ske folk: De har haft chancen, men har selv smidt den væk. Jeg har virkelig brug for at få kærlighed til og lyst til at tale om Jesus til de mennesker, jeg bor iblandt.”
Kent Bech Rasmussen siger:” Uden at kunne tale for hele kirkefolket i Danmark har jeg dog en kraftig fornemmelse af, at vi langt fra gør vores bedste for at sprede budskabet. Vi bliver nødt til at genfinde glæden, passionen og iveren i Kristus til igen at turde dele evangeliet med alt og alle, både i og udenfor Danmark. Vi bliver nødt til at udruste os og stole på, at Gud ved sin kraft kan ændre den kirkelige situation i Danmark.” Andreas Nymann Eriksen bekræfter dette, når han siger: ”Det har været en stor opmuntring at møde kristne fra de dele af verden, hvor man ofte kan fornemme den trosgnist, som kan synes så fraværende i Danmark.”
At stewarderne har fået meget ud af at være af sted, selv om de også har arbejdet hårdt, er tydeligt. Kent bruger disse ord om konferencen: ”Ubeskrivelig, rørende, motiverende, livgivende og styrkende.”
En ny ydmyghed hos de unge! I mange år har det været sådan, at danske unge (og vel også vi andre) har talt om at tage ud i verden for at ’gøre en forskel’. Bag ved det ligger ofte et ønske om at tage af sted til et uland i 2 – 12 måneder som volontør. Man har talt om et ønske om at gøre noget godt for andre for en tid. Denne tankegang omkring at engagere sig i og forholde sig til verden er stærkt udbredt, særligt blandt unge. Man vil gerne være med der, hvor der er noget at gøre og noget (gerne grænseoverskridende) at opleve.
En stor gruppe danske unge har forholdt sig til den såkaldte tredje verden med et ønske om at være med til at forvandle dårligt stillede menneskers liv til noget bedre. Vestlige unge har forstået, at vi har det langt bedre, end de fleste i resten af verden, både materielt og i form af uddannelse og knowhow. Man rejser ud, ser sin egen rigdom i sammenligning med andres fattigdom, rejser hjem igen og er bevidst om, at man er privilegeret i Vesten. Ofte stadig overbevist om, at vi er giverne, og de andre er modtagerne. Det er os, der har, og de andre, der mangler. Det er ikke det billede, de danske stewarder tegner af mennesker i det globale syd. De kalder dem ’medkristne’, ’søstre og brødre’, eller de taler om ’fællesskabet’ og ’vi kristne’ i stedet for om ’de fattige’. I deres kommentarer til konferen-
66
Ny Mission nr. 20