1 minute read

DN Ung

DN har ungeafdelinger med egne bestyrelser i de fire største studiebyer: København, Aarhus, Odense og Aalborg. DN Ung er unges eget fællesskab i DN, hvor de arrangerer egne ture og aktiviteter for andre unge og bidrager til DN’s landsdækkende projekter som for eksempel ‘Affaldsindsamlingen’. Derudover var ungeafdelingerne også en stor drivkraft i udviklingen og afholdelsen af ‘Den grønne højskole’ i både 2021 og 2022.

Tangdag på Tangkrogen med DN Ung Aarhus. Cirka 50 deltagere mødte op for at høre om tang og lave deres eget tangsalt.

Ungdommens klimatopmøde

Det er en central del af vores strategi at række ud og søge samarbejder med unge fra andre organisationer og grønne bevægelser, fordi vi tror på, at vi kan lære af hinanden og få større gennemslagskraft ved at samarbejde.

I 2022 gjorde vi netop dét i forbindelse med folketingsvalget. Her gik DN sammen med ni ungdomsorganisationer om at arrangere ‘Ungdommens klimatopmøde’.

‘Ungdommens klimatopmøde’ tog udgangspunkt i at sætte ungdommen først og se unge som en ligeværdig aktør i klimadebatten på linje med alle andre. Derfor var unge repræsenteret i de to paneler, som aftenen bød på, og hele arrangementet var udarbejdet og planlagt af unge.

Ud over at sætte fokus på klima i valgkampen var målet at skabe dialog mellem magthavere og de mange unge, der mødte op. Med en ‘omvendt paneldebat’, hvor det var politikerne, der stillede spørgsmål til ungdommen og derefter lyttede til publikum, blev der skabt en rigtig god dialog og dynamik mellem publikum og politikere.

I aftenens første panel blev temperaturen taget på klimakrisen af Elise Sydendal (Den Grønne Ungdomsbevægelse), Maria Reumert Gjerding (DN) og Christian Ibsen (CONCITO).