Damrokker er nogle små spøjse dyr, som ser ud, næsten som de gjorde, før dinosaurerne gik rundt på jorden – og lang tid før menneskene kom til. De er tilpasset livet i små pytter, som tørrer ud i længere tid, inden de igen fyldes med vand. De lever som regel i 2-3 måneder, og på denne tid har de allerede lagt hundredevis af små æg. Æggene går i en slags dvale (diapause), hvor de totalt udtørres. Der er lavet forsøg med æg, som var 27 år gamle og stadig klækkede fint. Æggene kan tåle at blive frosset og varmet op til 98 grader Celsius. Æggene kan også tåle at blive spist for senere at klække efter en tur gennem fx en fugl. De kan blæse med vinden fra en udtørret pøl, for at lande et sted, hvor der er tilstrækkeligt rent vand. Sammen med deres evne til hurtigt at formere sig og det, at de er stort set altædende, gør damrokkerne til perfekte overlevere, som kan ”genopstå” med mange års mellemrum.
Sjældne i Danmark I 2014 fandt man for første gang i 100 år voksne efterårsdamrokker i den danske natur. De dukkede op i pytter i øveterrænet for kampvogne på Antvorskov Kaserne. Her har de tunge bæltekøretøjer skabt gode forhold med midlertidige vandhuller, som fortidens natur var rig på efter regnskyl og oversvømmelser.
Triops betyder treøje I naturen bliver jeres damrokke over fem centimeter lang. Arten hedder efterårsdamrokke på dansk, men damrokkerne kaldes tit bare for triops. Navnet triops stammer fra græsk og betyder treøje. Fortil på skjoldet findes nemlig både to sammensatte øjne og et særligt ”pandeøje”.
Ikke taget fra naturen Æggene i jeres flasker er fra damrokker avlet i et akvarium. Selv om det er den samme art, som de, der lever vildt i Danmark, må I ikke lukke dem ud i naturen. I kan købe æg og læse mere om damrokkerne på hjemmesiden www.triops.dk
Underholdning i akvariet Damrokkerne er altædende, og det kan være spændende at se dem gnaske løs på kogte gulerødder og jage dafnier, ferejer eller infusorier. De bruger benene til lynhurtigt at feje maden ind til munden, som ligner et næb og findes lige under hovedet. I kan også se, hvordan damrokkerne let og elegant vifter sig frem med de mange ben, som også fungerer som gæller. I kan håndfodre damrokkerne ved overfladen med en myggelarve eller en lille regnorm. Tit vil dyrene af ren glæde gribe sin snack og lave skruer hele vejen ned på bunden, hvor de ikke en gang bruger tid på at vende sig rigtigt, men blot ligger på ryggen og spiser løs.
9