Fødekæde i sø
Menneske
Rovfisk
Skidtfisk
Fødekæderne er i en hårfin balance. Fjerner man bare en enkelt af klodens organismer, vil den med garanti mangle i mere end én fødekæde enten som bytte eller jæger. Ændrer man på næringsforhold eller andre faktorer i en sø, en skov eller et blomsterbed, har det konsekvenser for flere arter, end man aner. Men naturen er også robust og fleksibel, og ofte går andre organismer ind og overtager rollen efter den organisme, som forsvinder pga. ændrede vilkår.
Naturpleje
Dyreplankton
I Danmark bruger vi denne viden om fødekædernes sammenhænge i naturpleje. Vi udsætter store græsædere, som får, køer eller heste, som spiser græsset på bestemte naturarealer og dermed sikrer levevilkår for mere sjældne arter, når det dominerende græs fjernes. Eller vi kan fjerne små „skidtfisk“ i søer, der er blevet næringsrige, og på den måde fjerner vi truslen for de smådyr (fx vandlopper), der ernærer sig af de store algemængder. Når der er ekstra mange smådyr til at spise algerne, bliver vandet mere klart, og gedden får bedre vilkår til at jage de små fisk og holde deres antal nede.
Alger
Sidste led i fødekæden
Menneskets føde.
Mennesket indgår naturligvis i masser af fødekæder. Vi spiser både planter og dyr, og vil altid være sidste led i fødekæden (fordi der ikke er nogle, som spiser os). Men kæden er som nævnt en ring, og alle vores affaldsprodukter som afføring, urin og hår indgår i naturens kredsløb. Det med at være det sidste led giver os problemer med vores egen udledning af fx tungmetaller. Forestil dig at planterne i søen optager en lille mængde tungmetaller fra vandet og bliver spist af smådyr. Småfisk spiser store mængder af disse smådyr. Tungmetallerne har den egenskab, at de ikke udskilles med fiskens afføring men lagres i fiskens fedt. Gedden som spiser tusindvis af småfisk opkoncentrerer altså tungmetallet mange gange i forhold til småfisk og smådyr, og det sammen gør vi mennesker. Tal om, hvem der spiser hvem og hjælp hinanden med at tegne og klippe-klistre plancher med fødekæder. En for søen, en for havet, en for skoven og en for vores landbrug.
31