Dansk Audiologopædi_3+4_2020

DANSK AUDIOLOGOPÆDI FAGBLAD FOR AUDIOLOGOPÆDER

HVAD ER UDBYTTET AF AT ANVENDE REM I TILPASNINGEN AF HØREAPPARATER?

Artikel skrevet af Anna Stilund

S.16 56. årgang – December 2020 – nr. 3+4

VELKOMMEN Indhold 3

Leder

4

Aflysning Nyborg Strand 2021

5

Ordinær generalforsamling

6 Helene Callisen: Når logopæden er på besøg på arbejdspladsen - en genfortolkning af logo- pædrollen 16 Anna Stilund: Hvad er udbyttet af at anvende REM i tilpasningen af høreapparater?

21

Faglig debat

23

Anmeldelser

ALF’s bestyrelse Formand: Jakob Stenz Ærtemarken 87, 2860 Søborg Tlf. 2830 8262 Email: formand@alf.dk Næstformand og tovholder for de regionale kurser: Sahra Mengal Formand for kursusudvalget Nyborg Strand: Jette Flattum Email: Jette.flattum@fiberhjem.dk

Webmaster: Mette van Amerongen Email: webmaster@alf.dk Kasserer: Karina Grønnemose Email: kgr@greve.dk Sekretær og bestyrelsesmedlem tilknyttet Dansk Audiologopædi: Birthe Wittenhoff Madsen E-mail: bima.email@gmail.com Bestyrelsesmedlem: Trine Maria Hansen

1. suppleant Addy Gudjons Kristindottir 2. suppleant Anne Haven Albertsen Medlemmers indmeldelse, udmeldelse, adresseændring, kontingentspørgsmål, kursusbetaling etc. varetages af: Lone Aabye – administrator@alf.dk

LEDEREN

DANSK AUDIOLOPÆDI # 3+4/2020 3

AF JAKOB STENZ, FORMAND FOR ALF Smartphone og mundbind Jeg har adskillige gange gennem de sidste 10 år, især i S-toget, oplevet helt små børn i barnevogn, sidde og søge efter deres forældres opmærksomhed, imens forælderen er optaget af sin smartphone.

Jeg kan, i sådanne situationer, fra mit eget sæde ikke lade være med at begynde en visuel kommunikation med barnet. Få øjenkontakt, kigge væk, få øjenkontakt igen, gemme mit ansigt bag en bog, kigge frem igen osv.

Ofte kan jeg få barnet med på legen. Som også leger titte-bøh. Gemmer sig, kigger frem igen, venter på, om jeg gentager, og smiler, når jeg gør det.

Jeg kan sidde og tænke for mig selv, at jeg burde fortælle forælderen lidt om tidlig kommunikation, men jeg har dog lidt pli, og bliver på min plads.

På færgen, i sommer, stod jeg på dækket, med mundbind ligesom alle andre, og så på vandet.

5-6 meter væk sidder et lille barn på sin mors arm og laver hoppebevægelse med hele kroppen. Måske for at få opmærksomhed, måske bare af livsglæde. Jeg får øjenkontakt med barnet og begynder selv at stå og hoppe lidt.

Barnet griner over hele femøren og gentager bevægelsen. Jeg spejler igen, og vi fortsætter denne kommunikation et par minutter.

Til sidst bliver moren træt i armen over alt det hopperi, og skifter arm. Det betyder bare, at barnet bliver endnu mere livligt, for nu skal det læne sig ud til siden for at få øjenkontakt med mig.

Til sidst må jeg gå hen til moren og undskylde, at det er mig, der er medskaber af denne hoppen. Alt er fint, og hun griner, og jeg går glad fra borde, en oplevelse rigere.

Jeg tænker indimellem på den interessante og frygtelige video der kan findes på YouTube med Dr. Edward Tronecks ”still face experiment”, hvor en mor, i 2 minutter, er helt udtryksløs over for sit 1-årige barn. Videoen har nok påvirket mig mere, end jeg er bevidst om, og er sikkert med til, at jeg agerer, som jeg gør over for småbørn i det offentlige rum.

I et supermarked forleden så jeg en yngre kvinde gå rundt uden mundbind. Jeg skulle lige til at finde min indre forargelse frem, men lagde så mærke til, at hun gik med et lille barn i barnevogn. Tanken om et lille barn, der ikke kan aflæse sin mors ansigt pga. et mundbind, fik mig øjeblikkelig til at pakke min forargelse sammen uden i øvrigt at vide, om det var årsagen til det manglende mundbind.

Og hvad vil jeg så sige med alt det her? Blot, at vi selv skal huske på at gøre forældre opmærksomme på, at alle de gode ting, som smartphones og mundbind kan hjælpe os med, ikke nødvendigvis gavner de helt små børns kommunikation og udvikling, hvis vi glemmer at have fokus på den.

4 DANSK AUDIOLOGOPÆDI # 3+4/2020

AFLYSNING NYBORG STRAND 2021 Kære ALF-medlemmer, samt alle der er tilmeldt Efteruddannelseskurset på Nyborg Strand 2021 I foråret 2020 var vi desværre nødsaget til at aflyse efteruddannelseskurset pga. de begrænsninger, coronasituationen lagde på os og Hotel Nyborg Strand.

De fleste af jer har heldigvis valgt at overføre jeres tilmelding til 2021, og det har vi været meget taknemmelige for.

Der er desværre fortsat mange ting, der ikke er, som vi kunne ønske. De fleste oplægsholdere er begrænset i deres muligheder for at rejse, og mange kommuner har begrænsninger på medarbejdernes rejse- og kursusaktiviteter.

Og selvom vi har arbejdet med muligheden for web-baserede oplæg på Nyborg Strand med storskærme og alt hvad der dertil hører, så er der vanskeligheder mht. tidsforskellen mellem f.eks. USA og Danmark, og vi har ikke kunnet garantere, at oplægsholderne f.eks. kunne holde oplæg kl. 03 om morgenen lokal tid.

Alt i alt har vi vurderet, at vi ikke vil kunne levere det efteruddannelseskursus, vi gerne vil tilbyde, og med for stor risiko for, at tilmeldte deltagere ikke vil kunne deltage pga. kommunale restriktioner mv.

Så derfor har vi med sorg besluttet at aflyse efteruddannelseskurset på Nyborg Strand 2021.

Generalforsamlingen kommer til at foregå via Zoom ligesom vi gjorde i år.

Kursusudvalget arbejder til gengæld på en række webinarer, der forhåbentlig vil kunne give jer alle et godt fagligt input, når vi nu ikke skal mødes fysisk.

Blandt andet satser vi på at afholde webinar på samme datoer, hvor Nyborg Strand skulle have ligget, dvs. 22. – 23. marts 2021.

Herunder kan I se, hvad webinarerne kommer til at omhandle: • Arbejdshukommelse • Selektiv mutisme • Autisme og flersprogethed • DLD • Narrative vanskeligheder

DANSK AUDIOLOPÆDI # 3+4/2020 5

Ordinær generalforsamling i

Audiologopædisk Forening

Mandag den 22. marts 2021 kl. 19.30 afholdes som virtuelt møde via Zoom Link til mødet offentliggøres på www.alf.dk

DAGSORDEN

0. Valg af dirigent og to referenter

1. Formanden aflægger bestyrelsens beretning

Kan læses på hjemmesiden senest den 15. marts 2021

2. Kassereren aflægger regnskab

3. Fastsættelse af kontingent for det følgende regnskabsår

4. Forslag fra bestyrelsen og medlemmer (nederst på siden)

5. Valg af formand

6. Valg af bestyrelsesmedlemmer

7. Valg af 2 suppleanter

8. Valg af 2 kritiske revisorer

9. Evt. andre valg 10. Eventuelt

Bestyrelsen

Ad. pkt. 4: Forslag fra medlemmer sendes til formanden senest den 10. januar 2021. Følg med på www.alf.dk, hvor du kan læse bestyrelsens beretning, regnskab samt forslag fra medlemmer og bestyrelse 1 uge inden generalforsamlingen.

6 DANSK AUDIOLOGOPÆDI # 3+4/2020

ARTIKEL

NÅR LOGOPÆDEN ER PÅ BESØG PÅ ARBEJDSPLADSEN –

EN GENFORTOLKNING AF LOGOPÆDROLLEN

Artiklen er skrevet af Helene Callisen, cand.mag. i dansk med hovedfag i sprog og litteratur fra Københavns Universitet, har Pædagogisk Diplom i specialpædagogik og en uddannelse fra Dramaskolen i København. Hun arbejder i dag som logopæd i afasi- og hjerneskadeafdelingen på Center for Specialundervisning for Voksne, København.

E-mail: helenecallisen@hotmail.com.

Vi står i velfærdssamfundet over for nogle nye krav om at inddrage borgeren i egen behandling. Det nye paradigme implicerer, at vi skal gå væk fra ekspertrollen og fungere som samtalepartner. Dette indebærer samtidigt en genfortolkning af logopædrollen og nye arbejdsmåder.

Derfor er der behov for, at vi som logopæder udvikler kompetencer i forhold til at gå i dialog med borgeren og sætter problemet ind i en kontekst. Det er min opfattelse, at vi mangler viden om, hvordan vi kan indgå i denne type samtaler.

Denne artikel handler om, hvordan vi kan forstå vores rolle som logopæder og positionere os på en måde, hvor vi indgår i en samskabende og kooperativ proces med borgeren.

Indledning Der findes en gruppe borgere i voksenspecialundervisningen, som relativt hurtigt genoptager arbejdet efter en hjerneskade på trods af, at de har pådraget sig kommunikationsvanskeligheder. Det er min erfaring, at de kan stå meget alene med det. I artiklen kommer jeg med et bud på, hvordan vi kan placere os fagligt, når vi besøger klienten på arbejdspladsen. Det gør jeg ved at vise, hvordan en ny professionsidentitet blandt logopæder kan forankres i forvaltningspolitikken.

På baggrund af dette politiske grundlag for vores arbejde peger jeg på en teoretisk referenceramme for en samtalepraksis, som vi kan orientere os ud fra, når vi går i dialog med borgeren.

Jeg vælger at gøre meget ud af at sætte vores arbejde ind i en mere overordnet sammenhæng omkring rehabilitering, før jeg eksemplificerer den nye logopædrolle i en konkret case, hvor jeg besøger klienten på arbejdspladsen.

Det gør jeg fordi, det er med til at tydeliggøre vores rolle for os selv.

Når vi flytter undervisningen ud af huset, bliver vi vidne til vores klienters kommunikation i praksis. Som en følgevirkning af dette bliver vores opgave at arbejde med klientens og omgivelsernes egen forståelse af ”problemet”.

Dette indebærer, at vores rolle bliver meget mere facetteret, end vi måske er vant til. Når vi er ude i virkeligheden, er vi nemlig nødt til at flytte fokus fra defekten til samspillet. Det kræver af os som logopæder, at vi er indstillede på at forholde os til – og arbejde med – de psykosociale faktorer, som påvirker handicap.

Men hvordan varetager vi dette arbejde? Jeg argumenterer for, at vi forstår vores rolle som coach, dvs. en professionel som ved at være dialogholder hjælper coacheen (den som modtager coaching) med at forstå noget mere ved sin situation og evt. handle på en mere hensigtsmæssig måde. Lad os først forankre denne arbejdsmåde i forvaltningspolitikken.

