, illustreret af Yeni Yun. Se den her: https://orsted.com/da/explore/isthis-my-home. Her følger vi en pige, som bliver vækket af en mus, som fortæller hende, at hendes verden er meget større end hendes værelse. Med lyset fra en bordlampe (med verdens længste ledning) begiver hun sig ud i den store verden, og dyr i alle afskygninger åbner hendes øjne for verdens storhed. Bogen slutter med pigens erkendelse af, at vi skal vise vores verden kærlighed og passe på den. Bogen er som sagt lækker. Indbundet, garnhæftet og smukt trykt. Faktisk blev den præmieret af Foreningen for Boghåndværk. Og hvorfor så nævne det. Jo, for børn har krav på kvalitet; de kan få naturvidenskabelige opgaver på A4-ark, men når vi skal tale sammen om det væsentlige, så skal oplægget være smukt at se på og godt at røre ved. Bogen har en enkel historie, der fører os gennem alverdens naturområder, og den er illustreret, så det er muligt at lade øjnene gå på opdagelse – alt sammen for at få en få en fin samtale, som i heldigste fald kan binde opdagelserne fra forsøgene op på historien. Som en krølle på historien kan jeg fortælle, at jeg har haft en elev, der ville anskaffe sig verdens længste el-ledning, så han altid kunne have godt lys ved hånden, når han var ude at cykle, gik i skoven eller var ude at sejle.

Med lyset fra en bordlampe (med verdens længste ledning) begiver hun sig ud i den store verden, og dyr i alle afskygninger åbner hendes øjne for verdens storhed.

DANSK 1 – 2021


TEMA: VERDENSMÅL

Foto: Rikke Albrechtsen

Haver til maver Haver til maver er et projekt, der er udviklet på Aarstidernes Avlsgård i Humlebæk i samarbejde med deltagende skoler. Formålet er først og fremmest at udvikle eleverne forståelse for naturens bæredygtige kredsløb via skolehaver og brug af de dyrkede råvarer til madlavning. Og det er jo først og fremmest de naturvidenskabelige og de praktisk fag, der er i fokus i dette arbejde. Men danskfagligt blev jeg inspireret af forfatteren Inger Christensen (Gyldendal 2000), som i essaysamlingen Hemmelighedstilstanden i et essay om ”Silken, rummet, sproget, hjertet” gengav en poetik, som kineseren Lu Chi skrev omkring år 300. Heri gennemgår han ordklassernes karakteristika, og det slog mig, at der er en forunderlig overensstemmelse imellem denne poetik, børns tilegnelse af sprog og nogle religioners skabelsesberetninger: først sætte navn på, så tillægge egenskaber og endelig skabe handling – substantiver, adjektiver, verber! Derfor blev min pointe, at eleverne i indskolingen skulle sætte skilte med navn på det, der var sået. Når det kom op, skulle skiltet suppleres med, at en egenskab blev noteret, og endelig efter høst skulle skiltet have påført en handling. På den måde får de yngste elever dels en konkret fornemmelse for dansk grammatik, og dels en oplevelse af noget, de har skabt. Det, man sætter ord på, bliver en del af ens verden. Derfor kan danskfaget bidrage til, at de erfaringer, det praktiske og naturfaglige arbejde har ført til, kan lagre sig i elevernes bevidsthed og derved række ud over de konkrete handlinger – fagligt og sprogligt. Der står mere at læse herom i min bog Dyrk dansk derude (Dansklærerforeningen 2014). Selv forsøgte jeg at få holde på mine erfaringer ved at skrive en lille grammatiksang. Se Sange om det danske sprog (Forlaget Bostrup/Den Danske Sprogkreds 2018):

En lille grammatiksang Hvad skal jeg sige, når jeg ser, det jeg kan sanse og favne? Jeg peger her og peger der og giver alle ting navne. Se, alle mine navneord får alle ting til at være. De gør min verden megastor, og gir mig lyst til at lære. Hvad skal jeg lægge til, når jeg har skabt en verden af navne? Jeg lægger farver til en bleg og kraft, som navne må savne. Se godt på mine tillægsord for de gør ting helt specielle. De gør min verden til et kor med stemmer, der vil fortælle. Hvad skal jeg gøre for at få fortællingen til at spille? De navneord med tillæg på er jo et kor, der står stille. Så mon der findes tryllestøv, der kan bevæge og sanse? Lidt udsagnsord måske? Ja, prøv og se, hvor alting kan danse! Med navne-, tillægs-, udsagnsord får jeg en verden med fut i. Jeg skaber sætninger, der gror til en fortælling med krudt i.

Begge de nævnte undervisningsforløb er i min optik danskfaglige bidrag til, at eleverne eksperimenterer, laver forsøg og høster erfaringer, der gennem sprogleg, samtale, læsning og refleksion giver eleverne adgang til verden – og bringer verden ind i eleverne; en forudsætning for at de som ældre vil verden det vel.

15


16

TEMA: VERDENSMÅL

Motiverende og dannende? Arbejdet med FN’s verdensmål i dansk

AF TONY S. ANDERSEN GYMNASIELÆRER OG LÆREBOGSFORFATTER

I 2017 var jeg moderator for Mogens Lykketoft, da han gav et oplæg om FN’s 17 verdensmål, og da dagen var omme, havde jeg en fornemmelse af, at disse mål skulle være en del af min danskundervisning, fordi de udkrystalliserede mange af de udfordringer, som vi står over for. Jeg stod dog hurtigt over for en række spørgsmål: Hvordan får man fx ”Partnerskab for handling” eller ”Infrastruktur” ind i sin undervisning? Hvordan underviser man i det hele taget i verdensmålene,

som jo ikke er noget fag, men blot en række politisk vedtagne målsætninger? Hvordan tager man ejerskab og ansvar for målene som lærer? Eller sagt på en anden måde: I teorien var det en god idé at bruge verdensmålene i danskfaget, men kunne det fungere i praksis og på en meningsfuld måde? Det diskuterede jeg længe med min gode kollega Rasmus Storm. Vores sparring affødte flere idéer, og lidt efter lidt fik vi en fornemmelse af, hvordan vi kunne undervise i, om og med verdensmålene – uden at det blev til en ekstra arbejdsbyrde i et i forvejen presset lærerliv.

DANSK 1 – 2021


TEMA: VERDENSMÅL

17

Det handler om, hvordan man begår sig i verden, og om hvordan man kan bidrage til det globale samfund. Det er en form for dannelse, som vi kan give vores elever igennem det faglige arbejde med stoffet. Vores samarbejde resulterede i bogen Fra Ord til Jord – Verdensmål på Dansk (Dansklærerforeningens Forlag, 2020), som er et bud på en moderne lærebog til danskfaget på de gymnasiale uddannelser, og i det følgende vil jeg præsentere nogle af de overvejelser, vi gjorde os i processen. En undervisning, der tager udgangspunkt i verdensmålene, er formentlig nødt til at kende til målene og de tilknyttede undermål, og vi havde stor glæde af hjemmesiden www. verdensmaalene.dk i den forbindelse. Vi brugte den til lave små førlæsningsopgaver, hvor eleverne fx skulle lave informationssøgning og fremlæggelser eller reflektere over, hvorfor et givent undermål kunne være relevant for dem. Dette kan man opfatte som en form for undervisning i verdensmålene, og der er næppe nogen tvivl om, at mange af vores unge i dag er både klimabevidste og socialt bevidste, og at mange af dem også ønsker at bidrage til store og små ændringer, nationalt og globalt. Spørgsmålet ”Hvad kan jeg gøre?” er der således mange af vores elever, der stiller, og dét er et fint og i grunden sjældent udgangspunkt for undervisningen i danskfaget. For hvad er egentlig individets rolle og ansvar i forhold til de problemer, vi konfronteres med i dag? Og hvorfor er det noget, som vi skal forholde os til som undervisere i dansk? Det skal vi, fordi vi bl.a. skal danne vores elever. Filosoffen Peter Kemp skrev tilbage i 2005, at ”Verdensborgeren er det menneske, der tager nutidens store brændende globale problemer op for at bidrage til løsninger, der kan være til gavn for hele menneskeheden.” Eller sagt på en anden måde, så handler globalt medborgerskab om at kunne se sig selv som en del af et fællesskab, der går på tværs af kulturelle og nationale grænser. Det handler om, hvordan man begår sig i verden, og om hvordan man kan bidrage til det globale samfund. Det er en form for dannelse, som vi kan give vores elever igennem det faglige arbejde med stoffet. Arbejdet med verdensmålene kan med andre ord sætte en ramme for refleksion og eventuel handling, og det kan give eleverne en mulighed for og et sprog til at italesætte svære emner og udfordringer. Deri ligger en vigtig pædagogisk opgave for os som undervisere. Wolfgang Klafki introducerede begrebet ”epokale nøgleproblemer”, som markerer det stof, der skal behandles

