Det skaber en anden form for polemik
refleksivitet og selvkritik som trinitets-
end ”mission som kritik”, for denne
læren indeholder – og for alvor bliver
selv-kritik skaber snarere splittelse ind-
moderne gennem Hegel og Barth – til-
adtil end udadtil. Men splittelse skaber
bage til opgøret med arianismen i dens
den nok stadig. For ligesom Mwombeki
forskellige former. For arianerne er
med sine forventninger til Europæer-
Kristus skabt af Gud og ikke avlet, og
nes forhold til kristendommen forekom
Kristus er derfor ikke af samme væsen
religiøs-abstrakt, anden-kritisk og i den
som Faderen, men underordnet. Mod
forstand urealistisk, så idylliserer dette
dette hævder de nikænske fædre Kristi
selv-udviklingsprojekt måske også sin
sande guddommelighed – den berømte
egen rolle og muligheder? For ligger
homousi – og med den beskrives Gud
der, når dagen er omme, alligevel ikke
nu som et forhold mellem personer,
også i dette initiativ en skjult forestil-
dvs. ikke lineært, men relationelt og re-
ling om én enkelt mening eller livsform,
fleksivt. Som den nikænske bekendelse
der skal fremmes, frem for en enhed i
lyder, så bekender vi ”én Herre, Jesus
virkelig forskellighed? Trods dette for-
Kristus, Guds enbårne Søn, som er født
behold er der indsigter i opfattelsen af
af Faderen før alle tider, Gud af Gud, lys
mission som selv-kritik der forekommer
af lys, sand Gud af sand Gud, født, ikke
betydningsfulde.
skabt, af samme væsen som Faderen,
For også tilgangen til mission som selv-kritik drives af motiver, der som sagt findes i den oldkirkelige teologi, hvor den særligt kan ses i udviklingen af de refleksive og selv-refleksive bekendelser, som det sker langsomt i tiden op til Nikænum, dybt i tiden mellem Nikænum og Nikænokonstantinopolitanem, og derefter, hvor konsekvenserne fordøjes og fremfor alt
ved hvem alt er skabt,” og tilsvarende: ”Helligånden, som er Herre, og som levendegør, som udgår fra Faderen og fra Sønnen, som tilbedes og æres tillige med Faderen og Sønnen, som har talt ved profeterne. Og på én, hellig, almindelig og apostolisk kirke. Jeg (vi) bekender én dåb til syndernes forladelse og forventer de dødes opstandelse og den kommende verdens liv.”
kommer til udtryk, i Augustins gudslæ-
For gudslæren og også missionsteologi-
re og antropologi (Ayres 2014). I dag,
en har denne nikænske bekendelse ad-
hvor der i forskningen er bred enig-
skillige konsekvenser: Nogle af de mere
hed om, at de triniariske bekendelser
radikale er fremført af Jürgen Molt-
udvikler sig gennem kristologiske og
mann, der ligefrem mener, at denne
soteriologiske refleksioner, føres den
trinitariske tilgang betyder, at kristen-
NY MISSION 37
103