Jeres egen planktonzoo Dafnier og vandlopper er små krebsdyr, som lever i de fleste danske vandhuller. De kan have forskellige sjove og sære former. De findes i meget store mængder og spiser masser af planteplankton og bakterier. På den måde bliver dafnierne og vandlopperne et levende rensningsanlæg, der er med til at holde vandet klart. Samtidig er de lækkerbiskner for mange forskellige fisk og smådyr. I skal bruge: Et lille akvarium eller et stort syltetøjsglas, et finmasket net, vand med dafnier eller tanglopper.
Fang og kig på plankton I skal bruge: Et mikroskop eller en kraftig lup, et plankton-net eller et meget finmasket fiskenet. Nogle små flasker eller glas til planktonprøver. Kast nettet en eller to gange langt ud i søen og træk det ind lige under vandoverfladen. Hæld indholdet over i en lille flaske. Tag det med hjem og læg en dråbe med plankton under mikroskopet eller stereoluppen. Da vandlopper og dafnier er gennemsigtige, kan I se deres indre organer.
Skyggebilleder med dafnier Dafnier kan om sommeren tegne skyggebilleder i vandet. I vandhuller med rigtig mange dafnier, kan I stille jer, så jeres skygge falder ud i vandet. Dafnierne vil søge hen i solen, fordi der er mest mad. Når en skygge falder på dafnierne, svømmer de straks væk. Hvis I så pludselig flytter jer, kan I i kort tid stadig se jeres skygge i vandet. Prøv at flytte armen rundt, så kan I tegne i vandet.
Fyld akvariet næsten op med vand fra vandhullet og lad det stå et par dage. Hæld et glas med dafnier og vandlopper fra vandhullet ned i akvariet. Vent og se. De vil hurtigt blive til flere, og de kan passe sig selv i lang tid. Sæt akvariet lyst. Dafnier og vandlopper lever af de små planktonalger, der hele tiden vil gro i vandet. Hvis der ikke er mad nok til jeres dyreplankton, kan I ”fodre” med lidt tørgær en gang om ugen. Det får bakterierne til at vokse, og de er også fin mad for de fleste dafnier og vandlopper. Hvis I får rigtig mange dafnier og vandlopper, kan I bruge dem som foder til fisk og andre dyr i jeres større akvarier.
Vandloppen har flere verdensrekorder Vandlopper er verdens mest almindelige flercellede dyr. Når en milliard ton vandlopper i havet hver nat søger op til overfladen efter føde, er det verdens største dyrevandring. Vandloppen er verdens hurtigste vanddyr. Den kan flytte sig 1000 kropslængder i sekundet. Det svarer til, at et menneske kunne svømme 5000 km i timen.
23