Offentlig innovation I 2012 udsendte en række samfundsforskere et debatoplæg med titlen ”En innovativ offentlig sektor, der skaber kvalitet og fælles ansvar”,

ARTIKEL

DANSK AUDIOLOPÆDI # 3+4/2020 7

hvor de udarbejdede et bud på en ny offentlig forvaltningspolitik. De inviterede til, at medarbejdere i den offentlige sektor med støtte fra deres ledere udvikler nye og kreative løsninger i forhold til de komplekse opgaver, vi ofte står over for i den offentlige sektor. Helt centralt heri er borgerinddragelse, som kan sikre, at de offentlige indsatser bliver bedre og mere relevante: ”Borgerne skal (…) inddrages meget mere aktivt i den offentlige sektor og ikke placeres i en passiv, krævende og ansvarsløs kunderolle (…)

Borgerne skal give input til offentligt ansatte, ledere og politikere, tage aktivt del i udformningen og iværksættelsen af forskellige foranstaltninger og i det hele taget være med til at samproducere offentlige løsninger.” (Ibid. s. 9)

Det er evnen til at lytte og kommunikere ligeværdigt med borgeren, som skal udvikles hos de offentligt ansatte: ”Udviklingen af et velfærdspartnerskab med borgerne kræver imidlertid, at der udvikles normer og etik for frontlinjemedarbejdernes dialog med borgerne og deres hjælp til selvhjælp, så den ikke bliver formynderisk. Medarbejderne skal uddannes til rollen som dialogpart og supervisor i forhold til borgerne (…).” (Ibid. s. 22)

Det etiske princip om borgerinddragelse stiller således nogle nye krav til os som offentligt ansatte, så vi ikke risikerer at invadere borgerne i vores spørgeiver – eller placerer os på en måde, hvor vi selv ved bedst. Det skal vi beskæftige os mere med i de næste afsnit.

At samproducere1 kræver, at de professionelle begynder at arbejde på en ny måde: ”Kigger vi ind i den offentlige sektors maskinrum, så er der behov for at styrke, men samtidigt også omdefinere de fagprofessionelles rolle, så den bliver mere åben, dialogbaseret og helhedsorienteret (…) de skal bruge deres faglige kompetencer og engagement til at udvikle den offentlige indsats gennem en tværfaglig dialog med hinanden og i respektfuld dialog med brugerne, som bør opfattes som kompetente fortolkere af eget liv og egne behov.” (Ibid. s.9)

En ny professionsidentitet hos logopæder Når formålet med de offentlige indsatser er at inddrage og bemyndige borgerne, har det nødvendigvis konsekvenser for, hvordan vi som fagprofessionelle varetager det pædagogiske arbejde. Vender vi os mod Hvidbog om rehabiliteringsbegrebet og MTV-rapporten2 , er det da også tydeligt, at hjerneskaderehabiliteringen står midt i et paradigmeskift, som vedrører vores professionsidentitet som logopæder. Helt afgørende i denne sammenhæng er en ny forståelse af, hvad det vil sige at være professionel: ”For de sundhedsprofessionelle betyder en borgerorienteret tilgang, at de må udvide deres rolle som eksperter i funktionsforstyrrelser og patientbehov med rollen som lytter, og i særdeleshed lytte efter hvad patienten ønsker og bekymrer sig for, for at opnå vellykkede rehabiliteringsresultater.” (MTV s. 111)

De fagprofessionelles indsats skal tage udgangspunkt i borgerens virkelighed: ”Den ændring af professionsrollerne, der er behov for, er allerede godt i gang, men i de kommende år må der ikke desto mindre gøres en langt mere målrettet indsats for at opruste de offentligt ansatte til at åbne sig i forhold til omverdenen og indgå i et flerfagligt samspil og i dialog med borgerne om at løse velfærdsopgaverne på en helhedsorienteret og samfundsansvarlig måde. Der skal udøves ledelse med fokus på helheden og på de professionelles urealiserede potentialer, idet det kræver en stærk professionsidentitet (…) at kunne være responsiv og indgå i åben dialog med andre fag og aktørgrupper herunder borgere og brugere.” (Ibid. s. 22)

FN-konventionen om rettigheder for personer med handicap, Rehabiliteringsbegrebet og ICF-modellen er, så vidt jeg kan se, udtryk for det paradigmeskift, som vi kan forbinde med borgerorientering: ”(...) borgeren gives en central position i rehabiliteringsforløb og en central rolle i beslutningsprocesser (Ibid. s. 111) (…) En forståelse af borgerorientering, der bygger på gensidighed, repræsenterer en forandring hen imod en mere holistisk tilgang (…).” (Ibid. s. 122)

Jeg opfatter ordet ”samproducere” som en klar reference til styringsparadigmet samskabelse. Se afsnittet ”Coaching som svar på post- og senmoderne udfordringer”,side 10.

2.

Hjerneskaderehabilitering - en medicinsk teknologivurdering.

1.

8 DANSK AUDIOLOGOPÆDI # 3+4/2020 Ved borgerorientering kan vi forstå en mere helhedsorienteret3 tilgang, som kræver et holdningsarbejde i de menneskebehandlende institutioner: ”Vejen til fremme af borgerens deltagelse i rehabiliteringen er i høj grad et holdningsarbejde blandt de professionelle. Kun gennem åbenhed og dialog kan de give rum, så borgeren kan deltage, så godt som han/hun formår. For at det kan finde sted kræves et indgående og konstant arbejde med at udvikle og bevare systemers medmenneskelighed også i forhold til de professionelle. Det er en forudsætning for, at de professionelle kontinuerligt kan holde fokus på borgeren som menneske og agere menneskeligt selv.” (Udfordringer til rehabilitering i Danmark, s. 54) De professionelles blik på den ramte bliver udfordret: ”Traditionelle behandlingsforståelser, hvor fx borgeren ses som en patient med fejl eller mangler, der skal fjernes eller repareres, er stadig herskende i mange hospitaler, institutioner og forvaltninger, og de har rødder langt ind i den pædagogiske og beskæftigelsesmæssige sektor (fx diagnosefiksering).” (Hvidbog om rehabiliteringsbegrebet, s. 53) Men for at kunne arbejde på en ny måde, er det også vigtigt at bearbejde de holdninger, der er i samfundet til handicap og sygdom: ”Der bør arbejdes med ændring af behandlingskulturer- og holdninger både hos de enkelte fagfolk og i organisationerne som helhed, samt i civilbefolkningen, så de kommer i harmoni med rehabiliteringsbegrebets indhold (…) Udfordringerne vedrørende borgersamarbejde ligger hovedsageligt i, at der skal ændres praksis inden for social- og sundhedssektoren, samt i de pædagogiske, beskæftigelses- og uddannelsesmæssige sektorer, men også i at påvirke holdninger i civilbefolkningen ”fra det passive patientbegreb” til et aktivt deltagende borgerbegreb.” (Ibid. s. 53-54) Det er også vigtigt at holde sig for øje, at helhedsorientering skal ske i respektfuld dialog med borgeren: ”Helhedsorientering kan ved fagfolks uvidenhed resultere i, at de totalt ”koloniserer” den 3.

4.

ARTIKEL enkelte borgers liv og situation – med fx fysisk eller psykisk overgreb eller umyndiggørelse af borgeren til følge.” (Ibid. S. 56) Lad os nu se lidt nærmere på, hvad vi kan forstå ved borgerorientering og bemyndigelse.

Empowerment I MTV-rapporten påpeges det, at borgerinddragelse er et vagt begreb: ”Selvom forskellige begreber om borgerinddragelse er gennemgående i beskrivelser af rehabiliteringsydelser, findes (...) ikke en entydig definition af, hvad en borgerorienteret tilgang betyder i praksis (…).” (MTV s. 111) Det præciseres dog, at der er tale om, at man sætter borgerens egne meninger i centrum, at man forstår opgaven som et samarbejde og betragter relationen som et partnerskab, dvs. noget ligeværdigt: ”Ved borgerorienterede tilgange forstås typisk tilgange til den hjerneskaderamte person, der på forskellig vis sætter vedkommende i centrum for rehabiliteringsindsatsen (MTV s. 109) (…) Begrebet henviser til en bestræbelse på, at den professionelle indgår i et samarbejde om at tilrettelægge rehabilitering ud fra personen med hjerneskades egne oplevelser af problemer, betingelser og handlemuligheder (…)

(MTV s. 110) (…) Partnerskab mellem sundhedsprofessionelle og borger tillægges stor betydning.” (MTV s. 111) Der lægges op til en begrebsafklaring og undersøgelse af, hvad borgerinddragelse betyder i praksis: ”Resultaterne af denne gennemgang demonstrerer, at det er centralt at arbejde systematisk med begrebs- og indholdsafklaring i den videre udvikling af området.” (MTV s.113) Jeg vil tro, at vi kan blive skarpere på, hvad borgerinddragelse er, hvis vi sætter begrebet i relation til empowerment-begrebet. Empowerment-begrebet blev udviklet i 60’erne og 70’ernes græsrodsbevægelser i USA, hvor undertrykte kæmpede for lige rettigheder. Begrebet kan føres tilbage til Latinamerika, hvor Paulo Freire4 udviklede sin teori om kritisk pædagogik. Empowerment er siden blevet videreudvik-

Begrebet ”helhedsorienteret tilgang” knyttes i Hvidbog om rehabiliteringsbegrebet til ICF-modellen.

Paulo Freire: ”De undertryktes pædagogik”.

ARTIKEL let i relation til sundhedsvæsenet i protest mod det lægelige arbejde og ekspertvældet: ” (…) de hjælpende professioner nedsætter [utilsigtet] menneskers egen evne til at modstå sygdomme ved at gøre dem afhængige og tage kontrollen fra dem.” (Hvas og Thesen 2002, s. 5361) Empowerment er således startet som en kritik af ekspertvældet og har vundet indpas i relation til sundhedsfremme. Der er i sundhedsvæsenet kommet en stigende erkendelse af, at empowerment er nødvendigt for at mennesker skal opnå et godt helbred.

Empowerment betyder det modsatte af undertrykkelse. Undertrykkelse kan opstå, hvis nogle mennesker udskilles fra de ”normale”. Derved påføres de et stigma. Undertrykkelse sker ikke kun udefra i kraft af magtanvendelse, men også indefra i form af selvundertrykkelse. Dette er interessant i lyset af det, som jeg skrev tidligere om behovet for at ændre de holdninger, der er i samfundet: ”Selvundertrykkelsen kan opstå, når et individ eller en gruppe i lang tid har været udsat for en negativ holdning fra omgivelserne, hvor denne holdning gradvist indoptages i individet eller gruppen (…) Selvundertrykkelse kan også opstå ved, at en person udskilles fra ”de normale” i form af fx en psykiatrisk diagnose, og medbringer ”de normales” fordomme, som nu rettes mod vedkommendes eget selvbillede.”

(Ibid. s. 5362) Psykologisk empowerment handler om at ændre sit selvbillede ved at afvise indre og ydre billeder af sig selv, som en der er forkert eller ikke kan. Empowerment bliver i den forstand det omvendte af undertrykkelse. I den forbindelse kan vi som professionelle placere os på en måde, hvor vi - ved at yde en minimal støtte - giver magten tilbage til individet, dvs. bemyndiger den anden.

Empowerment er en strategi for at styrke patientens kompetence og aktive medvirken.

