ligånden henter billederne ”der hvor de virkelig findes og ere dertil forordnede fra Verdens Begyndelse (ibid.). Prædikenens sigte er at vise, hvor tæt inkarnationen sammenknytter ånd og den billedligt forståede legemlighed, og Grundtvig kan i en aftensangsprædiken over epistelteksten Rom. 8,23 udlægge dette paulinske skriftsted som en tale om naturens længsel efter forløsning og slå fast, at naturens medforløsning skyldes ”vort Legems dunkle, men visse Sammenhæng med hele Naturen”. Opstandelsen, siger Grundtvig, er en dunkel, men vis troshemmelighed – man erindre sig hans fokusering på Kollossenserbrevet i 1812 – men naturens delagtighed deri gennem menneskelegemet er lidt klarere, og denne klarhed vil blive større i den kommende, kristne oplysningstid – den kristeligt prægede videnskabelighed, som Grundtvig fortsat forventer, snart vil virkeliggøres, en videnskabelighed, der ikke nødvendigvis forudsætter hans egen ”gammeldags” kristendom, men nok dén mosaisk-kristelige anskuelse, som gammeltroende kristne og tilhængere af professor H.N. Clausens Schleiermacherpåvirkede teologi, naturalisterne ”med Aand”, som Grundtvig skriver i Nordens Mythologi fra 1832, kunne være sammen om. Grundtvigs samarbejdsbestræbelser når et højdepunkt, da han i 1839 udsender sit universitetsprogram Om Nordens videnskabelige Forening og deri foreslår, at ”Kollegierne eller Musæerne” her er ”delt mellem de historiske og fysiske Videnskaber, for at samle Kræfterne fra begge Sider til den stærkest mulige Anstrængelse og Vexelvirkning”, al den stund en ”tilstrækkelig Oplysning” vil hæve den ”Modsætning”, der nødvendigvis må være mellem de to videnskaber – ”Universalhistorien”, den historiske videnskab, der fortsat har forrang i Grundtvigs optik, omfatter jo alle ”Menneskeslægtens videnskabelige Bestræbelser” (VU IV 371-373). Samtidig er det i disse år en hjertesag for Grundtvig at få vendt den hidtidige rangorden om: for Grundtvig er der ikke stor forskel på den mekanicistiske naturvidenskab og romantikkens organologiske tænkning, begge parter forklarer mennesket af naturen, det højere af det lavere, men med den videnskabelige blomstringstid, som han ser frem imod, vil dette blive ændret. Programmet er klart udfoldet i Nordens Mythologi fra 1832, der med rette betragtes som et hovedværk i Grundtvigs forfatterskab. Renæssancens videnskabelighed vil i Grundtvigs tid blive sat ud af spillet gennem en
Ny Mission nr. 16
109