forklarede hun. Mødet med denne åbenlyst emotionelle spiritualitet kan virke som en stærkt sentimental kontrast til den rationelt betonede refleksivitet, der kendetegner den senmoderne danskhed. Men den refleksive mentalitet har det til fælles med den emotionelle orientering, at den er subjektiv og giver individets personlige oplevelse høj værdi.
Endelig er den iranske kultur forankret i traditionelle sociale mønstre og således lang mindre individualiseret end den vestlige. Fornemmelsen af at høre til i et fællesskab er derfor markant stærkere. En konsekvens af den stærke identifikation er, at også autoritetsbegrebet er intakt. Når tillid ikke er baseret på selvreference, men på relationer, der er indlejret i den traditionelle sociale orden, har man en selvfølgelig respekt for forældre, lærere, præster og øvrigheder. Iranerne forventer derfor, at en præst i kraft af sit hverv optræder myndigt og har en særlig åndelig kraft i sit liv. Det forventes også, at han overbevisende kan forklare spørgsmål om troen og give klar moralsk vejledning til sin menighed. Den sociale identifikation skaber altså stor respekt og trofasthed overfor kirken og dens ledere, men samtidig indebærer den større forventninger. Det forventes for eksempel, at fællesskabet står til rådighed med praktisk hjælp, når det trænges, og at løsningen af personlige problemer i høj grad er et fælles anliggende. Biblens fortælling om den første pinsedag er i høj grad en demonstration af Helligåndens evne til at skabe fællesskaber på tværs af kulturelle modsætningsforhold. I dette lys har vi som kirke oplevet den tværkulturelle missionsudfordring som en vej tilbage til vores rødder, der har fornyet os i tilliden til centrale aspekter af vores pentekostale arv. Tilbage til rødderne
Et afgørende aspekt har været at fastholde kirkens karismatiske spiritualitet. I iranernes spirituelle verdensbillede er længslen efter Guds nærhed implicit, men også i den senmoderne kultur er der et fokus på subjektivitet. I begge disse perspektiver er der altså en forventning om, at det sande rummer en erfaringsdimension. Dette fokus på erfaring var også et væsentlig element i apostlen Paulus’ missionale virke, hvor Guds visdom var synonym med erfaringen af ”Ånd og kraft som bevis” i kontrast til den hellenistiske filosofis abstraktioner (1 Kor 2,4). I samme brev til korintherne beskriver Paulus kirken som et organisk fællesskab, der i kraft af Åndens dåb kan lade den enkeltes nådegaver berige de andre i fæl-
106
Ny Mission nr. 19