Dette implicerer samtidig, at den professionelle ikke må være moralsk og sige, hvad den anden skal gøre for at opnå ”det gode”. Vi er derfor nødt til at forstå, at vi selv er en del af

DANSK AUDIOLOPÆDI # 3+4/2020 9 problemet5.

Inden for hjerneskaderehabiliteringen er der også kommet større forståelse for, at hvis vi vil skabe forandringer/læring, er vi nødt til at have personen med selv. Dette er en vej væk fra mål-middel-modellen6, hvor læreren så at sige ”hælder på” eleven: ” (…) ændringer, der kan gavne de svage og udsatte grupper kan [ikke] gennemføres uden afgørende forandringer i den måde de professionelle arbejder på. Primært handler det om, at den professionelle skal aflægge sig ekspertrollen og blive en ligeværdig samarbejdspartner, som er interesseret i at dele ud af sin viden, og som tør afgive noget magt.” (Ibid. S. 5364) Det er kun borgeren selv, der ved, hvilke aktiviteter og relationer, der er betydningsfulde for ham/hende – og det er kun gennem den menneskelige relation til borgeren, at vi kan hjælpe vedkommende med at reorientere sig efter hjerneskaden: ”Borgerens motivation for forandring (via rehabilitering) er første udgangspunkt for at ”gøre noget”, og motivationen kan kun fremmes ved at give borgeren kontrol med og rådighed over sin egen rehabilitering (…) En rehabiliteringsproces indebærer ofte, at borgeren må reorientere sig i og reorganisere sit eget hverdagsliv, og at borgeren må finde sine ben i forhold til en ny livsførelse, der formentlig indebærer en ændret deltagelse og forståelse af sig selv og andre. Sådanne processer er i stort omfang læreprocesser. Konstruktive læreprocesser skal man have adgang og støtte til.” (Hvidbog om rehabiliteringsbegrebet s. 29) Når rehabiliteringsbegrebet så stærkt lægger op til et arbejde med psykologisk empowerment er det også afgørende, at der organisatorisk er villighed til at ændre arbejdsmetoder i overensstemmelse med det fagkoncept, som skal styre de professionelles faglighed, nemlig rehabiliteringsbegrebet. I bogen ”Udfordringer til rehabilitering i Danmark” påpeges det, at vi har brug for at rammerne for vores arbejde tilrettelægges, så det ikke er op til den enkelte medarbejder at inddrage borgeren: ”Både samfundsmæssigt og organisatorisk skal der skabes de rette rammer for det indi-

Sociologen Nanna Mik Meyer har skrevet fremragende om dette spørgsmål. Se f.eks. ”Magtens former”.

Mål-middel-modellen bygger på en kausal betragtningsmåde, som teoretisk ikke er i samklang med borgerinddragelse.

5.

6.

10 DANSK AUDIOLOGOPÆDI # 3+4/2020 viduelle niveau, hvor borgeren er i direkte kontakt med den professionelle. Ellers kan den professionelle være nok så velmenende uden at det gør en forskel. Der er ikke kun et magtforhold til forskel, hvor den professionelle på grund af viden og position har magten til at definere problemet og løsningen. Der er også en lovgivning, et ansvar og en økonomi til forskel.

Dette kan være det politiske niveaus fastsættelse af hvilke ydelser, der kan gives. Ligeledes har de organisatoriske rammer betydning for mulighederne for borgerens deltagelse.” (Udfordringer til rehabilitering i Danmark, s. 44) Jeg har nu gjort rede for den tendens, der er i tiden, til at ville inddrage borgeren og indgå i et partnerskab. Der bliver ikke præciseret nogen steder, hvad det så er for en type dialog eller partnerskab, vi som professionelle skal indgå i.

Det vil jeg her forsøge at komme nærmere.

Coaching som svar på post- og senmoderne udfordringer Behovet for en ny offentlig sektor kan vi se som en reaktion på den samfundsmæssige omvæltning (Stelter 2014, s. 23). Styringsparadigmet7 samskabelse hænger sammen med dette paradigmeskift. Samskabelse er ligesom borgerorientering et mangetydigt ord. Vi kan forbinde ordet samskabelse med co-production, co-creation og social innovation8. Jeg vil foreslå, at fagkonceptet rehabilitering hører til omkring samskabelse, da den baserer sig på interaktionen mellem den professionelle og den rehabiliterede: ”Rehabilitering er en målrettet og tidsbestemt samarbejdsproces mellem en borger, pårørende og fagfolk. Formålet er, at borgeren, som har eller er i risiko for at få betydelige begrænsninger i sin fysiske, psykiske og/eller sociale funktionsevne, opnår et selvstændigt og meningsfuldt liv. Rehabilitering baseres på borgerens hele livssituation og beslutninger består af en koordineret, sammenhængende og vidensbaseret indsats.” (Hvidbog om rehabiliteringsbegrebet, s. 4) Rehabiliteringen skal understøtte patientens recovery. Dvs. vi skal sætte os ’under’ den ram-

ARTIKEL te. Recovery defineres som: ”En dybt personlig, unik forandringsproces med hensyn til ens holdninger, værdier og mål, færdigheder og/eller roller. Det er en måde at leve et tilfredsstillende liv på præget af håb og aktiv medvirken selv med de begrænsninger, der er forårsaget af sygdom. Recovery indebærer udvikling af ny mening og nyt formål i ens liv.” (Wilken og Hollander, s. 41)9 Rehabilitering har til formål at understøtte den syge i vedkommendes recovery-proces. Den måde vi kan arbejde med empowerment, bemyndigelse og mestring er nødvendigvis gennem refleksion og samtale. Vi kan tænke det sådan, at coaching er et svar på post- og senmoderne udfordringer, hvor selvet og identiteten er centrale ”størrelser”, som vi forventes at udvikle og reflektere over.

Oprindeligt opstod coaching i sportsverdenen, hvor ærindet var præstationsforbedring og mål. I dag har coaching udviklet sig, fordi verden er for kompleks til, at man kan forudsige udvikling og opstille fastlagte mål på forhånd.

I stedet er tidens trend refleksive og narrative undersøgelser: ”Coaching som dialogform kan være et tilbud, hvor den enkelte – gerne i samspil med andre - får lejlighed til at reflektere over sig selv, og hvor bestemte positioner og selvforståelser kan revideres og videreudvikles. Identitet forstås som en relationel proces, hvor coachee (personen som coaches) inviteres til at se sig selv i et nyt lys.” (Stelter 2014, s. 23) Den samfundsmæssige omvæltning har også sat en helt ny dagsorden for læring. I vores postmoderne tid opfattes læring som en forvandlende proces, dvs. en måde hvor individet udforsker bestemte erfaringer og oplevelser mhp. en ny forståelse eller ny vurdering (Ibid. s. 23). Dette genkender vi i recovery-begrebet. Individet forventes med andre ord at kunne bruge kriser til udvikling og vækst i form af en betydningstilskrivning – ligesom vi kender det fra dannelsesromanen. Men læring handler ikke kun om at udvikle sig selv, men også om evnen til at forstå andre mennesker og foreta-

Styringsparadigmer er sammenhængende forestillinger om, hvordan den offentlige sektor skal organiseres, styres og ledes. Der kommer løbende nye styringsparadigmer til. Se herfor Leon Lerborg: ”Styringsparadigmer i den offentlige sektor”.

8.

I Samskabelse.ucl.dk defineres samskabelse bl.a. som en aktiv involvering af borgerne baseret på partnerskaber og fælles ansvar mellem det offentlige, borgerne og private partnerskaber eller virksomheder. Samskabelse ser endvidere borgere som aktive ressourcer fremfor passive forbrugere.

9.

Definition ved William A. Anthony.

7.

ARTIKEL ge et perspektivskift. Coachen kan invitere til at se tingene fra forskellige synsvinkler. Man kan udtrykke det sådan, at det er coachens opgave at udvikle coacheens evne til at mentalisere.

Mentalisering vil sige at ”se sig selv udefra og den anden indefra”. Samtidigt er mentalisering afgørende for, at vi som professionelle kan fungere som kvalificerede samtalepartnere (Ibid. s. 29).

Evnen til at skifte perspektiv, interagere og reflektere over det relationelle - herunder give og tage imod feedback - kan vi desuden koble til den systemiske tænkning.

Systemisk forforståelse Rundt omkring i verden er der de sidste 40 -50 år skudt en såkaldt systemisk tankegang frem inden for terapi, udviklingsarbejde i organisationer m.m. (Stelter 2012, s. 93). Den systemiske tænkning drejer sig om ikke at sætte en label på den enkelte, men at se problemer som et samspil mellem forskellige dele i et system.

Et eksempel på den systemiske tænkning er Åben dialog10 . Åben dialog er en netværksinddragende tilgang i psykiatrien, som blev udviklet i Finland. Tankegangen er, at forandringer og løsninger opstår i borgerens netværk gennem ændrede måder at tale sammen på.

Ved at inddrage borgerens netværk kan man mobilisere støtte til borgeren og aktivere netværkets ressourcer. På samme måde er vi som logopæder nødt til at se på systemet frem for individet. Vi skal arbejde med menneskers interaktion med hinanden – og vi skal undersøge, hvordan skaden påvirker helheden.

Et blik på systemet frem for individet kræver en ny måde at positionere sig. Vi skal med andre ord blive i stand til at betragte vores opgave mere bredspektret end en fejl- og mangeltilgang og have blik for, hvordan et systems dele interagerer. Et eksempel kunne være, at vi traditionelt beskæftiger os med udtale, men nu får blik for skammen over at lyde fuld (det sociale aspekt).

Dette kan være meget vanskeligt i en kultur som specialundervisning, hvor vi er vant til at identificere funktionstab, men ikke er så reflekterede omkring, hvordan vi skal arbejde ud fra en borger- og helhedsorienteret tilgang.

10.

11.

DANSK AUDIOLOPÆDI # 3+4/2020 11 Argumenterne for at sadle om er mange. Ud over vi rent politisk er forpligtiget til at arbejde ud fra rehabiliteringsbegrebet og ICF-modellen, oplever jeg også, at mange borgere selv efterspørger en indsats, som er mere virkelighedsorienteret end vores traditionelle måde at arbejde på. Når de ikke af sig selv efterspørger en kompleks tilgang til problemforståelsen, så er det vores opgave at skabe større refleksion.

Vores klienter har ikke altid selv fokus på det sociale og følelsesmæssige, men siger f.eks., at der er problemer med talen. Vores opgave er at lave dette holdningsarbejde og få dem til at deltage i livet på trods af skadesfølgerne.

Hvordan går vi i dialog med borgeren Vi er nu klar til at se nærmere på den dialogforståelse, som vi skal orientere os ud fra - og hvordan det påvirker vores praksis. Der findes mange grene inden for coaching. Den nyeste og mest aktuelle trend inden for coaching er den såkaldte Tredje generations coaching. Når man læser de politiske anbefalinger, som jeg har gennemgået tidligere, kan man mellem linjerne læse, at det styringsparadigme, som giver vores faglighed retning, knytter an til Tredje generations coaching. Jeg vil derfor foreslå, at vi kigger lidt nærmere på det værdigrundlag, der karakteriserer Tredje generations coaching11.