i undervisningen for gøre den relevant og for at gøre eleverne til (verdens-)borgere i et moderne samfund. Dvs. at undervisning i epokale nøgleproblemer ideelt set både er motiverende, fordi det er relevant for elevernes egen verden, og dannende, fordi det gør eleverne beslutningskyndige i forhold til disse problemer. FN’s verdensmål opsummerer vor tids globale ”nøgleproblemer”, og når vi arbejder med dem, så formidler vi et væsentligt indhold, og vi gør det på måde, så eleverne forholder sig til det på faglig vis. Undervisning med verdensmålene kan således være både dannende og motiverende, fagligt og eksistentielt relevant. En større porøsitet Når man arbejder med verdensmålene, så kan man imidlertid blive fanget i et didaktisk dilemma, hvor man som underviser bliver normativ frem for at vække til diskussion og refleksion. Vi prøver derfor at arbejde med det, som den norske uddannelsesforsker Olga Dysthe kalder for ”autentiske spørgsmål”, dvs. spørgsmål, der åbent og ærligt lægger op til refleksion: I stedet for at begynde et forløb med spørgsmålet ”Hvorfor er ligestilling en god idé?”, der både forudsætter holdninger og viden og eksplicit fastslår, at ”ligestilling” er en god idé, så kunne man spørge eleverne ”Synes I, at ligestilling er en god idé?” Et mere åbent spørgsmål, som alle kan svare på – og hvis eleven blot svarer ”ja” eller ”nej”, så kan man som lærer altid spørge, om han eller hun har lyst til at uddybe sit synspunkt. Pointen er, at vi ikke skal fortælle vores elever, hvad de skal gøre eller mene, men give dem et grundlag for selv at tage stilling. Men da vi satte os for at lave nogle forløb om verdensmålene, så var det implicit vores hensigt at anspore til en ændret adfærd og et nyt dannelsesbegreb, der reelt inddrager det globale verdensborgerskab. Og for at gøre undervisningen mere aktivistisk og mere handlingsorienteret måtte vi lave en type af arbejdsopgaver, der peger ud ad klasseværelset. Det betyder, at nogle af teksterne er udstyret med ”aktionsopgaver”, der delvist kræver, at eleverne interagerer med noget, der ligger uden for klasselokalets, og måske skolens, trygge rammer. I mangel af et bedre ord kunne man tale om, at vi ville skabe en større porøsitet mellem skolen og den såkaldte ”virkelige verden”. Et simpelt, men effektfuldt eksempel kunne være følgende opgave i forbindelse med kortfilmen Get Up


18

TEMA: VERDENSMÅL

... for at gøre undervisningen mere aktivistisk og mere handlingsorienteret måtte vi lave en type af arbejdsopgaver, der peger ud ad klasseværelset. Kinshasa og Verdensmål 8: ”Anstændige jobs og økonomisk vækst”: ”Get Up Kinshasa” ligger på filmtjenesten Vimeo, men for at se kortfilmen skal man betale 7 kr. for at leje den i en uge eller købe den for 20,30 kr. Diskutér på klassen, om I vil betale instruktøren, skuespillerne og de andre, der har været med til at lave filmen, dette beløb for deres arbejde eller ej. Sæt jeres argumenter for eller imod i relation til Verdensmål 8. Opgaven giver nogle interessante refleksioner over, hvad et arbejde er værd, og hvor meget vi hver især vil betale for en vare. Og så giver den forhåbentligvis også en smule penge til instruktøren og hans medarbejdere. Idéen er altså, at vi før eller efter det faglige arbejde med en tekst forsøger at gøre emnet mere virkelighedsnært og måske mere motiverende ved at inddrage hverdagen igennem disse aktionsopgaver. Under arbejdet med Verdensmål 12: ”Bæredygtigt forbrug og produktion” og en sagprosatekst om madspild gav vi eksempelvis eleverne følgende opgaver: – Henvend jer til det nærmeste supermarked, og spørg, om I i en uge må have lov til at undersøge, hvad der bliver smidt ud, veje det og vurdere, om det kunne anvendes som føde. Hvis supermarkedet ikke vil give jer lov, så spørg om hvorfor, og skriv evt. et læserbrev til en avis. – Undersøg, hvor meget mad der bliver smidt ud hjemme hos jer selv, vej det evt., og overvej, hvorfor maden bliver smidt ud. Hvis maden fx er blevet for gammel, hvorfor er den det så? Er det, fordi I har købt for meget? Relevante opgaver i forhold til verdensmålene, men også opgaver der rykkede ved elevernes opfattelse af dansk som et fag, hvor man ”bare” analyserer. Og nogle gange kan man også vende blikket mod sin egen skole. Verdensmål 16: ”Fred, retfærdighed og stærke institutioner” kan sagtens virke tung og irrelevant for et ungt menneske, men forløbet kan måske skydes i gang med disse aktionsopgaver: – I hvor høj grad spiller elevrådet nogen rolle på dit gymnasium? Ved du, hvem der er formand (m/k)? Hvornår har dit elevråd sidst truffet en beslutning eller er kommet med et forslag, der har haft en reel indvirkning? Diskutér på klassen, om der er noget på jeres skole, som I gerne vil ændre, og undersøg derefter, om elevrådet faktisk kan bruges til at opnå denne ændring. Verdensmålene gav os således en mulighed for at arbejde

anderledes med dannelse, globalt verdensborgerskab og epokale nøgleproblemer og en ny vinkel på genren ”arbejdsspørgsmål”, hvilket var positivt, men hvad med det fagfaglige, og hvad med arbejdsbyrden? Først og fremmest viste det sig, at det egentlig ikke var en ekstra arbejdsbyrde at inddrage verdensmålene i undervisningen, for når vi kiggede på de 17 mål som temaer, så opdagede vi, at vi allerede berørte mange af målene i forvejen. Det er fx svært at arbejde med Det moderne gennembrud uden at inddrage ligestilling som emne, ligesom temaer som bæredygtighed og natur ofte bruges i forhold til Romantikken såvel som tekster fra det 21. århundrede, og netop fordi mange af målene involverer alment menneskelige problemstillinger, så har de fleste af kanonforfatterene fx også skrevet om dem – hvis man først bliver opmærksom på det. Det nye var altså, at vi satte kendte tekster sammen på nye måder og med et nyt fokus, og dermed opstod der en direkte kobling mellem det danskfaglige og FN’s 17 mål. Desuden besluttede vi os for, at vi ikke ville have ét langt forløb om målene, men derimod klumpe dem sammen i mindre grupper, så vi kunne sprede dem ud over to eller tre år. Vi slog fx Verdensmål 1, 2 og 3 sammen til et forløb om ”Fattigdom, sult, sundhed”, og vi brugte følgende materiale: – – – – – – – –

H. C. Andersen, Den lille Pige med Svovlstikkerne Herman Bang, Fattigliv Harald Herdal, Det frugtbare Had Martin A. Hansen, Agerhønen Amalie Skram, Karens Jul Kim Faber, Blod mod blod (journalistik) Patrick Bresnan, The Rabbit Hunt (kortfilm) Thomas Korsgaard, I bor da meget pænt

Pointen er, at verdensmålene allerede ligger klar og spirende, lige under vores sædvanlige undervisning, og jeg kan kun anbefale, at man i danskfaggrupperne sætter en smule tid af til en lille brainstorm om dem, for de 17 mål kan i bedste fald fungere som en prisme, hvorigennem danskfagets til tider abstrakte mål bliver gjort nære og relevante, og hvor det faglige arbejde bliver motiverende og dannende for eleverne.

DANSK 1 – 2021


20

ANMELDELSE

Stinkende, god bog med uendelige muligheder AF IDA GEERTZ-JENSEN NÆSTFORMAND I DANSKLÆRERFORENINGENS F-BESTYRELSE OG LÆRER PÅ SLOTSPARKENS FRISKOLE

Anmeldelse af Fra ord til jord – Verdensmål i dansk af Tony S. Andersen og Rasmus Storm udgivet ved Dansklærerforeningens Forlag Som så mange andre steder i landet kan pakkeshoppen i den lokale brugs her ude på landet godt blive en smule overfyldt til tider. Men det klarer de nemt ved at stille pakkerne sikkert ned i store overskudsplastikposer fra nogle af deres andre varer, hvilket i hele klima-/genbrugstanken er meget fint, og så stille dem andetsteds, indtil de bliver hentet. Med forventningsglæde om gode materialer og spændende bøger afhentede jeg min bogpakke. Jeg undrede mig en smule over, at kassen med bøger blev udleveret i en koloenorm plastikpose, men smilte bare med et tak og skyndte mig hjem for at pakke ud. På den lille tur hjem kunne jeg mærke en lugt trænge igennem fra bagagerummet, det lugtede umiskendeligt af vasketøj vasket med en overdosis af Bamseline. Den overdimensionerede plastikpose, som min bogpakke blev udleveret i, havde ved nærmere eftersyn tidligere indeholdt en palle med skyllemiddel, og jeg overdriver ikke, når jeg siger, at samtlige bøger stadig stinker flere måneder senere. Mine næsebor græder, hvis jeg læser i bøgerne for længe af gangen, derfor bor alle bøgerne nu i en kasse i skuret. Den eneste bog, som har fået lov til at bo indenfor, er Fra ord til jord, som jeg har fået fornøjelsen af at

anmelde. Og det har vitterligt været en fornøjelse, fordi det er en stinkende, god bog, som alle udskolingsdansklærere burde have i deres skoletaske. Fra ord til jord er en bog med en dagsorden, tre faktisk. For det første vil den gøre eleverne bevidste om danskfagets relevans i den virkelige verden. For det andet vil den sørge for, at faglige mål, genrer og kanonforfattere er repræsenteret, så den er lige til at gå til for lærerene. Bogen er lavet til gymnasielærere, men bugner med tekster og undervisningsidéer, som uden megen tilpasning kan bruges i grundskolen og virkeliggøre samme dagsorden. For det tredje, og det er nok min favorit, så skal undervisningen få eleverne række ud af klasselokalet. Hvilken dansklærer drømmer ikke om igennem arbejdet med litteraturen, kunst og multimodale tekster at give eleverne blod på tanden til at blive aktive deltagere i det demokratiske samfund med rettigheder og pligter? Det gør den her dansklærer i hvert fald, og bogen kommer med mange fine bud på hvordan. FN’s 17 verdensmål, som må sige at have gjort sit indtog på mange af landets skoler allerede, er omdrejningspunktet for bogens tekster og aktiviteter. På Slotsparkens Friskole, hvor

