2 minute read

Seks fredningssager, som DN har rejst i 2022

Sammen med Næstved Kommune rejste DN i 2022 en fredning for Brødebækken og Denderup Vænge. Området rummer en artsrigdom ud over det sædvanlige og har sandsynligvis været skovbevokset siden sidste istid.

Det kontinuerlige skovdække, de imponerende smeltevandsdale, lommer af lysåben natur og gamle krogede træer skaber et levested for mange forskellige arter. Særlig vigtig er den meget sjældne og truede syvsover, hasselmusen, som stiller helt særlige krav til skovdriften. Hasselmusen er forsvundet mange andre steder, fordi selv skånsom skovdrift sjældent formår at tage de nødvendige hensyn til den lille syvsover.

Skovområdet er også et vigtigt hjemsted for blandt andet flere flagermusarter og sjældne planter, herunder orkidéer, ulvefod og småbladet milturt. En fredning skal være med til at bevare den biologiske mangfoldighed i skoven ved at skabe bedre vilkår for truede arter og sikre en særlig skånsom skovdrift.

I februar gik DN sammen med Skive Kommune om at rejse en fredningssag for Furs fantastiske bakkeland. Området er på næsten 600 hektar og består af stejle klinter, grønne bakker, stolte gravhøje og både tidligere og stadig aktive molergrave.

Den ekstensive landbrugsmæssige brug af jorden i bakkerne kombineret med over hundrede års molerindvinding har skabt grundlaget for adskillige værdifulde og artsrige overdrev, pletter med hedevegetation, grønne enge og smålunde med gamle krogede træer, som har fået lov til at passe sig selv til stor gavn for det vilde dyre- og planteliv.

Fredningen vil sikre, at dette enestående landskab ikke tilbygges, og at naturen plejes, så biodiversiteten øges.

Vejstrup Ådal, Svendborg Kommune

På Fyn har DN rejst en fredningssag for den smukke Vejstrup Ådal beliggende i Svendborg Kommune. Ådalen er en smuk slynget å med et, efter danske forhold, pænt fald, omgivet af skovklædte stejle skråninger og lysåbne naturarealer. Fredningen skal være med til at beskytte det naturlige vandløb, forbedre naturen langs åen og sikre, at landskabet omkring åen ikke tilplantes med juletræer eller lignende.

Lyngbos Hede, Varde Kommune

Den danske klithede er helt enestående, og vi har derfor et særligt ansvar for at passe på den. En af disse klitheder er Lyngbos Hede, som DN i år gik sammen med Varde Kommune om at foreslå fredet.

Lyngbos Hede består af en mosaik af tør og fugtig klithede og er blandt andet hjem for dværgbuske, klokkelyng og revling. I over 50 år har heden været forvaltet som et fredet område af Fredningsnævnet, men er aldrig blevet fredet ved en egentlig fredningskendelse. En fredning af Lyngbos Hede vil give områdets store naturværdier den bedste beskyttelse, sikre adgang til naturpleje og sikre offentligheden mulighed for at færdes frit på heden.

Marbæk Plantage, Esbjerg Kommune

I slutningen af 2022 rejste DN en fredningssag for Marbæk Plantage i Esbjerg Kommune. Kommunen ejer langt størstedelen af plantagen, som består af åbne arealer, hede, plantage og en smuk, lang kystlinje.

Fredningen skal sikre, at naturen plejes, at rekreative anlæg og byggeri ikke udhuler fredningsværdierne, samt et større fokus på at øge biodiversiteten i området. Det skal blandt andet ske gennem konvertering af nåleskov til skov med hjemmehørende arter og til lysåbne naturtyper.

Hevring Hede, Norddjurs Kommune

I 2022 fremsatte DN et forslag til fredning af Hevring Hede i Norddjurs Kommune. Området er på 412 hektar og har et væld af forskellige naturtyper, særligt den sjældne klithede, og en række sjældne planter, blandt andet den smukke guldblomme, der er under voldsom tilbagegang. Området bruges i dag af

Forsvaret, og der er derfor tale om en såkaldt ‘sovende fredning’, som først træder i kraft, hvis Forsvaret en dag sælger arealet. Ved at lave en sovende fredning undgås fremtidige spekulationer og konflikt om arealernes anvendelse, og det sikrer offentlighedens adgang til det enestående naturområde.