Tredje generations coaching er stærkt inspireret af postmoderne tænkning og socialkonstruktivisme. Dialogen anses for et samtalepartnerskab: Coachingdialogen kan ses som en fælles udforskning, hvor terapeut/coach og klient/coachee udforsker verden sammen og dermed skaber et samtalepartnerskab (...) coach og coachee betragtes begge som eksperter og dialogpartnere og deltager i den fælles produktion af mening og viden (…) Coachen skal ses som den generøse lytter (…), som forsøger at bygge videre på coacheens dialogiske bidrag.” (Stelter 2012, s. 78) Denne dialogforståelse bygger på et socialkonstruktivistisk paradigme. Fokus er samskabende praksis og fælles meningsproduktion. Det reflekterende perspektiv tilskriver coachen en aktiv rolle. Coachen er ikke faci-

Åben dialog kaldes også Laplandsmodellen og er udviklet af Jaakko Seikkula mhp. en nyorientering inden for arbejde med psykisk syge.

Det bliver for omfattende at give et rids af de forskellige grene inden for coaching. Den interesserede læser kan f.eks. orientere sig i Coaching i et nyt perspektiv. Se litteraturlisten.

12 DANSK AUDIOLOGOPÆDI # 3+4/2020 litator, men aktivt reflekterende i forhold til de almene aspekter i samtalen. Coachen er medmenneske, som deler egne overvejelser og bevidner ved at samskabe i dialogen.

Jo tydeligere coachen er, jo mere markant vil nye meninger udvikles og nye historier skabes. Dette vil i sidste ende øge coacheens beredskab for nye handlemuligheder uden for coachingrummet (Stelter 2012, s. 81).

I en ligeværdig samtale opstår der nemt den situation, at coacheen sender spørgsmål tilbage. Vi skal meget snart se nærmere på, hvordan mit besøg på arbejdspladsen spillede sig ud. Som optakt til mit eksempel på den praktiske implementering af den nye logopædrolle vil jeg her i den teoretiske gennemgang af kunsten at indgå i en ligeværdig samtale med borgeren nævne, hvordan man kan håndtere, når der bliver sendt spørgsmål tilbage til dialogholderen. Jeg blev på mit virksomhedsbesøg f.eks. spurgt: ”Er du gift, hvor bor du, hvor kommer du fra, har du børn”, osv. Man må være forberedt på dette og også give noget af sig selv, men ikke ”alt”, da det i så fald vil flytte fokus fra de spørgsmål, coacheen måtte ønske at undersøge. Jeg sagde f.eks. fra ved så at sige: ”Nu får du ikke flere historier om mig i dag.”

ARTIKEL og sikre svar på komplicerede arbejds- og livsomstændigheder, bliver det vigtigere at stille sig til rådighed, hvor parterne kan dele deres udfordringer og oplevelser, og hvor det er vigtigst at have en dialogpartner, der er i stand til at lytte i stedet for at give anbefalinger og råd, som ofte ikke rigtigt passer til den andens konkrete situation og udfordringer.”(Ibid. s. 128) Coachen skal hjælpe med at belyse mønstre og relationer i coacheens hverdagsliv/ arbejdsliv i stedet for at have fokus på individet: ”Den samskabende teori er med til at frembringe en praktisk konkretisering af socialkonstruktivistisk tankegods. I den samskabende praksis ses mennesker i relation til hinanden, hvor partnerne sættes i stand til at finde svar på individuelt betydningsfulde spørgsmål gennem en eller flere lyttende og medreflekterende ’andre’. Den traditionelle måde at lære af den anden har været: at blive overtalt og dermed overbevist om, at den anden pga. sin autoritet i sit fag eller livserfaring med en vis sikkerhed kunne anses for at have ret.” (Ibid. s. 128)

Vores opgave er at lave en alliance med borgeren, hvor vi indgår aktivt i et samtalepartnerskab og bidrager til en vidensproduktion og mulighed for større selvindsigt. En sådan proces er kun mulig, hvis vi rent faktisk er bevidste om, at vi indgår i et jeg-du-forhold og har mulighed for gennem samtalen at påvirke den andens selvforståelse: ”Gennem coachen kan coacheen nærme sig en selvforståelse, samtidigt kan coachen via sin dialogførelse være med til at udvikle og forny coacheens identitet og handlekraft.” (Stelter 2012, s. 78)

En ikke-vidende position vil sige, at vi accepterer, at vi som professionelle faktisk ikke præcis ved, hvad der skal til. Vi kan åbent og nysgerrigt rette opmærksomheden mod de fortællinger, der er med til at skabe forståelse af coacheens liv. Vi kan hjælpe til at forskyde fokus i fortællingerne ved at skifte et mangelorienteret sprog ud med et anerkendende sprog. Vi kan have et mulighedsorienteret perspektiv (”Hvad nu hvis…”) i stedet for et fremtidsperspektiv og vi kan skifte en individorienteret tankegang ud med en relationsorienteret tænkning (Ibid. s. 76). På den måde bliver vores opgave at tilskynde vores klienter til mere mod, fleksibilitet og empati. Derved øger vi deres muligheder for deltagelse i familien såvel som i samfundet.

Det er altså i dialogen, at vi kan arbejde med identiteten som hjerneskadet og det som kaldes ”genindsættelse i værdighed” – nemlig rehabilitering. Vi skal skabe en ramme for udviklende og selvreflekterende samtaler og gå på opdagelse i hinandens antagelser, tanker, meninger og verdensforståelse: ”(…) i en tid, hvor faglige autoriteter i stigende grad har vanskeligt ved at give utvetydige

Optakt til virksomhedsbesøget Vi kan føle, at vi står på bar bund, når vi skal besøge en borger på arbejdspladsen, for det er en ny type rolle. Derfor er det vigtigt at kende det teoretiske fundament for at kunne placere sig på en anden måde, da det vil tydeliggøre vores position og vejlede os i vores måde at intervenere i løbet af samtalen. En måde at gå i dialog med borgeren er at tage udgangs-

ARTIKEL punkt i nogle konkrete situationer, dvs. skabe en kontekst. Det situationsspecifikke sætter fokus på personens livsverden, dvs. personens hverdagsforståelse, som er delvist prærefleksiv. Coachen sætter fokus på det situative og hjælper coacheen med at sætte ord på det, der er forankret i vaner og rutiner. Man undersøger sammen situationens kompleksitet. Coachens evne til at stille spørgsmål er med til at skabe basis for nye erkendelser og åbne op for nye perspektiver til forståelse og tolkning af den specifikke situation. Her kan vi trække på narrativ metode: Hvor ligger dine styrker, positive undtagelser eller særlige historier, hvor ”problemet” er en fordel (Stelter 2012, s. 29).

Besøget på restauranten Carl er en 65-årig mand, som ejer og er chefkok på en finere restaurant med overnatningsværelser et sted på Sjælland. Han blev henvist fra hospitalet til CSV efter en apopleksi, som havde givet ham en moderat dysartri, primært i form af påvirket artikulation. Carl havde ved udskrivelsen fra hospitalet tillige balanceproblemer og en let ataktisk gang. Før besøget havde jeg afstemt med Carl, at besøget ville vare max. 2 timer. Jeg blev vist rundt og hilste på personalet i hele huset. Derefter satte vi os med en kop kaffe på terrassen. Det var en varm sommerdag. Carl spurgte: ”Har du en plan for dagen?” Det var en god åbning for, at jeg kunne fortælle om mine tanker om min rolle. Jeg sagde, at jeg ikke havde tænkt mig at holde et foredrag om, hvad der var galt med ham. Vi grinede begge to. Jeg sagde, at jeg var på ”feltarbejde” og ville undersøge den problemforståelse, der var i kulturen. Hvis der altså var et problem. Jeg ville også selv være et medlem af kulturen og bidrage med min mening. Herefter kom forskellige medarbejdere spontant hen til bordet og betroede sig til mig om, hvordan de syntes, det gik. Det blev hurtigt klart, at medarbejdere godt kunne forstå Carl. Som den anden chefkok sagde, så havde han ”vænnet sig til det”. Da vi var alene igen, sagde Carl tillidsfuldt til mig: ”Jeg tror faktisk mest det er mig, det er et problem for.” Man kan sige, at den sætning var en slags momentum i samtalen, for den flyttede fokus til et vigtigt tema, nemlig selvforståelsen og skammen. Dette vender jeg tilbage til senere. Et andet vigtigt tema, der kom op, var hjernetræthed. Men igen var det ikke mig,

DANSK AUDIOLOPÆDI # 3+4/2020 13 der foreslog det emne, da det i så fald ville risikere at virke stigmatiserende. Det var den anden kok, som sagde, at talen blev dårligere, når Carl var træt. På den måde åbnede han for en dialog om, hvordan omgivelserne kan legitimere, at Carl holder en pause ved at de italesætter det. Ved at gribe de bolde, vores klienter selv spiller, fremmer vi indsigt, empati, ressourcer, deltagelse og involvering. Da Carl og jeg senere sad alene sammen hen over nogle røgede kammuslinger og isvand faldt snakken på, at personalet er gode til at sige, at han kan tage et hvil. Men at han selv kan have svært ved at give sig selv lov til det, da han er chefen. Desuden sagde Carl, at hans datter, som er tjener på stedet, kunne have svært ved at acceptere, at se sin far som svag. Det viste sig, at Carl og datteren gennem en årrække har gået hos en psykoterapeut, idet de begge har diagnosen ADHD, og at de hos psykoterapeuten drøfter samarbejdet på restauranten. Jeg sagde, at jeg ikke synes, det var så passende, at jeg gik hen og sagde noget til hende. Jeg spurgte derfor Carl, om det var muligt at han selv, i den psykoterapeutiske ramme, sagde noget til datteren om hans behov for at holde hvil, så hun fik større empati og forståelse for nødvendigheden heraf. Vi var helt enige i, at det ville være det bedste at italesætte det i den ramme, hvor de i forvejen drøftede deres relation.

Tilbage til temaet omkring skam. Skammen over at lyde fuld og frygten for at falde om pga. balanceproblemer, som bliver værst efter kl. 20. Jeg spurgte, om nogle af de strategier, som Carl har lært sig i forbindelse med ADHD, ville kunne være anvendelige i forhold til at holde pauser/hvil efter hjerneskaden.

Dvs. vi udforskede sammen den viden, som han allerede havde. Vi talte også om, at ingen af os syntes, det var hensigtsmæssigt at sige til alle gæster på restauranten: ”God aften og velkommen, jeg har haft en hjerneskade.”

Det ville skabe alt for meget fokus på ”fejlen/ manglen” og desuden ønskede Carl ikke gæsternes medlidenhed. Derfor var det klart for os begge, at det var evnen til at fange sig selv i situationen og skabe en fælles forståelse i kulturen af, at det er legitimt, at Carl trækker sig, som var det, vi skulle gå videre med.

Jeg valgte også at fortælle Carl om nogle af

14 DANSK AUDIOLOGOPÆDI # 3+4/2020 mine subjektive erfaringer om skam. På den måde blev skammen et emne, som vi sammen udforskede og noget alment menneskeligt. Vi kender denne effekt fra grupper, der deler erfaringer. Nå vi deler oplevelser og erfaringer, bliver følelser ikke stigmatiserende for den enkelte. Vi kan bruge den viden, når vi går i dialog med vores klienter. Vi kan tilbyde noget af os selv, som de kan reflektere deres egen situation i lyset af. Man kan sige, at det også er med til at eksternalisere problemet. Vi undersøger sammen, hvad skam er. Skammen er på den måde ikke mig, men noget jeg kan forholde mig til som fænomen. Det virker frigørende.