DANSK 1 – 2021


ANMELDELSE

jeg har min daglige gang, har vi i indeværende skoleår tre projektuger netop med verdensmålene som paraply. Derfor kom Fra ord til jord som kaldet til projektugen, som jeg skal planlægge sammen med et par kolleger. I uge 11 omdannes min skole til en hvirvelvind af spændende og skæve projekter for hele skolen. Ugen skal omhandle verdensmål 4: Kvalitetsuddannelse, 5: Ligestilling mellem kønnene, 8: Anstændige jobs og økonomisk vækst, 10: Mindre ulighed. Det betyder, at vi i udskolingen, sagt på en anden måde, skal arbejde med kapitel 2 og 3 i Fra ord til jord – wuhu og tak for det til forfatterne. Spændende og relevant I de to kapitler arbejder forfatterne med et utal af spændende og relevante tekster blandt andet novellen ”Lønningsdag” af Martin Andersen Nexø, novellen ”Drømmen” af Jakob Mathiassen, digtet ”Jeg skulle have været taxachauffør” af Dan Turéll, Malala Yousafzais Nobeltale, og kortfilmen Get up Kinshasa af Sebastian Maitre m.fl. Forfatterne foreslår fx, at eleverne undersøger, hvem Malala Yousafzai er, hvilken historie hun har, og hvorfor hun vandt Nobels Fredspris i 2014, inden de ser og læser hendes Nobelpristale (på norsk!). Eleverne kan lave det som et oplæg for hinanden, og i projektugen på min skole vil det være oplagt, at de også fremlægger for de andre elever på skolen. Efter arbejdet med reportagen På computerkirkegården hoster børn blod af Michael S. Lund, skal eleverne lave en fotofrise med teamet ”Det gode job”. Teksterne til ”Ligestilling, ulighed” er blandt andet: ”Fredag”, ”Lørdag”, ”Søndag”, digte af Vita Andersen, ”Ringen”, en novelle af Karen Blixen, Sut min klit-musikvideo og sangtekst af Nikoline og ”Kvind dig op”, en leder fra Berlingske Tidende som tilsammen nærmest skriger på deres eget fordybelsesområde til sommerens FP9. Du får som dansklærer serveret en buffet af tekster med tilhørende verdensmål som indgangsvinkler til litteraturarbejdet. Generelt for hele bogen er, at der findes en idébank til kreative opgaver, innovations- og aktionsopgaver. Bare for at nævne et par stykker af de kreative opgaver: et nyhedsindslag til aftenens tv-avis om Karens og barnets dødsfald (Karens jul), hvor eleverne skal lave et storyboard med seks scener, en fotofrise med teamet ”fattigdom” eller ”det gode job”, en omskrivning af Dan Túrells digt ”Jeg skulle have været taxichauffør”, så det passer til eleverne og deres ønskejob, en stop-motion-film om overforbrug, en pitch til en superheltefilm, hvor helten redder menneskeheden fra en klimakatrastrofe efter eget valg – husk superskurken eller bæredygtighed eller en illustration/collage af én af stroferne til Kringsatt av fiender.

21

Innovationsopgaverne er fx udarbejd et innovativt koncept for en bæredygtig studierejse, se DR3-satirevideoen Bliv ved som inspiration, og lav en kampagne for UNESCO, der skal skabe større opmærksomhed på klimaforandringerne med et tilhørende produkt, enten et t-shirt-design, plakatdesign, en kort børnebog, en Instagramprofil eller en sang/et rap. Aktionsopgaverne komme også vidt omkring, fx henvend jer til jeres kantine, det nærmeste supermarked og jeres eget hjem, og undersøg madspild, find ud af om skolen eller nogen i familien vil være med i projektet Vild med vilje, som arbejder for en vild, rig og mangfoldig natur i DK, forbered en klimademonstration på skolen/i byen – overvej, hvilke elementer der skal indgå: tidsplan, polititilladelse, talerække, musikalsk underholdning, slogans, bannere, reklame etc., undersøg fx i samarbejde med andre af jeres faglærere, hvordan det gik med vådområder i jeres hjemegn i februar 2020, som var den vådeste måned i mands minde, spørg lokalpolitikerne, hvad de vil gøre ved sagen etc. Hvis du ønsker, at dine elever skal arbejde med god og anderledes litteratur med efterglød, hvis du har en ægte interesse i at dyrke elevernes evne til refleksion, hvis du ønsker at oparbejde et grundlag for, at dine elever selv kan tage stilling, og hvis du tænker et dannelsesbegreb, som griber ud i verden er lige sagen, så er Fra ord til jord bogen, du skal have fat i. God fornøjelse!


22

TEMA: VERDENSMÅL

DANSK 1 – 2021


TEMA: VERDENSMÅL

23

UNICEF, FNs Børneorganisation, arbejder ud fra Børnekonventionen, og vi er naturligvis også dybt engagerede og involverede i at bidrage til opfyldelsen af Verdensmålene. Men når vi samarbejder med danske skoler, er det børnerettighederne, der står øverst på listen.

Verdensmål og rettigheder – to sider af samme sag AF ANNE METTE FRIIS NATIONAL CHEF I UNICEF DANMARK

I UNICEF har vi udviklet undervisningsmateriale med globalt udsyn i mange år. Vi har altid oplevet stor efterspørgsel på vores materialer, som oftest er udviklet med støtte fra Danida og altid har været gratis at rekvirere for lærerne. For et par årtier tilbage beskrev lærebøgerne især hverdagen for et enkelt navngivet barn i et uland og havde dermed det globale udsyn i fokus. Danske elever fik et kig ind i barnets hverdag, udfordringer, familieliv, pligter og fritid, og de fik et godt indblik i netop det barns liv og omstændigheder. Men på mange måder cementerede materialerne bare forskellen mellem ”os” og ”dem”, for det var svært at identificere sig med et barn, som ikke havde mulighed for at gå i skole, fordi der skulle hentes vand fra brønden ti kilometer væk hver dag. Hvad kunne det inspirere til andet end medlidenhed?

Senere blev materialerne orienteret mere og mere mod identifikation mellem danske børn og børn i for eksempel et afrikansk land, og vi tilstræbte at fokusere på de styrker og kompetencer, som børn i det pågældende land har. De kæmper aktivt for klimaet, de laver frivilligt arbejde, de danner skoleklubber og foreninger i en helt anden grad, end danske børn gør, for børn i verdens mest udfordrede samfund har virkelig noget at kæmpe for og en motivation, som vi sjældent ser hos danske børn. Målet var især at skabe beundring for den kampånd og det engagement, fortællingerne beskrev, og gennem materialerne inspirere danske børn til at handle aktivt i deres omverden. Gennem materialerne begyndte vi nu mere og mere at fokusere på børns rettigheder og i særdeleshed på børns ret til at blive hørt og involveret i lokalmiljøet og i det liv, de lever hjemme og i skolen. Fra det globale udsyn over identifikation mellem danske og børn og deres jævnaldrende ”kammerater” i verdens fattigste lande, valgte vi i UNICEF Danmark for nogle år siden at arbejde intensivt med implementering af alle børns rettigheder i skolen. Danmark har, ligesom alle andre lande i verden på nær USA, givet børn et forpligtende løfte om at ville leve op til Børnekonventionen, og det løfte udlever vi i Rettighedsskolerne, som der nu er 54 af i Danmark og Grønland. Skoler, som arbejder ud fra konventionens artikler, værdier og børnesyn,


