Landsformandens KLUMME

Betydningen af de særlige fællesskaber

Det arbejde, vi udfører i Dansk Handicap Forbund, handler i høj grad om at skabe fællesskaber for mennesker, som står i en særlig livssituation – at man lever med et handicap med de udfordringer, det medfører i hverdagen.

For Forældrekredsen handler det simpelthen helt basalt om at samle jer familier, som har en række udfordringer i hverdagen, som ligger ud over, hvad andre familier står med.

Ofte bliver jeg spurgt, hvorfor vi egentlig skal opretholde disse særlige fællesskaber? Om ikke det handler om inklusion i det almene liv i institutioner, i skoler og i det nære samfund? Jeg kan godt forstå, hvad det er, der motiverer disse spørgsmål, for på en måde er der jo en dobbelthed i, at vi på den ene side kæmper for at kunne indgå i livet på lige fod med andre, og at vi på den anden side samtidig skaber noget, der kan kaldes parallelt.

Som landsformand for Dansk Handicap Forbund er det naturligvis tanker, jeg også har vendt med mig selv, men jeg er ret overbevist om, at skabelsen af disse fællesskaber er vigtigere end nogensinde. Hvorfor? Jo, det er de, fordi vi lever i et samfund, hvor der på den ene side er stærke værdier, som handler om inklusion og rummelighed, men samtidig er vores samfund gennemsyret af en præstations- og perfekthedskultur, som kan gøre det rigtig svært at følge med. Og når man samtidig er afhængig af kompensationsordninger fra et ekstremt presset offentligt system, så lever mange familier i en kontant stresstilstand, som forstærkes af, at ’de andre’ slet ikke har indsigt i, hvad det dybest set betyder at være en familie, hvor handicap er en del af hverdagen.

Når vi holder arrangementer i forbundet – ikke mindst i Forældrekredsen, så ser jeg, hvordan vi lykkes med at skabe en ro og et rum, hvor man kan sænke skuldrene, og hvor man for en stund ikke er anderledes. Her ser jeg, hvordan der hentes energi, inspiration, konkret viden og tro på, at man kan klare sine udfordringer. Fællesskabet bliver en generator, som gør det nemmere at håndtere hverdagen ’derude’, og det bliver en form for helle, som man kan træde ind og ud af, når man har brug for at hente styrke eller ro. Netop derfor tror jeg på, at vi har en forpligtelse til at styrke disse fællesskaber i den tid, der kommer, for de er ikke ’noget parallelt’, men derimod et supplement, som gør alle os med handicap stærkere i mødet med tilværelsen.

Susanne Olsen Landsformand