Vi forsøgte desuden at finde ud af noget mere om, hvordan ADHD kunne være en styrke i jobbet som chefkok. Jeg kunne jo se, mens jeg sad og talte med Carl, at han var meget årvågen og lagde mærke til mange ting rundt omkring os og samtidigt kunne gå ind og ud ad samtalen med mig. Vi talte om, at Carl var god til at multitaske.

Han var meget socialt opmærksom over for personale og gæster og havde overblik i køkkenet. Carl fortalte, at arbejdet som kok passende ham så godt, fordi han kunne lide at ”være på”.

Vi fik på den måde flettet en mere kompleks og flerstrenget historie, end det diagnosefikserede mangelsprog giver os adgang til.

Inden jeg gik, sagde Carl spontant, at han var taknemmelig for mit besøg: ”Det har været en kæmpe støtte. De har set, at jeg har brug for hjælp.” Jeg tror, at Carl mente, at selve min tilstedeværelse havde været med til at tydeliggøre over for personalet, at han har brug for hjælp. På vejen hjem i toget, tænkte jeg, at den forskel, jeg havde gjort for Carl, delvist lå i noget uden for sproget. Det havde at gøre med selve den gestus at stille op for ham og se hans liv, sådan som det er i den sammenhæng, hvor han lever og arbejder.

I efterforløbet har jeg interviewet Carl om, hvad han husker fra besøget og spurgt, om der er noget, der er ændret i hans relationer til de andre medarbejdere, og om der er noget, han er begyndt at gøre anderledes. Det er ikke sikkert, at det er sådan, men ved at spørge kan man måske anspore til noget – en åbenhed, et blik for de små detaljer, en villighed at eksperimentere.

ARTIKEL Og måske først og fremmest placere sig på en måde, som udsiger, at noget ikke er statisk, men at vi kan forandre os og vores måde at forstå, handle og tale sammen om tingene.

En dag spurgte jeg Carl, hvor den antagelse om, at han lød fuld, kom fra. Var der nogensinde nogen, der havde sagt det til ham? Carl fortalte, at han havde fået en anmeldelse på Trip Advisor, hvor en gæst havde skrevet: ”Værten lød som om han var fuld.” Vi drøftede nu, hvordan en sårende bemærkning kan prente sig ind i os. Jeg spurgte Carl, om han kunne huske nogle af de andre anmeldelser udenad: ”Som at være i himmerige”, ”Vi kommer helt sikkert igen”. Jeg fortalte åbent Carl om min teoretiske interesse for selvundertrykkelse jf. afsnittet om empowerment. Lagde min viden frem som noget, vi kunne forholde os til og inddrage i vores filosofiske undersøgelse. Vi talte på en jævnbyrdig måde om, hvordan vi kan gøre os fri af andres og egne negative fortællinger om os. Carl afbrød mig på et tidspunkt ved at sige, at han ikke havde tid lige nu, for han havde en foie gras, som han skulle have ud af ovnen. Jeg udbrød: ”Det er der aldrig nogen, der har sagt til mig før.” Vi lo. På den måde blev det meget klart, at dette med at Carl er tilbage på arbejdspladsen gør, at han faktisk er betydningsfuld og skal noget andet, noget virkeligt.

Så han har ikke tid til at tale med mig. Dette anser jeg som et meget vellykket udtryk for borgerinddragelse og empowerment.

Afslutning Jeg har forsøgt at bringe nogle teoretiske refleksioner i spil i relation til de begreber, der anvendes omkring rehabilitering, herunder navnlig logopædens nye rolle som ‘samtalepartner’. Jeg har argumenteret for, at rehabilitering er et politisk fagkoncept til at styre de offentligt ansattes arbejdsmåder, men at det er meget vagt, hvad der egentligt forstås ved det overordnede begreb om borgerinddragelse.

Jeg satte borgerinddragelse i relation til empowerment-begrebet og viste, at den måde vi som fagprofessionelle skal placere os på, kan finde teoretisk forankring i Tredje generations coaching. Dette skyldes, at vi i sen- og postmoderniteten må se i øjnene, at problemer er komplekse og bør sættes ind i en konkret kontekst. Dette har samtidig nogle implikatio-

ARTIKEL ner for den forståelse af læring og undervisning, som vi må åbne os i forhold til.

Når vi går ud fra en borgerorienteret tilgang, må vi afgive definitionsmagten og skabe et refleksionsrum sammen med borgeren. Det vil i vores tilfælde betyde, at vi skal tildele borgeren autonomi og gå væk fra ekspertrollen. Det handler om, at vi skal blive bevidste om, at vi ikke snævert kan vide, hvad der skal til for at skabe forandringer eller de sprækker i lidelsen, som gør en reorientering mulig. Dette kræver samtidigt et holdningsarbejde i samfundet væk fra forestilling om, at den professionelle skal “fikse det”. Vi skal bevæge os henimod en større accept af, at vi sammen skal arbejde med den psykologiske empowerment – herunder de måder, vi taler om problemer på.

Reel borgerinddragelse vil sige, at vi holder op med at sige, hvad den anden skal gøre, og i stedet anlægger en systemisk forståelse af problemer. Når vi anvender en systemisk og helhedsorienteret forståelsesramme, arbejder vi ikke med ”tingen” i sig selv (f.eks. dysartri), men med de implikationer, som problemet har i bestemte relationer/kontekster. I praksis vil det betyde, at vi hører, hvad de pågældende parter selv tænker og gør – og først og fremmest lægger øre og krop til disse fortællinger. Der er min erfaring, at vi på den måde kan yde den støtte, som skal til for at den ramte og omgivelserne bliver i stand til at finde ny mening og/ eller accepterer den nye livssituation, som de befinder sig midt i. Det er måske i høj grad de nye roller og den nye identitet, som de har brug for støtte til at håndtere, fordi menneskers virkelige problemer er knyttet til vores sociale liv og interaktionen. I den sammenhæng giver det mening at besøge vores klienter på arbejdspladsen, fordi vi dermed også får blik for deres ressourcer og understøtter dem i den genforhandling af mening, som er nødvendig for en reformulering af identitet og reorientering i forhold til hverdagslivets aktiviteter.

LITTERATURLISTE

• Bøgh Andersen, Lotte et al.: En innova tiv offentlig sektor, der skaber kvalitet og fælles ansvar. Et debatoplæg om en ny dansk forvaltningspolitik (lang version), 2012.

DANSK AUDIOLOPÆDI # 3+4/2020 15 • Freire, Paulo: De undertryktes pædagogik. Chri stian Ejlers Forlag, 1980.

• Mik Meyer, Nanna og Villadsen, Kasper: Magtens former. Sociologiske perspektiver på statens møde med borgeren. Hans Reitzels Forlag, 2007.

• Hjerneskaderehabilitering - en medicinsk tekno logivurdering (MTV-rapporten), Sundhedsstyrel sen, 2011.

• Lerborg, Leon: Styringsparadigmer i den offent lige sektor. Jurist og økonomiforbundets Forlag, 2013.

• Gørtz, Kim og Gaihede, Tine: Coaching I et nyt perspektiv. En metodebog. Hans Reitzels Forlag, 2014.

• Hvas, Anne Charlotte og Thesen, Janecke: At styrke patientens egne kræfter og modvirke un dertrykkende kræfter: Empowerment i et medi cinsk perspektiv In: Ugeskrift for læger, 2002; 164.

• Johansen, Jan Sau et al.: Hvidbog om rehabili teringsbegrebet. Rehabilitering i Danmark. Mar selisborgcentret og Rehabiliteringsforum Dan mark, 2004.

• Johansen, Jan Sau et al.: Udfordringer til rehabi litering. Rehabiliteringsforrum Danmark, 2011.

• Stelter, Reinhard: Tredje generations coaching.

En guide til narrativ-samskabende teori og prak sis. Dansk Psykologisk Forlag, 2012.

• Stelter, Reinhard: Fremtidsdrømme. Hvilken vej bør coaching gå? In: Coaching i et nyt perspektiv.

En metodebog. Hans Reitzels Forlag, 2014.

• Wilken, Jean Pierre og Hollander, Dirk den: Reha bilitering og recovery: En integreret tilgang. Aka demisk Forlag, 2008.

16 DANSK AUDIOLOGOPÆDI # 3+4/2020

ARTIKEL

HVAD ER UDBYTTET AF AT ANVENDE REM I TILPASNINGEN AF HØREAPPARATER? Artiklen er skrevet af Anna Stilund. Uddannelse: I gang med cand.mag. i Audiologopædi.

Arbejde: hos Audika Hørecenter, hvor der varetages udredning og behandling af høretab, herunder høreapparatstilpasning og udførelse af REM-målinger.

E-mail: mbv168@hum.ku.dk eller aats@audika.dk.

Real Ear Measurements (REM) er for nuværende best practice i høreapparatsbehandling, men på verdensplan er det kun omkring halvdelen af praktiserende audiologer, som anvender målingerne (Abrams et al., 2013). Målingerne kan bidrage med en objektiv verifikation af behandlingen, men hvad er det egentlige udbytte af målingerne, og er de med til at give en større tilfredshed hos brugerne? Nedenstående er baseret på undertegnedes særligt studerede emne.

Målet for enhver høreapparatstilpasning er at give den optimale forstærkning til den enkelte.

First-fit algoritmer i tilpasningssoftware er en udbredt anvendt metode i tilpasningen af høreapparater, men denne metode anvender et gennemsnitligt target, som ikke nødvendigvis passer til den enkelte. Denne problematik kan REM-målinger muligvis rette op på. REM-målinger giver en objektiv vurdering af høreapparaternes funktion i det enkelte øre, ved at måle Sound Pressure Level (SPL) ved trommehinden. På denne måde får man information om lydtrykket ved samtlige frekvenser i relation til hørekurven, og hvordan lyden i høreapparatet kan modificeres til at dække det pågældende høretab bedst muligt (Dillon, 2012).

Hvad er REM-målinger?

REM-målinger består af, som navnet antyder, flere forskellige målinger, som tilsammen giver en objektiv verifikation af høreapparatets funktion. Disse målinger består af real ear insertion gain (REIG), real ear unaided response (REUR)

og real ear aided response (REAR). REUR måler ørets egen akustik, og måles derfor uden høreapparat på, for at finde ud af hvordan øret i sig selv forstærker den indkomne lyd. REAR er den måling, som giver et billede af, hvor meget gain der sendes ind mod trommehinden.

Dette måles med tændte høreapparater på ørerne. REIG er ikke en måling i sig selv, men en udregning af hvor meget forstærkning høreapparaterne bidrager med isoleret set, uden ørets egen akustik tages med (Sinclair & Pumford, 2001). Målingerne udføres ved, at der indsættes en lille probe i øregangen, som skal ligge ca. 5 mm fra trommehinden, således den måler SPL tæt inde ved trommehinden (Dillon, 2012) , se figur 1. Proben sidder på en lille bøjle med en referencemikrofon, hvor lydinputtet fra en højtaler, som står ca. 0,5-1 meter væk, opfanges (Sinclair & Pumford, 2001). Der er overordnet to forskellige fremgangsmåder at udføre REM-målinger på. Det er henholdsvis Modified Pressure Stored Equalization (MPSE) og Modified Pressure Concurrent Equalization (MPCE). Forskellen på de to metoder består i, at ved MPSE kalibreres udstyret inden målingen, og det er derfor vigtigt, at klienten sidder stille gennem målingerne, således afstand og vinkel til højtaler forbliver den samme, hvor der i MPCE-metoden tages højde for dette, ved at udstyret kalibrerer undervejs i ­målingen, (Sinclair & Pumford, 2001).