24

TEMA: VERDENSMÅL

Der findes masser af gode materialer om Verdensmålsundervisning – ikke mindst på Verdenstimens hjemmeside, som har undervisningsforslag til alle skolens fag. Jeg vil foreslå, at man sætter målene i relation til rettighederne, så eleverne kan arbejde med deres ret til et godt liv mere end deres opgave med at redde verden nu. og som implementerer børns ret til medbestemmelse i hele skolens hverdag. Hvorfor nu det, vil nogen indvende. Bestemmer børn ikke allerede ALT, og er det ikke mere de voksne, der har brug for flere rettigheder? Til det spørgsmål lyder svaret: At børn bliver taget med på råd, betyder ikke, at de har ret. Det betyder blot, at de på samme måde som kvinder, mænd, ældre, folk med handicap og alle andre borgere har ret til at give deres mening til kende og til at give udtryk for deres bekymringer, mishag, ønsker og forslag. De betyder, at de lærer at argumentere for en sag, at lytte til deres kammerater, at reflektere og diskutere og at deltage aktivt i det minidemokrati, som skolen udgør, og som er en spejling af det makrodemokrati, som de skal bidrage til, når de går ud af skolen. Det handler om træning i engagement, meningsdannelse og formulering. Men rettigheder handler om meget mere end det. Det handler om retten til beskyttelse, til udvikling og til at få opfyldt sine grundlæggende behov. Det handler om retten til ikke at blive diskrimineret for hverken køn, etnicitet, seksualitet, trosretning eller andet, og det handler om retten til at være sig selv, føle sig tryg og inkluderet. Derfor kan børns rettigheder med fordel bruges i enhver samtale om for eksempel mobning og eksklusion. Børn har ret til ikke at skulle udsættes for noget af det. Vi har efterhånden mange års erfaringer og evalueringer fra Rettighedsskolerne, som bestyrker vores tro på, at det er den rigtige vej at gå. Udsagn som: ”På vores skole kan vi ikke mobbe, for vi har jo alle sammen ret til at have det godt.” Eller: ”Gud – jeg anede ikke, at vi børn var så vigtige, at der har siddet en masse voksne og lavet rettigheder bare for os”, eller ”Jeg tror bare, at folk lærer at acceptere hinanden mere, og trivslen på skolen og i klasserne generelt bliver bedre”, siger det hele.

Når vi så ovenikøbet ved, at inddragelse medfører bedre trivsel, går alt op i en højere enhed. Børnekonventionen og børns rettigheder er en gave til børn. Når de bliver anvendt og operationaliseret i skolens miljø, oplever eleverne, at de bliver stærkere. De bliver opmærksomme på, hvornår der foregår overgreb, og de kan bedre sige fra, når det sker. Og rettighederne betyder ikke ”Al magt til børnene”. De betyder, at vi voksne og børn i en samskabende og involverende proces, kan opnå mere, end vi kan ved tvang, trusler og straf. I modsætning til Børnekonventionen, som er forpligtende for Staten, er Verdensmålene en hensigtserklæring. Før SDG’erne (Sustainable Development Goals) havde vi MDG’erne (Millenium Development Goals) og mon ikke, der i 2030 kommer nogle nye mål, som vi kan bruge som fælles pejlemærke for bæredygtig udvikling og en mere retfærdig verden. Verdensmålene er vigtige og mange af de 17 mål, 169 delmål og 232 indikatorer deler fællesmængder med Børnekonventionen. For eksempel omhandler Verdensmål tre om Sundhed og Trivsel også mental trivsel blandt børn, og mål fire om uddannelse rummer ikke mindre end 24 rettigheder af Børnekonventionens artikler. Alle Verdensmålene har betydning for børns liv på en eller anden måde. Ikke blot de mål, der specifikt refererer til børns nutid, men også de mål, der har langsigtede effekter på udviklingen og dermed børns fremtid. Børn har ret til at engagere sig i opfyldelse af målene – både når det gælder at blive hørt nu som barn, men også ved at forberede sig til at tage ansvarlige valg i en kompleks verden, når de bliver ældre. Et niårigt barn i dag, vil være myndigt i 2030. Men hvor børnerettigheder er en gave, kan Verdensmål være en byrde. Verden er skræmmende, og alle voksennyheder formidles døgnet rundt på platforme, som børn har adgang til, og som de derfor suger ufiltreret til sig. Klimakatastrofer, krige, pandemier…. De sætter sig i børnenes sind, og kan skabe angst, hvis de ikke får mulighed for at tale godt og grundigt om dem og måske endda får mulighed for at agere på dem. Min påstand vil være, at Verdensmålene i al deres abstraktion er vanskelige at absorbere for børn medmindre de rammes på det mentalt korrekte udviklingsniveau. Rettighederne kan relateres til børnenes hverdag her og nu uanset alderstrinnet, mens Verdensmålene kræver en vis modenhed og faglige forudsætninger at forstå. Der findes masser af gode materialer om Verdensmålsundervisning – ikke mindst på Verdenstimens hjemmeside, som har undervisningsforslag til alle skolens fag. Jeg vil foreslå, at man sætter målene i relation til rettighederne, så eleverne kan arbejde med deres ret til et godt liv mere end deres opgave med at redde verden nu. Det skal handle om håb og løsninger – ikke om pligt og store ansvar på små skuldre.

DANSK 1 – 2021


25


26

TEMA: VERDENSMÅL

At undervise i og med FN’s verdensmål AF LENE TANGGAARD, CAND.PSYCH., PH.D., REKTOR DESIGNSKOLEN KOLDING OG PROFESSOR VED AALBORG UNIVERSITET

Fra nål i reversen til nærværende pejlemærker ”Når nu FN’s verdensmål trænger sig på i danskundervisningen, så er dilemmaet, hvordan vi kan få konkretiseret samtalen om de meget abstrakte mål, så de vedkommer eleverne? Kan du ikke skrive lidt om det?” lød opfordringen fra redaktionen. Jeg responderede med et ja til den kære redaktion, for vi skal for alt i verden undgå hak af mål og tværtimod tilstræbe, at målene pejler retninger, der på en gang er nærværende og realisable. Et eksempel. I forbindelse med et seminar om dansk design og verdensmål 12 om ansvarligt forbrug og produktion i New York i november måned 2019 talte jeg med Lise Kingo, der indtil for nylig har haft ansvar for FN’s forretningsben i forhold til verdensmålene. Kingo har været direktør for FN’s Global Impact, der blev etableret i 2000 i en bestræbelse på at engagere verdens virksomheder i en global bevægelse for bæredygtig udvikling. Lise Kingo sagde i vores samtale meget rigtigt, at det er lidt af en bedrift, at stort set hele verden er blevet enige om verdensmålene, men at vi nu står med opgaven om at gøre det konkret og realiserbart. Det er med andre ord ikke nok at have en verdensmålsnål på reversen, at hænge et flag med FN’s verdensmål op i flagstangen og at synliggøre en plakat med målene, selvom man kan sige, at det kan være en begyndelse. Så hvad gør vi i skolen og i undervisningen sådan mere konkret, hvis verdensmålene skal have betydning som mere end mål og netop som pejlemærker, der opleves som vedkommende og relevante? Der er en stor risiko for, at verdensmålene bliver rene skueteorier med reference til de to amerikanske uddannelsesforskere Chris Argyris og Donald Schön og deres begreb om ’exposed theories’ (1974). Det vil sige teorier om, hvordan vi gerne vil agere, som desværre ikke er teorier, der er i brug. Vi skal altså gøre mere end at hænge mål op på væggen, og vi skal naturligvis være opmærksomme på, hvad der kan ske,

hvis vi blot har målene hængende på glitterpapir, men ellers fortsætter med at handle, som vi plejer. Det kan ende med at føre til magtesløshed og måske endda efterlade os målløse. Tillad mig derfor at foreslå, at man både underviser i og om målene, og at selve undervisningen så at sige flugter med grundtænkningen i verdensmålene. At undervise i, om og med målene FN's Verdensmål for bæredygtig udvikling blev, som de fleste nok er bekendte med, vedtaget af verdens stats- og regeringsledere på FN-topmødet i New York den 25. september 2015. Målene trådte i kraft den 1. januar 2016 og skal frem til 2030 sætte kurs mod en mere bæredygtig udvikling for både mennesker og planeten. Der er 17 verdensmål og 169 delmål, og allerede der har vi fat i noget, der minder lidt om Fælles Mål i den danske folkeskole, som dog endte med over 215 kompetencemål og 3170 underliggende mål. Kritikken af disse mange fælles mål var, at de ledte til detailstyring i undervisningen. Kritikken var også, at målene risikerer at sætte en retning for undervisningen, som er indholdsløs i den forstand, at det bliver målet at nå målet og ikke mere end det. Dette var blandt anden en pointe, som jeg udfoldede i min bog Læringsglemsel (Tanggaard, 2018), som blandt andet byggede på et længerevarende arbejde i en rådgivningsgruppe, der var nedsat af den forrige undervisningsminister Merete Riisager. I gruppen arbejdede vi under et kommissorium, der bad os om at rådgive undervisningsministeriet om, hvordan formål kunne sættes mere i spil, og hvordan lærerne kunne få mere frihed til at gennemføre undervisningen, så det hele ikke skulle gå op i at krydse mål af.1 Der var og er i dette arbejde ikke tale om en kritik af mål som sådan, men en væsentlig pointe i vores afsluttende pejlemærketekst var, at faglige mål er at foretrække i undervisningen. Disse bør ideelt set springe ud af stoffet og være mestringsmål, altså mål som eleverne selv er med til at sætte, og som opleves som ledende i en faglig retning (Skovmand & Tanggaard, 2020).2

