Katedralen og familien Oline Kobbersmed
Kirken er som trosfællesskab udfordret til at gå nye veje i en senmoderne sammenhæng, hvor fællesskaber er i opbrud og under omstrukturering. Gennem feltstudier i to folkekirkelige menigheder, Natkirken ved Københavns Domkirke samt Kvaglund Kirke ved Esbjerg, har forfatteren undersøgt to vidt forskellige svar på disse udfordringer. Artiklen er altså først og fremmest en præsentation af to konkrete cases til inspiration og refleksion. Som specialeskrivende studerende fandt jeg det undervejs i min proces nærmest absurd at beskæftige mig med så livsnære temaer som kirkens mission og kirken som trosfællesskab i et senmoderne samfund udelukkende ud fra en teoretisk vinkel. Jeg besluttede mig derfor for at kaste mig ud i feltstudier i to forskellige menigheder1, nemlig Kvaglund Kirke i Esbjerg og Natkirken ved Københavns Domkirke. Har man nærmere kendskab til de to kirker, kan det synes som et umage par, men valget var på ingen måde tilfældigt. Et af de bærende spørgsmål for mig var: Når fællesskaber i en senmoderne kultur er i opbrud – eller i det mindste under omstrukturering – hvordan svarer kirken som trosfællesskab så på disse nye udfordringer?
To kirkemodeller Ifølge den engelske religionssociolog Grace Davie er der to kirkemodeller, som på en særlig måde formår at møde senmoderne mennesker i al vores famlen og søgen efter mening (Grace Davie 2005). Den ene er ’katedralen’: ”You don’t have to join… you can sit behind your pillar, nobody bothers you, but while you’re there, you experience traditional liturgy – You have world-class music, sublime
architecture and very good preaching…”. Denne models popularitet skyldes ifølge Davie, at den giver rum for det senmoderne menneskes væren på vej og konstante udvikling, også trosmæssigt. Den anden form er mere fællesskabsorienteret, påpeger Davie. Her drejer det sig om den evangelikale menighed: “It is a safe place, has clear boundaries, firm teaching, very effective networks, is great for kids and is family-oriented”. Altså en menighed med klar samling og fælles retning. Yderligere er det de evangelikale menigheder med karismatisk islæt, der i særlig grad virker tiltrækkende, mener Davie at iagttage. Med baggrund i blandt andet Davies analyser virkede Natkirken og Kvaglund kirke for mig som oplagte valg for en undersøgelse.1 Set ud fra Hans Raun Iversens artikel i dette nummer af Ny Mission kan de to menigheder beskrives som henholdsvis en kombination af funktionsmenighed og menighed med særlig teologisk profil (Natkirken) og som sognemenighed med (delvis) teologisk profil (Kvaglund). At det ikke helt lader sig gøre at klassificere nogen af menighederne indenfor hverken Iversens eller Davies termer afslører symptomatisk nok, at virkeligheden sjældent lader sig ind-
71