ARTIKEL

Figur 1. REM-måling.

Fejlkilder og faldgruber REM-målinger lyder tilsyneladende tillokkende – en objektiv verifikation af høreapparatets funktion, som kan give et præcist billede af den lyd, brugerne får. Men er det lige så godt som det lyder? Flere forfattere har sat spørgsmålstegn ved målingernes anvendelighed og præcision i praksis, da små usikkerheder kan skabe fejlbehæftede målinger. En meget præcis placering af proben er vigtig, da små fejl i probens placering kan skabe standing waves, som påvirker resultatet (Dillon, 2012). Derudover er der også ulemper ved målingerne, alt efter hvilken metode der anvendes. Hvis man anvender MPSE- metoden, vil små bevægelser i hovedposition have indvirkning på målingerne. Ved anvendelse af MPCE-metoden, især ved åbne tilpasninger, hvor lyd lækker ud af øret, kan der forekomme upræcise målinger, da den lækkede lyd fra høreapparatet kan ramme referencemikrofonen. Features i høreapparatet, såsom støjreduktion og feedback algoritmer, kan også have en negativ indvirkning på målingernes resultat, da disse features aktiveres ved bestemte lydtryk, og målingerne kan derfor give et fejlagtigt billede af den reelle forstærkning (Lantz, Jensen, Haastrup & Olsen, 2007).

Objektive og subjektive mål For at finde ud af, om REM-målinger giver den

DANSK AUDIOLOPÆDI # 3+4/2020 17 ønskede effekt, kan det være gavnligt at kigge på andet end gain i høreapparatet. Selvom en objektiv måling viser en perfekt tilpasning, er det også vigtigt at få klientens subjektive mening, da der blandt andet er faktorer såsom hyperacusis og den subjektiv præference for rationalernes lydprocessering, som ikke medtages i REM-målingerne. Subjektive mål for udbyttet og tilfredsheden af høreapparatstilpasning indebærer bl.a. spørgeskemaer. Der findes flere forskellige spørgeskemaer, som hver især inddrager et bestemt perspektiv af høreapparatsbehandlingen. De undersøgelser, der inddrages i denne artikel, gør bl.a. brug af APHAB (Abbreviated Profile of Hearing Aid Benefit), som belyser hvordan lyden i høreapparatet opleves i bestemte situationer (Turan, Unsal & Kurtaran, 2019). Derudover inddrages SADL (Satisfaction with Amplification in Daily Life), som undersøger aspekter af høreapparatstilfredsheden og SSQ-12 (Speech, Spatial and Qualities) som anvendes til at vurdere oplevelser med høreapparatet i dagligdagen (Denys, Latzel, Francart & Wouters, 2019; Shi, Doherty, Kordas & Pellegrino, 2007). Motivationen for denne artikel var bl.a. at undersøge hvorvidt REM-målinger giver et relevant bidrag til høreapparatstilpasningen, og dermed om flere praktiserende audiologer burde anvende målingerne i deres hverdag.

Studier om REM-målinger For at belyse problemstillingen bedst muligt, blev der udført en systematisk litteratursøgning, hvilken dannede grundlaget for fundet af de undersøgelser, som er inddraget. Inklusionskriterierne blev baseret på PICO(S)-modellen, som omtales i Liberati et al. (2009).

Inklusionskriterierne var derfor som følger: deltagerne skulle være over 18 år og uden yderligere vanskeligheder end høretab. Interventionen skulle bestå af REM-målinger og eventuelle andre objektive eller subjektive mål for høreapparatudbytte og -tilfredshed. Udkomme-mål skulle rapporteres subjektivt via forskellige spørgeskemaer, eller objektivt, om der var en effekts-forskel direkte i høreapparatet eller i en frit felts måling, og undersøgelserne skulle alle være peer-reviewed. Nedenstående flowdiagram (figur 2) viser, hvorledes de inddragede studier blev fundet. Litteratursøgningen blev foretaget på flere forskellige databaser, da det

18 DANSK AUDIOLOGOPÆDI # 3+4/2020

ARTIKEL

Figur 2. Flowdiagram over litteratursøgning. Inspiration fra Liberati et al.(2009).

var vanskeligt at finde nok relevant litteratur til at belyse problemstillingen på en enkelt database. Af samme årsag er litteratursøgningen også suppleret med en kædesøgning.

I alt blev 8 studier inkluderet til denne artikel, og fordelte sig overordnet i to aspekter af problemstillingen. 5 af de inkluderede studier omhandlede brugbarheden af REM ift. subjektive og objektive udkomme mål: Turan et al., 2019; Shi et al., 2007; Boymans & Dreschler, 2012; Denys et al., 2019; og, Abrams et al., 2012. Tre inkluderede studier omhandlede påvirkningen af de forskellige metoder REM kan udføres på: Shaw, 2010; Lantz et al., 2007; og, Searchfield & Purdy, 1997.

Overordnet kan det nævnes, at studierne, som omhandler brugbarheden af REM-målinger,

belyser hvorledes perceptuelle udkomme-mål (i dette tilfælde spørgeskemaer) viser en effekt af REM-målinger. Derudover undersøger studiet af Shi et al. (2007) ydermere, om der er andre objektive verifikationsmål, som forbedrer høreapparatstilpasningen i forhold til REM-målinger. Studierne, som omhandler metodiske forhold ved REM-målinger, ser nærmere på effekten af den metodiske tilgang. De undersøger derfor hvorvidt den anvendte metode, har en indvirkning på målingernes præcision.

Hvad finder litteraturen?

De forskellige inddragede studier er hver især med til at belyse bestemte aspekter af REM-målingernes anvendelighed.

Turan et al. (2019) belyser hvilke faktorer, der

ARTIKEL kan være medvirkende til, at man får større eller mindre subjektivt udbytte af høreapparaterne. Studiet finder, at alder, uni-/bilateral tilpasning og sværhedsgrad af høretabet har en signifikant betydning for, hvor godt tilfredsheden med høreapparaterne bliver rated.

Dette er vigtigt at tage højde for, da sådanne faktorer er individuelle og statiske.

I studiet af Abrams et al. (2013) belyser de, hvorvidt REM-målinger giver et bedre target match, hvilket de også finder er signifikant.

3 ud af 4 kategorier i APHAB-spørgeskemaet viser større tilfredshed med tilpasningen med REM-målinger. Denne undersøgelse antyder derfor, at REM-målinger giver mere gain, og giver et bedre match til target end first-fit tilpasning i softwaren. I studiet af Shi et al. (2017) undersøger de tilfredsheden med tilpasning med REM og andre objektive mål. Tilfredsheden på SADL spørgeskemaet viser, at der ikke er nogen signifikant forskel på tilpasningen med REM-målinger og tilpasningen med REM-målinger og 2 andre objektive mål. De finder dog, at tilfredsheden med tilpasningen kun med REM-målinger daler over tid. Tilfredsheden målt på APHAB-spørgeskemaet viser ingen signifikant forskel mellem de to tilpasninger, men i 3 ud af 4 kategorier scorer tilpasningen kun med REM-målinger bedre. Resultaterne fra dette studie er derfor tvetydige, og billedet af REM-målingernes anvendelighed bliver mere mudret, da de to spørgeskemaers resultater peger i hver sin retning.

Resultater der peger mod, at REM-målingerne ikke gør den store forskel, findes også i studiet af Boymans & Dreschler (2012). Her findes der ingen signifikant forskel i tilfredsheden med høreapparatstilpasningen med eller uden REM-målinger på spørgeskemaet SSQ-12. I forhold til spørgsmålet omhandlende komfort af høje lyde, bliver tilpasning uden REM foretrukket. Studiet viser, ligesom Abrams et al.

(2013), at REM-målinger giver signifikant mere gain i høreapparaterne, hvorfor det også giver mening, at komfort af høje lyde rates bedre uden REM tilpasning, da der derfor ikke er lige så meget forstærkning i høreapparaterne.

SSQ-12 spørgeskemaet anvendes også i studiet af Denys et al. (2019), hvor der igen ikke findes signifikant forskel mellem tilpasninger med REM-målinger, uden REM-målinger og

DANSK AUDIOLOPÆDI # 3+4/2020 19 med automatiserede REM-målinger.

Studiet af Shaw (2010) fokuserer på forskelle i målingerne, alt efter hvilken vinkel og afstand der er til højtaleren under målingerne. Der bliver ikke fundet nogle signifikante forskelle i målingerne, og differencen mellem målingerne er mindre end 3 dB, hvilket er inden for den tilladte ramme af fejlmål (Shaw, 2010). Lantz et al. (2007) undersøger forskellen mellem MPSE og MPCE-metoden, og hvorvidt denne forskel bliver påvirket af høreapparater med feedback algoritmer. De finder, at der ses en forskel mellem metoderne i frekvensområdet 2-8 kHz, og at denne forskel bliver markant større, når feedback-algoritmen aktiveres. Forskellen mellem de to metoder er et udtryk for den fejlmåling der sker, ved brug af MPCE-metoden sammen med høreapparater med feedback algoritme. Et sidste emne indenfor fejlmål i REM-målingerne, er placering af proben, hvilket Searchfield & Purdy (1997) undersøger. Deres deltagere er få, men de finder, at en modificeret ”Sullivans metode”, som er en taktil metode, hvor klienten mærker hvornår proben er inde omkring trommehinden, giver den mest præcise placering.

Metoden, hvor man indfører proben et fikseret antal millimeter i hvert øre, viser sig utilstrækkelig, især ved længere øregange.

Er REM målinger besværet værd?

Studierne giver et tvetydigt billede af, hvorvidt REM-målinger bidrager væsentligt til høreapparatstilpasningen, eller om de er overflødige. Der er ikke to studier, som finder samme resultat, men er dette så ensbetydende med, at REM-målinger er utilregnelige? I de fleste af de inkluderede studier, som omhandler perceptuelle mål, bliver der brugt forskellige høreapparater både i forhold til producent og kvalitet, hvilket kan have en indvirkning på tilfredsheden.

Derudover har studierne en spredning i publikationsdatoer, hvilket også betyder at teknologisk udvikling kan have haft en påvirkning på resultaterne. Sammenligning af resultaterne skal derfor gøres varsomt, da der er usikkerhed i resultaternes gyldighed pga. differencen i den teknologiske udvikling. Udover forskelle i teknologi, er der også variation i hvordan de subjektive mål afrapporteres, og dette ses i tilfredsheden , alt efter hvilket

20 DANSK AUDIOLOGOPÆDI # 3+4/2020 spørgeskema, der anvendes. Det kan derfor være en fordel at have en større ensretning i afrapporteringen, således resultaterne bliver mere sammenlignelige. Udover spørgeskemaer, bliver der i nogle få af undersøgelserne også anvendt andre objektive mål, til at verificere REM-målingernes brugbarhed. Tale i støj bliver bl.a. brugt af Denys et al. (2019), men dette mål bliver ikke signifikant bedre efter REM-målinger, selvom de subjektive mål viser større tilfredshed. I studiet af Boymans & Dreschler (2012) finder man til gengæld præcis den modsatte sammenhæng.