DANSK 1 – 2021


TEMA: VERDENSMÅL

Denne pointe er direkte overførbar til verdensmålene. Formålet med disse bør sættes i spil, så eleverne bevidstgøres om intentioner, historien om disse og om ambitionerne. Det bør ligeledes tilstræbes, at undervisningen ikke kommer til at handle om, at man kan vinge af, at man har præsenteret eleverne for målene, men at målene ideelt set er blevet til elevernes ønske om indsigt i de områder, som målene omhandler. Vi skal helt ind i undervisningen Vi skal med andre ord helt ind i undervisningen. De 17 konkrete mål og 169 delmål, som forpligter alle FN’s 193 medlemslande til helt at afskaffe fattigdom og sult i verden, reducere uligheder, sikre god uddannelse og bedre sundhed til alle, anstændige jobs og mere bæredygtig økonomisk vækst, at fremme fred og sikkerhed og stærke institutioner og at styrke internationale partnerskaber, angår i den grad fagenes indhold i grundskolen i Danmark og ligeledes danskfagets indhold og formål uden at være reduceret til dette formål.

27

Danskfaget er mere end verdensmål, men det kræver ikke en dansklærereksamen at gennemskue (sådan en har jeg nemlig desværre ikke), at verdenslitteraturen og alle typer af tekster, genrer og billedmateriale kan omhandle disse for verden så vigtige og uomgængelige forhold og problemer, og at de kan læses på måder, der relaterer til disse. Måske kan man derved også opdage, at der var noget i verden, før verdensmålene kom til verden, hvor bestræbelsen også var at belyse, at oplyse om, at opdrage til eller bevidstgøre om muligheder for at skabe en mere retfærdig, lige og bæredygtig verden. Det nye er nok, som Kingo adresserede, at et tæt forbundet internationalt samarbejde på tværs af alle verdens lande synes mere afgørende end nogensinde for at skabe fred, sikkerhed og en holdbar, også klimamæssig udvikling. Så i stedet for kun at undervise i eller om målene, så vil den lærer, der kender sit fag, jo sagtens kunne tage målene under vingerne og gøre eleverne opmærksomme på målene i den sammenhæng, hvor det er relevant, når man fx læser Karen Blixen, Annelise Marstrand, Helle Helle eller analyserer og fortolker andre materialer. Det, man ikke skal nøjes med, er at gøre FN’s verdensmål til noget, der står foran undervisningen som et præludium, der ikke integreres i selve undervisningen og alene forbliver et appendiks eller at gøre verdensmålene til projektugeemne og nøjes med det. Den netop mere almene risiko ved projektarbejde er netop, at de engagerede griber udfordringen, mens resten sidder tilbage og ikke helt er med på vognen. Verdensmålene fortjener at blive fortolket som mere end et emne for en temauge eller dag, og de fortjener også at være mere end en nål på reversen. Så enkelt er det faktisk.

Noter 1 https://www.folkeskolen.dk/608308/aftale-tusindvis-afbindende-maal-bliver-vejledende 2 https://www.uvm.dk/publikationer/2018/180620-formaal-ogfrihed---fem-pejlemaerker-for-faelles-maal-i-folkeskolen Referencer Argyris, C. & Schön, D.A. (1974) Theory in practice: Increasing professional effectiveness. San Francisco: Jossey-Bass. Skovmand, K. & Tanggaard, L. (2020). Hvad vi taler om, når vi taler om at lære. København: Hans Reitzels forlag. Tanggaard, L. (2018). Læringsglemsel. Aarhus: Forlaget Klim.


28

TEMA: VERDENSMÅL

AF STEFAN ÅGE HARDONK NIELSEN, BESTYRELSESMEDLEM F-SEKTIONEN

17 VERDENSMÅL PÅ LETFORSTÅELIG DANSK … OG PÅ TVÆRS AF FAGENE Skal du arbejde med verdensmål i indskolingen, mellemtrinnet eller udskolingen, kan du nu vælge at opfinde den dybe tallerken … eller lade være. Begge muligheder er en mulig mulighed. Hvordan nu det, tænker du? Hvert år har vi i Kolding Kommune, hvor jeg er lærer og skolebibliotekar, en uge afsat til at fokusere på FN’s 17 verdensmål i skolen. Ikke at vi ikke skal inddrage det løbende gennem året, men denne uge er decideret øremærket til at bevidstgøre alle elever i kommunen om de 17 verdensmål på samme tid. I mit arbejde som skolebibliotekar er jeg med til at formidle de rigtig mange gode og spændende læremidler om FN’s 17 verdensmål, som findes i bøger, på film og spil på nettet, til kollegaer. Men generelt for mange materialers vedkommende er der ofte rigtig meget tekst, hvor det fagfaglige og tekniske niveau i sproget bliver lidt for højt til at bruge i indskolingen og for en dels vedkommende også på mellemtrinnet. Nogle elever står hurtigt af, hvis det bliver for teksttungt. Denne oplevelse har bevirket, at flere lærere med deres klasser har forsøgt at koge de forskellige verdensmål ned til et niveau, hvor det kan bruges og læses dels i indskolingen, dels på mellemtrinnet via bøgerne på Atlantbib.org. På Atlantbib.org ligger der under menuen “Emne” + “FN17 Verdensmål” omkring 20 små fagbøger, som alle kredser om eller behandler forskellige verdensmål. Alle bøger er mærket med et mål-ikon på forsiden, som henviser til det mål, den behandler direkte eller indirekte. Bøgerne er skrevet af elever, hele klasser, lærere og andre med lyst til at dele viden om et givent emne. Bøgerne er ikke kun skrevet i Danmark, men også bl.a. Sverige, Island, Grønland og Tyskland. Men fælles

for dem er, at de alle kan læses og lyttes til på dansk. Der kommer flere bøger til løbende, så længe projektet kører (pt. t.o.m. 2022). Målet er at alle verdensmål er repræsenteret på siden. Siden er gratis at bruge for alle og kræver ikke login eller anden form for binding. Alt arbejdet med siden er nonprofit og hviler på alle de mange dygtige lærere, som bruger undervisningstid, forberedelsestid og fritid på at udvikle denne fælles fagportal til skole i hele Norden og Baltikum i en autentisk og tværfagligt tilgang. Har man mest lyst at gå uden om den varme grød – i den dybe tallerken, kan man let vælge at dele linket til de bøger, som er relevant for ens klasse. Man kan lade eleverne læse faglig læsning om f.eks. Vedvarende Energi (verdensmål 7), Plastik i havet (verdensmål 14), Bier og biavl eller Sommerfugle (verdensmål 15). Man kan bruge bøgerne som frilæsning i et introforløb eller som fælles intro til det verdensmål, man har fokus på. I tillæg kan man vinge af at arbejde med nabosprog – norsk eller svensk på samme tid, da man kan vælge et sammenligningssprog til det danske i tekst og lyd. Alle kan være med Vælger man til gengæld at opfinde den dybe tallerken selv eller sammen med sin klasse, har man muligheden for at skrive en bog til siden, som kan blive udgivet, hvis den blot følger de rammer/dogmer, som projektet arbejder ud fra. Det er helt oplagt at gøre det tværgfagligt i sit klasseteam for fagfaglighedens skyld. Har man en ide til en titel, skal alle føle sig fri til at skrive til info@atlantbib.org og sikre sig, en lignende titel ikke er på vej andre steder fra. Dernæst modtager man et