De aspekter af REM-målingerne, som studierne belyser klarest, er de metodiske tilgange, som viser sig ikke at være behæftet med betydelige fejl. Brugen af MPSE-metoden overfor MPCE-metoden, giver dog et sikrere resultat, især ved åbne tilpasninger og ved aktivering af feedback algoritmer.

Spørgsmålet om hvorvidt REM-målinger bidrager væsentligt til høreapparatstilpasningen forestår stadig delvist ubesvaret, da studierne peger i begge retninger.

Hvordan skal det så tolkes i forhold til praksis?

Et svar baseret på eksisterende litteratur vil ikke være entydigt, men REM-målinger kunne eventuelt benyttes ved de komplekse audiologiske forløb. Et sikkert svar på det vil kræve yderligere forskning, med mere ensretning i afrapporteringen, for at få et klarere billede af, hvilke fordele REM-målingerne helt præcist kan tilbyde i tilpasningen af høreapparater, og om de er ”besværet værd”.

REFERENCER

• Abrams, H. B., Chisolm, T. H., McManus, M., McArdle, R. (2013). Initial-fit approach versus ve rified prescription: comparing self-perceived hearing aid benefit. Journal of The American Academy of Audiology, 23(10), s. 768-778.

• Boymans, M. & Dreschler, W. A. (2012). Audio logist-Driven Versus Patient-Driven Fine Tuning of Hearing Instruments. Trends in Amplification, 16(1), s. 49-58.

• Dillon, H. (2012). 4.2-4.6: Electroacoustic perfor mance and measurement. I Hearing Aids (2nd ed., s. 97-116). New York: Thieme.

• Denys, S., Latzel, M., Francart, T. & Wouters, J. (2019). A preliminary investigation into hearing aid fitting based on automated real-ear measure ments integrated in the fitting software: test-

ARTIKEL retest reliability, matching accuracy and percep tual outcomes. International Journal of Audio logy, 58(3), s. 132-140.

• Lantz, J., Jensen, O. D., Haastrup, A. & Olsen, S. Ø. (2007). Real-Ear Measurement verification of open, non-occluding hearing instruments. Inter national Journal of Audiology, 46(1), s. 11-16.

• Liberati, A., Altman, D. G., Tetzlaff, J., Mulrow, J., Gøtzsche, P. C., Ioannidis, J. P. A…. Moher, D. (2009). The PRISMA Statement for Reporting Sy stematic Reviewa and Meta-Analyses of Studies That Evaluate Health Care Interventions: Expla nation and Elaboration. Annals of Internal Medi cine, 151(4), s. 65-88.

• Sinclair, S. & Pumford, J. (2001). Real-Ear Me asurement: Basic Terminology and Procedures.

AudiologyOnline. Https://www.audiologyonline. com/articles/real-ear-measurement-basic-ter minology-1229.

• Searchfield, G. & Purdy, S. C. (1997). Probe Micr ophone Placement for Real Ear Measurement: Update on a Simple Acoustic Method. American Journal of Audiology, 6(2), s. 49-54.

• Shaw, P. (2010). Are real-ear measurements (REM) accurate when using the modified pres sure with stored equalization (MPSE) method?

International Journal of Audiology, 49(6), s. 463 466.

• Shi, L., Doherty, K. A., Kordas, T. M., Pellegrino, J. T. (2007). Short-term and Long-term Hearing Aid Benefit and User Satisfaction: A Comparison Between Two Fitting Protocols. Journal of The American Academy of Audiology, 18(6), s. 482 495.

• Turan, S., Unsal, S. & Kurtaran, H. (2019). Sa tisfaction assessment with Abbreviated Profile of Hearing Aid Benefit (APHAB) questionnaire on people using hearing aid having Real Ear Mea surement (REM) eligibility. International Tinnitus Journal, 23(2), s. 97-102.

FAGLIG DEBAT

DANSK AUDIOLOPÆDI # 3+4/2020 21

FAGLIG DEBAT Redaktionen har modtaget en henvendelse med kommentarer til artiklen ”Udredning og diagnosticering af Verbal dyspraksi i Danmark” af audiologopæd Sara Schumann, som var i sidste nummer af Dansk Audiologopædi (nr. 2, 2020). Vi bringer her kommentaren og forfatterens svar.

Kære ALF Vi henvender os til jer i forbindelse med artiklen ”Udredning og diagnosticering af Verbal dyspraksi i Danmark” af audiologopæd Sara Schumann, som er bragt i DA 2/2020. Først og fremmest vil vi sige tak til jer og til forfatteren for at bringe en artikel om emnet verbal dyspraksi. Vi henvender os til jer med to faktuelle præciseringer til artiklen. Som forfatteren selv er inde på, ville man kunne have lange faglige diskussioner om flere af punkterne og stille sig mere eller mindre enig med forfatteren. Vores formål med denne henvendelse er dog blot at nævne de to præciseringer, da de danner præmissen for hele artiklen: 1) Forfatteren nævner (s. 10), at verbal dyspraksi ikke har en selvstændig diagnosekode i Sundhedsvæsenets Klassifikations System, med henvisning til artikel fra Ugeskrift for Læger skrevet af undertegnede og Gohar Nikoghosyan-Bossen 2018. Dette er ikke længere tilfældet, idet der Sundhedsdatastyrelsen på foranledning af selvsamme forfattere indførte både diagnosekoder og procedurekoder i oktober 2019 med tilbagevirkende kraft. Begge var gældende pr. 1/1-2018. Verbal Dyspraksi har dermed haft sin egen selvstændige diagnosekode i Danmark i knap tre år.

Der er således tale om en lægefaglig diagnose. Her må dog samtidig henvises til, at den lægelige udredning altid bør foregå i samarbejde med en specialiseret logopæd, hvilket i dag også er tilfældet på de to hospitaler, som ifølge Forløbsbeskrivelsen udreder for verbal dyspraksi i Danmark.

I praksis er det dog efter vores mening mere

nuanceret. Her vil der i mange/de fleste tilfælde ikke være behov for en lægelig udredning og/eller diagnose. Hvis man som logopæd selv er i stand til at afgøre, om der er tale om verbal dyspraksi og ved, hvordan man skal arbejde med barnet, så er der ikke grund til en lægelig diagnosticering. Diagnosticering er typisk først nødvendig, når man som logopæd er i tvivl om hvorvidt barnet har verbal dyspraksi eller/og en anden udtalevanskelighed (dog er diagnosen i nogle kommuner nødvendig for, at man kan få bevilget midler eller andet til barnet).

2) Forfatteren nævner Forløbsbeskrivelsen version 2. Det er kun de økonomiske scenarieberegninger, som er ændret heri. Selve revisionen af hele Forløbsbeskrivelsen foregår i skrivende stund.

De venligste hilsner Camilla Slot Mehlum, Overlæge, PhD, Klinisk lektor.

Trine Printz, Audiologopæd, postdoc Øre,- næse- og halskirurgisk afdeling F, Odense Universitetshospital Klinisk Institut, Syddansk Universitet Adr. J. B. Winsløwsvej 4, Indg. 84, 1. sal, 5000 Odense C Svar på Camilla Slot Mehlum og Trine Printz’ kommentarer til min artikel bragt i DA 2/2020: 1) Det er relevant at medtage fejlslutningen omkring den selvstændige diagnosekode. Det bør fremgå at kommentaren, at Danmark har oprettet selvstændig diagnosekode, og at jeg ikke var opmærksom herpå. Det peger på, at det også er vigtigt, at det kommer til at fremgå eksplicit af forløbsbeskrivelsen fremover.

- Derudover er jeg enig i Camilla Mehlum og Trine Printz’ kommentar omkring nødvendigheden – eller unødvendigheden – af lægefaglig diagnosticering, hvilket blot understreger den oprindelige pointe om, at man med stor fordel kunne omlægge hele udrednings- og diagnosticeringsprocessen. Således kan vi få langt flere specialiserede logopæder, fysio-/ergote-

22 DANSK AUDIOLOGOPÆDI # 3+4/2020 rapeuter m.fl. og også sikre både kvalitet og ensartethed ved såvel tidlig opsporing, diagnosticering og intervention, samt mange andre fordele for fagligheder, børn, familier og samfundet – her vil jeg henvise til min artikel i DA 2/2020.

- Jeg vil gerne understrege, at artiklen ikke er skrevet i et forsøg på at underkende den hidtidige indsats omkring børn med verbal dyspraksi, men at det kan være tid til at nytænke systemet, fordi der lykkeligvis er kommet mere fokus på og viden om verbal dyspraksi, så børnene i langt højere grad har mulighed for at få den korrekte hjælp. Det vil være positivt for

FAGLIG DEBAT hele det tværfaglige samarbejde, at vi i langt højere grad kan være i dialog om processen og udviklingen af mulige nye arbejdsgange til fordel for alle.

2) Jeg nævner den reviderede – eller 2. versionen – af forløbsbeskrivelsen, da det er den sidst publicerede. Det ville være problematisk at forholde sig til en ældre version, uanset hvilke opdateringer og/eller ændringer der måtte være foretaget fra første til anden version.

Med venlig hilsen Sara Schumann, audiologopæd, PUI Slagelse

NORDISK AUDIOLOGISK SELSKAB / NORDIC AUDIOLOGICAL SOCIETY CONFERENCE IN ODENSE, DENMARK, JUNE 1-3, 2022 Due to the current COVID-19 situation the conference has been rescheduled from 2020 to June 2022.

We are happy to welcome you to the NAS2022 conference in Odense, Denmark. The conference will take place June 1-3, 2022 The venue of the conference is the new culture and conference centre, ODEON, located in the heart of Odense within walking distance to the central train station.

The organizing committee is planning a varied and ambitious scientific program focusing on Nordic speakers and at the same time giving room for sessions with international keynote speakers.

We encourage Nordic colleagues in the field of audiology to submit abstracts for presentations in the free sessions or as posters.

Kick-off for the conference is Wednesday morning June 3, 2022. We recommend that participants arrive on Tuesday May 31 and take part in the welcome reception arranged prior to the conference.

In addition to the professional topics at the conference, we plan to offer an exciting social program. We look forward to seeing you in Denmark in June 2022.

The conference will open for registration May 15, 2021. Early Bird registration at reduced fee is possible until February 28, 2022. Please find additional information and updates about the conference at http://nas2020.sdu.dk/

Best regards Rikke Schnack-Petersen Chair of the organizing committee

ANMELDELSER

DANSK AUDIOLOPÆDI # 3+4/2020 23

Justin Markussen-Brown, Sofie Neergaard, Sanne Schou Olesen, Fabio Trecca Fysiske sprogmiljøer - en forskningsforankret guidebog ISBN: 9788771606584 Forlag: Dafolo, 2018 96 sider, 199 kr.

Link: https://www.dafolo-online.dk/bestil-b%C3%B8ger-og-tryksager-direkte-i-vores-onlinebutik/ nyheder-0-6-%C3%A5r-fysiske-sprogmilj%C3%B8er---en-forskningsforankret-guidebog-7799 Bogen henvender sig til pædagogisk personale, som søger evidensbaseret viden om og argumentation for indretningen af dagtilbuddet, som en medspiller i børns sprogtilegnelse. Med denne bog i hånden kan pædagogen begrunde og dokumentere den fysiske del af sprogarbejdet.