DANSK 1 – 2021


29

TEMA: VERDENSMÅL

dokument, som er klar til at skrive teksten ind i. Dokumentet kan man dele med sine elever enten via Google Drev eller Word, så eleverne er medforfattere i processen. Det er oplagt at skrive en bog som afslutning af et emne, som en slags evaluering af det lærte stof. Klassen brainstormer på det, de har lært, om f.eks. verdensmål 2, og de finder en rød tråd for bogen. De yngre elever får måske en side to og to, som de har ansvar for, de ældre elever kan skrive en hel bog alene eller i gruppe. Niveauet for en bog skal enten ligge mellem 1.-2. klasse (en prik) 2.-3. klasse (to prikker) 5.-6. klasse (tre prikker). Udskolingen kan sagtens bruge siden, bl.a. i tyskundervisningen, men også til selv at skrive “nedad”, hvor de øver at adaptere den viden, de har, til yngre elever – det er erfaringsmæssigt en meget givende udfordring og træning med udsigt til at blive forfattere til bøger, som med sikkerhed bliver brugt i hele Norden (+Tyskland) og Baltikum. Til sammenligning er det primært gymnasieelever, som arbejder med Atlantbib i Baltikum i forhold til sprogundervisningen og oversættelsesarbejde. Der arbejdes ud fra en 21st century skills-form, hvor der er fokus på kernefaglighed, kollaboration, kreativitet, kritisk tænkning/ kildekritik og arbejde med IT. Resultatet af denne proces bliver, at eleverne uanset alder ender som autentiske læremiddel-forfattere. De bøger, de laver, er tilgængelige på hjemmesiden, som bliver brugt af ca. 400-500 elever på en normal skoledag. I coronaperioden har den været oppe på over 3000 besøg om dagen, men ligger gennemsnitlig på 1000 forskellige elever om dagen. Det er vigtigt at understrege, også for eleverne, at der selvfølgelig foregår en efterbehandlingsproces, hvor læreren/Atlantbib-redaktionen retter stavefejl og faktuelle unøjagtigheder, så bogen står så fagligt/sprogligt korrekt og færdig som muligt i respekt for dem, som skal læse og lære af bogen. Helt på samme måde som en almindelig forfatter korrekturlæses og justeres af sit forlag. En del af processen handler også om at lære om tekst- og billedrettigheder i et autentisk setup. Man må ikke bare copy-paste tekst fra andre hjemmesider eller bøger. Det ved de fleste elever, men når det skal udgives, bliver det mere present for dem, at det handler om konkret ophavsret, hvor man i værste fald kan blive retsforfulgt. Men man må læse, udvælge og genskrive viden i egne ord. Billeder skal også være lovlige at bruge. De skal være under creative commons licens (CC). Det findes enkelt ved at skrive søgeord på Google:

– vælge Billeder – vælge Værktøjer – vælge Brugerrettigheder – vælge Creative commons-licens Når bogen er endelig godkendt, sendes den til oversættelse i alle de andre nordiske lande og indlæses på diverse sprog. Se eksempel på: atlantbib.org/da/vedvarende-energi Dansklærerens har i denne skriveproces alle muligheder for at tale om den røde tråd, intro, afslutning, rettigheder, adaptering, kritisk tænkning, vurdering og udvælgelse. Som noget helt nyt har Atlantbib.org, som er støttet af Nordplus/Nordisk Ministerråd og har fokus på primært hele Norden/ Baltikum, fået en søsterportal, der hedder Kulturbib. org. Denne portal er støttet af Interreg/Kurskultur 2.0 og har udelukkende fokus på den dansk/tyske kultur og sprogfællesskab samt de fælles verdensmål. Processen og produktet er ens. Men begge sider er muligt at blive en del af for alle interesserede lærere, som vil være med til at opfinde den dybe tallerken af nye bøger om verdensmålene, eller noget helt andet. Links Atlantbib.org (dansk/nordisk/baltisk/tysk) Kulturbib.org (dansk/tysk)

17

16

1

2 3

15

14

4

13

5 6

12

7

11 10

9

8


TEMA: VERDENSMÅL

31

BÆREDYGTIGHED – FRA MÅL TIL MIDDEL Lærerne har nøglen til den grønne omstilling AF MATHILDA WITT BRÜCKNER, PH.D.-STUDERENDE VED CENTER FOR GRUNDSKOLEFORSKNING

Solen skinner ind ad vinduet, lyden af tusch på whiteboard står i kontrast til en intens stilhed i klassen, kun afbrudt af snøft og stoleben over linoleumsgulv. Klasselæreren Hanne gør tegningen af regnskoven færdig, imens hun forklarer hvordan: ”Træerne vokser hvert år og bliver større og større, flere grene og blade kommer til. De sluger forurening fra luften og omdanner det til ilt, mens de suger vand fra jorden og optager lys fra solen gennem bladene.” En af eleverne afbryder: ”Men hvorfor fælder man så alle træerne?” Netop spørgsmål som dette rummer den undren og umiddelbarhed, som har drevet mig til at undersøge, hvordan vi underviser i bæredygtig udvikling. En undren, som har motiveret mig til at skrive speciale om bæredygtig udvikling i den danske folkeskole. Fortællingen om engagerede Hanne, der efter bedste formåen forsøger at forklare virkningerne af fotosyntesen og drivhuseffekten, er blot en blandt mange oplevelser og erfaringer, jeg har delt med folkeskolelærere i løbet af det sidste år. Et eksempel, som giver et indblik i hverdagens ’learning by doing’, og som viser, hvor svært og komplekst det kan være at formidle, hvordan menneskets eksistens truer naturens økosystemer. For hvad svarer man, når eleverne stiller spørgsmål til temperaturstigninger, oversvømmelser, skovbrande og truede dyrearter, uden at det skaber frygt og angst, men i stedet skaber mod og håb hos eleverne? Jeg tror, at spørgsmål som disse og deres hyppighed kommer til at stige. Så hvilke værktøjer har vi til at gribe denne problemstilling an? Hvordan arbejder vi pædagogisk i en virkelighed, hvor fremtiden er så usikker? Høj efterspørgsel på løsninger Min oplevelse er, at rigtig mange skoler i dag har farve-

strålende plakater med de 17 verdensmål hængende. Mål, som afspejler, hvordan det ikke kun er i klasselokalet, men også på politisk og internationalt niveau, at efterspørgslen på løsninger er stor. Verdensmålene udgør dette årtis mest omfattende bud på en strategi for, hvordan vi kan skabe bæredygtig udvikling og få greb om de udfordringer, vi står overfor. De 17 verdensmål spænder bredt og forsøger at favne de mange problemers forskellighed og samtidigt tage højde for problemernes forbundethed. Men dét at få målene fra plakaten og ned på skrivebordet kan være en svær opgave. Forsker i miljøpædagogik Jeppe Læssøe peger på, at lokale ildsjæle udgør den primære drivkraft bag hoveddelen af de initiativer, som eksisterer i folkeskolen. Dette stemmer overens med min erfaring i, at lærere på skoler over hele landet hver dag forsøger at gøre det komplekse nært og forståeligt i øjenhøjde med børnene. Hvordan de gør det, ser du her. To perspektiver Min erfaring er, at der hersker særligt to tilgange til, hvordan arbejdet med bæredygtig udvikling håndteres. To tilgange, som på hver deres måde tilfører noget meningsfuldt, og hver repræsenterer et forsøg på at oversætte verdensmålene og målet om bæredygtig udvikling til noget håndgribeligt. Jeg kalder de to tilgange det deltagelses- og det adfærdsorienterede perspektiv. Kort sagt handler det om, hvordan de håndterer oversættelsen af bæredygtighed. Jeg ser, at bæredygtighed enten opnås gennem et fokus på adfærd og vaneændringer, eller et fokus på hvordan det relationelle og sociale er en afgørende faktor. På hver sin måde afspejler de to meget forskellige tilgange til læring og undervisning – i bæredygtig udvikling.


32

TEMA: VERDENSMÅL

”Sammen kan vi gøre en forskel” Greta Thunberg Gode vaner Velduftende økologisk mad bliver langet over disken i kantinen på en skole, jeg besøgte i foråret. Her serverer kantinen udelukkende økologisk mad og laver små portioner for at undgå madspild – så kan man altid få mere i anden omgang! Madrester, der er tilovers, fodres til kaninerne. På en anden skole tager eleverne selv tallerken og bestik med for at undgå engangsplastik. På en tredje skole tog eleverne initiativ til at samle efterladt skrald, og generelt går alle skolerne meget op i affaldssortering. Skolerne har det til fælles, at verdensmålene har igangsat samtaler om, at hvis mange bare gør en lille smule, kan det have en effekt i et større billede. Det skaber energi og en fælles følelse af, at her på skolen gør vi en indsats! Dog ser jeg, at mål om mindre brug af plastik og strømforbrug ikke sikrer en større forståelse for de sammenhænge og den kompleksitet, bæredygtighedsspørgsmålene rummer. Det er svært! For vi risikerer alle sammen at blive opslugt af initiativer, som handler om den enkeltes ressourceforbrug og omfordeling. I iveren efter at nå mål og opfylde bæredygtighedsstrategier kan man nemt glemme at tale om de mange dilemmaer som opstår. F.eks. er økologi det mest bæredygtige valg? På den ene side undgår vi her pesticider, som kan være dårligt for naturen og vores kroppe. På den anden side bruges der mere vand og plads på økologisk landbrug. Et dilemma, som viser, hvor vigtigt det er, at vi reflekterer over, at det kan være komplekst og kontrastfyldt at handle bæredygtigt. Flere skoler arbejder aktivt med kildekritik, hvilket jeg ser som et afgørende værktøj for, at gode intentioner følges af bæredygtig handling. Social bæredygtighed Flere af de lærere, jeg har talt med, lægger først og fremmest vægt på, hvordan eleverne deltager i undervisningen, og hvordan de opfører sig overfor hinanden. Samarbejde, livsduelighed, væredygtighed og konflikthåndtering, for blot at nævne nogle få, er egenskaber, som går igen, når lærerne taler om deres hverdag.