Det er vigtigt at påpege, at denne bog, som titlen også specificerer, fokuserer på det fysiske sprogmiljø. Jeg kunne godt have ønsket mig, at forfatterne havde været lige så tydelig omkring andre aspekter af sprogmiljøet, nemlig det pædagogiske og det organisatoriske. Vil man vide mere om dette, så kan man kaste sig over Justin Markussen-Browns anden bog: ”Sprogvinduet. Guiden til dit barns sprogudvikling”.

I ”Fysiske sprogmiljøer – en forskningsforankret guidebog” gives en grundig afklaring af terminologien og det teoretiske og empiriske grundlag for overhovedet at arbejde med indretning og materialer.

I første kapitel inddrager forfatterne egne studier af kvaliteten af fysiske sprogmiljøer i danske børnehaver. Når man læser bogen, er det relevant at huske på at den undersøgelse, der henvises til, er lavet i 2013-2014, og derfor ikke nødvendigvis er et retvisende billede af netop den institution, man som læser er tilknyttet. Dansk Evalueringsinstitut (www.eva.dk) laver løbende evalueringer af kvaliteten i danske dagtilbud, og kan give et mere nutidigt billede, men det gør ikke anbefalingerne i bogen mindre relevante, og forfatterne har masser af kildehenvisninger som grundlag.

Kapitel 4 beskæftiger sig med lyttemilljøets betydning for den brede læring og endelig i kapitel 5, vises et idekatalog med helt praktiske anbefalinger og ideer til indretning og materialer under fire overskrifter: Hvad er det? Hvorfor er det godt for børnene? Hvordan gør man rent praktisk? Og sidst men ikke mindst: Hvordan kan man se, at børnene får noget ud af det? Det betyder, at man kan starte med én ide, og da man nemt kan dokumentere en effekt, kan det være der er motivation og midler til næste ide efterfølgende. Hvert kapitel afsluttes med en kort opsummering, gengivelse af nøgleord, og et par refleksionsspørgsmål til læseren.

Jeg anbefaler gerne denne bog til pædagoger, som søger vejledning til indretning af stuerne, indkøb af materialer, og som har eller søger masser af ideer, men kan have svært ved at argumentere for, hvorfor det lige er hér fokus skal være. De fysiske sprogmiljøer er kraftigt med til at understøtte det pædagogiske arbejde med sproget, og med argumentationen i orden kan det også være nemmere at finde ressourcerne, midlerne og motivationen til netop dette arbejde også.

Mette van Amerongen, Audiologopæd, Bestyrelsesmedlem i ALF

24 DANSK AUDIOLOGOPÆDI # 3+4/2020

ANMELDELSER

Henriette Brun, med rim og remser af Lotte Salling [Worfor!] Forunderlige fortællinger i et legende naturvidenskabeligt univers ISBN: 9788771607703 Forlag: Dafolo, 2019 226 sider, 411,25 kr.

Link: https://www.dafolo-online.dk/bestil-b%C3%B8ger-og-tryksager-direkte-i-vores-onlinebutik/ nyheder-0-6-%C3%A5r-worfor!-forunderlige-fort%C3%A6llinger-i-et-legende-naturvidenskabeligt-univers-7883 Bogens titel er en sammentrækning af ordene ”workshop” og ”fortælling”, og er anført i taleklammer, så bogen kunne lige så godt have fået sin titel fra børns evige spørgsmål: ”Hvorfor?”, med et spørgsmålstegn i stedet for et udråbstegn for børn spørger om ALT. ”Havde du en dinosaur som kæledyr, da du var barn?”, ”Hvad sker der med maden vi spiser?”, ”Hvordan ved vi noget som helst om, hvad der skete i Stenalderen, når der ikke var nogen, der filmede det?”, og ”Findes der robotter i virkeligheden?” er bare ganske få af de spørgsmål, jeg har fået de sidste par år, der gjorde at jeg da lige måtte have fat i Google, Siri og Naturhistorisk Museum.

I bogens 11 fortællinger præsenteres læseren for en legende tilgang til naturvidenskab, hvor børnene med alle sanser lærer om hvordan verden hænger sammen – næsten fra begyndelsen, til det der ikke er endnu.

Fortællingerne har to titler; én til de voksne og én til børnene, og således kan voksentitlen ”grundstoffer/svovl” på børnesprog komme til at hedde: ”Da Walters lagkage sprang i luften”. Børnene kan lære om dinosaurer og evolution, geologi, proteiner og kroppen, biodiversitet, bæredygtighed, metrologi, solsystemer og robotter.

Bogen er skrevet til voksne, og det kan være en fordel at læse et emne igennem, inden man kaster sig ud i et tematisk arbejde med børnene. Aktiviteterne i bogen henvender sig til børnehavebørn og indskolingen, men kan sagtens justeres både op og ned.

Hvert kapitel har illustrationer af andre børn og voksne, der arbejder med samme tema, som for at overbevise os om, at det ikke behøver at være så skræmmende og voldsom en opgave – og det virker.

I indledningen får den voksne et hurtigt overblik over emnet, samt henvisninger til kilder, steder og mennesker, hvis man gerne vil uddybe eller udvide emnet endnu mere. Eller bare være klædt på til de mange spørgsmål børnene uden tvivl vil stille undervejs i projektet, som denne bog ikke lige har taget med.

Derefter er bogen en forunderlig fortælling, som læses sammen med børnene, fuld af rim og remser, som hjælper børnene med at lære nye ord og begreber i forbindelse med temaet.

Desuden er hvert tema inddelt i 5 pitstop, der får alle sanser i brug under temaet: • Filosofiske spørgsmål og øvelser, der hjælper den voksne til at stille åbne spørgsmål, der skaber refleksioner hos børnene.

• Undersøgelser og forsøg, der lærer børnene naturvidenskabelige arbejdsmetoder gennem en undersøgende og aktiv tilgang, der hjælper barnet med at forstå sammenhænge og bidrage til barnets eksplicitte egen læring.

• Visuelle opgaver og kunst, der kan skabe transfer af viden og færdigheder mellem dagtilbuddet/ skolen og hjemmet, samt giver barnet et personligt udtryk for den læring, der er fundet sted.

• Bevægelse og leg, der tager udgangspunkt i ”embodied cognition” eller ”kropslejret tænkning” på dansk. Desuden lærer det børnene at samarbejde, forhandle regler og aftaler.

ANMELDELSER

DANSK AUDIOLOPÆDI # 3+4/2020 25

• Mad med tema skaber et samlingspunkt og et fællesskab omkring temaet.

Til bogen hører også en elektronisk platform på forlagets hjemmeside, med uddybninger af arbejdet, ideerne og metoderne: www.dafolo.dk/worfor.

God fornøjelse.

Mette van Amerongen, Audiologopæd, Bestyrelsesmedlem i ALF

Justin Markussen-Brown Sprogvinduet. Guiden til dit barns sprogudvikling ISBN: 978-78-500-5213-5 Forlag: Akademisk Forlag, Egmont 2019 296 sider, 249 kr.

Link: https://sprogklar.myshopify.com/products/sprogvinduet-guiden-til-dit-barns-sprogudvikling Bogen er skrevet til forældre og forfatteren kalder den selv for: ”En populærvidenskabelig bog til alle forældre om hvordan børn udvikler sprog – og hvad forældre kan gøre for at understøtte processen”, og selvom der antydes, at Sprogvinduet kan lukke, og barnet dermed er fortabt, hvis det ikke har lært sprog inden, så beskriver forfatteren tydeligt, med masser af eksempler fra både litteraturen og sit eget liv, at dette ikke er tilfældet.

Bogen giver på sine første 100 sider en god begrebsforståelse af tilegnelse og betydningen af sprog, hvorefter forfatteren har dediceret et helt kapitel til hvert af barnets leveår, så det er nemt for læseren at forstå og følge barnets naturlige og individuelle tilegnelse, fra pludrestadiet til bøjning af uregelmæssige verber. Kapitlerne indeholder tydelige overskrifter, så bogen også er nem at bruge som opslagsværk. Der er masser af underbyggende eksempler fra den virkelige verden, illustrationer og faktabokse med tips. Hvert af de fire kapitler afsluttes med en tabel under overskriften: ”Indikatorer for, at det går godt med sproget efter de første...”, hvilket giver et fantastisk overblik og gør bogens grundige gennemgang let tilgængelig.

Bogens tredje del handler om særlige emner som literacy (skriftsproglige færdigheder), to- og flersprogede børn, samt et kapitel med mindre emner, der tager udgangspunkt i de spørgsmål forfatteren ofte bliver bedt om at svare på eller tage stilling til, når han holder oplæg for forældre.

Sidst men ikke mindst er der en fuld litteraturliste på 236 henvisninger, som ligger til grund for bogens indhold.

Forfatteren har med sin bog formået at koge akademisk forskning og evidensbaseret praksis fra (mindst) 236 kilder ned til en læsevenlig tekst til forældre, på en måde, så de kan tage den direkte ned fra hylden og anvende indholdet i deres hverdag med eget barn med det samme.

På den anden side anvender forfatteren stadig de logopædiske og lingvistiske termer, som kan ”vælte nogen af hesten”, men fordi forfatteren hele tiden forklarer, eksemplificerer og uddyber, kan den sagtens læses af én, som ikke har forudgående viden om sprogtilegnelse.

Af disse to grunde, synes jeg, at forfatteren er for beskeden, når han beskriver bogen som rettet til forældre. Jeg vil varmt anbefale bogen til pædagoger, sprogvejledere, lærere, nye logopæder og andre, der har lyst til at genopfriske sin viden om, hvordan forskning om sprog bliver til sprog i hverdagen.

Mette van Amerongen, Audiologopæd, Bestyrelsesmedlem i ALF

DANSK AUDIOLOGOPÆDI 56. årgang • December 2020 • Nr. 3+4 Fagblad for tale-, høre- og læsepædagoger. Udgives af Audiologopædisk Forening

Redaktør (ansv.): Per Nielsen,

Randrupvej 14,

2610 Rødovre.

Tlf. 40750682,

Email: pnnn@vordingborg.dk Redaktionsmedl.:

Birthe Wittenhoff Madsen Email: bima.email@gmail.com

Sats: Effective, 6840 Oksbøl DANSK AUDIOLOGOPÆDI udkommer 3-4 gange årligt – i marts, juni, september/oktober og december.

Manuskripter skal være redaktionen i hænde senest hhv. 1/2, 1/5, 15/8 og 1/11. Manuskriptvejl. på www.alf.dk Priser pr. 1.10.2007: Institutionsabonnement: kr. 500,-. Privat abonnement: kr. 350, .

Abonnement i udlandet: kr. 500,-. Løssalg: kr. 100,- pr. nr.

Annoncepriser pr. 1.9.2013, excl. moms: Omslagets s. 2: 5650,-. 1/1 side: 5350,-. 1/2 side: 3100,.

Ved annoncering i samtlige numre i en årgang gives en rabat på 10%.

Annoncestr.: 1/1 side til kant (3 mm besk.) 210x280 mm. 1/1 side 170x242 mm. 1/2 side 170x121 mm.

Oplag: 1300. © Forfatteren og Audiologopædisk Forening.

Synspunkter i artikler og indlæg deles ikke nødvendigvis af bestyrelse og redaktion.

Eftertryk – også i uddrag – kun med forfatterens og redaktionens skriftlige tilladelse.

Abonnement m.v.

Lone Aabye Email: administrator@alf.dk

Audiologopædisk Forening v/ formand Jakob Stenz Ærtemarken 87 2860 Søborg Tlf. 2830 8262 Email: formand@alf.dk

ISSN 2596-5263