Særligt værdier, som handler om det at sætte sig i den andens sted, at udvise empati, og overskue ens egen rolle i en større sammenhæng, knytter sig til fortællinger, som har gjort stort indtryk på mig. Når en elev kommer grædende ind efter et frikvarter, fyldt med frustration og følelser, fortæller en lærer mig, at han forsøger at træne eleverne til at forholde sig til ”hvad er min egen rolle i det her?” og på den måde se problemet fra flere vinkler af. Så episoder som den her giver mulighed for at tænke over, hvornår det er en god idé at lave et quickfix, og hvornår det er bedre at tænke mere langsigtet. Nogle gange kan følelserne være ved at koge over, så kan det være bedst at lave et quickfix og gå væk fra situationen. Den her skelnen mellem quickfixes og mere langsigtede bæredygtige løsninger kan gøre, at eleven lærer at problemløse og forholde sig til dilemmaer, også selvom det kan være ubehageligt. Samtidigt vidner denne her fortælling om, hvordan tid og relationer er forhold, som spiller ind, når man arbejder bæredygtigt. Forskellen mellem de to forskelle perspektiver handler om, hvorvidt undervisningen har fokus på bæredygtig udvikling, ikke kun som et læringsmål, men også en læringsproces. De to perspektiver hænger uløseligt sammen. Frustration giver mulighed for forandring Så for at vende tilbage til eksemplet med Hanne, som måbende stod med en elev, der fortørnet udtrykte frustration over fældningen af regnskoven, bliver vi nødt til at rumme og gribe de her følelser og frustrationer omkring problematikker som denne, og ikke tysse dem ned. Der er brug for, at følelser aktiverer vores evne til at se sammenhænge mellem det globale og lokale, det langsigtede og kortsigtede. I sådan nogle her situationer giver det ikke nødvendigvis trøst at kigge mod plakaten med verdensmålene, men vi kan trække viden fra de mange oversættelser, som finder sted i hverdagen. Samarbejde, problemløsning og kritisk tænkning er blot nogle af de ingredienser, jeg ser taget i brug, for at vi kan overskue den forbundethed og kompleksitet, som verdensmålene indeholder. ”Sammen kan vi gøre en forskel” – ordene her er sagt af Greta Thunberg, men de kunne måske lige så godt være sagt af dig eller en af dine elever. Det er helt afgørende, at denne her indstilling bliver en del af bevægelsen hen mod en grøn omstilling. Ellers tror jeg, ildsjæle, både børn og voksne, risikerer at brænde ud. Der er ikke brug for flere nye reformer i folkeskolen, men snarere at vi kigger tilbage på de erfaringer og den tavse viden, som ildsjæle i hele Danmark tager i brug, når de griber opgaven om at oversætte verdensmål til noget meningsfuldt i praksis.

DANSK 1 – 2021


33


34

TEMA: VERDENSMÅL

SKÅR I GLÆDEN? AF JENS RAAHAUGE, BESTYRELSESMEDLEM I DANSKLÆRERFORENINGENS FOLKESKOLESEKTION

”Jeg har børn, men jeg har også sko, der er syet af børn. Dernede, hvor sygdommen bor. En storsmilende upersonlig instans gav mig et godt tilbud på dem.” Ordene stammer fra forfatteren Harald Voetmanns tilbageblik på eller fordøjelse af 2020 i dagbladet Information (31.12.2020), hvori han forudsiger, at vi vaccinerer os tilbage til hverdagen, samt ”at pandemier igen vil blive forvandlet til noget, der kun findes hos de fattige, og derfor ikke er et stort skår i vores glæde.” Voetmann peger på et problem, der nok har eksisteret længe, men som er accelereret under coronapandemien. Således har Amazons ejer Jeff Bezos på en enkelt coronadag forøget sin formue med 84 milliarder kroner. Og stadigt færre end 2 % ejer tilsammen mere og mere af verdens rigdom end resten af verdens befolkning. Men kommer det os ved i skolen? Tja, vi kunne jo starte med at læse H.C. Andersens Sneglen og Rosenhækken: "Men skulle vi ikke Alle her paa Jorden give vor bedste Deel til de Andre! bringe hvad vi kunne –! ja, jeg har kun givet Roser! – men De? De, som fik saa Meget, hvad gav De Verden? Hvad giver De den?" ”Hvad jeg gav? Hvad jeg giver? jeg spytter af den! den duer ikke! den kommer ikke mig ved. Sæt De Roser, De kan ikke drive det videre! lad Hasselbusken bære Nødder! lad Køer og Faar give Mælk; de have hver deres Publicum, jeg har mit i mig selv! jeg gaaer ind i mig selv, og der bliver jeg. Verden kommer ikke mig ved!”

Og saa gik Sneglen ind i sit Huus og kittede det til. Dette eventyr har jeg bragt ind i min undervisning i mange klasser og på flere klassetrin, ligesom jeg har hørt det læst op af elever fra 7. klasse flere end 150 gange. Hver eneste gang har det været åbenbart, at eleverne tager parti for rosenhækken, hvad enten den fremstår lidt sødladent lillepiget eller stringent og selvbevidst argumenterende. Hver gang er den i øvrigt hunkøn, og sneglen hankøn. Men virkeligheden er ikke så enkel; sneglen har en pointe, når den peger på rosenhækkens begrænsning: Den kan bare stå der og ”gaaer nu snart op i bare Pind!” H.C. Andersen, som selv fandt, at det er liv at rejse, har her skrevet et eventyr om et standende dilemma: Hvordan vi forholder os til at have rødder og fødder, og hvad vi gør med vores rødder og fødder. Hvordan handler vi her, hvor vi befinder os, og hvordan agerer vi i forhold til den øvrige verden? For at vende tilbage til Voetmann: Kan vi ikke bare nyde vores hverdag og ignorere verden og den voksende ulighed i verden? Til det er der ét lødigt svar. NEJ – med to mulige begrundelser: 1) Politiken Historie har i et temanummer 14 om Republikkens banemænd, analyser af republikker, der er gået til grunde, eller som viser tegn på at få en sådan skæbne. Romerriget, bystaten Firenze og Weimarrepublikken gik til grunde som følge af blandt andet økonomisk krise/ulighed, mens USA lige nu åbenbarer en række forudsætninger for at lide samme skæbne. Så hvis vi holder af vores demokratiske livsform, er der god grund til at begrænse uligheden.

DANSK 1 – 2021


TEMA: VERDENSMÅL

2) FN’s 17 verdensmål bygger på den forudsætning, at udviklingen af handel, resurseudnyttelse og samarbejde har bevirket, at verdens lande og befolkninger er afhængige af hinandens handlinger. Derfor kan klima-, miljøog naturkriser alene håndteres i og af et globalt fællesskab. En væsentlig barriere for dette er uligheden. Verdensmål nr. 1 Afskaf fattigdom og nr. 10 Mindre ulighed er væsentlige mål i den sammenhæng. Belagt med artikler, statistikker og faktabokse er der nok at tage fat på i samfundsfag. Men faget dansk kan tilføre de indsigter, man når frem til, en dimension mere, fordi fagets tekster kan – som Sneglen og Rosenhækken – forene det enkle og det komplekse i en fortælling, der står til fortolkning og vurdering, ligesom de kan puste liv i nogle af de menneskeskæbner, som gemmer sig bag statistikkernes tal. Og dette er vigtigt, hvis vi skal kunne forholde os værdigt til bekæmpelse af uligheden og yde en bistand, der ikke er ydmygende, eller som holder fattige fast i fattigdom. En af vejene er læsning af litteratur, der anerkender de mennesker, der lever et liv i fattigdom, og ikke har et skråt ned-syn på deres kultur. Jeppe Aakjær og Martin Andersen Nexø er læseværdige i den kontekst. Men i den globale sammenhæng er der mange muligheder, men jeg vil nøjes med at pege på de børnebøger, som udgives af Forlaget Hjulet, som har specialiseret sig i ”bøger fra de varme lande”. De fleste af bøgerne er skrevet og illustreret af kunstnere fra Afrika, Asien og Latinamerika. Som eksempel vil jeg nævne en af mine yndlingsbøger: sydafrikanske illustrator og forfatter Niki Dalys Kwela

35

Jamela – Afrikas dronning, der handler om en pige, som er vild med sin mors nye kjolestof, og som drømmer stort. Det er en fortælling, der viser en pige, som leger, fantaserer og gør dumme ting akkurat som sine jævnaldrende læsere, men også en billedhistorie, der viser en familie, der har langt færre ting end os, og som holder høns indendørs. Bogen viser som mange af de øvrige børnebøger fra ”de varme lande”, at børnene nok har andre materielle livsvilkår, men også ligner verdens andre børn og har samme behov som jævnaldrende verden over – og ikke bare af materiel karakter. Som en af mine elever udbrød: ”Bare vi var så meget sammen derhjemme.” For mange år siden, før Nelson Mandela blev præsident i Sydafrika, var jeg dommer i en tegne- og skrivekonkurrence om apartheid. De danske skoleelever, der sendte besvarelser ind, tegnede og digtede om børn, der levede i evig frygt og fare og om frikvarterer med bevæbnede gårdvagter. Elever fra den sydafrikanske klasse, som deltog, skrev om problemer med mobning, om lagkagen til fødselsdagen og om at lave lektier sammen. Der var kendskab til forskel på dem, det handlede om, og dem, der kendte til den fjerne virkelighed gennem medier med overordnede politiske dagsordener. De danske børn var præget af en ensidig fortælling i danske medier, mens virkeligheden var mere kompleks end som så. Den autentiske børnebog kan bidrage til, at vi tænder et håb om en værdig lighed, der bygger på ligeværdighed. Når det håb er tændt, får nogle i bedste fald en trang til at koble sin empati til, når en upersonlig instans giver os et godt tilbud.


36

ANMELDELSE

FORANDRINGENS DILEMMA FANGET MED STREG OG FLOW-RIM

Jeg må nøgternt konstatere, at hvis man ikke har fået læst ”Kom” af Marianne Iben Hansen med karakteristiske illustrationer af ingen ringere end Lillian Brøgger, så er man gået glip af noget. Noget rigtig god ungdomslitteratur for at være helt præcis.

Ganske nøjagtig er betegnelsen ungdomslitteratur dog ikke, for der er mere eksakt tale om en billednovelle i Forlaget Carlsens serie med samme genrebetegnelse. Seriens bøger kiler sig ind i den igangværende strømning i børnelitteraturen generelt, hvor det grafiske får til stadig større betydning, og hvor de enkelte værker ofte skal læses til fulde i samspillet mellem tekst og illustrationer. I ikonoteksten. Det kan heller ikke undre såre, at når unge mennesker hører om en billednovelle, vil de tænke på en litteraturform for yngre læsere, men dette er ikke tilfældet. Billednovelleseriens målgruppe er nemlig læsere i alderen 13-16 år. I Kom møder vi to piger, der oplever, hvordan deres mangeårige venskab sættes på prøve, da de rammer gymnasiet, og der skal etableres nye venskaber. Hvis man læser bogens paratekst, vil man erfare, at her er tale om en flow-rimet historie, og det kræver lige en danskfaglig uddybning. Hansens fornemmelse for ord Marianne Iben Hansen definerer flow-rim som en flydende fortælling på rim (Iben Hansen, 2020). Hun udtaler endvidere: ”Jeg vil helst have ”en grund” til at skrive noget på rim, og jeg synes, at den talesprogsagtige rytme, jeg har fået skrevet frem, understøtter historiens jegfortællerstemme. Den lidt hurtige puls og løst rimede form giver teksten den fornemmelse af tilfældighed, som jegfortælleren prøver at dække sig ind bag”. Lad os for en stund hæfte os ved fornemmelsen og tilfældigheden, for det er det, der kendetegner flow-rimet rent stilistisk. Det er gennem hele bogen lykkedes for forfatteren at skabe rim, der ikke bliver påtaget og anstrengende. At de

DANSK 1 – 2021


ANMELDELSE

37

AF JANUS NEUMANN LÆRER VED SKOVSHOVED SKOLE, CAND. PÆD. I BØRNELITTERATUR OG LITTERATURANMELDER

virker tilfældige er netop deres styrke. Som læser glemmer man, at man læser rim, og når man stopper op og nærlæser rimene, fremstår flere af dem så naturlige, at begrebet ”flydende sprog” åbenbarer sig eksemplarisk for øjnene af en. Det skaber en ret komplet læseroplevelse: Fornemmelse af sprog. Fornemmelse af litteratur. ”Jeg kan ikke glemme synet, Det går aldrig væk, du lå alt for stille bag ved bilen, Og min verden gik i stå. Jeg knælede ved siden af dig, Turde ikke røre dig, Min hånd der hang i luften, Mens jeg hviskede: ”Kan du høre mig”?”

Læg mærke til, hvordan tegnsætningen er med til at fremhæve tekstens flow, rytme og betoning. Der ligger stærke følelser i de linjer. Følelser af nærvær, tryghed og undren. På den tematiske side lægger bogen sig op ad det svære valg og skammen, da bogens protagonist søger nye smarte veninder i gymnasiet, og barndomsveninden pludselig står og ser lille og kikset ud med en latterlig hue. Kan man vende barndommen og et andet menneske ryggen, og hvad er prisen i givet fald?

Som det antydes i teksteksemplet ovenfor, bliver jegfortællerens veninden ramt af en bil, og mod bogens slutning findes et dobbelt opslag, hvor alene illustrationerne viser, hvor uudholdelig ventetid kan være, når man venter på en sms om en vens velbefindende. Særligt fordi man ved, man har svigtet. Særligt fordi det eneste livstegn har været et beskedent: ”Jeg er okay”. ”Du skal ikke være bange”. Ingen smileys, ingen ting. Det kan ikke beskrives med ord. Kun billeder kan vise, hvor mange gange man kan nå at tjekke sin telefon, uanset hvor man befinder sig. En stærk illustration finder man også, da vi med protagonisten øjne ser veninden med rødstribet, barnlig hue, og venindens venstre pupil udgøres af protagonistens eget ansigt, der ser halvvejs forundret, halvvejs bebrejdende på den pige, der for kort tid siden udgjorde den hele virkelighed. Marianne Iben Hansen og Lillian Brøgger når helt i mål med Kom, og den kan med sindsro inddrages i undervisningen i de ældste klasser. Her vil den gøre sig perfekt som multimodal udtryksform i et smalt fordybelsesområde om billedfortællinger eller noveller fra 10’erne og 20’erne. Desuden kan den få plads i et bredt fordybelsesområde om savn, overgange, valg eller skam. Der er mange muligheder. I disse pandemitider kan bogen heldigvis lånes på eReolen eller eReolen GO!. Her har mine egne elever lånt den uden problemer her under hjemsendelsen, og jeg glæder til arbejdet med den. Det er muligt, at overgangen fra barn til ung er mere end flittigt beskrevet i børnelitteraturen, men når det kan gøres på nye måder og med sans for, hvilke nye stier der betrædes i det børnelitteratære landskab, så er det bare tænde for læselampen og lappe litteraturen i sig.

Genren legitimeres af Brøgger Ikke en anmeldelse af en billednovelle uden en omtale af illustrationssiden. Lillian Brøgger har lagt papir og streg til Kom, og hendes illustrationer supplerer teksten i størstedelen af bogen, hvor farvevalg og perspektiv bibringer til læseren forståelse for hovedpersonernes følelser og fortællingens forskellige spændingslag.

Henvisning til artiklen: ”Marianne Iben Hansen om KOM: “Når det bliver vigtigere at være populær end at være sig selv”, 26. marts, 2020 fra www.bog.dk.

Eller denne her: ”… og der sad vi, tæt sammen, Ingen af os sagde noget, Det summede af alvor, og jeg nød det på en måde, for det føltes så betydningsfuldt at holde dig i hånden, Men jeg vidste ikke helt … var det ok at have det sådan?”


38

TEMA: DET ÆSTETISKE DANSKFAG

DANSK 1 – 2021


Udgiver Dansklærerforeningens Folkeskolesektion Rathsacksvej 7 1862 Frederiksberg C dansklf@dansklf.dk. Redaktion Bestyrelsesmedlem i folkeskolesektionen Jens Raahauge Danskfaglig konsulent og redaktør Katja Gottlieb

Illustration: Rikke Albrechtsen

Dannelse Danne ls

Manuskripter og indlæg Sendes til Katja Gottlieb kgo@dansklf.dk

e

Årsabonnement Kr. 185,- ekskl. Moms Løssalg: kr. 60,- ekskl. Moms Bestilles på dansklf.dk/dansk Annoncering i DANSK Læs mere om temaer, priser, formater og deadlines på dansklf.dk/dansk Forside Rikke Albrechtsen / Quote Grafik Grafisk design og tilrettelæggelse Quote Grafik Tryk Tarm Bogtryk a/s Oplag: 5.500 Udkommer 4 gange årligt

39

GLÆD DIG TIL NÆSTE NUMMER

e

s l e n

n Da

slese l e n n a D ne n Da

ISSN-nummer. 0108-3090 dansklf.dk

I det kommende nummer af DANSK ser vi nærmere på noget, alle taler om. Dannelse. Et begreb, der kan dække over alt fra gode manerer, til det at være engageret i sin omverden på en måde, der rækker ud over selvet. Og mange vil mene, at begrebet har været klemt i vores kompetencebegejstrede samtid. Men dannelse er også noget, vi har svært ved at være foruden. For man kan være vanvittig kompetent, men hvilken nytte gør det, hvis man er et udannet menneske? Som altid har vi samlet en håndfuld gode skribenter til at belyse spørgsmålet om, hvad det egentlig er, vi taler om, når vi taler om dannelse? Og hvilken rolle danskfaget spiller i forhold til elevernes dannelse? Vi glæder os til at lande i en postkasse nær dig. På gensyn.

DANSK

LÆRER

foreningen VIDEN INSPIRATION INDFLYDELSE DIALOG

NÆSTE NUMMER AF DANSK UDKOMMER I JUNI 2021


Turn static files into dynamic content formats.

Create a flipbook
DANSK 1/2021 – Verdensmål by Dansklærerforeningens Forlag - Issuu